Home - SASR

 

 

 

Dette dokument indeholder lærernoter udarbejdet i forbindelse med emneseminaret, Forandringsprocesser i Sydafrika, afholdt på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet for adskillige år siden.

Alle lektioner fra 1 til 14 er indeholdt i dokumentet og du finder den enkelte lektion ved at klikke på lektionsoversigtens hyperlinks.

Meget af dette materiale er i dag forældet, men det tilbyder dansksprogede noter til emnet.

 

 

 

 

 

 

Lektionsplan for undervisningsforløbet.

 

Lektionsoversigt.

 

Lektion 1, onsdag d. 2/9.

Emne: Introduktion til og aftaler omkring emneseminaret.

Oplæg: Interesser og relevansproblemer omkring studiefeltet. Internationale miljøer for Sydafrikastudier.

Studenterpræsentation: Afrikaerfaringer, fagligheder, emneinteresser mv.

Materiale: Forslag til undervisningsforløb, spørgeskemaer, kompendiumindhold mv.

Oplæg: Teknikker og metoder til studiet af Sydafrika. Internettets muligheder.

Diskussion: Hvordan studerer man bedst Sydafrika? Mål, indhold og metoder i forhold til emneseminaret.

 

Lektion 2, onsdag d. 9/9.

Emne: Sydafrikas historie i lange linjer og kernepunkter.

Oplæg: Faktuel, kronologisk, begivenhedshistorisk gennemgang fra van Riebeeck til Mandela.

Materiale: Worden.

Diskussion: Er det muligt at forestille sig alternative, fundamentalt anderledes historieforløb for Sydafrika?

 

Lektion 3, onsdag d. 16/9.

Emne: Udviklingen fra segregation til apartheid ifølge konventionelle, liberale opfattelser.

Oplæg: Apartheid set som konsekvens af kultursammenstød og som økonomisk dysfunktionalitet.

Materiale: Beinart - Dubow / Elphick.

Diskussion: Hvor skal ansvaret for apartheid placeres og hvad forårsagede udviklingen af moderne, racistiske holdninger?

 

Lektion 4, onsdag d. 23/9.

Emne: Det radikal-revisionistiske oprør indenfor samfundsforskningen.

Oplæg: Sydafrika set som funktionel konstruktion til sikring af billig arbejdskraft og social kontrol.

Materiale: Bozzoli / Deacon / Lipton.

Diskussion: Hvilke basisstrukturer var bestemmende for apartheids konkrete udformning.

 

Lektion 5, onsdag d. 30/9.

Emne: Afrikaanernes plads i Sydafrikas udvikling.

Oplæg: Apartheids genesis. Afrikanerdom eksemplificeret gennem Dan O’Meara opfattelse.

Materiale: Dubow / Giliomee.

Diskussion: Hvordan har tidsbundne holdningselementer i f.eks. afrikaanernationalistiske helhedsopfattelser påvirket det sydafrikanske samfund og hvor stor betydning har de haft for udviklingen af racesystemet?

 

Lektion 6, onsdag d. 7/10.

Emne: Den sorte modstandsbevægelse og apartheids nedbrydning.

Oplæg: Befrielseshistorien. Udviklingen af alternative historiebilleder og fremtidsperspektiver.

Materiale: Lodge / Ottaway.

Diskussion: Hvor skal årsagerne til racesystemets endelige krise findes og hvilken betydning har henholdsvis økonomisk globalisering, international solidaritet og ANCs skiftende strategier haft for apartheids afvikling?

 

Lektion 7, onsdag d. 21/10.

Emne: Forudsætningerne for forandring: Levevilkår og sociale problemer.

Oplæg: Den sociale situation i Sydafrika. Volds- og kriminalitetsproblematikken.

Materiale: Tjønneland / Pillay / Roux.

Diskussion: Hvem konstituerer aktuelt forandringens kræfter i Sydafrika og hvordan kanaliseres det sociale tryk mest konstruktivt?

Midtvejsevaluering.

 

Lektion 8, onsdag d. 28/10.

Emne: Forudsætningerne for forandring: Økonomi og politik.

Oplæg: Sydafrikas makroøkonomiske problemer.

Materiale: Lipton-Simkins / Lundahl-Moritz.

Diskussion: Hvilke fordele og ulemper indeholder de forskellige fordelingsmodeller?

 

Lektion 9, onsdag d. 4/11.

Emne: Erfaringer og perspektiver i forbindelse med rekonstruktion og genopbygning.

Oplæg: Status for RDP og GEAR. Landspørgsmålet. Urbanisering og infrastruktur.

Materiale: Ginsburg.

Diskussion: Hvordan prioriteres udviklingsproblemer og løsninger bedst under den fortsatte transformationsproces?

 

Lektion 10, onsdag d. 11/11.

Emne: Folkestyret udvikling, etnisk og lokal selvbestemmelse eller partihegemoni.

Oplæg: Fagbevægelsen under forandring. Kirkerne og Sandhedskommissionen som forsonere. NGOernes ændrede rolle under nation building-processen.

Materiale: Pieterse / Villa-Vicencio.

Diskussion: Hvilke muligheder har civilsamfundet for at præge transformationen.

 

Lektion 11, onsdag d. 18/11.

Emne: Danmarks og det internationale samfunds rolle før og under overgangsprocessen.

Oplæg: Sanktionsproblematikken. Danmarks overgangsbistand. Donorer og udenlandske NGOer.

Materiale: Danidas landestrategi for Sydafrika.

Diskussion: Hvem og hvordan hjælper bistand og solidaritet?

 

Lektion 12, onsdag d. 25/11.

Emne: Bantuuddannelser og universitetsapartheid.

Oplæg: Indførelsen af apartheid på de sydafrikanske universiteter.

Materiale: Hyslop / Diseko.

Diskussion: I hvilket omfang var bantuuddannelser og universitetsapartheid udtryk for en rationel politik og hvilken rolle har de intellektuelle spillet?

 

Lektion 13, onsdag d. 2/12.

Emne: Transformationsprocessen i uddannelsessektoren.

Oplæg: Indholdet i uddannelserne under apartheid og udviklingen af demokratiske uddannelsesalternativer. Universitetssektoren i Sydafrika fra 1970’erne til i dag.

Materiale: Mncwabe.

Diskussion: Kan den sorte befolkning opnå uddannelsesmæssig ligeberettigelse og hvilke konkrete tiltag vil være de vigtigste for en omstrukturering på uddannelsesområdet?

 

Lektion 14, onsdag d. 9/12.

Emne: Regnbuenationens grundlag og fremtidsmuligheder. Problemstillinger i fortid, nutid og fremtid.

Temaer i sydafrikansk litteratur, presse og nyhedsformidling.  Materiale: Hansen / Miller.

Diskussion: National sort kultur kontra amerikanisering, individualisme og underholdningsindustri.

Studenterinput omkring synopsistemaer.  Oplæg: Eksamensformalia, studie- og skriveteknik.

Slutevaluering.

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 1.

 

Om at studere Sydafrika

 

Både i Danmark og internationalt er der en stadig voksende forståelse for betydningen af studier af globale problemer under en ny problematisk verdensorden, derunder også for Afrikaforskning. Interessen for globale problemer og for den 3. verdens udvikling og kultur er måske først og fremmest en følge af den øgede internationale arbejdsdelings konsekvenser for de udviklede landes egen handels-, udenrigs- og bistandspolitik, men er vel også udtryk for en øget erkendelse af ansvar for de tidligere kolonier og udbyttede områders situation.

Udviklingen i Sydafrika vil således få konsekvenser ikke blot for hele det sydlige Afrika, men med stor sikkerhed også for dansk udenrigsøkonomi og for de nordiske landes udviklingsarbejde i regionen.

For Sydafrikas vedkommende kommer dertil en egentlig politisk og social, folkelig solidaritet med det hidtil undertrykte og udbyttede befolkningsflertal i landet, som bestemt også har påvirket emnevalg og prioriteringer på de højere læreanstalter hér i landet. Intet andet land har været fordømt så massivt, fordi et mindretal har regeret baseret på race. Der har været lidenskabelige diskussioner om pressionsmidler omkring væbnet kamp, international solidaritet, constructive engagement og den indre nationale dialog.

Alligevel er det nok rigtigt at understrege, at Sydafrikaforskningen her i Danmark fortsat er på et niveau, hvor de større, kvalificerede værker kan tælles på én hånd. Derimod er der efterhånden udgivet en hel del mindre arbejder af pædagogisk og folkeoplysende karakter. Det handler f.eks. om gymnasielærebøger og publikationer fra bistands- og solidaritetsorganisationer.

 

I Sydafrika selv afspejler historie og samfundsforskningen direkte de bitre politiske, økonomiske og etniske konflikter i landets historie.

Forskningen i Sydafrika er fortsat præget af fraværet af sorte akademikere som følge af en ekstremt ulige adgang til uddannelse og selv om der f.eks. har optrådt enkelte uddannede sorte historieskrivere, har disse nærmest været usynlige i den institutionelle vidensformidling.

Med et politisk klima, der ikke ligefrem opfordrede til intellektuel tvivlen og søgen og et regime, hvis legitimerende ideologi baserede sig på et historiesyn, der så den hvide mands overlegenhed som noget skæbnebestemt, er det måske ikke overraskende, at det store flertal af sydafrikanere, der i forvejen var udelukket fra det parlamentariske politiske liv, også måtte nægtes adgang til deres egen historie og socioøkonomiske baggrund.

Læseplaner, eksamensordninger og undervisning på sorte skoler og læreanstalter har været af dårlig standard og tæt kontrolleret af staten, og de hvides stat har set Sydafrikas historie som den hvide civilisations sejrrige fremmarch. Det de sorte lærte i undervisningssystemet gav dem ingen fornemmelse af en fortid, de med stolthed kunne identificere sig med, for de hvide havde også koloniseret historien og adgangen til kvalificeret viden om den økonomiske udbytningsstruktur.

Som følge af frihedsbevægelsens gennembrud og overgangen til demokratisk flertalsstyre har der på det seneste været en voksende interesse for hidtil perifert placerede arbejder, skrevet af afrikanere og de første oversigter på dette felt er dukket op. Emnefelter omkring den afrikanske skribentvirksomhed bliver ofte defineret bredt og upræcist på grund af manglen på egentlige videnskabelige værker og søgningen efter lokale amatørhistoriske og politiske arbejder skrevet af afrikanere er kun lige begyndt.

 

Hvad angår paradigmer i samfunds- og historieforskningen, så kan man starte med at konstatere, at mange forskere har forsøgt at afdække centrale sammenhænge mellem politik, økonomi og ideologi i Sydafrikas nyeste historie. Et stort og spændende forskningsfelt har været relationerne mellem race og klasse og mellem statsmagt og produktionssfære eller mere præcist; segregation og apartheid som bestemmende element i Sydafrikas politiske økonomi.

Mange af værkerne på dette emneområde er blevet skrevet af radikale forskere i eksil, men fra midten af 1980'erne er en stigende andel af denne forskning foregået ved sydafrikanske universiteter.

 

Fra slutningen af 1980'erne spores imidlertid stadig kraftigere konvergerende tendenser og kategoriseringen af forfatterne i ideologiske båse virker efterhånden lidt konstrueret og vilkårlig. Mange forskere søger også i Sydafrika efter nye horisonter; mentalitetshistorie, hverdagshistorie, kønsforskning er stærkere fremme. Udtryksformers og symbolers historie prioriteres i en ny konsensus, hvor kulturunderholdnings og medieværdi tilsyneladende er blevet mere afgørende. I Sydafrika slår denne tendens dog noget forsinket og afkræftet igennem, hvilket måske skyldes apartheids fastholdelse af en forældet socialstruktur. I Sydafrika er Industrisamfundets arbejdersolidaritet endnu ikke blevet afløst af informationssamfundets individuelle, intellektuelle kvalificering. Det kunne være én af grundene til, at diskussionen mellem liberale og marxistiske kræfter og fokuseringen på kontante sociale mobiliseringsstrategier i mine øjne fortsat føles aktuel i samfundsforskningen her.

 

Med hensyn til metodiske og teoretiske problemer i samfundsanalysen, så holder de fleste professionelle forskere også i Sydafrika fast ved, at historie og samfundsforskning i al væsentligt består af en sammenstilling og analyse af fakta, uddraget gennem en kildekritisk metode af et oftest afgrænset eller givet materiale, for det meste skriftlige aktstykker og dokumenter, der er til rådighed, f.eks. fordi de tilfældigvis har overlevet tidens tand på arkiverne. Selv om de fleste indser, at historie og samfundsforskning ikke kan være politisk neutral, ser de ikke forskningen som en stadig kamp mellem dominerende og dominerede grupper, for hvem kontrol over viden om fortiden og nutiden er af central betydning for at etablere politisk præcedens, moralsk retfærdiggørelse, kollektiv identitet eller gruppesammenhold. Som medlemmer af en privilegeret elite har de fleste akademikere vel en vis interesse i at hævde, at forskning og politik er to helt selvstændige sfærer. Når man graver langt ned i de omstændigheder, hvorunder videnskabelig kundskab er blevet indsamlet, produceret og anvendt, løber man jo den risiko at afsløre dens politiske oprindelse og dermed undergrave det etablerede syn på forskningen som et produkt af rent akademisk håndværk, snarere end af politisk-ideologisk interessestrid.

Kun nogle få etablerede akademikere har beklaget deres intellektuelle arbejdes som regel ringe relevans for den sorte politiske aktivisme og har indrømmet, at det kunne være udtryk for en forfejlet forskningsprioritering.

 

Der kan udpeges flere begrebsmæssige, metodiske og analytiske hindringer, som har virket bremsende på den forståelsen af Sydafrikas politisk-økonomiske system. Én kan findes i forskellige former for overvægtning af kontinuitet i historien, en anden består af forsimplende, reduktionistiske holdninger til klasse og/eller race og en tredje ligger i en for dominerende empirisk prioritering af selve begivenhedsforløbene, en svaghed, der fra slutningen af 80'erne atter findes i mange analyser af stat og politik, sammenlignet med den relativt mindre opmærksomhed, der gives den væsensbestemmende, strukturelle baggrund og kontekst.

Ingen af disse analytiske svagheder er forbeholdt nogen enkelt teoretisk eller ideologisk tilgang, men forekommer enkeltvis eller i kombination i de fleste af analyserne af Sydafrikas sociale orden. Konsekvensen af disse svagheder er ofte, at spørgsmål omkring arten og virkningen af de politiske kampe ikke undersøges tilfredsstillende, f.eks. forekommer dét forsimplende syn på historisk kontinuitet som overvægter uforanderligheden i raceherredømmet og derfor ikke kan få øje på betydningen af mindre forandringer både i liberale, marxistiske og sort-nationalistiske arbejder.

Det samme kan siges om de to andre nævnte analytiske begrænsninger. F.eks. gør racereduktionisme det vanskeligt at rejse spørgsmål omkring det sociale element i nationale kampe og omvendt bremser økonomisk reduktionisme ofte forestillinger om klassekampes etnisk-nationale indhold.

Indsnævringer af den historiske analyse til empirisk-beskrivende undersøgelsesresultater af konfliktsituationer, uden opfattelse af disse konflikter i deres samfundsstrukturelle kontekst, forhindrer en vurdering af deres væsentlighed i forhold til den politiske forandringsproces som sådan.

 

Overvægtningen af historisk kontinuitet kan f.eks. illustreres af de afvigende forståelser af racesystemet i apartheidperioden efter 1948. På den ene side ses apartheid af nogle radikale forskere, som simpelthen et nyt navn for strukturer og forbindelser som, i alt grundlæggende, blev etableret omkring århundredeskiftet. De fleste liberale forskere skal helt tilbage til Det store Træk eller længere endnu for at finde den moderne racismes rødder. Sydafrikas historie er her sammenfaldende med apartheids historie. Sidstnævnte ses slet og ret som et nyere udtryk for et vedholdende præg fra fortiden.

En anden udgave af kontinuitetsholdningen kan findes i argumentationen om, at reproduktionen af racesystemet er et resultat af nærmest iboende racistiske drivkræfter hos de bestemmende aktører. Disse drivkræfter er oprindelige og givet i historien og behøver altså ikke yderligere forklaring. Derfor kommer de også før og står over andre sociale strukturer, såsom klasse og økonomi. Denne synsvinkel findes interessant nok både i liberal, i racistisk og i black consciousnessorienteret litteratur, selv om slutningerne naturligvis afviger stærkt. På grund af dens reduktionisme levner den ikke plads til analyse af indviklede vekselvirkninger imellem de mangfoldige samfundsmæssigt determinerende faktorer. En sådan metodologi er derfor uegnet til at undersøge og opklare de omstændigheder, hvorunder racismens praktikker opstod og forandrede sig, nemlig samspillet af ideologiske, politiske og økonomiske faktorer under udviklingen af interesser og konflikter.

 

Klasse og racereduktionisme har indtil for nylig været et fremtrædende træk i mange Sydafrikastudier. Samfundsteoretiske forskningsresultater er i Sydafrika på en vis måde blevet hæmmet af racesystemets ideologiske og politiske formelle formler og raceherredømmets tilsyneladende empiriske åbenlyshed.

Mange mener, at det centrale teoretiske spørgsmål i analysen af Sydafrikas sociale formation er, hvordan forholdet mellem race og klasse skal forstås. Besvarelsen af dette spørgsmål har haft direkte konsekvenser på det politiske i niveau, for karakteristikken af og strategien for kampen imod hvidt overherredømme.

 

En generaliseret karakteristik af den sociale formation kan være uundværlig som udgangspunkt for en analyse og måske også acceptabel som oversigtsbeskrivelse af Sydafrika i politiske organisationers ideologiske diskurser eller som en overordnet sammenfatning af en periodes historisk specifikke processer. Problemet opstår, når overordnede beskrivende kategorier; raceherredømme, kapitalisme, m.fl. bliver til erstatning for analysen. Så er der fare for, at et sådant begreb overbetoner en kontinuitet. Ude i virkeligheden, eksisterer kategorierne, hvidt overherredømme og kapitalisme kun som konkrete institutionelle og organisatoriske former og som specifikke praktikker i det sociale liv og forholdet imellem dem er ikke nødvendigvis hverken harmonisk eller indlysende logisk.

Man skal nok gøre sig klart, at der altid vil være en eller anden grad af reduktionisme til stede i samfundsforskningen, eftersom denne aldrig kan skildre virkeligheden i al dennes mangfoldighed.

De ovennævnte former for analytisk reduktionisme var med til at udstikke hovedlinjerne mellem de historie og samfundsvidenskabelige skoler gennem 1970'erne og 80'erne, men de fremmede ikke forestillinger om, at relationen mellem kapitalisme og hvid racisme eventuelt kunne ses som historisk mulig, men ikke absolut nødvendig eller at forholdet mellem dem kunne ses som både funktionsdygtigt og modsigelsesfyldt.

Konklusionen kunne være, at samfundsmæssige strukturer og forbindelser altid må ses som et resultat af konkrete konflikter mellem stridende gruppe eller klasseinteresser og at resultaterne som regel er flertydige, ofte samtidigt funktionsdygtige og præget af indre modsigelser. Hvilken side af dette forhold, der vil være dominerende afhænger af de historisk specifikke omstændigheder i den sociale formation og denne balance vil være følsom begge veje. Det er altså kun ved at komme ud over det generelle niveau, at en egentlig undersøgelse kan åbnes.

 

Et af de problemer, der kan peges på under overskriften: Forskningen og kampen for det nye Sydafrika, er spørgsmålet om en frugtbar forening af videnskabeligt arbejde og politisk eller socialt engagement, en problematik der naturligt står centralt i sydafrikansk samfundsforskning. Hvordan kan f.eks. forholdet mellem tilslutning til frihedsbevægelsens politiske prioriteringer og analytisk samfundsforskning udvikles?

Presset fra den tidligere apartheidregering på studenter, intellektuelle og forskningsinstitutioner for brugbare resultater, der modsvarer statens interesser har altid været kraftig i Sydafrika, selv om intensiteten, arten og pressionsmulighederne har varieret. For den radikale student eller forsker, der stillede sig i opposition til den herskende orden, var modstand mod en sådan pression et selvfølgeligt svar. Men hvad sker, hvis situationen vendes om? Hvis forskeren arbejder i forlængelse af modstandsbevægelsens politiske linje eller måske endda i dennes tjeneste eller i et nyt system, hvor regeringen er udgået fra en sejrende national frihedskamp og er socialistisk orienteret. Må de intellektuelle og læreanstalterne da kvitte deres kritiske rolle og begrænse deres undersøgelser til de rammer, som bevægelsen definerer? Problematikken er væsentlig, fordi hævdvundne forhold mellem forskning og politiske prioriteter, defineret af den nationale befrielsesbevægelse nu, kunne få indflydelse på uddannelsessystemet lang tid fremover efter befolkningsflertallets overtagelsen af statsmagten.

I det omfang studiet bliver gennemført i frihedsbevægelsens regi, vil der nok nødvendigvis være en vis overensstemmelse mellem undersøgelse og politiske prioriteringer. ANC har et stort behov for undersøgelser, der sagligt belyser folkets levevilkår og statens strategier som grundlag for agitation og folkelig mobilisering. Ligeledes for udarbejdelse af dokumentation til FN og andre internationale organer. Mange sådanne undersøgelser er blevet skrevet af tilknyttede organisationer og forpligtede individuelle sympatisører. Den side af sagen er vel relativt problemfri. Men hvis forskning begrænses til udarbejdelse af abejdsmateriale til støtte for en allerede defineret politik, bliver den jo let indskrænket til en rent ideologisk funktion og det intellektuelle arbejdes autonomi og dets vigtige kritiske funktion fjernes.

De intellektuelles forsvar mod socialiseringskravene har ofte været den traditionelle uproblematiserede argumentation for autonomi. I denne argumentation ses forskningen ofte som etisk og politisk neutral; en værdifri, objektiv praksis, som udvikler sig indenfor en egen rationalitet og logik. Forskningens prioriteter dannes internt, ikke ud af praktiske behov og ikke på baggrund af ideologiske overvejelser. Tværtimod forlanges videnskaben garanteret mod politisk indblanding. Uforpligtede progressive forskere har ganske vidst stillet sig skeptisk til muligheden for værdifri forskning og postuleret, at forskning nødvendigvis må befinde sig i en relation til politiske og sociale betragtninger omkring den sydafrikanske virkelighed. Ikke desto mindre antages det som regel også af disse forskere, at de etablerede forskningsinstitutioner har miljøer, som bedre er i stand til at skabe et overlegent vidensgrundlag for forskningspolitiske prioriteringer sammenlignet med de, der udspringer af frihedsbevægelsens politiske arbejde. Problemet for ovenstående opfattelser er nok, at ingen af dem til fulde gør sig klart, i hvilket omfang samfundsmæssige betingelser påvirker al videnskabelig undersøgelse. Etableringen af bestemte teoriers og forskningspraktikkers dominans, sker på samme måde som valget af forskningsfelter under påvirkning af videnskabens samfundsmæssige placering i mindst lige så høj grad som af indrevidenskabelige udviklinger. Det videnskabseksterne pres hidrører bl.a. fra de politiske magtstrukturer, allokeringen af ressourcer, fremherskende ideologier, karrieremønstre, tidsskriftredaktioners og forlæggeres opfattelse af respektabilitet, af åbne konferencer og mange andre faktorer.

At sætte sig ud over disse ekstremt indflydelsesrige kræfter, er for den individuelt arbejdende student/forsker stort set umuligt og kan under ingen omstændigheder lade sig gøre uden at denne opgave konfronteres åbent og eksplicit.

 

Forskningsprioriteringer i frihedsbevægelsen og blandt det nye Sydafrikas sympatisører vil altid være både nødvendige og problematiske. Det vigtigste er, at hverken teori eller analyse nogensinde kan anses for afsluttede, men må være åbne for konstant empirisk og teoretisk efterprøvelse og udvikling og dermed en konstant indre kampplads. Selvstændige historikere på frihedsalliancens grundlag har ikke set det store problem i, at prioriteringer defineret på det politiske niveau, gøres til forskningens udgangspunkt, men understreger kraftigt, at det kun kan gælde startpunktet, ikke konklusionen. Forskningsresultaterne kan ikke foruddiskonteres. Mange har samtidig kritiseret, at hovedparten af de samfundsfaglige undersøgelser omkring Sydafrika fortsat er motiveret af de enkelte forskeres tilsyneladende personlige interesser og af den indreakademiske konkurrence og derfor ofte har mindre relevans for samtidens brændende problemer. Det forlanges ofte, at generel kulturhistorie prioriteres lavere i den øjeblikkelige situation, for i stedet at vægte forskning, som direkte bidrager til de folkelige bevægelsers eller regeringens teori- og strategiudvikling. Den tankegang imødegås naturligvis af de fleste organisatorisk uforpligtede karriereakademikere med anklager om ensidig uvidenskabelighed.

 

Diskussionen mellem de folkelige organisationer, de progressive forskere og regeringen om en forskningsprioritering bør nok finde sted fortløbende. Det er helt rimeligt, at ANC under de fortsat vanskelige kampe om statsmagt og økonomi prioriterer ressourcerne og der er heller ingen tvivl om, at overgangsregeringen, GNU, vil påtvinge de etablerede forskningsinstitutioner en sådan diskussion. Signaler fra ANC tyder på, at hvis ikke universiteterne forstår at gøre sig relevante for opbygningen af et nyt Sydafrika, vil de simpelthen blive økonomisk nedprioriterede til fordel for undervisning på lavere niveauer og folkeoplysning. Hvis man sammenligner manglen på egentlig analytisk historie og samfundsforskning i ANC-regi med den store mængde af fremragende folkeoplysningsmateriale fra ANC, IDAF og andre tilsvarende organer, bliver det klart, at dette også afspejler ANCs tidligere prioriteringer.

Naturligvis skræmmer sporene både fra de tidligere socialistiske landes politiske ensretning af forskningen og fra de vestlige landes erhvervsretning af den. Men det nye Sydafrika vil næppe have råd til at undlade en forskningsprioritering. Hverken politisk eller økonomisk.

 

Sammenfattende kan man sige, at forskningsdiskussionen om Sydafrikas udviklingsvej er klart tværfaglig og et af de bedste eksempler på ægte integration af humaniora og samfundsvidenskab. Antropologer, udviklingsforskere, økonomer, sociologer, professionelle politikere, teologer og politiske aktivister deltager med lige stor entusiasme og i praksis er det næppe muligt at udskille historikere, jurister eller økonomer som havende en bestemt, klart afgrænset rolle.

 

I tidens løb er der blevet skabt en meget righoldig faglitteratur både om sydafrikansk historie og samfundsforhold og om frihedskampen.

De vigtigste bidrag i den konkrete forskning indenfor historie og samfundsforskning behandler bl.a. nøgleproblemer som:

Þ   Den lovbestemte hvide, politiske dominans efter racelinjer.

Þ   Den åbenlyse, formelle raceadskillelses institutioner og procedurer.

Þ   Overgangen fra førkapitalistisk til moderne landbrug.

Þ   Industrialiserings, urbaniserings og proletariseringsprocesser.

Þ   Race og arbejdsmarkedslovgivning og kontrol.

Þ   Sammenhænge mellem raceattituder, klasseforhold og kultur.

Þ   Vækstrationalitet og økonomiske dysfunktioner og succeskriterier.

Þ   Baggrunden for de folkelige protester og andre sociale udtryksformer.

Þ   Identifikationen af andre underliggende samfundsmæssige væsenstræk.

I de seneste år er der i den historiske og sociologiske forsknings emneudvikling, også i Sydafrika, blevet lagt større vægt på den oplevede individuelle erfaring, bevidsthedsdannelse, mentalitetshistorie og hverdagsprocesser. Meget af dette arbejde er direkte foretaget som en bevidst modvægt til postulerede statiske og "menneskefjerne" egenskaber i de marxistiske studiers samfundsstrukturelle analyser. Måske er forskningen nu ved at falde i den modsatte grøft i en tilbagevenden til den positivistiske empirismes konventionelle dyder.

Befrielsesbevægelsens analyser befinder sig oftest på et jordnært plan og har også som regel haft en rimelig virkelighedsnær føling med folkets bevidsthedsniveau. Hvad, det derimod atter kniber mere med, er holdbare analyser af de dybereliggende strukturelle betingelser og disses historiske baggrund. Sådanne analyser er vanskelige at gennemføre på et rent empirisk grundlag, netop fordi de skal se igennem mængden af individuelle handlinger og partiers, organisationers og regeringers udtrykte hensigter. Og fordi de tilsigter at bringe sammenhæng i begivenheder og at prioritere disses væsentlighed.

Det er naturligvis en fundamental sandhed, at historien skabes af mennesker, men det sker næppe først og fremmest gennem en ligeværdig realisering af individuelle viljesakter. I Sydafrika er det i de sidste år i høj grad sket gennem den nationale frihedsbevægelses kollektive initiativer. Formuleringen af levedygtige strategier og beregningen af politiske muligheder kræver ubetinget den strukturelle analyse som grundlag. Og det ligegyldigt hvor dyb en indføling man i øvrigt har af menneskenes personlige erfaringer med undertrykkelsessystemet eller af deres vilje til social og politisk mobilisering. Det giver ikke en tilstrækkelig samfundsforståelse.

Et godt indblik i folkets følelser og behov bør vel direkte udspringe af den politiske organisering. Det gør den strukturelle analyse næppe og den bør derfor være højt prioriteret for studenter og forskere, der ønsker at bidrage til frigørelsesproces og demokratisk opbygning.

 

Der kan udpeges et stort udvalg af opslagsværker, samleværker med kortere artikler og akademiske tidsskrifter. Der henvises her til databasen LITSA og diverse bibliografiske udlistninger.

Alligevel er det vanskeligt at fremhæve et enkelt hovedværk, der giver en fuldt tilfredsstillende indføring, men Davenports liberale historiebog er nok det grundigste oversigtsværk. For et mere afgrænset studie vil det måske være mere givtigt at koncentrere sig om et udvalg af artikler fra antologier som f.eks. South African Review.

Saunders Historical dictionary er et meget nyttigt opslagsværk, der forklarer alskens begreber i apartheidsamfundets historie.

 

Der findes mange periodika, opslagsværker og årbøger omhandlende det sydlige Afrika.

Af tidsskrifter kan specielt nævnes Race Relations Survey, som udgives af South African Institute for Race Relations én gang årligt. Weekly Mail & Guardian er en avis, som giver aktuel information. Facts and reports, som i nogle år er blevet udgivet af den hollandske Angolakomite indeholder avisudklip om det sydlige Afrika. Af førende akademiske tidsskrifter kan nævnes Journal of Southern African Studies, som udgives af Oxford University Press,, African Journal of Political Economy fra Harare, South African Labour Bulletin fra Johannesburg, Review of African Political Economy, Journal of Commonwealth and Comparative politics, South African Historical Journal, African Affairs udgivet af The Royal African Society / Oxford Uni. Press, Journal of African History fra Cambridge, African Studies Review og History in Africa begge fra African Studies Association i Atlanta, ANC Occational Research Papers, tidligere udgivet fra Lusaka, Notes and Documents udgivet fra FNs Centre Against Apartheid i New York, Canadian Journal of African Studies, Journal of Modern African Studies fra Cambridge University Press, Tijdschrift Voor Geschiedenis fra Groningen, Commonwealth Papers fra Institute of Commonwealth Studies, London og Social Dynamics fra University of Cape Town.

En nyttig håndbog er Omonds fra 1985 og Davies fra 1988 beskriver organisationer, partier, virksomheder og statsinstitutioner m.v.

 

Ved et dyberegående studie af sydafrikanske samfundsforhold vil nedennævnte informationsressourcer formodentlig kunne tilvejebringe størstedelen af det nødvendige datagrundlag for de fleste projekter:

·       Sydafrikanske biblioteker og arkiver, herunder først og fremmest: University of Cape Town med B.W. Jagger Library, Centre for African Studies og Centre for Intergroup Studies, som bliver anset for traditionelle liberale højborge. University of the Western Cape, hvor Mayibuye Centre med demokratibevægelsens arkiver bygges op og med et relevant historisk institut. South African Library, Cape Town med National Register of Manuscripts, som rummer ældre værker og papirer. University of Stellenbosch, Bureau for Economic Research, hvor nytænkningen blandt afrikaanerintellektuelle startede. Cory Library for Historical Research, Rhodes University i Grahamstown, som rummer gode historiografiske samlinger. ANC Archives, University of Fort Hare, som indeholder nyåbnede arkiver med dokumenter fra ANCs eksilkontorer. University of the Witwatersrand, Johannesburg, med William Cullen Library og John G. Gubbins Africana Library, Department of Historical Manuscripts, samt African Studies Instiute og et History Department, hvor nogle af historiedebattens vigtigste deltagere arbejder. South African Institute of Race Relations, Johannesburg med J.H. Hofmeyr Library. ANC Library, Shell House, Johannesburg, som er det nyåbnede bibliotek i organisationens hovedkvarter. State Library og South African Republic Archives, Pretoria. Intermediate Depots for Government Departments i Pretoria, Cape Town, Pietermaritzburg og Johannesburg, hvor arkiver yngre end 30 år opbevares. University of South Africa i Pretoria, hvis bibliotek rummer relevante periodika. University of Natal Library, Durban, som omfatter en spændende specialesamling. Archives Depots på Institute for Contemporary History, University of the Orange Free State, Bloemfontein.

·       Internationale forskningscentre og biblioteker, herunder: Nordiska Afrikainstitutet, Uppsala, Centre for Southern African Studies, University of York, School of Oriental and African Studies, University of London, Institute of Commonwealth Studies, University of London, British Library, Institute of Development Studies, University of Sussex, Universitetsbiblioteket i Oslo, Sektion Afrika und Nahostwissenschaften, på universitetet i Leipzig.

·       Danske forskningsbiblioteker, herunder: Det kongelige bibliotek, Universitetsbiblioteket på Amager, Roskilde Universitetsbibliotek, Mellemfolkeligt Samvirkes bibliotek, Institut for økonomisk histories bibliotek, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Center for Udviklingsforskning, København, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

·       Friheds-, solidaritets- og andre bevægelser, herunder: South African Communist Party, ILO, ANC, SACTU/COSATU og dens medlemsorganisationer, Catholic Institute for International Relations, International Defence and Aid fund for Southern Africa, Unesco, World Council of Churches, AAM, den engelske antiapartheidbevægelse og Sydafrika Kontakt i Danmark.

·       Ud over dette skal man være opmærksom på de nye internetbaserede kilder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 2.

 

Sydafrikas historie i overblik fra begyndelsen op til 1990.

 

De første kontakter

Den oprindelige sydafrikanske befolkning

Afrika er ofte blevet udpeget som stedet, hvorfra de første menneskelignende væsener udgik for måske to millioner år siden. De tidligste eksemplarer af homo sapiens sapiens med over 100.000 år på bagen er også fundet i Sydafrika. Inden for de seneste to tusinde år finder vi i to forskellige hovedfolkegrupper, som nogle har karakteriseret som de brune og de sorte. Førstnævnte gruppe kaldes khoisan, som er en fællesbetegnelse for khoifolket, af nogle kaldet hottentotter, og sanfolket, som også er blevet kaldt buskmænd. Den anden gruppe, de sorte, nedstammer fra en fælles gruppe, der som sproggruppe kaldes bantu. Sanfolket var jægere og samlere, men opdrættede ikke kvæg. Khoifolket holdt kvæg, men dyrkede ikke jorden. De bantutalende afrikanere, som både holdt kvæg og dyrkede korn, kendte endvidere til anvendelsen af jern, som de brugte til våben og redskaber. Som de mest ”udviklede” var de sorte i højere grad end de to andre grupper i stand til at tilkæmpe sig nye landområder. De udgør i dag den langt største befolkningsgruppe i det nuværende Sydafrika.

Den nok ældste befolkningsgruppe, sanfolket, kom til det sydlige Afrika for over 10.000 år siden. De kom efter alt at dømme fra den østlige del af Centralafrika og deres antal har næppe på noget tidspunkt været meget større end 20.000. Det var khoifolket, der gav dem navnet “san”, som betyder dem, der samler føde. Hollænderne kaldte dem buskmænd.

Khoikhoierne kom til det syd­lige Afrika for 2‑4.000 år siden. “Khoi” betyder menneske og det var den betegnelse, de brugte om sig selv. De tog i modsætning til sanbuskmændene også får og kvæg med sig på deres vandringer. De var delt op i klaner og stammer, som var væsentligt større end buskmændenes smågrupper. Det var hollænderne, der i 1647 første gang benyttede betegnelsen “hotten­tot”. På det tidspunkt har der nok været mellem 100.000 og 200.000 khoikhoier i det nuvæ­rende Sydafrika.

Som selvstændig gruppe overlevede khoikhoierne ikke europæernes fremtrængen. Omkring år 1800 var der kun ca. 20.000 khoikhoier tilbage i det sydlige Afrika. I dag er der ingen.

 

Den tredje oprindelige befolkningsgruppe var de bantutalende sorte afri­kanere. Bantu betyder ligesom khoikhoi “folk”. Bantusprog bruges som et samlebegreb for de op mod 300 sprogdialekter, der blev talt af den gruppe af sorte afrikanere, som for ca. 2000 år siden fra Centralafrika begyndte at vandre sydpå.

De bantutalende var delt op i en række stammer, der med tiden udviklede deres egne kulturer og dialekter. Vi kender bl.a. shonaerne, der levede i det nuværende Zimbabwe i 800‑tallet. For over 2.000 år side begyndte en række bantutalende sorte stammer i Centralafrika at drage mod syd. Før år 1.000 gik var de nået over Limpopofloden ind i det nuværende Sydafrika. Ude langs østkysten kom ngunier­ne, efterfulgt af tsongaerne. Længere inde i landet trængte sothoerne og vendaerne frem og over mod vest drog hereroerne og ovamboerne ind i det nuværende Namibia.

Det antages, at der boede mellem 1 og 2 millioner sorte afrikanere syd for Limpopofloden, på det tidspunkt, da eu­ropæerne i 1600‑tallet begyndte at kolonisere den sydlige del af Afrika.

I sproglig henseende er de bantutalende i Sydafrika blevet delt op i fire hovedgrup­per: sotho, nguni, tsonga og venda. Dertil kommer ovamboerne og hereroerne, som bor i det nuværende Namibia.

Sothoerne med undergruppen tswanaerne kom til Sydafrika i 1200‑tallet. Disse navne indgår i dag de selvstændige lande Lesotho og Botswana samt i det sydafrikanske område Bophuthatswana.

Ude langs østkysten trængte ngunierne frem mod syd, efterfulgt af tson­gaerne. Ngunierne udgør i dag den største del af den Sydafrikas sorte befolkning. De største nguniundergrupper er zu­luerne og xho­saerne, men også swazierne, hvis navn indgår i den selvstændige stat Swaziland, samt ndebelestammen, som under apartheid fik tildelt hjemlandet KwaNde­bele.

Omkring 1500‑tallet var de sydligste ngunistammer, xhosaerne, nået frem til den flod, der senere fik navnet Store Fiskeflod. Denne flod kom længe til at udgø­re den grænsen mellem de hvide europæere, der trængte frem langs ky­sten fra syd og de sorte afrikanere.

De bantutalende negerstammer havde meget til fælles. Den vigtigste socia­le enhed var storfamilien, der levede omkring en “kraal”, bestående af hytter og en indhegning til kvæget, der udgjorde eksistensgrundlaget. Familierne hør­te sammen i klaner, der igen indgik i større høvdingedømmer. Blev høvdinge­dømmerne særligt store, taler man om kongedømmer. De sorte betragtede jorden inden for deres områder som deres fælles ejendom.

De bantutalende afrikaneres fællesbetegnelse har skiftet gennem tiderne. Tidligt benyttedes betegnelsen “kaffir” eller ”kaffer” af de muhamme­danske købmænd, som kom ned langs Afrikas østkyst. Det arabiske ord bety­der “den utaknemmelige” og blev generelt benyttet som fællesbegreb for de sorte indfødte, som ikke troede på Allah. Hollænderne og se­nere briterne brugte især kafferbetegnelsen på medlemmerne af de xhosastammer, som de til stadighed lå i krig med fra midten af 1700‑tallet under de så­kaldte kaffirkrige. Ordet “kaffir” fik imidlertid en så nedladende betydning, at man i slutningen af 1800‑tallet fra britisk side gik over til at kalde den sydafrikanske negerbefolkning for “Natives”, dvs. indfødte.

Helt op til 1960’erne brugtes udtrykket “Natives”, men dette ord blev op­givet af den sydafrikanske regering, idet betegnelsen syntes at forudsætte, at de hvide ikke er indfødte, til trods for at de første hvide bosættere kom til lan­det for mere end 300 år siden. Verwoerdregeringen gik herefter over til at kal­de den sorte befolkningsgruppe for “bantuer”, men heller ikke denne beteg­nelse holdt ved. De sorte var modstandere af bantubegrebet, der kom til at hænge sammen med apartheidpolitikkens opdeling i “bantustans”.

Sydafrikas sorte befolkningsgruppe har til tider benyttet betegnelsen “Afri­can” om sig selv, men denne sprogbrug har vist sig at være uhensigtsmæssig, da også f.eks. de hvide sydafrikanere med en vis ret vel kan kalde sig afrikanere. Mens man på engelsk skelner mellem på den ene side “afrikaaner” eller afrikander, som benyttes om de oprindelige hollandske indvandrere, boerne, og deres efterkommere, og på den anden side “Afri­can”, som betegnelse for de sorte, er denne sondring ikke mulig på boernes sprog, afrikaans, hvor man i begge tilfælde benytter ordet “afrikaner”, lige­som på dansk.

I slutningen af 1960'erne begyndte de mere radikale sydafrikanere at benyt­te udtrykket “sorte” om sig selv. Denne betegnelse blev fra 1977 også brugt af den hvide regering om de bantutalende negroide indfødte og er i dag en betegnelse, som benyttes bredt. Men også dette udtryk volder visse problemer, idet det som regel i den demokratiske bevægelse benyttes som omfattende alle ikke‑hvide, dvs. ud over den sor­te befolkning også de farvede og den indiske befolkningsgruppe

 

Søvejen til Indien

Herodot beretter med rimelig troværdighed om en ægyptisk konge, som skulle have sendt en fønikisk ekspedition rundt om Libyen, dvs. Afrika, hvoraf det klart fremgår at man i det mindste kendte til områder syd for ækvator. Der findes et håndtegnet landkort fra 1350'erne, der viser, at Afrika er en ø, og at man således kan sejle syd om Afrika for at komme til Indien.

I mange år havde Kap Bojador i det nuværende Marokko sat en stopper for videre fremtrængen mod syd. I 1433 lykkedes det at sej­le uden om det berygtede forbjerg. I 1445 sejlede de uden om Afrikas vest­ligste punks, som de kaldte Kap Verde. 1461 nåede portugiserne Sierra Leone og i de følgende år udforskedes de kystområder, som blev kendte under varenavne som interesserede os europæere; Elfenbenskysten, Guldkysten og Slavekysten.

Det blev hermed muligt at sejle guld, slaver og elfenben direkte til Europa, hvilket hurtigt fik negative følger for de afrikanske kongeriger, hvis velstand havde været baseret på handel tværs over Sahara.

Efter at Konstantinopel var faldet i 1453 og handelen på Østen dermed yderligere besværliggjort fik vesteuropæerne et yderligere incitament til at finde søvejen til ”Indien”.

Portugiseren Diego Cam nåede i 1485 ned til det nuværende Namibia, hvor han ifølge traditionen opsatte et stort kors, Cape Cross. I august 1486 sejlede Bartholmeu Diaz af sted fra Portugal med to karavel­ler og nåede den 3. februar 1488 frem til en bugt, hvor skibene kunne ankre, og hvor det var muligt at finde fersk vand. Fra dette sted, som hollænderne senere kaldte Mossel Bay, Muslingebugten, fulgte Diaz kysten, som nu gik videre mod øst. Han var kommet syd om Afrika og til Algoabugten, hvor havnebyen Port Elizabeth ligger i dag. Først på tilbagerejsen så portugiserne det store forbjerg, som de gav navnet “Cabo Tormentoso”, det stormfulde forbjerg. Ved ekspeditionens hjemkomst til Portugal fandt kon­gen, at det forbjerg varslede godt for den videre fremtrængen til Indien. Han ændrede derfor navnet til “Cabala Boa Esperanza”, Kap Det Gode Håb.

Juli 1497 stod Vasco da Ga­ma til søs med fire skibe og 160 mand. Den 7. november nåede de frem til en stor bugt nord for Kap Det Gode Håb, som de kaldte St. Heloa bugten. På stranden fik portugiserne øje på to små brune mænd. De fangede den ene, mens den anden undslap. Den lille mand fik nogle glasperler og  vendte snart tilbage med flere indfødte. En af de portugisi­ske sømænd fulgte med dem tilbage til deres hytter, hvor han blev tilbudt råt kød og indvolde. Det var ikke hans livret. Han følte sig ubehageligt til mode og løb tilbage til bådene på stran­den. De brune mænd greb deres buer og spyd og satte efter ham. Hvad deres hensigt var ved ingen. På stranden sprang Veloso op i båden, hvor hans ven­ner med årer og bådshager slog på forfølgerne. Som svar sendte de indfødte en regn af pile og spyd mod portugiserne. Vasco da Gama fik et spyd i foden og to andre blev såret. Portugiserne dræbte adskillige indfødte med deres armbrøster. Dette var europæernes første møde med de indfødte sydafrikanere.

I Mosselbugten, hvor Diaz var gået i land 10 år tidligere, mødte portugi­serne de indfødte khoikhoier, som de handlede med. Okser og får for billige armbånd, kobber, jern og tobak. Juledag gik de igen i land, som de i da­gens anledning kaldte “Natal” (som på portugisisk betyder fødsel, dvs. jul). Da portugiserne den 6. januar 1498 gik i land ved Limpopo­flodens udmunding i det nuværende Mozambique, mødte de for første gang sorte negride folk, formentlig medlemmer af Tsongastammen. De var venlige og gæstfri og Vasco da Gama kaldte dette område for “de gode folks land”.

Lidt længere nordpå i Mozambique, ved Zambeziflodens udmunding, mød­te portugiserne arabisktalende købmænd, der var sejlet ned langs Afrikas østkyst. Ringen var dermed sluttet og søvejen til Indien fundet.

Vasco da Gama fortsatte sin ekspedition op langs Afrikas østkyst. I Mom­bassa i det nuværende Kenya mødte han skibe fra Indien. Med en italiensktalende arabisk lods ombord sejlede portugiserne nu over mod Indien, hvor de efter 23 dages sej­lads nåede frem til Malabarkysten. Et nyt kapitel i verdenshistorien var blevet indledt.

 

Blandt de efterfølgende portugisere, der sejlede rundt om Kap Det Gode Håb for at nå ud til Østens rigdomme skal nævnes den notorisk berømte blev Fransisco de Almeida, der på kongens befaling blev sendt rundt om Afrika for at svække muhamedanerne i Det Indiske Ocean, overtage den givtige handel i området og bygge forter langs Østaf­rikas kyst. Efter en lang og krigerisk færd med en flåde på 21 skibe, hvor mange af de arabiske handelsbyer på østkysten blev smadret med kanonild, sejlede Almeida i 1510 hjemad mod Portu­gal. Under landgang ved det nuværende Cape Town ragede nogle af hans sømænd uklar med de indfødte khoikhoier. Med 150 mand sejlede han ind til kysten i små både. De gik ind til landsbyen, som de fandt tom. På tilbagevejen blev de imidlertid angrebet af khoikhoierne med en kraft, der helt overrump­lede portugiserne. Almeida blev dræbt af et spyd, der gik igennem halsen og efter kampen blev han begravet sammen med 50 portugisiske sol­dater. Denne hændelse har formentlig været medvirkende til, at Portugal ikke søgte at oprette en base i det nuværende Cape Town eller i den øvrige del af Sydafrika . Portugiserne koncentrere de i de følgende år deres indsats mod de kyststrækninger, der lå længere mod nord på begge sider af det sydlige Afri­ka, Angola og Mozambique.

 

Hollænderne i Kapstaden (1652‑1806). De ostindiske kompagnier

Handel med Østen krævede godt med kapital. Derfor blev den sat i system gennem oprettelse af særlige handelsselskaber. I år 1600 stiftedes i London “The East India Company” og 2 år efter oprettedes i Amsterdam “Vereignigte Ostindische Compagnie” (V.O.C.). For de mange skibe, der i de kommende århundreder skulle sejle uden om Afrika, blev Kap Det Gode Håb et vigtigt samlingspunkt og forsyningsstation. Skibene kunne ankre op i læ af det store Taffelbjerg. Hjemadgående skibe kunne medtage post til Europa fra de skibe, der var på vej ud mod Østen. Og de lokale khoikhoier i området kunne skaffe kød og ferskvand. Også Danmark fik sit “Ostindiske Kompagni”, hvis oprettelse i 1616 blev stadfæstet af Kong Christian IV og 1618 afsejlede de første danske handelsskibe med kurs mod Indien.

Men det blev hollænderne, der fik etableret det bedste fodfæste i Østen. I 1647 havde det hollandske handelsskib “Haarlem” lidt skibbrud ud for Taffel Bai. Besætningen, der reddede sig i land kunne berette om stedets fortræffeligheder. Den 6. april 1652 ankom den 32‑årige Jan van Riebeeck, til Taffel Bai. Med sig havde han 90 mand, der skulle bistå ham med at bygge et fort, et sygehus samt et gartneri. Herudover skulle van Riebeeck hol­de sig på god fod med de indfødte og bytte sig til forsynin­ger af kød. Der var således ikke tale om nogen kolonialisering, men alene om en mindre forsyningsstation. Allerede i 1657 fik de første 9 hollændere dog tilladelse til at slå sig ned udenfor Kapstaden for at dyrke land som “frie borgere”. I 1662, da van Riebeeck forlod Kapstaden til fordel for Malacca, var antallet af frie borgere kommet op på 40, hvortil kom 15 kvinder og ca. 20 børn. Foruden hollænderne udgjorde tyskerne en stor bestanddel af de nye ind­vandrere, som det hollandske kompagni bragte til Kapstaden. Og i 1688 ankom 164 huguenotter fra Frankrig. Der opstod ret hurtigt en interessemodsætning mellem Kompagniets og de frie borgere, som ønskede at starte en ny tilværelse i det syd­lige Afrika. Kompagniets guvernører var ofte i konflikt med de hvide afrikaanere, som ønskede en større grad af selvstyre. Det var en af disse guvernører, der lidt ringeagtende kaldte afrikaanerne for “boere”, hvilket på afrikaans bety­der landmænd. Der sondre­des tidligt mellem “akkerboerne”, der drev agerbrug, og “trekboerne”, der trak deres oksekærrer med sig rundt sammen med deres store kvæghjorde i en halvnomadisk livsstil.

 

Van Riebeeck havde kort efter sin ankomst foreslået Kompagniet i Amster­dam, at man skulle benytte de lokale hottentotter som slaver. Dette var Kom­pagniet imod, idet de indfødtes rolle som leverandører af kvæg var af større betydning. Slaverne kom derfor udefra. I 1658, seks år efter van Riebeecks an­komst, kom de første fra Angola og Guinea på Afrikas vestkyst. Senere kom størstedelen af slaverne med skibe østfra. Man­ge var malajer fra de hollandske besiddelser i Ostindien, andre var sorte fra det nu­værende Mozambique og fra Madagaskar. I 1721 var der 2.480 slaver i Kapområdet, mens den hvide befolkning ud­gjorde 2.100. 1 1790 var tallene tidoblet til ca. 25.000 slaver og 21.000 hvi­de bosættere. Dertil kom ca. 13.000 khoikhoier. Såkaldte “frie sorte” udgjorde i 1770 ca. 1.000.

Den anden befolkningsgruppe, khoikhoierne, var i begyndelsen overvejende venligtsindede over for de nyankomne europæere. De var glade for at kunne give deres kvæg i bytte for varer. Men efterhånden gik det op for dem, at deres kvæghjorde, som udgjorde grundlaget for hele deres eksistens, formindskedes. Dertil kom, at de frie borgere, langsomt, men sikkert, overtog de landområ­der, som khoikhoierne i generationer havde betragtet som deres fælles ejen­dom. Den første “krig” med mellem hollæn­derne og khoikhoierne fandt sted allerede i 1659, hvor en række khoikhoi­klaner angreb friborgernes gårde uden for Kapstaden. Friborgerne måtte søge tilflugt på fortet i Kapstaden, som blev belejret i et år.

Der blev herefter jævnligt organiseret “kom­mandoer” og jagtgrupper, som red ud for at skyde så mange hottentotter og sanbuskmænd som muligt og tage børnene til fange. De tilfangetagne indfødte blev aldrig formelt gjort til egentlige slaver, men blev tvunget til at gøre tjeneste hos de hvide.

Mens mange khoisangrupper søgte nord på for at fortsætte deres gamle levevis, gav andre op og søgte arbejde hos de nye hvide bosættere.

Kaplandet blev således hurtigt præget af en meget blandet befolkning. Af de børn, som blev født af kvindelige slaver i perioden 1658 til 1671, hav­de 75% hvide fædre. Selvom det i 1685 blev forbudt europæerne at indgå æg­teskaber med ikke-europæiske, viser kirkebø­gerne, at det ikke overholdtes og efterhånden opstod der således en større blandet befolkningsgruppe, som var medvirkende til at udviske de klare skel mellem de hvide boere, de brune indfødte og de sorte og farvede slaver. Det blev begyndelsen til den farvede befolkningsgruppe.

 

De første grænsekrige

Ekspansionen foregik især i østlig retning langs Afrikas sydlige kyst. I 1710 annekteredes området “Hottentots Holland”, som grænsede op til Kaphalvøen. Kaplan­det blev derefter udvidet mod nord og mod øst. Eks­pansionen mod øst stødte imidlertid på andre befolkningsgrupper. Ved Fi­skefloden boede de sydligste nguni‑negre, xhosaerne. Konfrontationen blev især mærkbar ude ved kysten, hvor de store xhosa­stammer selv var i bevægelse sydvestover i deres søgning efter land til deres kvæg. Det land, der ligger mellem Sundaysfloden og Fiskefloden, og som kaldes “Zuurveld”, blev i 1770'erne et omstridt område. Da Det Hollandske Ostindiske Kompagnis guvernør i 1778 inspicerede området, konstaterede han, at boergårde og xhosa­kraaler lå inde imellem hinanden.

Konfrontationen omkring Fiskefloden førte i 1779 til den første ud af ialt ni grænsekrige, som strakte sig over de næste hundrede år, og som alle fandt sted i det område i den østlige del af Kaplandet, hvor de hvide bosættere og de sorte xhosastammer stødte op mod hinanden. De hvides fællesbetegnelse for disse grænsekrige var “Kaffirkrigene”. I nyere tid er grænsekrigene ble­vet kaldt Kap-xhosakrigene eller ‑ af vore dages Xhosaer i Ciskei og Transkei ‑ frihedskrigene.

Det var to forskellige kulturer, der her mødtes. Mens boerne og senere briti­ske og tyske indvandrere byggede individuelle gårde, der udstrakte ejendoms­retten til de omkringliggende områder, betragtede hver xhosastamme sit ter­ritorium som fælles for hele stammen. For at drive de indtrængende boere til­bage var det ofte xhosaernes taktik at stjæle kvæg fra de enkelte gårde. Dette fik på et tidligt tidspunkt boerne til at oprette vagtværn og sammen med myn­dighederne i Kapstaden at sende væbnede kommando‑ekspeditioner ind i xhosaernes områder.

Skønt de var udpræget individualister, holdt boerne sammen i et system af borgermilitser, hvor alle mænd mellem 16 og 60 var pligtige til at møde op til hest, når der blev kaldt. I den 1. grænsekrig (1779‑81) blev xhosaerne i første omgang drevet tilbage over Fiskefloden, hvorved xhosaerne mistede over 5.000 stykker kvæg. Xhosaerne vendte dog snart tilbage til Zuurveldområdet, og dette gav anled­ning til den 2. grænsekrig (1789‑93), der endte med, at xhosaerne jog de ca. 150 boerfamilier ud af Zuurveldområdet og tog et bytte på 60.000 stykker kvæg. Ved fredsafslutningen fik xhosaerne betinget, at de forblev i Zuurveldområdet.

Boerne i området blev så forbitret på Kapmyndighedernes indrømmelser, at de i 1795 med inspiration hentet fra den franske revolution udråbte sig selv til repu­blik. De havde dog tilsyneladende ikke helt forstået de franske paroler om fri­hed, lighed og broderskab. De udarbejdede en række principper, hvoraf et lød som følger: “Enhver hottentot, som tages til fange, skal i resten af sit liv være tilfangetagerens ejendom”.

Samme år indtog briterne imidlertid Kapstaden, og boernes planer om en republik måtte opgives indtil videre.

 

Briterne overtager Kapkolonien

Frankrig erobrede i 1795 Holland. Kong Vilhelm 5. af Oranien flygtede til England, hvor han bad briterne om hjælp til at beskytte de hollandske koloni­er. I september 1795 indtog briterne Kapstaden. Ved freden i Amiens i 1802 fik Den Bataviske Republik tildelt Kaplandet, der således igen kom på hollandske hænder. Men freden kunne ikke holde og blev hurtigt afløst af Napoleonskrigene. Med en flåde på 61 skibe og 6.600 mand indtog briterne i 1806 atter Kapstaden, og ved freden i 1814 blev Kaplandet formelt afstået til Storbritan­nien.

 

Siden 1652 havde det været et privat handelsforetagende, Det Hollandske Ostindiske Kompagni, og ikke den hollandske regering, der havde været ansvarlig for udviklingen i Kaplandet. Forholdene ændredes væsentligt med overgangen til britisk styre, idet Kaplandet som britisk kronkoloni blev en del af det britiske imperium og dermed styret fra London. Som følge af denne angliseingsproces, der bevidst blev indledt i den nye Kapkoloni, skabtes der relativt hurtigt et modsætningsforhold mellem briter og boere. Allerede i 1808 mærkedes virkningerne af den politik, der blev fastlagt af det britiske parlament i London: Handel med slaver blev forbudt.

Situationen i det omstridte Zuurveldområde var fortsat spændt. Ved afslutningen af den 3. grænsekrig (1799-1803), hvor khoikhoier og xhosaer havde kæmpet sammen, var det atter lykkedes xhosaerne fra Ndlambe‑ og Gqunukwebestammerne at forblive i området. I 1811 dræbte xhosaerne en gruppe britiske soldater, der var kommet fra Cape Town for at drøfte grænseproblemerne. Dette førte til et modangreb, udført af britiske og boerregimenter. 20.000 Xhosaer blev hermed tvunget ud af Zuurvelden, tilbage over Fiskefloden. Der oprettedes nu midt i området et militært hovedkvarter under navnet Grahamstown.

 

En khoikhoi klagede i 1815 til de af englænderne nyoprettede klageretter over at blive holdt hos en boer imod sin vilje. Boe­ren mødte politiet med væbnet modstand og blev dræbt. Ved begra­velsen enedes en række boere at gøre oprør mod briterne. Planerne blev opdaget og 39 boere blev arresteret, heraf blev 5 dømt til døden. Under overværelse af de øvrige oprørere og mange af de lokale boe­re fandt hængningen sted på en galgebakke, som kaldtes Slachter's Nek.

Den 5. grænsekrig blev indledt i 1818 og i april 1819 gik 10.000 af Ndlambes xhosakrigere til modangreb over Fiskefloden ind i Zuurveldområdet. De gik frem mod den lille by Grahamstown, hvor der be­fandt sig en styrke på 330 mand. Xhosaerne trække sig tilbage efterladende ca. 700 døde krigere. Høvding Makana blev senere taget til fange og anbragt på fængselsøen, Rob­ben Island ud for Cape Town. Han druknede et år efter angiveligt under et flugtforsøg.

 

1820‑indvandrerne

De britiske myndigheder i Kapkolonien indså, at der måtte tilføres kolonien flere britiske indvandrere, såfremt Sydafrika for alvor skulle blive en del af det britiske imperium. Ved at anbringe de nye tilflyttere i Zuurveldområdet kun­ne det måske tillige lykkes at etablere en europæisk bosættelse, der kunne fastholde Fiskefloden som grænse mellem den hvide Kapkoloni og de sorte xhosastammers territorier. Ud af 100.000 ansø­gere udvalgtes 5.000, som i området omkring Port Elizabeth skulle disse 1820‑indvandrere nu etablere sig. Der var landmænd og håndværkere, og hver familie fik tildelt et landområde på 100 acres. Boerne regnede normalt med 5‑6.000 acres pr. gård. Mange af de nye bosættere opgav landbruget og slog sig i stedet ned som håndværkere i Grahamstown og de øvrige mindre byer, der voksede op.

 

Shaka og Mfekaneperioden

Højere oppe langs kysten holdt andre stammer til. Den 29‑årige kriger Shakas tog med militær støtte fra høvding Dingiswayo af Mthethwastammen magten over Zulustammen i 1816. I de følgende år opbyggede Shaka zuluerne til at blive en effektiv krigs­maskine, der langsomt overtog magten i størstedelen af det område, der i dag hedder Natal. Han udviklede nye angrebsformer og det er blevet anslået, at måske op til 1 million sorte blev dræbt under zuluernes ekspansion. I modsætning til tidligere krige mellem ngunistammerne, der i første række gik ud på at bemægtige sig mod­partens kvæg og græsningsområder, gik Shakas strategi ud på totalt at øde­lægge fjenden. Shaka opbyggede et stærkt militært zulukongedømme, der indoptog de stammer, der forblev i området.

Zulukongedømmets voksende magt var medvirkende til de store folke­vandringer, der fandt sted blandt ngunistammerne i begyndelsen af 1800‑tallet. Disse stammeforskydninger har fået betegnelsen “mfecane”, der betyder “den store urotid”. Enkelte ngunistammer blev helt udslettet, og nye stammer og områder opstod under navne, som vi kender dem i dag, såsom Zuluer, Swazier, Basuto, Ndbele og Fingoer.

 

Politiske rettigheder

Handelen med slaver var blevet standset i 1807, hvorved der i Kapkolonien opstod man­gel på arbejdskraft. For at råde bod herpå bestemtes det i “Hottentotloven” fra 1809, at alle khoikhoier og frie sorte skulle have et “pas”, der angav bo­pæl og arbejdssted. Var de ikke i besiddelse af et sådant pas, kunne de tvinges til at arbejde for en lokal hvid farmer. Samtidig etableredes den praksis, at arbejdsgiverne skulle indgå en skriftlig arbejdskontrakt med deres arbejdstagere.

Men fra London kom samtidig signaler om på at sikre et frit, liberalt arbejdsmarked i Kapkolonien. Med Forordning nr. 50 fra 1828 fik alle farvede formelt juridisk ligestilling med de hvide. Dette var et skridt, som mange boere vendte sig stærkt imod. Samme år fik Kapkolonien formelt pressefrihed og den romersk‑hollandske strafferet blev afløst af den mere moderne britiske strafferet. Det var også en konsekvens af Forordning nr. 50, at også de frigivne slaver formelt fik ligestilling.

En højere grad af lokalt selvstyre indførtes gradvist. I 1834 oprettedes et lovgivende råd, hvori der blandt andet sad 5‑7 borgere, som var udpeget af den britiske guvernør. I 1854 omdannedes dette råd til et valgt parlament med en udøvende magt, bestående af embedsmænd, og i 1872 fik Kapkolonien fuldt hjemmestyre med en ansvarlig regering.

 

Det store trek

I Kapkolonien var boerne utilfredse over briternes administration, især efter at slaverne var blevet frigivet 1833-38. Det var heller ikke lykkedes at få standset krigene med xhosaerne, som atter i 1834 foretog et angreb over Fiskefloden. Mange af de utilfredse boere besluttede sig i midten af 1830'erne til at forlade Kapkolonien. Over de næste 5 år drog 14.000 boere med deres store oksekærrer nord på, og gennemførte en udvandring, som blev kaldt “det store trek”. Nogle af de første “voortrekke­re” søgte op gennem Drakensberg‑bjergkæden, og videre op i det område i Natal, som de havde hørt om fra de englændere, der befandt sig hos zuluerne. Andre gik over Oraniefloden ind i det område, som senere skulle blive til Ora­nie Fristaten. En tredje rute gik over floden Vaal, ind i det område, som fik navnet Transvaal.

I Natal ønskede Piet Retief at sikre sig zulukongen Dinganes indforståelse. Denne forhandlede med Piet Retief og lod som om, at han var rede til at give boerne deres eget område, men forhandlingerne i Dinganes kraal i februar 1838 afsluttedes med at Piet Retief og hans medforhandlere blev slæbt op på den berygtede henrettelsesbak­ke og dræbt under barbariske former. Derefter forlod zulukrigerne kraalen for at angribe de øvrige boere og deres familier i området. Her dræbte de op mod 300 voortrekker‑boere samt deres 250 khoikhoier og farvede tjeneste­folk.

Efter dette ønskede boerne hævn. Under ledelse af Andries Pretorius indrettede 470 boerfarmere den 15. december 1838 en vognborg (laager) på et strategisk veleg­net sted ca. 10.000 zuluer gik til angreb. Over 3.000 zuluer blev dræbt, mens kun 3 boere blev såret ved Blood River.

 

Boerrepublikker og britiske kolonier

Lad os se på hvorledes briterne og boerne i de følgende år frem til 1895 overta­ger alle de territorier, som i dag tilsammen udgør Sydafrika.

I mange år udgjorde Fiskefloden Kapkoloniens grænse mod nordøst. Ved den 6. grænsekrig i 1834‑35 havde forsøgte englænderne at tage xhosaer­nes territorium helt op til Keifloden. I 1846 udbrød den 7. grænsekrig med xhosaerne. Briterne annekterede nu området fra Fi­skefloden op til Keifloden som en selvstændig britisk koloni, “British Kaffra­ria”. Der opstod atter grænseuroligheder i 1850 og dermed den 8. Grænsekrig, hvor den indfødte modstand først blev slået ned i 1853.

Xhosaerne var nu ikke længere herrer i deres eget land. En ung xhosapige, Nongqawuse, forudsagde, at hvis xhosaerne dræbte de få stykker kvæg, de havde tilbage og lod være med at så korn, så ville deres forfædre vende tilbage og alle de hvide ville blive drevet ud i havet. I februar 1857 var over 200.000 stykker kvæg blevet dræbt og 20.000 xhosaer var døde af sult. Xhosaerne i området blev nu helt underlagt det britiske styre, der gik i gang med at udvikle området som koloni.

På samme måde som de 5.000 britiske 1820‑indvandrere havde indledt de hvides bosættelse af Zuurveldområdet, åbnedes Britisk Kaffraria i 1857‑58 op for en bosættelse af over 4.000 indvandrere, som især kom fra Tyskland. I 1866 blev Britisk Kaffraria indlemmet i Kapkolonien og i de følgende år udvidedes Kapkolonien til at omfatte hele området op til Natal. Efter den 9. og sidste grænsekrig med xhosaerne i 1877‑78 blev det sidste xhosaland indlemmet i Kapkolonien. Det gjaldt områderne Fengoland (1879), Griqualand East (1879), Tembuland, Gcalekaland og Bom­vanaland (1885) og Pondoland (1894). Også områderne nord for Orange­floden blev annekteret i løbet af disse år, Griqualand West (1871) og Britisk Bechuanaland (1885).

 

Natal var kort tid efter sejren over Dingane i 1838 blevet udråbt til boerrepublik under navnet Natalia. Tugelafloden udgjorde grænsen mellem den nye republik og zuluernes land mod nord. Denne republik holdt imidlertid ikke længe. Over for de talmæssigt overlegne britiske tropper måtte boerne opgive deres republik, og Natal blev i 1843 annekteret som et distrikt til Kapkolonien. I tidsrummet 1849‑52 blev 5.000 engelske og skotske indvandrere indforskrevet til Natal, der hermed fik et overvejende engelsktalende befolkningsgrundlag. I 1856 fik Natal sam­me status som Kapkolonien, dvs. britisk kronkoloni. 800.000 hektarer, sva­rende til 15% af Natalkoloniens territorium, blev afsat som reservat for den sorte befolkning, som var på ca. 100.000. Resten af området var forbeholdt de få tusinde engelske indvandrere, hvoraf de fleste imidlertid ikke havde lyst til at blive farmere. I stedet opkøbte de mere velhavende indvandrere store landområder, som de forpagtede ud til de sorte. Det betød, at de få britiske indvandrere, der forsøgte sig som landbrugere med bomuld, fåreavl eller sukkerplantager, havde vanskeligt ved at få lokal arbejdskraft, idet de sorte indbyggere foretrak at dyrke landbrug i reservaterne eller som forpagtere på de hvides landbrugsarealer. Denne udvikling var medvirkende til, at det i 1860 blev besluttet at indføre kontraktansatte arbejdere fra Indien. I de første år kom især fattige hinduer fra Madras. Fra 1870 kom der et stigende antal muslimske handelsfolk. Antallet af indere i Durban var i 1875 10.000. Ved århundredeskiftet var tallet kommet op på 100.000.

 

I 1879 var de britiske planer om at etablere et samlet koloniområde i det sydlige Afrika så fremskredne, at man ønskede at indlemme zuluernes landområde i Natal. Et britisk krav om at zuluerne skulle nedlægge deres militære system blev imødegået af zuluhøvdingen Cetshwayo. Britiske soldater marcherede herefter fra Natal i januar 1879 ind i Zululand. Ved Isandhlwanda blev den midterste kolonne på 1.500 mænd uventet angrebet af 20.000 zulukrigere i oksehornsformation. De britiske soldater var ikke forberedt på dette massive angreb og blev nedkæmpet til sidste mand.

I juli 1879 lykkedes det briterne med en styrke på 5.000 mænd at afslutte zulukrigen i et slag ved Ulundi. Cetshwayo blev taget til fange og zuluernes æra som selvstændig nation var nu forbi.

Briterne delte Zululand op i 3 områder, som snart kom i konflikt med hin­anden. Briterne overtog tildels af strategiske årsager magten i størstedelen af Zululand, som i 1887 fik navnet Britisk Zululand og som senere blev indlemmet i Natal. Det samme skete med Tongaland i 1895. Denne sidste annektering skyldtes også ønsket om at afskære Transvaalrepublikken fra at sikre sig adgang til en havneby. Briterne sad nu på hele østkysten fra Cape Town op til Portugals ko­loni, Mozambique.

Transvaalområdet havde med britisk samtykke i 1852 opnået status som boer­republik, under navnet South African Republic. Inden da havde boerne måt­tet kæmpe mod en række stammer, især mod høvdingen Mzilikazis ndebele­stamme, som af zuluhøvdingen Shaka var blevet fordrevet og som til sidst måtte søge videre nord på over Limpopofloden, ind i det nuværende Zimbabwe.

Med sigte på en omfattende britisk fede­ration i det sydlige Afrika annekterede Storbritannien i 1877 Transvaalrepublikken, hvilket førte til Transvaals uafhængighedskrig (1880‑81) også kaldet den 1. Boerkrig. I1880 udråb­te boerne atter en uafhængig republik. I februar 1881 slog boernes komman­dostyrker briterne ved Majuba Hill. I denne kamp mis­tede briterne over 200 mænd.

Orangefloden udgjorde den nordlige grænse for Kapkoloniens udstrækning. Området nordøst for Orangefloden, var under navnet Orange Fristaten udråbt af de tilflyttede boervortrekkere til republik i 1854 med byen Bloemfontein som hovedstad.

 

Diamanter og guld

I 1871 blev der fundet diamanter af de to brødre, de Beer, der solgte farmen. Minen fik navnet “De Beers‑minen” og kom under kontrol af det som blev verdens største diamantselskab, der blev stiftet i 1888 af Cecil Rhodes, bærer stadig navnet “De Beers”. Den hvide befolkningsgruppe i Kimberley nåede i 1871 op på 20‑25.000 og de sorte og farvede befolkningsgrupper i området tilsammen udgjorde ca. 40‑50.000.

Pasordninger og arbejdslejre for de tilrejsende minearbejdere blev nu en del af hverdagen.

I 1885 blev der gjort guldfund ved Witwatersrand, 60 kilometer syd for Pre­toria. Den lille flække, Johannesburg, blev i løbet af få år den største og vigtigste by i Sydafrika. Og Transvaal blev den vigtigste provins. De enkelte guldårer havde ikke noget højt guldindhold, men der var mange af dem. De lå dybt under jorden, hvilket krævede en stor ar­bejdskraft og stor kapital.

 

På denne tid, der var præget af imperialisme, kolonialisme og råkapitalisme fik Cecil Rhodes en afgørende indflydelse på den videre udvikling i det sydlige Afrika. Rhodes fandt, at britisk styre i Afrika skulle udstrækkes fra Ca­pe Town i syd helt op til Cairo i nord Han stod bag oprettelsen af protektora­tet Bechuanaland (Botswana) og finansierede britisk fremtrængen nord for Transvaal ind i det område, som kom til at bære hans navn, Rhodesia, (det nuværende Zim­babwe og Zambia).

For Rhodes indebar Transvaals voksende økonomiske betydning efter guldfundet i 1885 en hindring for hans planer om det store britiske Afrika­imperium. I 1890 blev han Kapkoloniens premierminister og kunne fra denne post med sin betydelige store personlige kapital i ryggen påvirke den politi­ske udvikling i hele det sydlige Afrika. Udover sine diamantinteresser i Kimber­ley havde Rhodes investeret betydelige summer i guldminerne i Witwatersrand.

 

Paul Krüger, der havde ledet boerne mod briterne under slaget ved Majuba Hill i 1881, for­blev den ubestridte boerleder i perioden frem til Boerkrigen i 1899. Men guldminerne havde skabt et politik problem for Krüger. Antallet af fremmede, der var kommet til Witwatersrand for at få del i den nye velstand, var stærkt stigende. Disse “uitlanders”, hvoraf en stor del var briter fra Kap­kolonien og fra England, passede ikke ind i Krügers opfattelse af Transvaalre­publikkens udformning. Udlændingene, der omfattede såvel forretningsfolk som minearbejdere og som i 1892 udgjorde mere end halvdelen af befolknin­gen i Transvaal, skulle efter Krügers opfattelse ikke have nogen politik indflydelse i Transvaal. Statsborgerskab og dermed stemmeret kunne først opnås efter 10 års ophold i republikken.

I 1894 åbnedes en jernbanelinie fra Johannesburg og Pretoria ud til havnebyen Lorenco Marques, det nuvæ­rende Maputo, i den portugisiske koloni, Mozambique. Dermed var Trans­vaal ikke længere afhængig af havneudgangene i de to britiske kolonier.

I 1895 mente Rhodes, at en militær ekspedition, sendt ind i Transvaal fra Bechuanaland i samarbejde med de mange “uitlanders” i Transvaal kunne tage kampen op mod boerne og overtage Transvaalrepublikken med magt. Hans forretningspartner, lægen  Jameson, i Bechuanaland forbered­te denne militære aktion mod Transvaal med en styrke på 600 mand. Jamesons soldater gik i en fælde og Jameson måtte overgive sig og alle planer om et uitlanderopgør mod Krüger måtte skrinlægges. Rhodes selv måtte som følge af hele affæren gå af som premierminister i Cape Town.

I 1899 genoptog man fra britisk side kritikken af de politiske vilkår, man bød de mange briter i Transvaal. og opmarcherede heref­ter troppestyrker ved grænserne til de to boerrepublikker. I oktober 1899 gik boerne til angreb mod briterne i Kapkolonien og Natal.

 

Boerkrigen

Ved krigens begyndelse havde boerne overtaget, men i 1900 kunne Storbritannien annektere de to boerrepublikker som kronkolo­nier. Men mange boere nægtede at overgive sig. De indledte en guerillakrigsførelse, som førte briterne til at vælge en ny strategi. De afbrændte mange af boer­nes gårde og tog boernes koner og børn med sig som fanger. I særligt indrette­de koncentrationslejre, indsattes over 120.000 kvinder og børn, heriblandt også mange tusinde farvede og sorte sydafrikanere. Under dårlige forhold blev de holdt indespærret, indtil krigen var afsluttet. I disse lejre døde 26.000 boerkvinder og ‑børn som følge af især mæslinger og dysenteri. Krigen efterlod de to boerrepublikker i dårlig forfatning. Gårdene var brændt, afgrøderne ødelagt og antallet af kvæg stærkt reduce­ret. Havde boerne tabt krigen, så tabte briterne måske fre­den.

Både i Kapkolonien og i Natal havde den ikke‑hvide befolkning adgang til at stemme til de lokale parlamentsvalg, når de opfyldte visse kriterier. I Vereenigingfredstraktaten havde boerne sikret sig, at ingen sorte kunne få stemmeret i de to tidligere boer­republikker. Krigen gav for alvor boerne en politik samhørighedsfølel­se.

 

Etablering af Den Sydafrikanske Union

I 1903 blev der etableret en toldunion mellem de fire sydafrikanske kolonier og i 1907 fik de to nye kolonier, Transvaal og Orange Fristaten, selvstyre. I Transvaal blev to ledende boergeneraler, Louis Botha og Jan Smuts, premierminister og vicepremierminister. Endnu en boer­general, J.B.M. Hertzog, blev vicepremierminister i Orange Fristaten. Ved valget i Kapkolonien i 1908 tabte  Jamesons Progressive Parti til eng­lænderen John X. Merrimans Sydafrikanske Parti, som blev støttet af boer­organisationen, “Afrikaner Bond”. Her var det for første gang lykkedes bo­erne at splitte de engelsktalende vælgere i to. Blot seks år efter Boerkrigens afslutning blev tre af de sydafrikanske kolonier styret på boernes betingelser.

I 1908 indledtes en sydafrikansk forfatningskonference, “The National Convention”, som blev afholdt i Durban og i Cape Town, deltog 30 delegerede, udpeget af de fire kolonier. Unionister­ne, som især fandtes blandt afrikaanerne, var i flertal på konferencen. Uni­onsmodellen blev vedtaget, og den nye stat fik navnet Den Sydafrikanske Union.

Kapkolonien havde lige siden 1853 haft et valgsystem, der ikke diskrimine­rede med hensyn til farve eller race. Derimod gjaldt der visse økonomiske kri­terier, idet der til opnåelse af valgret krævedes, at man enten tjente mindst 50 pund om året eller ejede fast ejendom til en værdi af mindst 75 pund. Valgbare til Kapparlamentets førstekammer var alle, der opfyldte valgretskriterierne, mens man for at blive valgt til andetkammeret skulle eje fast ejendom til en værdi af mindst 2.000 pund. (Ligesom i Europa havde kvinder endnu ikke valgret i Sydafrika).

I praksis var der kun blevet valgt hvide medlemmer i Kapparlamentet, men såvel farvede som sorte indgik i vælgerkorpset. Af de 14.236, vælgere, der var registret i Kapkolonien i 1909, var 121.346 hvide (85,%), 14.388 farvede (10,1% inkl. malajer, indere, kinesere og khoikhoier) samt 6.633 sorte (4,7 %).  De økonomiske kriterier indebar således, at omkring 2/3 af alle hvide mænd kunne stemme, mens kun 1 ud af 8 farvede, og 1 ud af 60 sorte havde stemmeret. Om end de ikke‑hvide hermed var repræsenteret i væsentligt min­dre omfang end de hvide, havde de dog en relativ stor indflydelse på valget af kandidater, ikke mindst i de valgkredse, hvor de udgjorde en betydelig del af vælgerkorpset.

Også i Natal stillede man økonomiske betingelser for opnåelse af valgret og valgbarhed til Natalparlamentet. Som i Kapkolonien medførte disse regler, at 2/3 af alle hvide mænd havde valgret. Vedtagelsen af en række særlove hav­de imidlertid gjort det næsten umuligt for sorte og farvede samt de mange indere i Durbanområdet at få valgret. I 1907 var der 23.686 registrerede væl­gere i Natal, hvoraf de hvide udgjorde 23.480 (99.1 %), mens resten fordelte sig på 150 indere, 50 farvede og 6 sorte.

Repræ­sentanterne fra Transvaal og Orange Fristaten, anført af Louis Botha og J.B.M. Hertzog, var klart imod valgret for sorte, men også de delegerede fra Natal, der i 1906‑07 havde været skueplads for et zuluoprør, ledet af høvdingen Bamba­tha, mod de voksende skattebyrder, vendte sig imod forslaget om almindelig valgret til det nye sydafrikanske parlament.

Som en særindrømmelse blev det dog vedtaget, at de hidtil gældende regler om valgret i Kapkolonien, skulle fortsætte for så vidt angår Kapprovinsens eget parlament. Dog skulle den hidtil eksisterende mulighed for at ikke‑hvide kunne blive valgt til Kapparlamentet fjernes. (De sorte og de farvede kunne således fremover kun stemme på hvide politikere.) Bestemmelsen i forfatnin­gen om valgret til Kapparlamentet fik den særlige beskyttelse, at der skulle 2/3 flertal i ethvert af de to kamre i Sydafrikas unionsparlament til at ændre den. (Det lykkedes i 1936 og i 1956 at få fjernet henholdsvis de sortes og de farvedes stemmeret i Kapprovinsen).

Repræsentanter for såvel de far­vede som de sorte rejste til London for at tale de ikke‑hvides sag over for den britiske regering og de britiske politikere. Loven om Sydafrika blev vedtaget af det briti­ske parlament i september 1909 med et stort flertal og i 1910 blev Den Sydafrikanske Union en realitet.

 

Louis Botha og Jan Smuts ved roret

I perioden 1910‑48 blev Sydafrika ledet af tre tidligere boergene­raler, Louis Botha, Jan Smuts og J.B.M. Hertzog, mens de sydafrikanske apartheidregeringer siden 1948 er blevet ledet af seks afrikaanernationalister på stribe: D.F. Malan, J.G. Strijdom, Hendrik Verwoerd, Johannes Vorster, P.W. Botha og F.W. de Klerk.

Ved valget til det nye sydafrikanske parlament i 1910 støtte­de de engelsk­talende, der i vidt omfang var mineejere, forretningsfolk og arbejdere, dels  Jamesons Unionist Party, dels Oberst F.H. Cresswells Labour Par­ty. afrikaanervælgerne, der typisk bestod af farmere og “fattige hvide”, støt­tede The South African National Party, bedst kendt South African Party, SAP, som vandt valget i 1910 med 67 ud af parlamentets 121 pladser. Louis Botha dannede herefter regering, hvori såvel Smuts som Hertzog indgik.

Botharegeringens medlemmer så imidlertid ikke ens på den strategi, der skulle føres på længere sigt i forhold til de engelsktalende. Mens Botha og Smuts gik ind for en tilnærmelse til  Jamesons unionister, dvs. en forsoningspolitik, som tog sigte på udviklingen af en fælles sydafrikansk nation, ønskede Hertzog en “to‑strøms‑udvikling", hvor afrikaanerne og de engelsktalende hver for sig skulle bevare deres kultur og identitet inden for rammerne af et fælles Sydafrika, som skulle styres af afrikaanere. Botha og Smuts søgte i unionens første år at bygge bro til de engelsktalende. I 1912 udtalte Hertzog, at han ikke var en af dem, som altid talte om forsoning. Sydafrika måtte regeres af afrikaanere. Landet kunne ifølge Hertzog ikke længere blive regeret af ikke‑afrikaanere, som ikke havde den rette kærlighed til Sydafrika. På grund af disse udtalelser så Louis Botha sig nødsaget til at fjerne Hertzog fra regeringen. Hertzog dannede herefter i 1914 National Party, som blev det første egentlige politiske talerør for afrikaanernationalisterne.

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 mente valgte Botha og Smuts at støtte Storbritannien. Botha måtte først standse et internt oprør, ledet af en række afrikaanere, som støttede Tyskland. Dernæst besatte Bothas styrker i 1915 det store tyske koloniområde, Sydvestafrika (det nuværende Namibia), som havde været i tyskernes besiddelse siden 1884.

Ved parlamentsvalget i 1915 fik Hertzogs nydannede nationalistparti 27 mandater. Bothas parti (SAP) fik 54 og de engelsktalende unionister fik 39. Botha havde dermed ikke længere absolut flertal i parlamentet, men blev siddende ved magten med støtte fra unionistpartiet og det lille Labour Party.

Både ved oprettelsen af Commonwealth og Folkeforbundet deltog Sydafrika aktivt. Efter hjemkomsten fra Versailles i 1919 døde Louis Botha og Jan Smuts overtog herefter regeringen. Hertzogs Nationalistparti gik atter frem ved par­lamentsvalget i 1920, men Smuts fortsatte med støtte fra unionisterne. Heref­ter slog unionistpartiet sig sammen med Smuts parti, SAP, som igen fik ab­solut flertal ved valget i 1921.

Den indenrigspolitiske situation i begyndelsen af 1920'erne blev præget af konflikter på arbejdsmarkedet. I 1922 deltog de hvide arbejdere i strejker, der udviklede sig til et voldsomt oprør, hvor hele Johannesburg blev besat af arbejdere. Smuts slog arbejderoprøret ned med magt. Over 200 blev dræbt. Roen blev genoprettet, men den midtsøgende Smuts havde med sin politik medvirket til at skabe en alliance mellem afrikaanernationalisterne på højre­fløjen og Labour-partiet på venstrefløjen. Denne alliance var i stand til at slå Smuts ved parlamentsvalget i 1924.

 

I perioden 1910‑24 lagde Botha og Smuts en række hjørnestene i forholdet til de sorte, de farvede og de indiske befolkningsgrupper.

Med Natives Land Act fra 1913 fastlagdes grundlaget for den racemæssige og territoriale inddeling af Sydafrika, som den senere apartheidpolitik byggede videre på. De hvide arbejdsgivere, såvel farmere som mineejere, ønskede billig arbejdskraft. 1913‑loven forbød nu sorte at købe jord udenfor reservaterne, hvilket indebar, at de sorte som udgangspunkt nu hørte hjemme i reservaterne. Såfremt de mandlige medlemmer af familierne søgte arbejde uden for reservaterne som såkaldte migrantarbejdere måtte dette ske uden at deres familie kunne komme med. Derved behøvede de hvide arbejdsgivere ikke at tænke på spørgsmål som pension og boligforhold mm. Reservaterne udviklede sig nu til at blive tætbeboede, fattige områder, hvorfra de hvide kunne trække på billig arbejdskraft, i det omfang de havde brug herfor. De sorte migrantarbejdere, der fik arbejde i minerne ved Johannesburg, levede en elendig tilværelse. De blev stuvet sammen i store arbejdslejre uden de­res familie, og deres løn var kun en tiendedel af, hvad deres hvide kolleger tjente. Det blev den ved med at være indtil midt i 1970’erne.

 

Men de ikke‑hvide befolkningsgrupper var begyndt at organisere sig poli­tisk. De sorte havde allerede i 1880'erne dannet de første politiske grupper. I 1912 samledes disse organisationer på et møde i Bloemfontein i South Afri­can Native National Kongres, som i 1923 fik navnet “African National Congress”, ANC. På mødet i 1912 sang man for første gang hymnen Nkosi sikeleli iAfrika (Gud velsigne Afrika), som siden hen blev de sydafrikan­ske apartheidmodstandernes frihedssang.

Grundlæggerne og lederne af ANC, heriblandt tswanaen Sol Plaatje og zuluen Pixel ak Izaka Seme, var veluddannede og havde et godt kendskab til vestlig kultur. De ønskede ikke at bekæmpe de hvide, men ønskede at blive ac­cepteret som samfundsborgere og en politik faktor i det nye Sydafrika. Det valgsystem, som havde fungeret i Kapprovinsen burde efter ANCs opfattel­se udstrækkes til hele Sydafrika. De gik således ind for et multiracialt sam­fund, hvor spørgsmålet om tildeling af valgret ikke blev afgjort på basis af ra­ce, men alene på kriterier af økonomisk eller uddannelsesmæssig karakter. De troede på, at deres synspunkter kunne forelægges i skrift og i tale og vend­te sig imod tanken om at bruge politiske aktioner.

Men allerede på ANCs første årskongres i 1913 måtte medlemmerne altså erken­de, at deres synspunkter var blevet totalt tilsidesat ved vedtagelsen af jord­loven samme år.

 

Også de farvede havde fundet sammen. I 1903 havde de dannet en politik or­ganisation, “African Peoples' Organization”, som blev ledet af en muhamedaner i Cape Town,  Abdullah Abdurahman. Inderne havde allerede i 1894 i Durban under ledelse af den unge sagfører fra Indien, Mohandas Gandhi, oprettet Natal Indian Congress. Gennem lydighedsnægtelse båret af princippet om “satyagraha” (sjælens styrke, dvs. ikke‑ vold) var det lykkedes Gandhi at fa Smuts til at ændre en række diskri­minerende love i forhold til inderne i Natal. Men hvad angår stemmeret, var inderne ikke bedre stillet end de sorte og de farvede. I 1914 forlod Gandhi Syd­afrika for at kæmpe for Indiens uafhængighed. Men grundlaget for Indiens se­nere skarpe politik mod Sydafrika, såvel blandt Commonwealthlandene som i FN, blev skabt af Gandhi i årene op til 1. Verdenskrig, hvor der i Dur­ban befandt sig 133.000 indere mod 100.000 hvide.

Premierminister Smuts militære fortid sporedes ofte, når konflikter skulle løses. I 1921 nægtede medlemmer af en fanatisk sort sekt, som kaldte sig isra­elitterne, at forlade et område i Kapprovinsen, kaldet Bulhoek, hvor de ven­tede på verdens undergang. Smuts lod politiets og militære enheder omringe dem. Israelitterne gik frem mod den hvide ordensmagt med hjemmelavede spyd. Da de var få meter fra politistyrkerne, åbnede disse ild. 160 af sektens medlemmer blev dræbt. Året efter smed sydaf­rikanske fly bomber ned over en khoikhoibeboelse, Bondelswartsbefolk­ningen, i Sydvestafrika, fordi de nægtede at betale en særlig skat på deres hunde. Over hundrede blev dræbt.

 

Hertzogs nationalister

Ved valget i 1924 var Nationalistpartiet og Labour‑partiet gået i alliance. De vandt over Smuts SAP og dannede Pact‑regeringen.

Afrikaanerne begyndte igen at bruge gamle hollandske navne og boernes gamle sprog, afrikaans, blomstrede atter op også i nye litterære værker. Daniel Francis Malan, som var indenrigsmi­nister i Hertzogs regering, fik i 1925 gennemført en parlamentsvedtagelse om, at det ene af Sydafrikas to officielle sprog, hollandsk, også omfattede af­rikaans. Samme år foreslog  Malan, at Sydafrika skulle have sit eget flag. Det var et led i den opnåede enighed, at det nye unionsflag skulle benyttes sam­men med det britiske Union Jack. Denne praksis blev imidlertid afskaffet af det sydafrikanske parlament i 1957. ANCs flag fra 1925  blev et samlingsmærke for de sorte. Hertzog lod i 1938 lod den gamle trekboersang “Die Stem van Suid‑Afrika” ophøje til nationalsang, som skulle afsynges på afrikaans sammen med “God Save the King”, fra 1957 som eneste nationalsang.

På Imperiekonferencen i London i 1926 fik Hertzog bekræftet, at de britiske “dominions” skulle være uafhængige stater og ligestillet med Storbritannien inden for det britiske Commonwealth. Dette blev senere fastslået ved britisk lov i 1931.

I 1929 vandt Hertzog atter over Smuts, men nu satte den verdensomspæn­dende depression ind. I Sydafrika voksede antallet af fattige hvide drastisk. Efter valget i 1933 enedes Hertzog og Smuts om at danne en koalitionsrege­ring, der blev dannet på grundlag af 138 af parlamentets 144 mandater. Det følgende år blev Hertzogs NP og Smuts SAP slået sammen til en nyt forenet parti, United Party, UP, som fandt støtte blandt såvel afrikaanere som en del af de engelsktalende. Oprettelsen af det nye parti var især en sejr for Smuts, hvis vigtigste indenrigspolitiske mål var at forene de hvide i Sydafrika og dermed få fjernet det gamle “racehad” mellem boere og briter.

Men nationalisterne på højrefløjen var utilfredse med Hertzogs søgen ind mod midten. Med  Malan i spidsen oprettede de i 1934 på resterne af Hertzogs na­tionalistparti et nyt renset nationalistparti, som blev grundstammen for det parti, der fra 1948 og fremefter skulle gennemføre det moderne Sydafri­kas apartheidpolitik.

Ved valget i 1938 fik Hertzogs og Smuts United Party 111 pladser i parla­mentet.  Malan, der med sin teologiske baggrund især havde spillet på te­maet om afrikaanerne som Guds udvalgte folk, fik 27 nationalist‑sæder og markerede hermed den voksende grobund i befolkningen for en afrikaaner­højredrejning.

I 1938 fejrede afrikaanerne også 100 årsdagen for slaget ved Blood River mod Dinganes zulukrigere. En række oksekærrer drog fra Ca­pe Town op til Blood River og til Pretoria, hvor man under stor festivitas og voldsom nationalisme genopførte Det store trek. Malan proklamerede, at afrikaanerne nu deltog i et nyt stort “trek”, denne gang ind mod byerne, hvor Blood River‑kampen mod negrene nu gjaldt arbejdspladserne. På dette tidspunkt oprettedes også en halvmilitær organisation, Ossewabrandwag, (Oksekærrebrandvagten), som under inspiration fra Nazityskland blev et vigtigt samlingspunkt for afrikaanernationalisterne.

Afrikaner Broederbond, et hemmeligt broderskab, som var blev oprettet i 1918, fik ligeledes en blomstrende periode i 30'erne. Broeder­bond blev samlingssted for alle indflydelsesrige afrikaanere og arbejdede stærkt for at samle nationalisternes kræfter i at sikre en snæver forbindelse mellem afrikaanernationalismen og  Malans nationalistparti. Det blev Broederbonds opgave at sikre, at det blev nationalisterne, der blev placeret på alle de vigtige stillinger inden for sydafrikansk administration, religion, un­dervisning og kultur.

 

Apartheidpolitikken forberedes

I 1936 lykkedes det Hertzog med sin nye koalitionsregering, at op­nå det fornødne 2/3 flertal til at få ændret den bestemmelse i unionsforfat­ningen, der fastholdt Kapprovinsens ret til at give stemmeret til ikke‑hvide vælgere til Kapparlamentet. Som følge af indførelsen i 1910 af valgret til hvide kvinder, (men ikke til andre kvinder) og til afskaffelsen 1931 af ejendoms‑ og uddannelseskriterier for hvide væl­gere, (men ikke for andre vælgere), var de sorte vælgeres andel af vælgerkor­pset i Kapprovinsen faldet fra 20% i 1929 til 1,4% i 1936. Hertzogs hovedformål med at få fjernet stemmeretten fra de tilbageværende 10.000 sorte vælgere i Kapprovinsen var ønsket om at få alle sorte i Sydafrika ind under et sæt nye regler for arbejdsmarkedet i hele landet. For de sorte i Kapprovinsen, der havde haft valgret, inden 1853, var det en ringe trøst, at man i stedet indførte en regel om, at de sorte i Kapprovinsen kunne stemme på tre hvide, som skul­le repræsentere dem i unionsparlamentet. Denne ordning varede til l960. Desuden fik det Natives Representative Council, som skulle rådgive den sydafrikanske regering i spørgsmål, der berørte de sorte sydafrikanere. ANCs ledere deltog i dette råd i perioden 1936‑46. Men de resolutioner, der blev vedtaget i rådet, blev siddet overhørig af den hvide regering. Rådet blev afskaffet i 1953.

 

2. Verdenskrig

Med udbruddet af 2. Verdenskrig i 1939 blev det umuligt at fortsætte unionism-partner­skabet i United Party mellem de to gamle boergeneraler, Hertzog og Smuts. Mens Hertzog ønskede, at Sydafrika skulle stille sig neutral, var Smuts ligesom under 1. verdenskrig tilhænger af at støtte briterne. Malans nationalistparti støttede uforbehol­dent Hitler. Det kom til et opgør i parlamentet, hvor 80 parlamentsmedlem­mer støttede Smuts probritiske linie, mens 67 medlemmer støttede Hert­zog/Malans protyske holdning.

Hertzog forlod regeringen og sluttede sig i september 1939 med en række af sine tilhængere til Malans nationalistparti, som nu fik navnet Herenigde Nasionale Party, (det genforenede rationale parti).  I december 1940 trak Hertzog sig ud af sydafrikansk politik og han døde i 1942. En del af de tyskvenlige afrikaanere blev interneret under krigen. De sydafrikanske soldater ydede en god indsats på de al­lieredes side. General Smuts blev, ligesom under 1. Verdenskrig, en vigtig råd­giver for den britiske regering og fik sæde i det britiske krigskabinet med rang af feltmarskal. Ved det sydafrikanske parlamentsvalg i 1943 gik  Malans nationalister stærkt frem, men Smuts United Party bevarede med 89 mandater ud af par­lamentets 150 pladser fortsat det absolutte flertal.

Krigsårene krævede en stor arbejdsindsats i Sydafrika og mange sorte kom til byerne for at få arbejde. Efter flere års stilstand kom der igen liv i ANC, som under ledelse af  A.P. Xuma i 1943 fremsatte forslag om indførelse af almindelig valgret. Anmodninger fra ANC om at drøfte dette og andre for­slag med premierminister Smuts blev imidlertid afvist af Smuts under henvis­ning til, at ANCs forslag var alt for vidtgående.

Regeringens afvisende holdning var medvirkende til en begyndende radi­kalisering af ANC. Det var ikke mindst de unge sorte, der ønskede at gå nye veje. De stiftede i 1944 ANCs ungdomsafdeling, ANC Youth League. Målet var opnåelse af fuldt statsborgerskab for alle og dermed direkte repræsentation for alle i Sydafrikas parlament. De unge ANCere fremhævede, at de sorte afrikaneres nationale frigørelse måtte gennemføres af de sorte selv. Youth Leagues første formand var den 30‑årige jurist Anton Muziwakhe Lembede. Blandt hans nærmeste medarbejdere ved oprettelsen af ANCs ungdomsaf­deling var tre unge xhosatalende sorte sydafrikanere fra Transkei: Walter Si­sulu, Nelson Mandela og Oliver Tambo.

 

Efterkrigsårene

På hjemmefronten gennemførte Smuts i 1946 en lov, den såkaldte ghetto­lov, der havde til formål at begrænse den indiske befolkningsgruppes mulig­hed for at købe fast ejendom uden for bestemte områder, især i Durban­området i Natal. Lige siden 1946 var Sydafrikas racepolitik og spørgsmålet om Sydvestafri­ka/Namibia blandt de vigtigste dagsordenspunkter på FNs årlige ge­neralforsamlinger i New York. Den indiske regering i 1946 en økono­misk boykot af Sydafrika.

Ved parlamentsvalget i 1948 gik  Malans nationalistparti til valg på et stærkt racistisk grundlag. Verdenskrigen havde fået mange sorte arbejdere til at søge ind mod byerne, hvor krigstidsindustrien havde brug for deres ar­bejdskraft. Men dette gjorde det vanskeligt for de hvide farmere at skaffe den nødvendige arbejdskraft på landet. Og i byerne udgjorde de sorte arbejdere en trussel for de hvide arbejdere. Malan spillede med held på begreber som “Die swaart Gevaar”, den sorte fare.

Valget førte til en stærk fremgang for Malans nationalister, der øgede an­tallet af pladser i parlamentet fra 43 til 70, mens Smuts United Party måtte gå fra 89 ned til 65 mandater. Valgsystemet, der gav en fordel til de sparsomt beboede landområder i de tidligere boerrepublikker, gav således flere man­dater i parlamentet til nationalisterne end til United Party til trods for, at NP kun fik 39,4 % af de afgivne stemmer, mens UP fik 53,3 % af stemmerne. Smuts havde inden valget befundet sig i den situation, som længe var karakteristisk for sydafrikansk politik. På den ene side en voksende modstand fra de ikke‑hvide befolkningsgrupper, støttet af en international fordømmelse af et system og på den anden side et stærkt nationalistisk afrikaanerbefolkningselement, som var totalt afvisen­de for en enhver forbedring af de ikke‑hvides politiske og økonomiske rettig­heder. Det har således været et markant træk i den politiske udvikling i Syd­afrika efter 2. Verdenskrig, at ethvert nok så forsigtigt skridt hen imod politiske reformer i landet førte til fremgang for de mest højreorienterede nationalister. Og denne kendsgerning forhindrede i realiteten længe regeringsche­ferne i at gennemføre politiske reformer, idet enhver antydning af ophævelse af de eksisterende politiske raceskel uvægerligt førte til en højredrejning, som risikerede at undergrave det politiske grundlag for den regeringschef, der måtte for­søge sig som reformator.

 

Apartheidpolitikkens hovedelementer

Efter 1948 opbygge de hvide nationalistregeringer et samfundssystem, som fik betegnelsen “apartheid”, dvs. adskillelse. Ordet blev første gang brugt i 1943 og det blev nu Malan, der som premierminister skulle omsætte teori til praksis. Apartheidbegrebet var imidlertid udsat for en vis udvikling gennem de fire årtier fra 1948 til 1990. Nogle forfattere her inddelt disse 42 år i fire perioder, der hver for sig var præget af en udvikling i såvel apartheidfilosofien som i de ikke‑hvide sydafrikaneres kamp mod apartheid.

Den første periode, 1948‑61, kunne kaldes “Det hvide overherredømme”. Det er de hvides ”baaskaps”‑filosofi, der er i højsædet. De hvide udgør samfundets herrer, alle andre dets tjenere. Perioden afsluttes i 1960‑61 med tre vigtige begivenheder: I Sharpeville i marts i 1960 bliver 69 sorte dræbt i det første alvorlige sammenstød med politiet, Sydafrika skiller sig ud fra det britiske Commonwealth som republik i 1961 og en række sorte ledere med Nelson Mandela i spidsen forlader samme år ANCs hidtil fastholdte princip om ikke‑vold.

Den næste periode, 1961‑1974, kunne kaldes “adskilt udvikling”. Adskillelsen skal nu ikke længere opfattes som horisontal, men som vertikal, med flere racer ved siden af hinanden. Nu opfattes de sorte sydafrikanere officielt af de hvide nationalister som en række forskellige stammer, der skal have deres egne territorier, de såkaldte “bantustans”.

I tidsrummet 1974‑1984, som kunne kaldes “Modsætningerne øges”, bliver de territoriale grænser gjort mindre skarpe. Der er større behov for uddannet sort arbejdskraft i nærheden af byerne. Samtidig arbejder den hvide regering på at give de farvede og inderne visse politiske rettigheder. Dermed isoleres det sorte flertal, hvis holdning til det hvide styre skærpes.

I 1984 gennemføres en række forfatningsændringer, der giver de farvede og inderne en større politik rolle, mens afrikanerne føler undertrykkelsen endnu hårdere. Trykket mod de sorte avler modtryk, som fører til voldsomme uroligheder i Sydafrika. Den hvide regering indfører undtagelsestilstand i hele landet, og samtidig styrkes afrikaanernationalisternes højrefløj. Denne seneste periode frem til 1989-90 kunne kaldes “Grebet strammes”.

 

Apartheidpolitikkens indhold

Nogle forfattere har delt apartheidpolitikken op i fire hovedelementer, hvis nærmere udformning her varieret gennem årene.

For det første skal befolkningen deles op i bestemte grupper efter hudfarve og race, og landet deles op i områder, som er forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper. Denne opdeling er grundlaget for indretningen af hele sam­fundsstrukturen. Ved at gennemføre tvangsforflyttelser og indføre regler om pas ken man styre tilgangen af ikke‑hvide arbejdstagere i de hvides områder.

For det andet skal den sorte befolkningsgruppe ikke have politiske ret­tigheder på landsplan. Denne manglende indflydelse på lovgivningsmagten er også medvirkende til at horde lønningerne for sorte arbejdstagere nede.

For det tredje skal samkvem mellem de forskellige befolkningsgrupper på en række områder være reguleret. Det gælder lige fra indgåelse af ægteskab og seksuelt samkvem til offentlig transport, undervisning og sportsarrange­menter.

Og endelig skal for det fjerde statsapparatet indrettes således, at de ovenfor omtalte regler ken gennemføres og sikres efterlevet. Politiet skal sættes i stand til at forfølge enhver overtrædelse, hvilket kræ­ver et stort administrativt system og store politistyrker.

 

Den nye nationalistregering strammede tøjlerne straks fra 1948. I 1949 afskaffedes betegnelsen ”britisk undersåt” til fordel for “sydafrikansk statsborgerskab”. Ved parlamentsvalget i 1953 gik nationalisterne yderligere frem fra 70 til 94 pladser. Dette gav for første gang NP det absolutte flertal i parlamentet. Efter dette valg oprettedes “The Liberal Party of South Africa”. Forfatte­ren Alan Paton, der i 1948 var blevet kendt for sin bog Cry, the Beloved Country, som beskriver de vanskelige forhold for de sorte sydafrikanere, var blandt partiets grundlæggere. Partiet fik aldrig tilstrækkelig op­bakning til at få pladser i parlamentet og medvirkede derigennem til en svæk­kelse af det største oppositionsparti, United Party. Da nationalisterne i 1968  fik gennemført en lov, der ikke tillod politiske partier at have med­lemmer fra flere forskellige befolkningsgrupper, besluttede medlemmerne af Det Liberale Parti at opløse partiet.

I 1954 trak Malan sig tilbage og blev efterfulgt af J.G. Strijdom. Ved valget i 1958 kunne Strijdom føre nationalisterne til yderligere fremgang. De fik 103 mod United Partys 53 stemmer. Stijdom døde samme år og blev efterfulgt af den hidtidige minister for indfødte anliggender,  Hendrik Verwoerd.

United Party blev svækket yderligere, da tolv medlemmer af partiet i 1959 skilte sig udfor at danne endnu et nyt parti, “The Progressive Party”, der ind­tog en mere kritisk holdning over for nationalisternes apartheidpolitik. Med årene kom dette parti til at erstatte United Party som oppositionsparti til Nationalistpartiet, men det kom til at tage en vis tid. I tidsrummet 1961‑1974 sad Helen Suzman som eneste PP‑medlem i det sydafrikanske parlament.

Verwoerd besluttede i 1960, at tiden nu var kommet til at realisere boer­nes gamle drøm om en republik. Spørgsmålet blev i oktober måned lagt ud til folkeafstemning blandt de 1,6 millioner hvide vælgere, der med et flertal på 52% gik ind for at omdanne Den Sydafrikanske Union til en republik.

 

Apartheidpolitikken iværksættes

Med hjemmel i “Population Registration Act” fra 1949 blev hele befolkningen delt op efter race i følgende tre hovedkategorier: Hvide, farvede og afrikanere. Sidstnævnte gruppe fik en række ret arbitrære underinddelinger, som kom til at ligge til grund for den territoriale inddeling i “bantustans”. Senere blev “asia­terne” udskilt fra de farvede til en selvstændig hovedgruppe, der især tæller sydafrikanere af indisk afstamning.

Sydafrika var allerede med jordloven fra 1913 delt op territoriale be­standdele: en række reservater, der udgjorde først 7 senere 13% af hele landet og den øvri­ge del af landet, som tilhørte de hvide. Med Group Areas Act fra 1950 blev landet udenfor bantustanområderne desuden delt op i en række specifikke by‑ og landområder, som skulle bebos af de forskellige befolkningsgrupper. Hermed indledtes også en tvungen omflytningspolitik, forced removal. I perioden 1950‑1980 blev ca. 3 millioner sydafrikanere tvangsforflyttet. De bedst kendte eksempler er So­phiatown i Johannesburg og  District Six i Cape Town.

Krav om identitetspas for sorte syd­afrikanere var af gammel dato. Men i 1952 blev lovgivningen udvidet.

Udgangspunktet var, at de sorte sydafrikanere kun kunne opholde sig udenfor de særlige reservater, såfremt de havde fået særlig tilladelse hertil. Paragraf 10 i loven fra 1952 gjorde det muligt for en sort person at forblive i en sort bydel, såfremt en af følgende tre betingelser var opfyldt: at han var født i bydelen og havde boet der lige siden, at han havde haft arbejde der i 15 år uden afbrydelse, eller at han havde haft arbejde hos den samme arbejdsgi­ver i mindst 10 år.

I 1936 havde man kunnet tilveje­bringe det fornødne 2/3‑flertal til at fjerne de sortes ret til at stemme ved valg til Kapprovinsens parlament på lige fod med de andre vælgere. Nu ønskede nationalisterne i 1951, at også den indflydelsesrige gruppe af farvede i Kap­provinsen, som omfattede op mod 90% af alle farvede i Sydafrika, skulle fjer­nes fra vælgerkorpset. Da Højesteret imidlertid fast­holdt, at der skulle 2/3 flertal til i unionsparlamentet for at fjerne de farvedes stemmeret, et flertal som nationalisterne ikke kunne mønstre i parlamentets overhus, Senatet, lod Strijdom simpelthen dette udvide fra 49 til 89 medlemmer og kunne dermed i 1956 tilvejebringe det fornødne flertal.

Efter at have opdelt befolkningen i racer kunne apartheidstyret derefter gennemføre en række love, der forbød samkvem mellem personer af forskelli­ge racer. Et forbud fra 1949 mod blandede ægteskaber blev året efter fulgt op af et forbud mod seksuelt samkvem med personer fra enhver anden racegrup­pe. Alle offentlige transportmidler, teatre, hoteller osv. blev delt op i kategori­er, der kunne benyttes af henholdsvis hvide og ikke‑hvide. Med “Bantu Education Act” fra 1953 blev også under­visningen adskilt.

Nationalistregeringen begyndte også i 1950'erne at opbygge et stærkt poli­tiapparat, der skille overvåge overholdelsen af apartheidlovgivningens mange bestemmelser. Særlig betydning fik “Suppression of Communism Act” fra 1950, der forbød Det Sydafrikanske Kommunistparti, CPSA, og som gav begrebet “kommunisme” en meget bred fortolkning. Med denne lov og en ef­terfølgende “Riotous Assemblies Act” havde politiet nærmest fået frie hæn­der til at foretage arrestationer af enhver sydafrikaner, der var politisk uenig med det hvide nationaliststyre.

Loven gav også de sydafrikanske politimyndigheder et nyt våben i hænde, “banning". Politiet kunne når som helst “bandlyse” en person, uden rettergang eller bevisførelse og på­lægge den pågældende en række restriktioner, for så vidt angår deltagelse i det politiske liv og i samfundet som sådant.

 

ANCs kampagner mod apartheid

ANC udviklede sig gennem de første år under apartheidstyret til et talerør for den ikke‑hvide befolkning. ANCs generalsekretær var Walter Sisulu. Den 26. juni 1950 gennemførte ANC med støtte fra “Indian Congress” og det sydafrikanske kommunistparti en aktion, hvor alle ikke-­hvide var blevet opfordret til at blive hjemme fra arbejde. Denne strejkedemonstration blev vellykket mange steder i landet. Den blev fulgt op nøjagtigt to ar senere med en storstilet “Defiance Campaign”, som med stor dygtighed blev ledet af Nelson Mandela. Denne kampagne, hvor landets ikke‑hvide befolkning viste regeringen deres trods, førte til anholdelse af adskillige tusinde sorte, farvede og indere. ANCs medlemstal steg på kort tid til 100.000.

Blandt de anholdte var Nelson Mandela og Walter Sisulu, som fik betingede fæng­selsstraffe. I december 1952 blev Albert Luthuli valgt til formand for ANC med Nelson Mandela som næstformand. I juli 1955 samledes 3.000 delegerede fra en række organisationer til et møde i byen Kliptown uden for Johannesburg, Congress of the People, Folkets Kongres. Her blev Freedom Char­ter, Frihedserklæringen vedtaget. I de enkelte bestemmelser fremhæves en række demokratiske principper, herunder respekten for menneskerettigheder og retssikker­hed. Der fandt en masse arrestationer sted efter kongressen. Gennem politiets husundersøgelser tilvejebragtes dokumenter og tekster, der udgjorde grundlaget for en retssag, som politiet nu ville føre mod de mange systemkri­tikere. Om morgenen den 5. december 1956 slog politiet til og anholdt ialt 156 personer, som blev anklaget for højforræderi. De anklagede omfattede 105 sorte, heriblandt Albert Luthuli, Nelson Mandela, Walter Sisulu og Oliver Tambo, samt 23 hvide, inkl. kommunisten Joe Slovo, hans kone Ruth First og Helen Joseph. Denne retssag, som fik navnet “Treason Trial”, kom til at vare i over 5 år indtil 1961. Alle de ankla­gede blev frifundet af Sydafrikas Højesteret. ANCs formand, Albert Luthuli, fik Nobels Fredspris for 1960 for sin ikke-voldelige modstand mod apartheid­politikken.

I 1959 fandt en splittelse sted inden for ANC. En række medlemmer, med Robert Sobukwe i spidsen, fandt under indtryk af andre 1øsrivelsesledere i Af­rika, især Ghanas Nkrumah, at de sorte i Sydafrika skulle lægge vægten på det afrikanske element i modstanden mod Nationalistregeringen i Pretoria. De dannede bevægelsen “Pan Africanist Congress”, PAC, som tillige ønske­de at anvende mere militante midler end ANC.

 

Sharpevillemassakren

Det blev begivenhederne i Sharpeville i 1960, der for alvor fik verdensopinio­nen til at tage afstand fra apartheidstyret i Sydafrika. PAC havde organiseret en kampagne mod de forhadte paslove. Den 21. marts samledes mange PAC-­demonstranter i forskellige sorte byområder, heriblandt ca. 5.000 i Sharpeville uden for Johannesburg. I et vildt skyderi blev 69 sorte demonstranter dræbt og 186 så­ret. Samme dag fandt en tilsvarende episode sted i Langa, en forstad til Cape Town. Drabene i Sharpeville og i Langa re­sulterede i en fordømmelse fra FNs Sikkerhedsråd mod styret i Sydafrika. Regeringen indførte undtagelsestilstand. Albert Luthuli, ANCs præsident, brændte sit pas sammen med titusinder af sorte. Både ANC og PAC blev forbudt. Over 18.000 sorte blev arresteret. Oliver Tambo oprettede ANC‑hovedkvarter i London og i Dar es Salam i Tanzania. PAC oprettede sit hovedkvarter i Lesothos hovedstad, Maseru. Mange veluddannede sydafrikanere besluttede at forlade landet. De sydafri­kanske valuta‑ og guldreserver halveredes i løbet af kort tid. PAC oprettede en militærafdeling, “Poqo”.

Mandela gik under jorden. På en “All In African Conference” i Pieterma­ritzburg i Natal i marts 1961 med deltagelse af 1.400 repræsentanter for sorte, farvede, indere og hvide, besluttedes det, at Mandela skulle lede et Nationalt Aktionsråd, som skulle anmode regeringen om at indkalde til et National­konvent. Såfremt et sådant konvent ikke blev sammenkaldt, ville der blive gennemført landsomfattende bliv hjem­me-aktioner i tidsrummet 29.‑31. Maj. Dagene op mod den varslede aktion blev tusinder af sorte an­holdt. Aktionen blev gennemført. Hundredtusinder sorte, indiske og farvede ar­bejdere blev hjemme fra arbejde.

 

Adskilt udvikling (1961‑1974). Nationalistpartiet styrkes

Ved parlamentsvalget i oktober 1961 gik Nationalistpartiet 2 mandater frem til 105, mens United Party fik 49, en nedgang på 4 mandater. Det nye Progres­sive Party, der gik klart imod regeringens apartheidpolitik, fik ét mandat, som tilfaldt Helen Suzman. Ved valget i 1966 fik NP 126 af parlamentets 166 pladser. For 6. gang i træk tabte United Party terræn og endte helt nede på 39 mandater. Helen Suzman fortsatte som eneste repræ­sentant for Progressive Party.

I september 1966 blev premierminister Verwoerd dolket ihjel i parlamentet af en sindsforvirret hvid mand. Han afløstes af den hidtidige justitsminister Balthasar Johannes Vorster. Dele af Verwoerds koncept for en ny definition af apartheid politikken, Separate Development, førte til utilfredshed på Nationalistpartiets højrefløj. De såkaldte “verkrampte”, de forstokkede, ønskede en tilbagevenden til tidligere tiders apartheid, mens de “verligte”, de oplyste, var rede til at foretage visse tilpas­ninger i apartheidfilosofien.  De “verkrampte” oprettede i 1969 et nyt parti, Herstigte Nasionale Party, HNP (det genoprettede nationale parti). Denne indre splid blandt afrikaanerne fik konsekvenser for parlamentsvalget i 1970. United Party gik lidt frem, mens Nationalistpartiet gik lidt tilbage. Det nye HNP fik 3.5 % af stemmerne, men kom ikke ind i parlamentet. Vorsterregeringen fortsatte. Ved valget i 1974 fik NP 120, UP 44, mens PP gik frem fra 1 til 7 mandater. HNP kom stadig ikke ind i parlamentet.

Helen Suzman sloges som medlem af det sydafrikanske parlament i årene 1953 til 1989 imod apartheid. I 13 år var hun PPs eneste repræsentant i parlamentet. Det er karakteristisk for den indenrigspolitiske udvikling i disse år, at den engelsktalende befolkningsdel, som udgjorde ca. 40 % af de hvide sydafrikanere, nok var imod apartheidregimet, men at man ikke for alvor tog egentlige initiativer til at fremsætte alternative samfundsmodeller.

 

Oprettelsen af hjemlande

Fra begyndelsen af 1960'erne skiftede apartheidpolitikken altså karakter. En af ideerne med den nye politik var at give afrikanerne en grad af selvstyre inden for “homelands” også kaldet “bantustans”.

Som det første fik Transkei, xhosaernes hovedterritorium, selvstyre i 1963. Men det blev dog så som så med folkestyret i det nye hjemland. Af de 109 pladser i Transkeis parlament kunne Pretoria besætte de 64. Til trods for at et flertal af Transkeis vælgere stemte på Victor Poto, som var imod hele bantustanpolitikken, valgte Transkeis parlament Kaiser Matanzima, som støttedes af Pretoriaregeringen, til premierminister for Transkei.

I de følgende år oprettedes yderligere en række hjemlande, således at det samlede antal kom op på 10. Over halvdelen af Sydafrikas sorte befolkning kom i princippet til at høre hjemme i disse 10 hjemlande. Det mest folkerige blev KwaZulu, som var placeret i den del af Natal, der tidligere hed Zululand. KwaZulu var hjemland for over 4 millioner zuluer, der lededes af Chief Gatsha Buthelezi, men i geografisk henseende udgjorde KwaZulu ikke et sammenhængende område. Oprindeligt var det splittet op på 188 forskellige landområder, senere bragt ned til 10.

Verwoerd selv troede nok selv på, at etableringen af disse bantustans ville medvirke til at skabe en varig løsning. Hans efterfølger i embedet, Vorster, havde næppe samme overbevisning. For de fleste afrikaanere var bantustanpolitikken en praktisk løsning, der kunne medvirke til at cementere afrikaanernes magtposition i Sydafrika og give de hvide sydafrikanere en billig arbejdsreserve.

Verwoerds nye politik førte til store omflytninger. Mellem 1960 og 1972 blev mere en 1 million sorte tvangsforflyttet, herunder mange gamle, som ikke længere kunne bruges for på arbejdsmarkedet i de store byer.

Samtidig med disse store omvæltninger skærpedes politiets optræden over­for alle kritikere af systemet. Fra 1962 kunne politiet horde en mand anholdt i 12 dage uden at han skulle se en dommer. I 1963 udvidedes denne periode til 90 dage. To år efter blev perioden udstrakt til 180 dage, og fra og med 1967, efter at Vorster var kommet til magten, kunne politiet helt und­lade at fremstille anholdte personer for en dommer. Det berygtede sydafri­kanske sikkerhedspoliti, der fra 1968 fik navnet BOSS, (Bureau of State Se­curity), anvendte i stigende grad tortur og mange af de an­holdte forsvandt eller døde i fængslet.

 

Væbnet kamp

Rivonia ved Johannesburg blev hovedkvarter for ANCs militære afdeling, “Umkhonto we Sizwe”, (Nationens Spyd), til daglig kaldet Umkhonto, eller blot MK. Flere strategiske muligheder kunne være til stede: sabotage, guerilla­krig, terrorisme og åben revolution.

I Rivonia enedes man om, at man nu ville gå over til at udøve sabotage. En sådan strategi kunne medvirke til at politisere den sorte befolkning, uden at det skulle koste menneskeliv. I december 1961 blev en række symbolske mål, højspændingsmaster i nærheden af Johannesburg, Port Elizabeth og Dur­ban, sprængt i luften.

I august 1962 blev Mandela standset af politiet og fængslet. I 17 måneder havde Mandela været på fri fod, men nu stod han tiltalt for at ha­ve opfordret til strejker i maj 1961 og for ulovligt at have forladt Sydafrika for at organisere eksilmodstanden. Han blev i no­vember 1962 kendt skyldig i begge anklager og idømt 5 års fængsel. Dagen in­den vedtog FNs generalforsamling for første gang en resoluti­on, der anbefalede sanktioner mod Sydafrika. Mandela blev overført til det berygtede fængsel på Robben Island i bugten ud for Cape Town.

Det Lykkedes sikkerhedspolitiet at finde frem til gården i Rivonia, hvorefter en række Umkhontomedlemmer, såvel hvide som sorte, heriblandt Walter Sisulu og Govan Mbeki, blev anholdt. Mandela var også blandt de anklagede i Rivoniasagen. Mandelas omfattende og velformulerede indlæg under Rivoniasagen ud­gør et vigtigt kildemateriale til forståelsen af de reaktioner fra de sorte sydaf­rikaneres side. Hans hovedargument var. at det var den hvide vold, der nu havde frembragt den sorte vold. Det hvide styres politik havde ført til fattigdom og manglende menneskelig værdighed for de sorte. Mandela havde altid kæmpet for et de­mokratisk og frit samfund, hvor alle kunne leve sammen i harmoni og med li­ge muligheder. Det var dette ideal, som han levede for og håbede at gennem­føre. Men hvis det blev nødvendigt, var hen rede til at dø for dette ideal.

Rivoniasagen afsluttedes i juni 1964. Dommeren fandt Nelson Mandela og de andre anklagede skyldige i højforræ­deri. Han undlod at anvende den hårdeste straf, dødsstraffen, men gav i ste­det alle de anklagede fængsel på livstid. Ved dommens afsigelse udsendte den tidligere ANC‑leder, Albert Luthuli en erklæring, hvori han gav en begrundelse for, hvorfor det nu forbudte ANC, efter 50 års ikke‑voldelige metoder, følte sig tvunget til gå over til at an­vende voldelige midler. Luthuli appellerede især til USA og Storbritannien om at tage skridt til at gennemføre en omfattende sanktions­politik mod Sydafrika.

 

Modsætningerne øges (1974‑1984), Selvstændige hjemlande

Som følge af revolutionen i Portugal i 1974 ændredes de politiske systemer i Sydafrikas nabolande Mozambique og Angola, der blev selvstændige i 1975. I 1980 blev også Sydrhodesia selvstændigt som Zimbabwe. Sydafrika stod nu over for en frontline med nye og gamle sorte nabolande mod nord.

Planen med at give de ti hjemlande selvstyre var kun den første etape. Ved at gå videre og give hjemlandene en egentlig selvstændighed, kunne Sydafrika sikre sig, at en stor del af den sorte befolkning blev statsborgere i “andre” lan­de. Dermed ville antallet at sorte statsborgere i Sydafrika falde tilsvarende og alle “fremmede” arbejdstagere kunne altid sendes hjem til deres egne lande, når der ikke var arbejde at få i det “hvide” Sydafrika og i oktober 1974 blev Transkei som det første hjemland gjort selvstændigt.

Den sydafrikanske regering anførte overfor udlandet, at Transkei med over 2 millioner indbyggere havde et større befolkningstal end lande som Luxembourg. Nelson Mandela fik tilbudt at få afkortet sin fængselsstraf, hvis han ville “anerkende” et uafhængigt Transkei og slå sig ned her.

I 1977 blev Bophuthatswana, som grænser op til Botswana, erklæret selvstændigt. I 1979 og 1981 blev også Venda og Ciskei erklæret uafhængige. Efter planen skulle de resterende seks hjemlande følge med i løbet af de kommende år, begyndende med KwaNdebele i 1986. Men denne politik er ikke blevet gennemført. Blandt andre Buthelezi modsatte sig, at hans hjemland KwaZulu skulle gøres helt uafhængigt.

 

Sort bevidsthed og Sowetoopstanden

Under betegnelsen “Black People's Convention” opstod der i 1972 en bevægelse, som gik ud på at forene de sorte sydafrikanere. Begrebet “Black Consciousness”, sort bevidsthed, blev bevægelsens betegnelse og hovedtema. De sorte måtte holde op med blot at finde sig i de hvides undertrykkelse og de måtte selv arbejde sig ud af den elendighed, de var blevet bragt i. Bevægelsen fik især tilslutning blandt de unge på de sorte universiteter, men blev kritiseret af ANC for at lægge for ensidig vægt på spørgsmålet om race og afrikansk identitet. Allerede i 1973 blev bevægelsen forbudt af de sydafrikanske myndigheder og flere af lederne fængslet. Den mest kendte Black Consciousness leder, Steve Biko, døde under politiforhør i 1977.

“Black Consciousness” var en af hovedkræfterne bag den utilfredshed blandt sorte skoleelever, som satte ind i 1976, da afrikaanerregeringen besluttede, at boernes gamle sprog afrikaans skulle indføres som undervisningssprog i de sortes skoler, således at engelsk og afrikaans blev ligestillet. Afrikaans opfattedes af de sorte som undertrykkernes sprog og med denne nye ordning blev skoleelevernes had rettet mod hele bantuundervisningssystemet.

Den 16. juni 1976 demonstrerede en stor mængde skoleelever i Soweto mod den nye ordning. Politiet skød ind i mængden og dræbte to skolebørn og sårede mange. Uroligheder brød ud i alt 661 mennesker blev dræbt idet efterfølgende oprør. Flere tusinde unge flygtede ud af landet og meldte sig til ANCs militærlejre.

 

P.W. Bothas fortid som forsvarsminister kom i høj grad til at præge hans tid som regeringschef. I løbet af de følgende år fik militæret og hele sikkerheds­apparatet en meget vigtig stilling i udformningen af Sydafrikas sikkerheds­politik, som under P.W. Bothas ledelse blev fastlagt i statens sikkerhedsråd, SSC. Som forsvarsminister udpegede Botha general Magnus Malan, der gik stærkt ind for militære løsninger i forhold de omkringliggende nabostater. Forsvarsbudgettet steg fra 44 mio. Rand i 1960 til 6,7 mia. Rand i 1987.

I 1982 lancerede premierminister Botha nogle politiske reformplaner. Denne åbning overfor ikke‑hvide be­folkningsgrupper vakte imidlertid stærk utilfredshed på Nationalistpartiets højrefløj. Botha stod i spidsen for de “verligte”, der indså, at visse reformer måtte gennemføres. Heroverfor stod de “verkrampte”, som ikke var rede til at gøre indrømmelser. Ialt 17 af medlemmerne på højrefløjen forlod NP og dannede, under ledelse af  Andries Treurnicht, et nyt parti, “The Conservative Party”, CP, som straks fik fuld tilslutning af  Mulders parti, NCP. Ved et suppleringsvalg i 1984 øgedes CPs mandattal til 18. Samme år gik tre medlemmer af NRP over til NP, mens HNP ved et suppleringsvalg i 1985 år fik sit første medlem af parlamentet. Disse bevægelser viste klare tendenser til en højredrejning i den hvide vælgermasse.

 

Bothas forfatningsreformer

Botha var ved sin tiltrædelse i 1978 på det rene med, at der måtte ske ændringer i Sydafrikas politiske system, såfremt man skulle standse den bølge af vold, der hærgede landet. Apartheidpolitikken og det hvide her­redømme måtte ifølge Botha “tilpasse sig eller dø”.

Hvad angår de sorte sydafrikanere, måtte de hvide acceptere, at hjemlande­ne ikke kunne rumme alle afrikanere og at der måtte gives mulighed for, at de sorte kunne bo permanent i sorte byområder. Det var og­så i det hvide erhvervslivs interesse, at den sorte arbejdskraft var ved hånden og ikke alle endte ude i hjemlandene..

 

Mens Botha således fortsat udelukkede sort politik indflydelse på den sydaf­rikanske lovgivningsmagt på lands‑ og provinsplan, var han mindre katego­risk over for de farvede og inderne. Republikkens hidtidige hvide tokammerparlament i Cape Town, skulle nu afløses af et trekammerparlament, bestående af et “House of Assembly” valgt af hvide vælgere, et “House of Representatives” med farvede medlemmer og et “House of Delegates” med indiske medlemmer. Fælles anliggender skulle be­handles i alle tre kamre, især i fortrolige fællesudvalg. Udtrykket “konsensuspolitik” blev moderne.

Regeringsmagten skulle som noget nyt koncentreres hos statspræsidenten, der skulle væl­ges af et valgkollegium, bestående af medlemmer fra de tre kamre, men med et hvidt flertal. Statspræ­sidenten skulle bade være statsoverhoved og regeringschef, og skulle i tilfæl­de af uenighed mellem de tre kamre i fælles anliggender have det afgørende ord i “Præsidentens Råd”.

Regeringen lagde forfatningslovforslaget ud til folkeafstemning den 2. no­vember 1983. Debatten op til afstemningen førte til store demonstrationer inden for samtlige befolkningsgrupper i landet. Blandt de hvide stødte forslaget på modstand såvel hos de liberale engelsk­talende som hos de højreorienterede afrikaanere.

Det Progressive Federale Parti, PFP, befandt sig i et dilemma. Partiet havde i årevis krævet større ikke‑hvid deltagelse i lovgivningsprocessen. Nationali­sternes forslag indeholdt rent faktisk en sådan åbning, som givetvis ville ap­pellere til mange af de engelsktalende vælgere. På den anden side var den to­tale udelukkelse af den sorte befolkningsgruppe en så afgørende mangel, at PPs leder,  Frederik van Zyl Slabbert, anbefalede at stemme nej til for­fatningsreformen.

På højrefløjen kaldte  Treurnichts konservative parti, CP, forfatnings­reformen for “politisk selvmord” for de hvide. De konservative afrikaanere betragtede reformer som begyndelsen på enden af de hvides mangeårige overherredømme.

På et møde i Eshowe i Natalprovinsen i januar 1983 traf de farvedes “La­bour Party” beslutning om at støtte reformforslaget som et første skridt i en lang demokratiseringsproces.

 

Mange farvede, der gik imod reformforslaget. Deres talerør blev i første række den unge farvede præst,  Allan Boesak, som var blevet formand for World Alliance of Reformed Churches. Boesak var en af ho­vedkræfterne bag organisationen United Democratic Front, UDF, som opret­tedes i august 1983 på et kæmpemøde i Mitchell Plains uden for Cape Town. Mere end 10.000 mennesker deltog i dette møde, hvor UDF blev oprettet som en paraply‑ organisation for over 600 foreninger og organisationer, som dan­nede en fælles front imod de nye reformer. UDF omfattede foreninger med medlemmer fra alle racer og fra alle klasser og kom dermed til at fremstå som politik talerør for hele det Sydafrika, som ikke kunne støtte nationalisternes fortsatte apartheidpolitik. UDF opfattede ikke sig selv som et politik parti og ønskede heller ikke at konkurrere med det forbudte ANC. UDF tilsluttede sig ANCs frihedscharter fra 1955 og mange af ANCs sympatisører deltog i UDFs møder og kampagner.

 

Ved folkeafstemningen blandt de hvide vælgere i november 1983 stemte to tredjedele af vælgerne for forfatningsforslaget (1,4 mill. vælgere), mens en tredjedel (0,7 mill. vælgere) stemte imod. Stemmeprocenten var 76%. Kun i det nordlige Transvaal, afrikaanernes højborg, var der flere nej‑ end ja‑stemmer­, men I hele landet blev nej‑stemmerne leveret af de utilfredse PFP‑tilhængere på den ene side og de højreorienterede nationalister på den anden side. Men 40% af de engelsktalendes stemmer var positive.

Folkeafstemningen blev en politik sejr for Botha. Valg fandt sted i august 1984. Månederne inden var præ­get af vold og uro, hvor UDF‑tilhængerne gik kraftigt til orde imod forfat­ningsreformen. Valgresultatet viste, at UDFs kampagne havde virket. Kun 18,2 % af de farvede vælgere og 16,6% af de indiske vælgere deltog i valget.

September måned var præget af nye uroligheder. Ofte sorte mod sorte. Bit­terheden mod det nye system var stor i de sorte byområder, vendt mod de af regeringen udpegede byrådsmedlemmer, som blev beskyldt for at samarbejde med Pretoria. Hæren blev sat ind. Mange blev skudt og de store massebegravelser udviklede sig til politiske manifestationer.

 

Grebet strammes (1984‑1989), Rubiconreformer

Som præsident og regeringschef  med en stærk hær og politistyrke sad Botha nu med alle tøjlerne i sin hånd. Men de hvide vælgere var splittede.

De liberale engelsktalende var kørt ud på et sidespor Mange forlod landet. Og mange afrikaanere på højrefløjen var på vej over i Treurnichts konservative lejr. Også Eugene Terre Blanches fascistiske modstandsbevægelse “Afrikanerweerstandsbeveging”, AWB, der med et trestjernet hagekors som samlingsmærke spillede på velkendte racistiske temaer, fik øget medlemstilgang.

De ikke‑hvides situation var til dels også præget af splittelse bl.a. mellem UDF, der gik klart imod regeringens apartheidpolitik og som støttede kravet om sanktioner udefra og zuluernes Inkatha-bevægelse, som retorisk gik imod såvel anvendelsen af voldelige midler mod apartheidsystemet som internationale sanktioner mod Sydafrika.

Den voldsomme spænding førte til uroligheder i Uitenhagen uden for Port Elizabeth på Sharpevilledagen, den 21. marts l985, hvor 21 sorte blev skudt af politiet. Efterhånden som volden tog til besluttede Bothas regering i juli måned at indføre undtagelsestilstand i 36 distrikter. Over 1500 mennesker blev anholdt i løbet af få uger og mange blev dræbt. I sommeren 1985 var verdens øjne atter rettet kritik mod Sydafrika. FNs Sikkerhedsråd fordømte Sydafrikas racepolitik og vedtog en opfordring, udarbejdet af Frankrig og Danmark, til en række konkrete sanktioner mod Sydafrika.

 

Botha var klar over, at der måtte nye signaler til fra sydafrikansk side, såfremt verdensopinionens pres skulle mindskes. På Nationalistpartiets årskongres i Durban talte Botha om at gå over Rubicon. Men Botha understregede, at Sydafrika ville blive styret af sydafrikanere, som ikke ville lade sig påvirke af pres ude fra. Den mærkbare højredrejning blandt afrikaanervælgerne havde tilsyneladende fået Botha til at holde igen på re­formpolitikken.

Udlandets reaktioner udeblev ikke. EFs uden­rigsministre gennemførte i september 1985 en række sanktioner mod Sydafri­ka. Også i Sydafrika førte Bothas tøven til reaktioner blandt reformtilhængere. En række fremtrædende engelsktalende forretningsmænd i september 1985 tog over grænsen til Zambia for at mødes med ANCs ledere til en dialog med Oliver Tambo og andre ANC‑ledere om de økonomiske vilkår for forretningslivet i et postapartheid‑Sydafri­ka.

I november 1985 dannedes en ny magtfuld sammenslutning af fagforeninger, “Con­gress of South African Trade Unions” til daglig kaldet COSATU.

I februar 1986 besluttede lederen af PFP, det progressive oppositionsparti, van Zyl Slabbert at forlade partiet. I stedet oprettede han “Institute for a De­mocratic Alternative in South Africa”, IDASA, som skulle være et forum for en dialog mellem hvide og sorte sydafrikanere.

Præsident Botha ophævede undtagelsestilstanden i marts 1986. Kort tid ef­ter modtog Sydafrika et besøg af den såkaldte EPG‑gruppe bestående af syv “eminente personer” nedsat på de 49 Common­wealthlandes topmøde i oktober 1985. EPG‑gruppen fungerede i maj 1986 som en mæglingsinstans mellem ANC og den sydafrikanske regering i Pretoria. Men atter fik Pre­toria kolde fødder. Endnu mens EPG‑gruppen endnu opholdt sig i Sydafrika, lod regeringen sydafrikanske militærstyrker foretage angreb mod ANC‑baser ind i nabolandene, Zimbabwe, Zambia og Botswana.

De mere højreorienterede ministre lagde vægt på at bevare Nationalist­partiet intakt. Frem for at tabe den politiske magt til de stærke kræfter på afrikaanerhøjrefløjen, ønskede disse ministre, støttet af militæret, at stram­me grebet og med hård hånd tilvejebringe den ro og orden..

 

I juni 1986 indførtes atter undtagelsestilstand, denne gang i hele landet, efterfulgt af massearrestationer, indgreb i nyheds­dækningen samt indsættelse af militæret i mange af de sorte byområder. Antallet af internerede nu kom op på over 20.000.

Udlandets reaktioner udeblev ikke. Som det første vestlige land vedtog Danmark den 15. juni 1986 en lov om total handelsboy­kot mod Sydafrika. En tilsvarende lovgivning blev efterfølgende vedtaget af de øvrige nordiske lande.

Commonwealthlandene vedtog i august måned en række sanktioner, efterfulgt af nye sanktioner vedtaget af EF‑landene i september og af USA i oktober 1986. Sydafrika havde nu for alvor forskanset sig i en vognborg mod resten af det internationale samfund.

 

Hvid højredrejning

Parlamentsvalget i maj 1987 viste, at Botharegeringens skærpede kurs fandt støtte hos størstedelen af de hvide vælgere. Nationalisterne gik frem fra 115 til 123 mandater. Størst fremgang fik imidlertid Treurnichts konservative parti, CP, der for første gang stillede op til parlamentsvalg på landsplan. CP fik 28% af alle stemmerne og ialt 22 mandater. HNP tabte sit eneste mandat. Val­get viste, at 82% af de stemmeafgivende hvide vælgere stemte på de tre parti­er, der normals associeres med afrikaanerbefolkningen.

Mange engelsktalende stemte denne gang på Nationalistpartiets kandi­dater. PFP gik tilbage fra 26 til 19 mandater, mens NRP gik fra 5 ned til 1. PFPs tilbagegang indebar, at det konservative parti nu overtog den vigtige rolle som det største oppositi­onsparti.

undtagelsestilstanden havde lagt en væsentlig dæmper på de informatio­ner, der gik til udlandet. Den blev forlænget i juni 1987 og efterfulgt af en yderligere stramning af pressecensuren i august 1987. Men de voldsomme uroligheder dominerede stadig den hjemlige scene. Ikke mindst sammenstø­dene mellem tilhængere af UDF og COSATU på den ene side og medlemmer af Inkathabevægelsen på den anden side, der havde ført til adskillige hun­drede dræbte, hvor Pretoriaregeringen søgte at udnytte de voldsomme sammenstød til at understrege, at de voldelige uroligheder i Sydafrika skyldtes uenigheden mellem de sorte.

Så sent som d. 24. februar 1988 strammedes grebet atter. Ialt 17 anti­apartheidorganisationer, heriblandt UDF og en række “Black Conscious­ness”-organisationer, blev pålagt forbud mod at udføre politik virksomhed. Hertil kom fagforeningen COSATU, der da talte over 700.000 medlemmer, som blev pålagt fremover alene at udøve ikke‑politisk fagforeningsvirksom­hed. UDF og de andre organisationer måtte for fremtiden alene udføre admi­nistrative opgaver. Endvidere blev ialt 18 fremtrædende apartheidmod­standere givet forbud mod at deltage i politik virksomhed, (“restricted”).

 

Blandt de ikke‑ramte organisationer var Inkathabevægelsen, IDASA samt de kirkelige organisationer.

Den 29. februar 1988 gik en række kirkeledere i spidsen for en demonstrati­on i Cape Town til det sydafrikanske parlaments bygning for at aflevere en protestnote. Efter disse demonstrationer dannede kirkelederne en “Komite til forsvar af Demokratiet”, (Committee for the Defence of Democracy, CDD), med hen­blik på at samle antiapartheidkræfterne under et nyt navn. Men regeringen svarede hurtigt igen med at sætte den nyoprettede komite på listen over for­budte organisationer. I løbet af 1988 blev endnu en række organisationer for­budt, heriblandt flere studenterorganisationer. Det samlede antal af organi­sationer, der blev forbudt i 1988 kom op på 31.

I foråret 1988 fremlagde regeringen et lovforslag, der forbyder enhver fi­nansiel støtte fra udlandet til sydafrikanske organisationer og personer, der driver politik virksomhed eller udfører sådanne aktiviteter, som skønnes at true opretholdelse af lov og orden, eller som ken forsinke ophævelsen af undtagelsestilstanden.

 

Protestaktioner og nye regeringsindgreb

I 1985 var alle de vigtigste sorte ledere fængslet, “banned” eller på anden måde fjernet fra det politiske liv. ANC og PAC var forbudt, og det var forbudt at støtte parolen om væbnet kamp. Det var også forbudt at udtale sig til fordel for sanktioner. Drab på ANC‑folk og ‑sympatisører fandt sted uden for Sydafrikas egne grænser. ANC‑repræsentanten Joe Gqabi i Harare blev i 1981 dræbt af en bombe, der var anbragt i hans bil. I 1984 blev den hvide ANC‑medarbejder Ruth First dræbt af en brevbombe i Maputo i Mozambique. To gange i foråret 1988 udsattes lederen af ANCs kontor i Bruxelles for attentatforsøg. Og om morgenen den 29. marts 1988 blev ANCs repræsentant i Paris, Dulcie September, skudt ned. I marts 1988 angreb sydafrikanske sikkerhedsfolk et hus i en forstad til Bot­swanas hovedstad, Gaborone, hvor fire personer blev dræbt. Den 7. april 1988 blev den hvide syd­afrikanske advokat og medlem af ANC, Albie Sachs, alvorligt kvæstet, da en bombe eksploderede i hans bil i Maputo. Den hvide borgerrettig­hedsforkæmper og universitetsprofessor, David Webster, blev skudt ned uden for sit hjem i maj 1989.

 

Store bliv hjemme‑aktioner blev atter benyttet som protestmiddel. Den 21. marts 1988, års­dagen for drabene i Sharpeville i 1960 og i Uitenhagen i 1985, gennemførtes en landsomfattende bliv hjemme‑aktion, som især fik stor tilslutning i Jo­hannesburg og Pretoria.

Som protest mod undtagelsestilstanden, der indførtes den 12. juni 1986, og mod et forslag til en ny restriktiv arbejdsmarkedslov, opfordrede COSATU til en storstilet bliv hjemme kampagne i dagene 10.‑12. juni 1988. Strejken blev gennemført af op mod 3 millioner sorte arbejdere. Men regeringen i Pre­toria svarede igen med atter at forlænge undtagelsestilstanden og samtidig indføre en række yderligere skærpelser. Få dage efter, den 16. juni, 12‑års­dagen for Sowetoopstanden, gennemførtes endnu en landsomfattende strej­keaktion. Denne protestform var den eneste, som regeringen ikke kunne forhind­re.

Selv om UDF og Inkatha i september 1988 indgik en fredsaftale, var især Natal skueplads for ukontrollable voldelige opgør mellem for­skellige sorte grupper. Flere tusinde blev dræbt i løbet af 1988/89.

 

Den 26. oktober 1988 afholdtes lokalvalg i hele Sydafrika. Der var tale om fire befolkningsgrupper, som i overensstemmelse med apartheidpolitikkens grundprincipper skulle afgive stemme til hver deres by­ og kommunalråd. Desmond Tutu kaldte lokalvalgene et “skoleeksempel på apartheid”, og opfordrede de sorte vælgere til at boykotte valget, til trods for at sådanne opfordringer kunne give op til 10 års fængsel.

Uden for storbyerne, især i Transvaal og i Orange Fristaten, opnåede CP flertal i 90 kommuner. I Transvaal, hvor halvdelen af Sydafrikas befolkning bor i dag, overtog CP styret i 63 ud af 84 kommunalbestyrelser. CP fik på landsplan til­slutning af 34% af de hvide vælgere mod 28% ved parlamentsvalget i 1987. Der var således tale om en mærkbar fremgang for  Treurnichts konserva­tive parti.

Hvad angår valgene til de sorte byråd, var det især valgdeltagelsen, interes­sen samlede sig om. Ca. 400.000 af disse afgav stemmer ved lokalvalgene, hvilket giver en valgdeltagelse på ca. 17%. Andre pegede imidlertid på, at de 400.000 afgivne stemmer skal sam­menholdes med antallet af voksne sorte indbyggere i hele Sydafrika, som var ialt ca. 17 millioner. Set i denne sammenhæng var stemmeprocenten for de sorte helt nede på 2,4%. Kun 11% af de registrerede vælgere i Soweto afgav deres stemme, svarende til 2,8% af samtlige voksne indbyggere i Soweto.

Valgdeltagelsen til de farvede og de indiske kommunalbestyrelser var ca. 20% og 30%.

CPs fremgang ved lokalvalgene gav sig allerede i november 1988 udslag i, at flere kommuner i Transvaal med CP‑flertal besluttede at genindføre den gamle form for apartheid, den såkaldte “petty apartheid”.

 

Lov og orden

Udviklingen i 1988‑89 var præget af lovforslag, magtudøvelse og domstolsafgørelser, der understregede kontinuiteten i Botharegeringens apartheidpolitik, og som til stadighed lagde vægt på opretholdelse af lov og orden. ANCs parole om at gøre landet “uregerligt” bidragede til en skærpelse af konfrontationen med ordensmagten sammen med den fortsatte undtagelsestilstand. I juli måned 1988 fremlagde regeringen tre lovforslag, der skulle udbygge Group Areas systemet. Landets største søndagsavis, Sunday Times, udtalte, at lovforslagene var som hentet ud af den mørkeste apartheidmiddelalder.

 

I 10‑årsperioden 1978‑1987 blev 1.593 mennesker dømt til døden. Heraf var 9 hvide. Det antages, at der i 1987 blev henrettet ialt 164 personer.

Blandt de seneste retssager, som her påkaldte sig international opmærk­somhed, hører sagen om “the Sharpeville Six”. De blev i december 1985 dømt til døden for at have haft “common purpose”, dvs. fælles hensigt, uden at det blev statueret, at de hav­de deltaget i selve mordhandlingen. På grund af den udbredte modstand var Botha nødt til at benåde de dødsdømte.

I Delmassagen blev 22 ledende per­soner inden for UDF anklaget for at have støttet det forbudte ANCs revoluti­onære politik og opildnet til anvendelse af vold. Efter tre års retssag blev de fleste frifundet. Syv blev dømt for ter­rorisme. UDFs generalsekretær, Patrick Lekota, fik 12 års fængsel. Under Delmasretssagen blev Nadine Gordimer ført som vidne. Hun overraskede ved udtale, at regeringens uforsonlighed havde betydet, at tiden var inde til en eller anden form for militær aktion mod apartheid.

Domstolene spillede også en rolle i spørgsmålet om de unge sydafrikane­res værnepligt. SADFs engagement som politiets forlængede arm i de sorte byområder, SADFs krigsførelse mod SWAPO i Namibia, der ofte her ført til militære aktioner i det sydlige Angola, og SADFs deltagelse i aktioner mod ANC‑sympatisører i en række af Sydafrikas nabostater gjorde det sydafrikanske forsvar upo­pulært blandt et voksende antal hvide unge. I 1983 dannedes “End Conscription Campaign”, ECC, som gik ind for at oprette en nationaltjeneste, der skal udgøre et alternativ til den militære vær­nepligt. Mange blev fængslet.

 

Nelson Mandela

På Mandelas 70‑års fødselsdag den 18. juli 1988 afholdtes på Wembley­stadionet i London en gigantisk “Freedom at 70‑koncert". En af koncertens hovedarrangører, den hvide ærkebiskop, Trevor Huddleston, som deltog i 1955‑mødet i Kliptown, hvor ANC's frihedserklæring blev vedtaget var formand for den verdensomspændende “Anti‑Apartheid Movement”. I sin tale bebrejdede Huddleston den britiske regering for dens manglende af­standtagen fra systemet i Sydafrika.

Præsident Botha udtalte under en parlamentsdebat i januar 1985, at rege­ringen ville være rede til at overveje at løslade Mandela, hvis han betingelses­løst ville give afkald på vold som et politik middel.

 

Ny nationalistleder

Den 73‑årige P.W. Botha fik i januar 1989 et slagtilfælde. Han besluttede at afgive sin stilling som le­der af Nationalistpartiet. Ved et kampvalg inden for partiet vandt undervisningsminister og formand for Nationalistpartiet i Transvaal, Fre­derik Willem de Klerk, efter tre runder over finansminister Berend du Plessis med 69 stemmer mod 61. I de forudgående runder deltog også udenrigsmini­ster Roelof “Pik” Botha, forsvarsminister Magnus Malan og planlægnings­minister Chris Heunis.

Det skulle imidlertid hurtigt vise sig, at denne nye konstellation med adskil­lelse af præsident‑ og NP‑formandsposten ikke kunne fungere. NPs partiledelse og partigruppe i parlamentet vedtog i marts 1989 princippet om, at partiets formand også burde være indehaver af præsidentembedet. Botha sad først denne henstilling overhørig, men beslut­tede, at parlamentet skulle opløses i maj, og at parlamentsvalg og dermed valg af ny præsident skulle afholdes den 6. september 1989.

Nationalistpartiets valgmanifest indeholdt ikke afgørende nye elementer. De Klerk redegjorde for den politik, han ville føre de næste fem år som politisk leder for et “nyt Sydafrika”. Det grundlæg­gende princip måtte være de enkelte gruppers rettigheder. Disse grupper skul­le deles op efter kulturelle særpræg og ikke som hidtil efter race. Også de sorte sydafrikanere måtte indgå i den politiske beslutningsproces, men ingen af landets befolkningsgrupper måtte kunne dominere de andre.

Regeringsmedlem­merne bakkede alle op omkring den nye regeringschef, og i en tale i TV den 14. august, meddelte Botha, at han følte sig tilsidesat af sine ministre, og at han ikke havde noget andet valg end at gå af som landets statschef. De Klerk blev herefter indsat som fungerende statspræsident.

Mens de Klerk i tiden op til valget bestræbte sig på at forbedre Sy­dafrikas forhold til udlandet, var den indenrigspolitiske situation i stigende grad præget af uroligheder. Den 2. august iværksattes en storstilet ulydighed­skampagne af “the Mass Democratic Movement”, som var en uformel fælles­nævner for alle de forbudte antiapartheidbevægelser.

Ifølge undtagelsestilstandslovene var alle politiske demonstrationer i Sydaf­rika forbudt. En uge før valget besluttede regeringen at sætte politi ind mod demonstranterne. Med vandkanoner, tåregas, knipler og pisk gik politiet løs på apartheidmodstanderne, når de gik i demonstrationsoptog. Flere tusinde, heriblandt ærkebiskop Tutu og hans kone, Leah Tutu, samt pastor Frank Chi­kane, blev anholdt for kortere eller længere tidsrum. Blandt de anholdte var også 52 pressefolk, heraf mange udenlandske, som havde overtrådt forbudet mod at filme eller på anden måde berette om demonstrationerne og politi­ets aktioner. Under urolighederne i Cape Town og omegn blev op mod 25 mennesker dræbt på en enkelt dag.

MDMs kampagne kulminerede på valgdagen den 6. september med en ge­neralstrejke, hvor over 3 millioner sorte arbejdere undlod at møde op på deres arbejdsplads.

Ved valget til de hvides parlament fastholdt F.W. de Klerks National Part, sit parlamentariske flertal og dermed præsidentposten. Men nationalisterne måtte konstatere, at de ikke længere havde det absolutte flertal i vælgerkor­pset. De havde som ventet tabt stemmer både til de konservative på højrefløj­en og til demokraterne på venstrefløjen. Treurnichts Konservative Parti, CP, med 31,2% af de afgivne stemmer. Størst relative stemmefremgang fik det nye Democratic Party, hvis forgæn­gere, PFP og MDM, i 1987 fik 20 mandater og 14% af stemmerne. DP kunne nu tegne sig for 33 pladser og 20,5% af stemmerne.

Efter valget udtalte F.W. de Klerk, at valgresultatet havde gives ham et klart mandat til at gå videre med Nationalistpartiets reformpolitik. Reaktionerne udefra bekræftede generelt denne opfattelse, og hæftede sig ved, at 7 ud af 10 vælgere trods alt stemte på NP og DP, dvs. de to partier, der i mere eller mindre for­pligtende vendinger var fortalere for en nedbygning af apartheid­systemet og for ændringer i Sydafrikas politiske styreform. Andre her dog på­peget, at det kun var 2 ud af 10 vælgere, der stemte på DP, og som derfor går ind for et demokratisk system uden raceskel.

Efter septembervalget i 1989 stod Sydafrika over for en ny afgørende periode i landets historie.

 

Litteratur

Bramsen, Christopher Bo: Sydafrika. Kamp eller dialog?, Dansk Udenrigspolitisk Instituts Skrifter, nr. 15, Jurist- og økonomforbundets Forlag, København, 1989. Dette værk udgør hovedgrundlaget for ovenstående noter.

Davenport, T.R.H.: South Africa. A Modern History, London: Macmillan, 1978. Også 1991 og senere udg.

Gunnarsen, Gorm: Sydafrikas historie, Gyldendals undervisning, København: Gyldendal, 1996.

Thompson, Leonard M.: A History of South Africa, New Haven: Yale University Press, 1990. Også 1995.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 3.

 

I. Den liberale historiografi før 1965

 

Inspirationer fra Butler87 1.

Mange forfattere har set Sydafrikas historie som en lang opregning af kolonialistiske ero­bringer og vedvarende konflikter. Både historien og samtiden har lagt store byrder på skuldrene af alle sydafri­kan­ske historieskrivere i form af krav om deres aktive, ideologiske stillingtagen. I 1937 beskrev de Kiewiet, hvordan Sydafrikas fortid indvirkede på fremtiden: “...in what other region of the Empire has the past thrust itself so relent­lessly upon the future...”

Mange liberale akademikere har været stærkt engageret i de åben­lyse uret­færdigheder i deres umiddelbare omgivelser og har ofte skrevet, som om de ønskede en anderledes fortid, som en forudsætning for et oprigtigt reformarbejde. Denne vek­selvirk­ning mellem histo­risk virkelighed og historiografi har været et fremtrædende træk med betydningsfulde følger. Mange, både progressive hvide og militante sorte, er for­ståeligt nok skeptiske overfor liberal reformisme som handlingsplan for fremtiden i det ny Sydafrika og de har følgelig samtidig en kritisk holdning til dens kapacitet som sand­heds­skabende udgangspunkt for analyse af historien.

 

For at opbygge en kritisk forståelse af den liberale historiografi efter anden verdenskrig, er en vurdering af liberalismens skiftende, historiske indhold i sydafrikansk sammenhæng nødvendig.

En sådan vurdering bør også forholde sig kritisk til den teleologiske(formålsbestemte) måde, hvorpå mange senere radikale historikere, underforstået eller åbenlyst, foreskriver, hvad liberale histori­kere kunne eller burde have skrevet, uden forståelse for at disse som oftest blot udtrykte samtidens almindelige racefordomme. Nutidens manglende evne til at anerkende dette er tilsyneladen­de noget ahistorisk og kortsigtet. Hvis manifeste, radikale historikere kunne se deres forgængere i den historiske kontekst de arbejdede i, ville de nok også få en større forståelse af, hvorfor de liberale har forholdt sig så skep­tisk overfor al snak om national eller social revolution som et middel til at løse akutte sociale og etniske kriser og i stedet har satset på begrænsede reformer, fremtvunget af den økonomiske udvikling.

 

Det liberale synspunkt inde­holdt fra begyndelsen et almenmenneskeligt budskab, der rakte ud over sociale lag, etnisk tilhørsforhold, nationalitet og kultur, et budskab der var noget foruroligende for de fleste hvide sydafrikanere med deres lange historiske tradition for formaliserede eksklusivitets­opdelinger og privilegier. Budskabet var en opfordring til at deltage i en historisk foreningsproces.

Allerede ved indledningen til første verdenskrig var grundstenene ved at blive lagt til et li­beralt historiesyn, der forholdt sig afstandtagende overfor den frontiertradition G.M. Theal og sir George Cory havde stået fadder til. Som Christopher Saunders har påvist, havde liberale akademikere vendt sig mod rekonstruktionen af Sydafrikas fortid som en helt hvid, udskilt historie, der havde det formål at retfærdiggøre nutiden og legitimere en racedelt fremtid.

 “...historical and cultural realities are being persistently obscured and ignored.’’* De Kiewiet, C.W.: The Imperial Factor in South Africa: A Study in politics and econo­mics, Cambridge University Press, 1937, p. ix??

Disse liberale historikere påstod, at en korrekt rekonstrueret sydafrikansk historie ville vi­se, at der havde været og fremover ville være bedre mulige udviklingsveje.

 

 

Den tidlige liberale skole

Indtil et stykke op i 1920’erne var den karismatiske amatør­historiker George McCall The­als arbejde centralt for sydafri­kansk historieskriv­ning. Fra 1870’erne og mere end 30 år frem skrev han sin History of South Africa. Hans historie var det hvide Sydafrikas koloniale nationalis­me, den fremgangsrige kolonisering af det sydlige Afrika, som han gerne så fuldendt med en lykkelige forening af engelsktalende hvide og boere.

Selvom Theal beskæftigede sig mere med de sorte sydafrikanere end de fleste af hans efterfølgere indenfor den Settler Tradi­tion han stod fadder til, betragtede han de sorte som primiti­ve, be­sværlige og statiske i forhold til Sydafrikas civilisatoriske udvikling. Theals nationalromantiske arbejde etablerede adskillige yderst sejlivede myter i den historiogra­fiske tradition, her­under den opfattelse, at udbredelsen af den hvide bosættelse fra Cape-området og den sorte indvandring i landet fra nord var sket samtidig og at landets indre havde været folketomt da de hvide ankom hertil i 1830’erne. I hans senviktorianske opfat­telse var hvidt overher­redømme simpelthen en del af “the law of progress” og behøvede ingen yderligere forklaring.* Theals omfattende værk var først og fremmest en deskriptiv skildring af politiske begiven­heder ud fra et nationalromantisk historiesyn. Findes bedre udtryk*???

 

Macmillan og den sociale samvittighed

TIDLIG LIBERALISME saunders88b

Fra 1920’erne udvikledes en liberal historieforskning som reaktion på settlertraditionen. Macmillan var hovedkraften i denne ny skole af faguddannede historikere. Den ny skole afviste Theals prokolonialistiske holdning og den indforståede opfattelse af hvid overle­genhed som noget naturgivent. Man formåede efterhånden at forholde sig mere kritisk til den ra­cistiske orden, der var etableret og under fortsat udvikling i landet.

En diskussion af tidlig liberal historieskrivning må nødvendigvis begynde med Wil­liam Miller Macmillan, som var en både banebrydende og dominerende skik­kelse i tidlig liberal hi­stori­ografi. Macmillan arbejdede efter sin uddannelse på Oxford, i Tysk­land og som historie­professor ved Uni­versity of Witwatersrand fra 1917 til 1932. Andre før ham var begyndt at klandre det prokolonialistiske, antiafrikanske synspunkt iGeorge McCall Theals opreg­ning af den hvide magts triumf over de afrikanske folkeslag. Men de to bøger Macmillan skrev, mens han var leder af historieafdelingen University of Witwatersrand i 1920’erne udgjorde den første egentlige udfordring fra en professional historiker i for­hold til Theals holdninger og angreb samtidig Sir George Corys (1862-1935) lignende synspunkter. Baseret på efterladte dokumenter og be­retninger fra missionæren John Philip forsøgte Macmillan med The Cape Colour Question og Bantu, Boer, and Briton at skrive en ny sydafrikansk historie.

og vise “the predicament of the natives...which has never been taken into account.”

Macmillan afviste Theals nemme antagelse om, at det var de sorte, der startede grænse­krigene og at kolonisterne altid havde retten på deres side. Han søgte ligeledes at ana­lysere oprindelsen til Sydafrikas problemer, sådan at det ville pege fremad og give en lære for nutiden.

Macmillans bøger om Philip udfordrede Theal og Corys eurocentristiske og selvretfær­dige indstilling. Han forsvarede det synspunkt, at afrikanerne ikke ankom til landet re­lativt sent, men længe havde beboet store dele af det, da de hvide begyndte at kolonisere det. Han fremførte, at sorte ikke til stadighed havde kæmpet indbyrdes før de hvides passivi­sering af dem. Det var ikke lysten til kolonisternes kvæg, der fik afrikanerne til at kæmpe så ofte ved Capes østlige grænse, men nærmere deres bekymring for land og livsformer stillet over for truslen om inddragelse og ødelæggelse af disse værdier. Afrikaaner-voortrekkerne var ikke trængt ind i et folketomt indre Sydafrika i 1830’erne og det afrikanske ind­byggerantal havde været større i starten af det nittende århundrede end Theal forestil­lede sig og der havde ikke været nogen opsigtsvækkende befolkningsøgning senere i dette århundrede.*

 

De Kiewiet - en bredere, mere klargjort liberalisme

C.W. de Kiewiet, Macmillans mest kendte student og J.S.E. Marais fulgte begge Macmillan i udfordringen af Theal/Cory-tradi­tionens intellektuelle hegemoni. De forsøgte at se på de sortes historie med medfølelse.

Macmillan påbegyndte omstruktureringen den sydafrikanske fortid og de Kiewiet kom med den første større liberale syntese, en samlet Sydafrikahistorie med brede udfordrende generaliseringer, baseret på Macmillans histo­riesyn.

Saunder88b

Diskussionen om modsætningen mellem en forældet racetænkning og det moderne samfund blev båret videre af Kiewiet, der i sin History of South Africa postulerede, at adskillelsespolitik havde været forsøgt i utallige former siden van Riebeecks landgang i 1652 og aldrig havde fungeret til­fredsstillende, fordi kræfter der bringer menne­sker sammen er stærkere, end de der forsøger at holde dem adskilt­.* Kiewiet støttede Macmillans tese om, at Sydafrikas historie havde været en bevægelse mod tættere samvirke mellem befolk­nings­grupperne hen mod et fælles økonomisk system. Han var også påvirket af Herbert Frankels økonomiske argumentation, der beskrev billigarbejdskraftsystemet som ineffektivt. Denne diskussion havde været oppe og vende allerede før 1830 i forbindelse med striden omkring slaveriets afskaffelse, men var fortsat aktuel. Fran­kel mente, at billig, ringe motiveret arbejdskraft var dårlig arbejdskraft og at de ude­lukkelses­mekanismer, der holdt prisen på afrikansk arbejde nede, derfor samti­dig bremse­de for økonomisk vækst.

 

Med vedtagelsen af de såkaldte Hertzoglove i 1936-37, der fratog afrikanerne de fleste af deres tilbageværende parlamentariske rettigheder, var de liberale længere fra deres mål end nogensinde. Imidlertid fandt de fortsat håb for deres visioner i den økonomiske udvikling, der i sig selv syntes at bringe disse mål nær­mere til opfyldelse.

Fremstillingsindustriens vækst skabte behov for faglært ar­bejdskraft. Den begrænsede hvide arbejdsstyrke ville nødven­diggøre uddannelse af en større gruppe sorte. Migrantar­bejdet kunne ikke opfylde disse krav og en voksende gruppe sorte måtte således tillades permanent bosættelse i byerne. Disse sorte måtte gives skoling, en vis social sikkerhed og måske endda politiske rettigheder.

Mange hvide liberale mente allerede midt i 1930’erne, at denne udviklingslinje var under fuld udfoldelse og at det naturnød­vendigt måtte medføre, at både lovbestemt og traditionsbun­den jobreservation ville forsvinde, samt at ikke blot faglærte, men alle sorte arbejdere ville få betydelige lønstigninger. Den ny fremstillingsindustri ville udfolde sig på et eks­pande­rende hjemmemarked og dette ville kræve, at alle sydafri­kanere blev optaget i samfundet ikke blot som producenter, men også som købedygtige forbrugere. Den sydafrikanske union ville indenfor en relativt kort tidshorisont arbejde sig ud af racismens forældede former. Denne opfattelse deltes af ret store dele af den engelsktalende fremstillingsindustri.*Speciale: Chamber of Commerce*..

Denne slutningsrække, præget af liberal udviklingsoptimisme, var forudfattet og hvilede på et alt for løst grundlag. Den sekundære industri var stadig ung og forholdet mellem den og statsmagten var uafklaret og labilt.

 

Walker og frontierteoriens udvikling

Årsagerne til fremkomsten af en sydafrikansk racisme blev aldrig forklaret i Theals bind­stærke værker. Mange af de vigtigste elementer i det, der blev kendt som frontiertesen, blev for Sydafrikas vedkommende første gang fremsat af en professional historiker i Macmillans Agrarian Problem forelæsninger. I overlevering, kultur og trekboernes karak­tertræk fandt han de væsent­ligste forklaringer på Sydafrikas racisme. Macmillan gik ikke i dybden med denne tese. Kun nogle få afsnit i The Cape Colour Question og Complex South Africa krattede overfladisk i problematikken.

Det var Eric Walker, den meget produktive professor i historie på Uni­versity of Cape Town fra 1911 til 1936, der i en forelæsning på Oxford University i 1930 udviklede ideen til en generel tese, som forklarende de grundlæggende forløb i den sydafrikanske udvik­ling.

UUnder sine forelæsninger i Oxford i 1930 tilsluttede Walker sig Macmillans ide: At de ra­cistiske hold­ninger, han så som årsag til segregationpolitikken, skulle søges i den afrikaa­nermen­tali­tet, der udvikledes i Cape-provin­sens ekspanderende grænseområder tidligt i det nit­tende år­hundrede. Efter Walkers opfattelse var det i de ekspanderende grænseom­råder, at trekboerne påbe­gyndte en selvidentifikation som hvide, overlegne i forhold til den oprindelige befolkning og dette fjendebillede forstærkedes under Voortrekkernes gennem­trængning af landets indre. Det institutionaliseredes i for­fatningerne for Orange Free State og South African Republic, der foreskrev raceulighed i kirkelige og statslige anliggen­der. På krav fra de nord­lige af­rikaansprægede områder fulgte racefor­dommene efter boerkrigen med over i grund­laget for Den sydafri­kanske Union i 1910, men blev efter Walkers mening her ud­fordret effektivt af Capeprovinsens ikke-racisti­ske tradi­tion.*

Oprindelig slaveriopfattelse, reel landbrugskonkurrence, forholdet til Khoikhoi.

Den tidlige liberale skole indeholdt en kraftig antiboer tendens i forklaringen af det race­delte samfund. At racefor­domme var mindst lige så veludviklede i det engelsk dominerede Natal, så de oftest bort fra. De liberale mente ikke at frontierideo­logi­en bag segregati­on­politikken havde nogen mening i den moderne stat. Ideplanet var det afgørende i for­klaringen. Det var sikring mod en gammel, nu ubegrundet, frygt. Adskillelsespolitik be­regnet til administrativ sikring af hvid overlegenhed på alle livets områder forklare­des som et efterblevent resultat af samfunds­tænkning skabt på den iso­lerede og truede grænse. Nu virkelig­gjort med støtte fra tidens trekkers; de fattighvide, der strømmede til byområderne i første halvdel af indeværende år­hundrede. *

, som havde været; ‘’longest in the field...and had provided the at­mosphere in which other and later factors have been able to flourish.”*Brev fra  Walker til Balliger 28/10-1930. Ballinger Papers. Arkiveret på; University of CapeTown, F3 II.1.12. Også på School of Oriental and African Studies,University  of London*27

 

Frontiertesen, i den udgave Walker havde skitseret i 1930, blev understøttet i detaljer i første del af socialpsykologen I.D. MacCrones empiriske arbejde, Race Attitudes in South Africa. Den opfattelse, at racefordomme opstod som en naturlig følge af græn­sesituatio­nen og herefter blev konserveret i afrikaanerrepublikkerne for senere at blive forvandlet til segregationisme, var bekvem for engelsktalende liberale. Det placerede ho­vedansvaret for; “det, der var gået galt,” på afrikaanerne.

Selvom den tidlige liberale skole anerkendte, at Sydafrikas historie principielt var his­torien om alle landets indbyggere, behandlede de ikke, i deres arbejder, disse indbygge­res skæb­ner på lige vilkår. Macmillan gjorde opmærksom på behovet for en folkelig socialhistorie, men han skrev aldrig nogen selv. Den værdi de tidlige liberale tillagde de sorte sydafrika­neres historie er også med nogen ret af radikale forskere blevet afskrevet som hykleri.

 

Holdninger og problemer hos de tidlige liberale

Man kan sætte spørgsmålstegn ved Macmillans interesse for at studere de sorte samfunds historie. Hans mål var at få politisk indflydelse, at bremse segregationpolitikken ved hjælp af en historieba­seret argumentation. Målet var ikke først og fremmest at afrikanisere sydafrikansk historie. Han be­handlede de afrikanske samfunds forhistorie i generaliserende vendinger og omtalte dem ofte som barbariske og laverestående. Hans sympatier lå hos de “progressive” afrikanere, som havde brudt med traditionelle holdninger og “tilbageståenhed.”* Han var mere interesseret i hvid politiks virkninger for afrikanerne end for indre udviklinger i afrikanske samfund.

 

Den liberale tankegang i Sydafrika har indeholdt en markedsøkonomisk determinisme, der bevidst lagde op til politisk virkeliggørelse af en forudsagt fremtid. Vi skal imidlertid et stykke op i efterkrigstiden før denne tendens bliver åbenlys og selvom der for mig ikke er tvivl om, at de tidlige, liberale segrega­tioni­ster hjalp til at indgrænse potentielle klassekonflikter og derved fungerede som agenter for social kontrol, indebærer dette jo ikke, at de samlet og bevidst så deres egen rolle så­dan.

 

 

II. Sydafrika ifølge de liberale

 

Økonomisk vækst, industrialisering og racefor­domme

Den store økonomiske vækst gennem det meste af industrialiseringsperioden i Sydafrika forårsagede en øget videnskabelig interesse for økonomi, sociologi, og samtidshistorie. Samtidig kom stimuli fra udlandet i form af moderniseringsteoriens udvikling. Maine, Morgan, We­ber, Tön­nies og Durkheim i begyndelsen af århundredet, senere Apter, Deutsch, Hun­tington og Geertz beskriver alle industrialiseringsprocessen som det afgørende element i over­gangen fra såkaldt traditionelle til såkaldt moderne samfund.

 

Moderniseringsteorier og industrialiseringsteser

I de fleste moderniseringsteorier er "moderne" samfund karakteriseret ved tiltagende ra­tionalitet og interaktion mellem de forskellige samfundselementer, mens de "traditionelle" samfund ses som domineret af irrationelle traditioner, partikulariserede værdi­systemer og mere tilfæl­dig økonomisk samvirke. Ved overgangen fra irrationelle sædvaner til rationalitet spiller industrialiseringsprocessen en hovedrolle. For det første som undergraver og ødelægger af det traditionelle samfund, derved at den opløser værdinormer og sociale rela­tioner. For det andet fremmer industrialiseringsprocessen fremkomsten af en ny samfunds­orden ved at skabe nye rammer for interaktion og ved at befordre alternative værdier og foreskrive nye samlivsformer. Den ny samfundsstruktur underbygges og legitimeres ofte gennem højere levestandarder og livsforventninger.

Den liberale skole påstår, at racefordomme og raceadskillelser i sig selv er efterblevne og irrele­vante og at de under den videre udvikling gradvist vil blive svækket gennem den økonomiske rationalitets logik.

Konsekvensen af dette synspunkt er, at apartheid bør nedbrydes ud fra overvejende ikke-økonomiske, dvs. politiske metoder, og at virksomheder, der har tilpasset sig for­holdene i racestaten, burde være i stand til at arbejde fuldt ud så godt under vilkår, der ikke indebærer opdelinger efter race.

 

For at forstå industrialiseringens samlede virkninger, er det nødvendigt at udskille nogle af dens strukturelle følger. Den liberale økonom Blumer definerer industrialisering som en proces, hvorunder der opstår en økonomisk orden, som bl.a. kendetegnes ved organiseret fabriksproduktion af forbrugsgoder og andre produkter:

·       Storproduktion af fabriksforarbejdede goder til lave stykpriser.

·       Koncentration af et stort antal arbejdere og andet personale omkring centre med for­arbejdningsindustrier.

·       Opbygningen af differentierede arbejdsstrukturer og -funktioner i virksomhederne.

·       Udviklingen af infrastrukturelle elementer, såsom mulighederne for erhver­velsen af grundejendom og et velorganiseret system til forarbejdning, transport og afsætning af produkter.

·       Udviklingen af produktionssystemets dominans med henblik på effektivitet og profitabilitet, derunder institutionalisering af arbejdskraftbehandling under former, der ses som formålstjen­lige og gevinstgivende for virksomhederne, spændende fra belønninger til tvangsmid­ler.

 

Produktionens organisering under disse betingelser medfører efter Blumers mening for­andringer i mange samfundsmæssige udtryksformer, hvoraf følgende kan udlæses som de mest markante:

·       Sammenkædningen af rationelle og hverdagsagtige livsudtryk. Behovet for produk­tionseffektivitet og profit kræver de enkelte producenters aktive rationelle medvirken.

·       Statusbestemte positioner i arbejdslivet erstattes med kontrakt- eller overenskomst­bestemte forhold. Positioner opnået gennem personlige eller familierelationer erstattes af mere upersonlige ansættelsesforhold. Traditionelle mundtlige aftaler erstattes også på andre felter af kontraktforhold f.eks. i forhold til landerhvervelse, finansiering og af­sæt­ning.

·       Anonymisering af magtforholdene. Som følge af ovennævnte forhold frembringer det industrielle kompleks flere "markeder" af hvilke arbejdsmarkedet er det vigtigste. Ar­bejds­tagerne forvandles til anonyme, udskiftelige enheder, hvis ansættelse kun afgøres af deres bidrag til produktionsprocessen.

·       Finansiel mobilitet i stor skala er en følge af industrialiseringen. Markeder, kapital, land, arbejde og produkter skifter let ejendomsforhold og tilknytningsforhold til de for­skellige økonomiske sektorer.

·       Social mobilitet. Grundet et upersonligt markedsbestemt forhold til arbejdsgiveren be­stemmes den enkelte producents opstigning i hierarkiet af personligt initiativ, indivi­duel dygtighed og tilstanden på markedet. Rationelle livsforhold opløser sentimentale og sa­krale bånd og fællesskaber.

·       Industrialiseringens indbyggede, underliggende dynamik, delvist affødt af ovennævnte faktorer. Tiltagende innovativ foretag­somhed, teknologisk sofistikering, stigende manipulerbart forbrugsmønster m.v.

Moderniserings­processen, hvis hovedbestanddel er industrialiseringen, bidrager altså til ødelæggelsen af traditi­onelt strukturerede samfundsbindinger, "ties of blood and land," og til deres erstatning med en funktionel og universel nyordning.

 

Faseteoriens brug på Sydafrika

Dette efterhånden konventionelle syn på industrialiseringsprocessen som ødelægger af den præindustrielle sociale orden kan ifølge Blumer for Sydafrikas vedkommende udvi­des til en nærmest selvindlysende forklaringsmodel gældende for udviklingen i ra­ceforholdene. Racediskriminationen, der i øvrigt først siden anden verdenskrig for alvor er ble­vet et emne i den akademiske debat, har, efter hans opfattelse, sit udspring i en præ­industriel orden, der vanskeliggjorde kontakt mellem mennesker fra forskellige sociale lag og grupper, grundet strenge sociale normer og begrænset geografisk mobilitet. Bo­ligområder, arbejdsmulighe­der og sociale positioner var institutionaliseret efter race­grundlag, hvilket nærmest umu­liggjorde fordomsfrie tværraciale kontaktsituationer. Specielt i landområderne, die platte­land, sikrede et strengt normsæt, at kontakterne ikke undergravede den sociale orden.

Die trek na die stede, den begyndende urbanisering, stimuleret af udviklingen i mi­neindu­strien, betød en tiltagende undergravning af fastlagt skik og brug. Boligområder og social status blev brudt op, kontraktforhold og upersonlige markedsforhold blev dominerende. Som følge heraf blev store dele af befolkningen tvunget ind i ny gruppe- og loyalitetsfor­hold. Konkurrence om attraktive arbejdspladser, blandingen af forskel­lige etni­ske grupper på fabriksgulvet, i minetunnelen og i boligområderne skabte utryg­hed og følelsesmæssige konflikter, som var ukendte i den præindustrielle orden.

I overgangsfasen institutionaliseres de rationelle elementer og ir­ratio­nelle racebestemte fordelingskriterier forsvinder efterhånden. Via markedslo­gikkens uper­sonliggørelse og ny gruppetilhørsforhold afgøres beskæftigelsesmulighe­derne efter intel­ligens og kompetence og ikke af race. Arbejdslønnen afgøres i stigende grad af produktivi­tet fremfor af race. Racegrupper og racesærtræk forsvinder naturligvis aldrig helt, men vil snart blive set som anakronistiske og betydningsløse.

 

Men i Sydafrika gik det jo i realiteten noget anderledes end forskrevet af moderniseringsteorien. Et markant særtræk ved de sidste 80 til 100 års industrialiseringsproces har været den stadig mere omfattende lovgivning efter racelinjer, der har medført forskelle i rets­stilling mellem de forskellige befolkningsgrupper og har været ledsaget af stigende race­fordomme og -antagonisme.

Den mest åbenlyse betydning af modernise­ringsteoriens og industriali­seringstesernes tilpasning til studiet af raceforhold har været den for­ventning, den har skabt om, at industrialiseringsprocessen i det lange løb vil bidrage til at neutralisere racekategorier og -forskelle.

 

Et af de mest opsigtsvækkende liberale arbejder er Michael O'Dowds artikel, The Stages of Economic Growth and the Future of South Africa. O'Dowd prøver heri at bevise, at udviklingsbetingelserne i Sydafrika ikke adskiller sig grundlæggende fra andre sent indu­strialiserede lande. Hans udgangspunkt er Rostows almene fasete­ori for økonomisk udvik­ling. O'Dowd opstiller, stærkt inspireret af Rostow, fire på hinanden følgende stadier, der hver for sig modsvares af en for udviklingsniveauet pas­sende politisk struktur:

 

Alle lande gennemløber selvfølgelig ikke processen på samme måde eller indenfor samme tidsperiode. Således befandt England sig i første fase 1780-1830, anden fase 1830-1850, tredje fase nåedes i 1850 og allerede 1900 gik man ind i fjerde fase. Derimod startede Sydafrika industrialiseringsprocessen relativt sent: Første fase 1866-1930, anden fase 1930-1960, mens (tidlig) tredje fase fastlægges til 1960 - midt i 1970'erne.

 

Det interessante er naturligvis det lykkelige perspektiv for resten af det 20. århundrede, som O'Dowds tese lagde op til. Gennem sammenligning med udviklingen i Vesteuropa og USA forudsagde O'Dowd faktisk i 1966, at Sydafrika omkring 1980 ville have nået tredje fase (sen) og at regeringsinitierede reformer herefter ville bringe demo­kratisering og neutralisering af racediskrimination og -fordomme. Mere tvivlsom er vel hans spådom om, at Sydafrika omkring 2005 vil bevæge sig ind i det fuldt udviklede velfærdssamfunds fjerde og sidste fase.

O'Dowds tese ligger i forlængelse af den almindelige, liberale udviklingsoptimisme, men har haft større appel og anvendelighed på grund af sin definitive forudsigelse og fordi det senest omkring 1977-81 blev åbenlyst, at hans langsigtede perspektiv i et vist omfang modsvaredes af virkeligheden. Gennem sammenligninger med industrialiseringsperioder i andre lande sandsynliggør O'Dowd, at liberaliserende faktorer vil bidrage til fortsat øko­nomisk vækst og nedbrydning af racefordomme. Hans skråsikre optimisme nærmer sig til tider sorg­løshed:

"For all these reasons, I believe that South Africa will follow the normal pattern of political, social and economic development from minority rule, through a liberal era, to a welfare state, and that in the process 'the race question' will be solved, or perhaps will turn out never to have existed.."

Den entydigt deterministiske forbindelse mellem politisk liberalisme og økonomisk vækst viste sig nu højst problematiske. De optimistiske forventninger om den økonomiske væksts demokratiserende effekter, afledt af firefaseteorien, viste sig forhastede. Den øko­nomiske vækst havde jo været tilstede i 1960'erne, men parret med ekstrem undertryk­kelse.

O'Dowds artikel udtrykte en hjørnesten i liberal sydafrikansk historieforskning og samfundsvidenskab. Eftersom den neoklassiske økonomiske teori anså markedet for den bedste sikkerhed for en retfærdig fordeling af velfærd og for decen­tralisering af samfundsmæssige beslutningsprocesser, måtte det frie kapitalistiske mar­ked også være "farveblindt" og ville efterhånden "befri" undertrykte racegrupper, såle­des at sammenfaldet mellem race og klassetilhørsforhold ville forsvinde.

 

Apartheids dysfunktionalitet i forhold til økonomisk udvikling

De liberale historikere og samfundsforskere har altså været enige om, at økonomisk udvikling virker udjævnende på raceskel og følgelig må forklaringen på det tyvende århun­dre­des tiltagende racediskrimination i Sydafrika søges udenfor den økonomiske sfære. Årsagerne findes derfor i antiliberale og undertrykkende statsindgreb udgående fra fejlagtige og skadelige politiske beslutninger. Howitz finder problemets kerne i afrikaanerideologien:

".. there has been such a political factor of Afrikanerdom… the South African economy of the 1960's has been decisively shaped, and perhaps determi­ned...by an overpowering pursuit of ideals, or ideology...There has been, in this contention, a political factor in the economic development of South Africa which is Afrikanerdom."

Doxey, Marais, De Kiewiet, Houghton, van den Berghe og De Villiers ud­trykker alle den samme grundholdning: En irrationel "eksklusivitetsideologi" blev sat i høj­sædet som følge af afrikaanersamfundets stigende indflydelse og institutionelle be­fæsti­gelse fra 1920'erne og dets senere fuldstændige magtovertagelse. De liberale histori­kere er stort set enige i deres generelle fordømmelse af de forvridende følger af denne magt­konsolidering.

 

De liberale historikere giver flere typer forklaringer på spørgsmålet om, hvorfor øko­no­misk forvridende og racediskriminerende statsreguleringer i tiltagende grad kom til at præge Sydafrika. De henviser alle til påvirkninger og pres fra omgivelser/miljø i bred for­stand.

En klassisk forklaringstype kan findes allerede hos MacCrone i hans værk om racerelatio­nernes udvikling. MacCrone mener, at situationen i forrige århundredes frontierområ­der, der prægedes af langvarige og intense konflikter mellem hvide og sorte i et, for de hvide, nyt og ukendt miljø, var årsagen til udviklingen af racefordomme. Han sporer begyndelsen til raceoverlegenhed allerede under det hollandske herredømme begrundet i almindelig mistro overfor fremmede kulturer og følelsen af overlegenhed i forhold til Khoisanfolkene. På grund af afsondretheden fra europæiske og amerikanske liberale tankestrøm­ninger bed racismen sig fast hos grensboerne. De medbragte deres tankegang nordpå under Det store træk og senere til byerne efter opdagelsen af mineralforekom­ster. Modsætningfyldt: Industrialise­ringsprocessen fremmede de civiliseredes og bedre uddannedes foragt for de primitive indfødte.

En anden forklaringstype betoner også religiøsitetens betydning, men kobler den direkte til afrikaanernes politiske retorik og praksis i det tyvende århundrede. Moodie Dunbar udvik­lede en idealtypeforklaring, der går på begrebet civil religion; gudshengivenhed i civil- og arbejdsliv, hvortil han mener at kunne tilbageføre mange af de værdidomme og sam­fundsmæssige foranstaltninger, foretaget af afrikaanersamfundet i tidens løb.

En tredje forklaringstype ud­sprin­ger af, hvad Hutt kalder; "...natural determination to defend economical privilege." Diskriminationen skabes gennem kampen for økonomiske forrettigheder, først og frem­mest adgangen til de bedste uddannelses- og arbejdsmarkedspositioner, samt for sociale privilegier, som de stærkeste grupper søger at forbeholde eksklusivt for sig selv.

 

Apartheid som luftkastel

De liberale forskere er enige om, at de diskriminerende praktikker er dysfunktionelle i forhold til økonomisk udvikling og eksterne i forhold til den økonomiske rationalitet.

Den liberale vurdering af racefordommenes, diskriminationens og den institutionalise­rede segregation og apartheids dysfunktionelle virkninger antager to hovedformer. På den ene side afslører forfattere som de Kiewiet og Hobart Hougton, at foranstaltninger­nes udtalte formål, i ekstrem form nemlig den fuldstændige adskillelse på alle områder, altid har været en illusion. Således påstår de Kiewiet, at apartheidtankegangen aldrig har været andet end ønsketænkning; en flugt fra virkelighedens verden gennem drømmen om absolutte løsninger.

Samtidig betoner mange liberale historikere, at segregationforanstaltningerne og iværk­sæt­telsen af apartheidprogrammet forsinkede den økonomiske vækst, fordi de stod i modsæt­ning til den ekspanderende industrielle økonomis krav.

De mest betydningsfulde af disse foranstaltninger omfatter migrantarbejdersystemet, jobre­servation, lønstyring, fagforeningskontrol og urbaniserings/indflytningskontrol.

Ifølge forfatterne havde vandrearbejdet ikke alene umenneskelige følger, såsom øde­læg­gelse af familierelationer og traditionelle livsformer. Det medførte også en nedsat produk­tivitet, såvel i den industrialiserede hvide økonomi, som i reservatområdernes sorte subsi­stensøkonomi. De berørte erhverv kunne ikke tiltrække den bedste arbejds­kraft, tværtimod skabtes en stor gruppe mere eller mindre ødelagte mennesker, som ikke kunne leve op til normale produktivitetskrav.

Jobreservationsordningen må også ses som dysfunktionel i forhold til en normal ansæt­telsessituations kvalifikationsvurderinger. Tilmed bliver prisen på arbejde aldrig i over­ensstemmelse med det frie markeds prisregulerende mekanismer, når virksomhederne tvinges til at ansætte dyre hvide arbejdere fremfor billigere sorte. Arbejdsgiverne blev forpligtet til at betragte egenskaber som konkurrenceevne, arbejdsformåen og produktivitet som un­derordnede i forhold til det irrationelle racekriterium.

Urbaniseringskontrollen undergravede, efter de liberale historikeres opfattelse, et af de vigtigste konstituerende elementer i den frie markedsøkonomi, nemlig de økonomiske pro­duktionsfaktorers mobilitet. Den arbitrære regulering af arbejdskraftens tilgængelig­hed ud fra ideologiske overvejelser uddybede ineffektiviteten.

I denne proces er sorte lønninger følgelig gjort unaturligt lave og har efter O'Dowds me­ning aldrig afspejlet forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det faktiske forbud mod tværraciale fagforeninger og den manglende anerkendelse af den sorte fagbevæ­gelse har yderligere trykket lønningerne og lave lønninger har på alle områder bidraget til at mini­malisere den sorte befolknings forbrugsniveau, hvilket i høj grad har virket bremsende på den økonomiske vækst.

Den kumulative effekt af disse og andre dysfunktionelle foranstaltninger og ineffektive strukturer medførte et omfattende spild af potentielle produktionsfaktorer, der yderligere forstærkedes af et overdimensioneret administrativt apparats stadigt tiltagende ressource­forbrug.

Hertil kom adskillelsespolitikkens andre indirekte omkostninger, der f.eks. omfattede tid og omkostninger som følge af lange afstande mellem bopæl og arbejdsplads på grund af adskilte boligområder og produktivitetsnedsættende psykologiske barrierer som følge af den sorte arbejdskrafts afstandtagende holdning til systemet.

 

Det liberale dilemma

Den mest åbenlyse indvending imod den liberale argumentation udspringer na­turligvis af det faktum, at Sydafrika på trods af racepolitikkens rigide foranstaltninger har haft en tilfredsstillende økonomisk vækst i det meste af dette århundrede, også i det relativt udviklede industrisamfunds periode.

I løbet af den første halvdel af 1940'erne begyndte udviklingen tilsynela­dende at bekræfte de liberale synspunk­ter. Væksten i krigsøkonomien og det større behov for afrikansk arbejdskraft nødvendig­gjorde en opblødning af jobreservationen, ligesom håndhævelsen af paslo­vene og restrikti­onerne overfor arbejdskonflikter i praksis blev lempet noget.

Efter 1948 udbredte National Party-regeringen imidlertid racediskrimina­tionen til næsten alle områ­der af samfundslivet. Apartheid blev til dels brugt som svar på den øgede sorte urbanise­ring, et redskab til at kontrollere industrialiseringens effekter. Men apartheid bremsede ikke den økonomiske vækst!

Der var en forbigående tillidskrise i forholdet til den inter­nationale kapital efter Sharpe­villemassakren, men økonomien fik nyt afsæt og vækstraterne i sidste halvdel af 60'erne var de næst­højeste i verden, kun overgået af Japan.

På trods af, at det i løbet af 1950'erne blev klart, at Nationalist­partiet ikke kunne fratages regeringsmagten, fastholdt de liberale opfattelsen af, at økonomisk vækst ville ødelægge grundlaget for apartheid. Tilmed fik 60'ernes økonomiske fremgang liberale aka­demikere til med bastant determinisme at profetere vidtgående økonomi­ske forandringer.

 

 

Da de liberale historikere altså mener, at årsagerne til “umoral” og afvigelse fra Sydafrikas "normale" udvikling ikke skal søges i det økonomiske system, men derimod i den poli­tiske sfære, bliver den afgørende konflikt lokaliseret til en perverteret politisk kulturs misbrug af statsmagten. Den hvide racedominans, white supremacy, etableres og fast­holdes gennem hvides kontrol over statens magtmidler. For liberale forfattere som Hutt, Horwitz, de Villiers, Kuper og andre er Sydafrikas nyere historie lig med afri­kaanernes gradvise overtagelse af statsforvaltningen og omformningen af samfundet efter en streng, til dels calvinistisk inspireret, adskillelsesideologis retningslinjer uden hensyn til omkostningerne.

Den liberale interesse for det såkaldte Calvinist paradigm skyldes nok tildels, at det giver rent ideologiske  forklaringer på afrikaanernationalisme og apartheid og dermed frikender kapitalinteresser. MacCrone siger, at “The history of those times is the politics of the present day” og André du Toit påpeger i sin grundige gennemgang af paradigmet, at:

“The early Afrikaners rejection of any  form of gelijkstelling (‘leveling’) of blacks and whites must be understood in terms of the underlying Calvinist dichotomy between the elect and the nonelect.”

Loubser udpeger ligeledes religiøse motiver som den højeste årsag til apartheid:

“...much of the motivation for the founding of the Afrikaner Republics in the nineteenth century - as well as the present one - was aimed at gaining control of the polity to institute the divine order in society as a whole.”

 

Årsager og virkninger i Sydafrikas historie

Politisk dominans er ifølge det liberale perspektiv determinerende for den økonomiske do­minans, ikke omvendt. Det er en vigtig pointe, at de fleste liberale historikere ikke ser det økonomiske system som en kausalfaktor i befæstelsen af dominansforholdet. I det om­fang, økonomisk diskrimination forekommer, findes forklaringen i politisk bestemt, statslig ind­blanding. Frikendelsen af den økonomiske basis udstrækkes også til forkla­ringerne på de konkrete konflikter, der udspringer af det hvide herredømme.

 

For de liberale historikere er mødet mellem forskellige etniske grupper en af de vigtigste faktorer i sydafrikansk historie. Historien handler om raceforskelle. For de liberale historikere er Sydafrikas historie først og fremmest historien om interaktion mellem racegrupper. Det er den ideologiske, politiske og forvaltningsmæssige orden, der skaber konflikterne i samfundet, mens de konflikter, der måtte udspringe af den økonomiske basis, vidtgående ignoreres ud fra den betragt­ning, at en vækstprogressiv økonomi tværtimod virker afbalancerende på samfunds­mæssige spændinger.

De vigtigste aktører i Sydafrikas historie har været de etniske grupper. De poler, der skabte det afgø­rende spændingsfelt i Sydafrika, var hvid og sort.

 

Det kan altså fastslås, at den liberale historiografi har set racediskrimination og apartheid i Sydafrika som resultatet af en arkaisk og forældet trekkermentalitets triumf over øko­nomisk rationalitet. Social undertrykkelse og sort fattigdom bliver derfor mest set som resultat af hvide ideologisk bestemte racefordomme. Det må derfor være konklusionen, at for det li­berale perspektiv er racisme den centrale, forkrøblende defekt i Sydafrikas historie. Som det vil fremgå under gennemgangen af den radikale historieskrivning, er dette ikke et indly­sende rigtigt udgangspunkt.

 

Stærkt forenklet kan nogle af de væsentligste træk i liberal historiografi opstilles i punkt­form som følger:

·       Forholdet mellem markedsøkonomisk udvikling og et lovbundet raceadskillelsessy­stem, dvs. først segregationpolitikken, senere apartheid, er grundlæggende antagonistisk. Systemet forvrænger derfor det politiske liv og fører samtidig til økonomisk ubalance og ineffektivitet.

·       Denne konflikt i forholdet mellem stat og økonomi er en afspejling af markedskapita­lismens liberaliserende effekter på den ene side og afrikanerdoms rigide, tilbageskuende, ideologiske indhold på den anden.

·       Denne fundamentale konflikt bliver mest åbenlyst udtrykt i fremstillingsindustriens stigende behov for faglært og halvfaglært arbejdskraft og manglen af et købedygtigt hjemmemarked.

·       Den stigende grad af højteknologisk produktion nødvendiggjorde altså en større geografisk og erhvervsmæssig mobilitet blandt de sorte arbejdere, hvilket var i direkte modstrid med ånd og bogstav i apartheid og separate development og dette viste syste­mets absurditet i forhold til produktionsfaktorernes rationelle allokering.

·       Kapitalismen nedbryder med logisk nødvendighed racesystemets dysfunktioner og manglende effektivitet i forhold til markedsstyring, fordi hensynet til økonomisk vækst og landets velstand i det lange løb ikke kan ignoreres.*Murr26Johnst.

 

Litteratur.

Apter, D.E.: The Politics of Modernization, University of Chicago Press, 1965.

Atmore, Anthony / Westlake, Nancy: A liberal dilemma: A critique of the Oxford History of South Africa, Race, 14/2, 1972.

Blumer, H.: Industrialisation and Race Relations i Hunter, G. (ed.): Industrialisation and Race Relations - A Symposium, London: Oxford University Press, 4. ed., 1967.

De Kiewiet, C.W.: The Anatomy of the South African Misery, (The Whidden Lectures), London: OUP, 1956.

De Klerk, W.A.: The Puritans in Africa: a story of Afrikanerdom,  London: Rex Collings, 1975.

De Villiers, R.: Afrikaner Nationalism. I Thompson/Wilson (eds.): The Oxford History of South Africa, Oxford: Clarendon Press, 1978.

Doxey, G.V.: The Industrial Colour Bar in South Africa, Oxford University Press, 1961.

Du Toit, Andre: No chosen people: the myth of the Calvinist origins of Afrikaner nationalism and racial ideology, The American Historical Review, Vol. 88, No. 4, 1983. Koncentrat af større arbejde fra Yale.

Greenberg, S.: Race and State in Capitalist Development, Yale University Press, New Haven, 1980.

Hellman, Ellen: Handbook on Race Relations in South Africa, Oxford University Press, Cape Town, 1949 i kapitlet: Racial laws versus social and economic forces.

Horwitz, Ralph: The Political Economy of South Africa, Weidenfeld and Nicolson, London, 1967. Også New York: Praeger, 1967.

Houghton, Hobart D.: The South African economy, London: Oxford University Press, 1976.

Houghton, Hobart, D.: Apartheid Idealism versus Economic Reality fra Rhodie, N. (ed.): South African Dialogue, Johannesburg: McGraw-Hill, 1972, pp. 285-296.

Houghton, Hobart, D.: Apartheid Idealism versus Economic Reality fra Rhodie, N. (ed.): South African Dialogue, Johannesburg: McGraw-Hill, 1972.

Hutt, W.H.: The economics of the colour bar, London: A. Deutsch, 1964.

Kuper, L.: African Nationalism in South Africa, 1910-1964, Fra Wilson/Thompson, The Oxford History of South Africa, Vol. 2, Oxford: Clarendon Press, 1978 pp. 424-476.

Loubser, J.J.: Calvinism, Equality and Inclusion: The Case of Afrikaner Calvinism, i Eisenstadt: The Protestant Ethic and Modernization, New York: Haper, 1968.

MacCrone, I.D.: Race Attitudes in South Africa: Historical, Experimental and Psychological Studies, Cape Town: Oxford University Press, 1937. Også 1957.

MacMillan, W.M.: Bantu, Boer and Britton: the making of the South African native problem, London: Faber and Gwyer, 1929.

Marais, J.S.: The Cape Coloured People, 1652-1937, Witwatersrand University Press, Johannesburg, 1939/1968.

Moodie, T.D.: The Rise of Afrikanerdom, University of California Press, 1975.

O’Dowds artikel er skrevet i 1966, men er senere publiseret i to samleværker, nemlig Leftwich, Adrian (ed.): South African Economic Growth and Political Change, Allison & Busby, London, 1974, pp. 29-43 under titlen South Africa in the light of the stages of economic growth og Schlemmer, Lawrence / Webster, Eddie: Chance, Reform, and Economic Growth in South Africa, Centre for Applied Social Sciences / Ravan Press, 1978, pp. 28-50.

Rostow, W.W.: The Stages of Economic Growth. A Non-Communist Manifesto, Cambridge: CUP, 1960.

Van den Berghe, P.: South Africa: a study in conflict, Middletown: Wesleyan University Press, 1965 også University of California Press, 1970.

Van der Horst, S.T.: The Effects of Industrialisation on Race Relations in South Afrika, -passim, i Hunter, G. (ed.): Industrialisation and Race Relations. A sumposium, London: OUP, 1965.

Yudelman, David: Industrialization, Race Relations and Change in South Africa, African Affairs, Vol. 74, No. 294, pp. 82-96, The Royal African Society / Oxford University Press, 1975, bl.a. afsnittet, The ‘traditional-modern’ syndrome.

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 4.

 

Sydafrika ifølge de radikale

 

Spirerne til det revisionistiske udbrud

I løbet af 1960'erne samledes en talentfuld kreds af sydafrikanske historikere på forskel­lige universiteter i England. Dels på grund af den traditionelle karrierevej for universitetskan­di­dater fra engelsksprogede universiteter i Sydafrika, dels på grund af regi­mets tiltagende akademiske undertrykkelse. Den omfattede blandt andre Shula Marks, Stanley Trapido, Martin Legassick, Dan O'Meara, Charles van Onselen og Colin Bundy. Konfrontationer med systemet havde radikaliseret mange af dem og reformis­men gav tilsyneladende ikke svar på de spørgsmål samtiden stillede til historien. Den liberale strategi kunne opvise en im­ponerende liste af nederlag og politiske fejlvurderinger. Sammen med andre i det internati­onale historikersamfund søgte de efter ny historiske modeller, der kunne for­klare samtiden og bane vej for fremtiden. De kunne næppe have valgt et bedre tids­punkt. I løbet et tiår frem­kom adskillige historiske hovedværker, mange af dem skrevet af socialvidenskabsfolk, der havde vendt sig til historien. I 1971 producerede André Gunder Frank et banebrydende udviklingsstudie over latin­amerikanske forhold, der straks blev brugt som model i analysen af relationerne mellem den rige og den underudvik­lede verden. og i 1974 offentliggjorde Emma­nuel Wallerstein det første af tre bind om verdensøko­nomiens ekspansion fra Eur­opa fra det 15. århundrede. Bredt anlagte arbejder, der viste optagetheden af processer, af generelle forklaringsmodeller og totalana­lyse og en vis foragt for den tra­ditionelle historieforsknings bundethed til berettende kilder og snævre specifikke sags­forhold.

 

Det radikale billede af apartheids politiske økonomi og sociale struktur

Den erklærede apartheidpolitik, som gennemtrængte det sydafrikanske samfund efter 1948, er af nogle historieforskere blot blevet betragtet som en mere intens udgave af den tidligere periodes segregationpolitik, nu præget af National Partys raceideologi, der skærpede reto­rikken omkring “den nødvendige politik.”

Der er uden tvivl en grad af sammenfald og kontinuitet mellem segregationpolitikken og den racistiske apartheidideologi, afrikanerdom, og det er vel baggrunden for, at en del radikale samfundsforskere og historikere, fx Legassick, Walshe og Bunting, ikke ser apartheid som principielt forskellig fra segregation. Legassick udtrykker det således:

“After Second World War segregation was continued, its premises unchanged, as apartheid or separate development.”

Efter denne opfattelse betød apartheid ganske vidst en betydelig udvidelse af statens brug af repressiv magtanvendelse og en udvikling af bantustanpolitikken, men der ses ingen principielle ændringer. Legassick siger videre:

“Apartheid, or separate development, has meant merely tightening the loopholes, iro­ning out the informalities, eliminating the evasions, modernizing and rationalizing the in­ter-war struc­tures of ‘segregationist’ labour control.”

 

Et racistisk præget samfund kan antage mange forskellige fremtrædelsesformer og de radi­kale mener derfor ikke, i modsætning til mange liberale, at en ideologisk forkla­ring kan stå alene. En fyldestgørende årsagsforklaring kræver en specifik analyse af de historiske sam­menhænge og vekselvirkningerne mellem ideologi, politisk praksis og produktionsfor­hold.

De fleste analyser af den samfundsmæssige udvikling i Sydafrika, lavet før 1970, tager udgangspunkt i racemæssige koncepter. Det gælder for så vidt både for radikale, liberali­sti­ske og direkte racistiske opfattelser. Selv, hvor klasseforhold bliver inddraget i fremstillingen er raceforklaringer omdrejningspunktet. Baggrunden er formodentlig en gen­spejling af apart­heidideologien, sådan som dens terminologi gennemsyrede lov­formule­ringer, mas­semedier, forskningsmiljøer, partipolitik og økonomisk praksis i Sydafrika. Konsekvensen af denne tilgang til problemet bliver ofte, at den sydafrikan­ske stat ses som de hvides in­strument til herredømme over de sorte, men som mere eller mindre neutral i forhold til samfundsøkonomi og klasserelationer.

De radikale historikere har i højere grad set staten som et instrument for klasseherredømme i en specifik form for kapitalistisk samfund. Set fra dette synspunkt har den racistiske ideologi ikke kun haft til formål at sikre hvidt her­re­dømme gennem racediskrimination, men først og fremmest at sikre og videreføre en be­stemt pro­duktionsmåde.

 

Oprindelsen til den særlige sydafrikanske ka­pitalisme

Ifølge den radikale forklaring var de hvide boeres settlerøkonomi i tiden efter the Great Trek præget af sub­sistensland­brug, ikke meget forskelligt fra det indfødte landbrug. Efter 1880’erne blev det hvide land­brug gradvist mere markedsorienteret. Det var fra be­gyndelsen afhængigt af billig sort ar­bejdskraft og eftersom lønningerne var minimale og det indfødte landbrug viste tendenser til at udvikle sig konkurrence­dyg­tigt, måtte mere håndfaste overtalelsesmetoder tages i brug for at sikre den til­strække­lig tilgang af sort arbejdskraft. Ifølge Trapido blev den mest alminde­lige mo­del for landbrugets vedkom­mende en slags fæstesystem, der i nogle områder har overlevet helt op til i dag, hvor ind­fødte bønder, der dyrkede subsistenslandbrug på jord, som nu blev fastslået som hvid mands ejendom, blev tvunget til en form for ho­veriarbejde som lejebetaling for den jord, der før var deres egen.

 

Med opdagelsen af de store mineralreserver begyndte den internationale kapital, først og fremmest den engelske, at se det sydlige Afrika i et nyt lys. Samtidig med tilførslen af kapi­tal udefra til mineindustrien kom også en tilførsel af faglært, hvid arbejdskraft, hovedsa­gelig minear­bejdere fra Cornwall og Nordengland. Trapido påviste, at industrialiseringspro­cessen i Sydafrika adskilte sig fra den oprindelige industriali­sering i England ved, at man, ligesom i andre sent industriali­serede lande, havde gjort mere udstrakt brug af statsinter­vention, pro­tektionisme og statslig magtanvendelse.

Den form for minedrift med meget dybe skakter, som de geologiske forhold i Sydafrika nød­vendiggjorde, krævede store mængder arbejdskraft. Malmens guldindhold var relativt lavt og verdensmarkeds­prisen var stabil. Konkurrenceevnen kunne derfor kun sikres på basis af tilstrækkelig tilgang af meget billig arbejdskraft. Disse faktorer var efter Trapidos mening afgørende for de særlige former, den industrielle udvikling antog i Sydafrika.

 

Efter den første diamant- og guldrus begyndte boerbønderne at opfatte disse Uitlan­ders som en trussel mod deres statsmagt og livsform. Med Transvaals præsident, Kru­ger, som en ledende kraft gik de hvide boerrepublikker til modstand mod den britiske imperialisme. Englands finanskapital og regering fastslog sin udbytningsret til det sydlige Afrika med ind­satsen af en halv million regulære soldater i Den sydafrikanske krig 1899 - 1902. Krigen tilføjede boerlandbrugene store skader og i forlængelse af den oprindelige akkumulations mekanismer resulterede dette i stor indflytning af bo­ere til byerne. Få af disse hvide havde nogen industrielle færdigheder. Mange talte ikke samme sprog som deres ny arbejdsgi­vere og en hel del var analfabeter. Nogle fandt arbejde i minerne, men mange blev ar­bejds­løse.

Eksistensen af denne ufaglærte, hvide bybefolkning var baggrunden for fornyede krav om forskelsbehandling mellem sorte og hvide arbejdere i industrien. Diskri­minerende colour bar-regler havde ikke været specielt vigtige for engelske fagarbej­dere, der kunne for­handle på baggrund af deres ekspertise, men det forøgede antal ufaglærte, hvide arbejdere så ingen anden vej til rimelige lønninger end institutionali­serede privilegier i forhold til de­res sorte arbejdskammerater.

 

Mineejerne havde næppe flere moralske skrupler over colour bar-ordninger end andre dele af den hvide befolkning, men det var en bedre forretning at ansætte underbetalte sorte til det samme ar­bejde. Den frustration blandt hvide arbejdere, der kom ud af dette, forsøgte tidlige, so­cialistiske bevæ­gelser at omsætte til angreb mod kapitalismen som sådan, men uden større genklang. De nyproletariserede fattighvide arbejderes objektive interesse, og dermed også deres be­vidsthed, gik i racistisk retning.

Da mineejerne i 1921-22, imod en indgået aftale, ansatte relativt flere, billige sorte arbejdere, kom det til generalstrejke og uroligheder blandt de hvide arbejdere. South Afri­can Party-regeringen under Smuts ledelse støttede den engelske minekapi­tal og Randrevolten i 1922 blev slået ned med anvendelse af omfattende militær­magt. Flere af de hvide strejkele­dere blev idømt dødsstraf og hængt. Begivenheden fik stor betydning, idet de hvide arbej­dere måtte uddrage den erfaring, at de alene var for svage til at sætte deres privilegiekrav igennem. De skilte sig i endnu højere grad fra det sorte proletariat for at danne en alliance med det reaktionære, hvide storlandbrug.

 

Den hvide klassealliance

I begyndelsen af 1920’erne var det langsomt opkommende, afrikaanstalende borgerskab stadig for svagt til at sætte sig i besiddelse af statsmagten uden støtte fra anden side. Pagtregeringen i 1924 var derfor den lo­giske løs­ning ud fra udviklingen af den særlige sydafrikanske kapita­lisme: En alliance mellem det opstigende, nationale borgerskab og et privilegeret hvidt ar­bejderaristokrati med vidtgående samarbejde med, og hensyntagen til, en stadig økonomisk overlegen, engelsk mine- og finanskapital.

Denne strategiske alliance er, efter mange radikale historikeres mening, nøglen til forståelse af det sydafrikanske samfund, for det var indtil for ganske nylig denne konstellation, der dannede bag­grund for stats­magten i Sydafrika.

 

To problemer stod tilbage for det hvide borgerskab ved slut­ningen af 40’erne: At vinde fuld kontrol over den afrikaanstalende del af den organi­serede, hvide arbejderklasse og at undertrykke det militante, afrikanske proletariat, der begyndte at rejse sig til en åben klasse­kamp. Den politiske gruppe, der kunne håndtere dette, ville også have mulighed for at vinde statsmagten. I 1948 havde Nationalistpartiet klaret det første gennem støtten fra en nøgle­gruppe af hvide arbejdere og rådede samtidig over en politik, der kunne takle det afrikanske problem til det hvide mindretals tilfredshed. Det engelsk-liberale United Party var derimod håbløst splittet og rådløst.

 

Det hvide arbejderaristokrati

De radikale strukturalister mener, at den hvide, sydafrikanske arbejderklasse i tidens løb profiterede i en sådan grad af den strategiske alliance på den sorte arbejderklasses bekost­ning, at det er tvivlsomt, om man kan betragte den som en traditionel arbejderklasse. Det er deres opfat­telse, at de hvide arbejdere ret hurtigt udviklede sig til et egentligt arbejderaristo­krati, hvilket blev forsøgt påvist ved at dokumentere resultaterne af klassealliancen, der bl.a. omfattede nedenstående forholdsregler til fordel for de hvide arbejdere:

·       Pagtregeringens civilized labour policy, der medførte afskedigelse af ufaglærte afrika­nere ved jernbanerne og andre statsforetagener til fordel for ansættelse af fattighvide til “civiliserede lønninger.” Denne model blev officielt erstattet i 1937 af cost of living-princippet, hvorved lavtlønnede statsansatte hvide fik hævet deres løn til white stan­dards. De sortes leveomkostninger blev principielt anset for at være betydeligt la­vere. Samme princip blev lagt til grund ved fornyelsen af Industrial Conciliation Act i 1956.

·       Pagtregeringens lovbefalede indførelse af høje minimumslønninger for udvalgte stil­linger og erhverv på områder, hvor både hvide og ikke-hvide var beskæftiget, gav hvide bedre beskæftigelsesmuligheder end dårligere uddannede sorte.

·       Fra 1925 var en fair wage clause og hensyntagen til satisfactory labour conditions, dvs. favoriseringen af hvide arbejdere, bestemmende ved vurderingen af hvilke firmaer, der skulle tildeles kontrakter og toldbeskyttelse.

·       Dannelsen af Department of Labour under pagtregeringen, hvis opgave det var at ad­skille den fagretslige behandling af sorte og hvide og at sikre de hvide arbejdere mod unfair competition. Samtidig indførtes som før nævnt IC Act.

·       Den lovfæstede Colour Bar-ordning. Pagtregeringen gennemførte med Mines and Works Act i 1926 reserverede jobkategorier for hvide. Dette blev fulgt op med tilsva­rende col­our bar lovgivning for den sekundære industri fra 1951 og i 1956.

 

Samtidig med at arbejdsløshedsproblemet hermed blev løst for de fattighvide, betød colour bar ordningen en stadig hævning af de hvide arbejderes jobstatus.

En anden årsag til de forbedrede muligheder for de hvide arbejdere var udviklingen af en statsmonopolistisk produktionssektor gennem skabelsen af korporasies indenfor stål,  ISCOR, elektricitet, ESCOM, syntetisk olie, SASOIL, kunstgødning, FOSKOR og våben, Krygskor. Denne offentlige økonomi bidragede ifølge Bunting med mere end 1/3 af den samlede kapitaldannelse i perioden 1950 til 1965 og medvirkede der­med også væsentligt til hvide arbejderes uddannelse og jobmuligheder.

En vigtig faktor i de radikales bedømmelse af de hvide arbejderes særegne sociale situation er arbejdslønnens størrelse i forhold til arbejdsværdien. En mindre del af arbejderklassen blev knyttet til borgerskabets interesser ved at give den andel i mervær­diophobningen eller sagt på en anden måde; man lod den blive en del af ud­bytningen af det store flertal af arbej­dende.

Robert Davies har på overbevisende måde påvist, at dette har været tilfældet for de fleste af de hvide sydafrikanske arbejderes vedkommende, som altså har modtaget en større løn end værdien af deres arbejde og dermed ikke er blevet udbyttet. De fleste sydafrikanske guld­miner ville således have været urentable, hvis alle arbejdere skulle have haft hvide lønnin­ger.

Konklusionen for de radikale historikere bliver, at hvide arbejdere har profiteret på merværdi, der er skabt af sorte arbejdere og at den hvide arbejderklasse indirekte har del­taget i udbytnin­gen af de sorte sydafrikanske arbejdere via sin støtte til statsmagten og de privilegier den har fået til gengæld.

Det er en logisk følgeslutning, at den hvide, sydafrikanske arbejder vil få sin realløn væ­sentlig reduceret i takt med, at disse politisk sikrede privilegier forsvinder.

 

Nogle radikale forskere har beskæftiget sig med forholdet mellem klassebevidsthed og faglig og politisk or­ganisering. Et væsentligt aspekt i den nærmest permanente politiske og ideologiske krise i Sydafrika findes her i den lave udviklingsgrad af socialreformisme. Den radikale forskning fremhæver den systemoverskridende bevidsthed, der har gjort det vanskeligt for de sorte arbejdere at acceptere en kooptationsmodel, hvor de kunne opfatte sig selv som en del af samfundet. Årsagen til dette søges i, at statens bestandige indgreb i arbejds­konflikter til fordel for arbejdsgiverne be­virkede, at de sorte arbejderes strej­kekampe på samme tid blev en kamp mod den ek­siste­rende sam­fundsopbygning som sådan. Samtidig hæmmede racediskriminationen i det politiske og ju­ridiske system muligheden for, at sorte arbejdere kunne opfatte sig selv som enkeltstå­ende sam­fundsborgere og bidragede tværtimod til skabelsen af en kollektiv, afrikansk nationalfø­lelse. Nok så vigtigt var det, at der kun eksisterede få og isolerede, reformistiske traditioner i den sorte arbej­derklasse, fordi der, indtil for nylig, ikke skete nogen kontinuerlige forbe­dringer i de sorte arbejderes levevilkår in­denfor systemets rammer.

Der har i mange år været enighed blandt radikale og progressive liberale om, at en refor­mistisk ideologi i arbejderklassen ikke kan udvikles abstrakt, men kun på et materielt grundlag gennem fuld anerkendelse af fagbevægelsen, generelle kollektive forhand­lings­muligheder, betydelige lønstigninger og opgivelsen af diskriminerende arbejds- og leve­forhold. Netop på disse områder var det vanskeligt for racestaten at gøre ind­røm­mel­ser uden samtidig at give kernen i den sorte arbejderklasse mulighed for at bruge disse som platform for krav om mere fundamentale politiske forandringer.

 

Den sydafrikanske samfundsformation set af de radikale

Sammenhængen mel­lem ideologi, racepolitik og økonomisk system er central for forståelsen af de radikales historiesyn. Mens segregation udgjorde den poli­tiske over­bygning, der svarede til den tidligere periodes behov for en sådan, repræ­sen­terede apartheid et forsøg på at bevare merværdirate og kapitalakkumulation i den senere periode, der var præget af det afrikanske subsistenslandbrugs faldende be­tydning, samt af proletarisering og urbanisering. Apartheid og den senere fase, separate development, var altså først og frem­mest en økonomisk mekanisme, specifik for Sydafrika i perioden med sekundær indus­trialisering, hvis funktion det var at sikre en høj udbytningsgrad gennem et system, der garanterede en billig og kontrolleret arbejdsstyrke i en situation, hvor denne arbejdsstyrkes reproduktionsbetingel­ser blev forandret og, i det mindste i be­gyndelsen, forringet.

 

Et grundlæggende element i denne teori, som Wolpe nok er den mest fremtrædende tals­mand for, er opløsningen af re­servat-/bantustanøkonomien og dermed af den økonomiske basis for den billige arbejdskrafts system.

Ifølge denne forklaring havde den moderne kapitalismes overvældende økonomiske og politiske kraft senest i 1920, gennem ulige handelsbetingelser og mere direkte tvang, trykket den afrikanske øko­nomi ned i en underudviklingssituation, således at den ikke længere udgjorde en konkur­rencemæssig trussel overfor de hvide farmere. Produktionsoverskud, der kunne afsættes på et marked, fandtes stort set ikke længere i de afrikanske områder. Dette reducerede den afrikanske befolkning til en arbejdskraftre­serve i forhold til den dynami­ske, kapitalistiske sektor. I Sydafrika blev denne arbejdsstyrke udnyttet gennem perio­devist vandrearbejde. De sorte migrantarbejdere havde tilgang til subsistensmidler udenfor den kapitalistiske sektor, hvilket muliggjorde lønninger, der var lavere end arbejdskraftens reproduktions­omkostninger. Ved lønfastsættelsen indgik, at den enkelte arbejders familie i nogen grad kunne forsørge sig selv gennem den reser­vatba­serede landbrugsproduktion. Derfor kunne løn­nen fastfryses til det absolutte eksi­stensmi­mimum for den enkelte arbejder. Endnu et element i systemet var, at familien i re­serva­tet/bantustanen trådte i stedet for et socialt sikkerhedsnet og dermed befriede løn/produktion-omkostningsrelationen for byrden af sygepleje, alderdomsforsorg, rekrea­tion mv. Chamber of Mines, Minekammeret, udtrykte det således:

“It is clearly to the advantage of the mines that native labourers should be encouraged to return to their homes after the completion of the ordinary period of ser­vice...otherwise the subsidary means of subsistence would disappear and the labourer would tend to become a permanent resi­dent upon the Witwatersrand, with increased requirements.”

Under den tidlige industrialisering bidragede reser­vatpro­duktionen afgørende til eksistensgrundlaget for størstedelen af de afrikanske arbej­dere. En af segregationpolitikkens vigtigste funktioner var altså at opretholde en vis produktionskapacitet og en form for socialt system i reservaterne som grundlag for migrantarbejderklassens reproduktion.

Alligevel rejste udviklingen problemer som, efter de radikales opfattelse, gradvist un­der­minerede denne strategi. Adskillelsen af reservatjorden fra det hvide marked og andre restriktioner kunne ikke forhindre jordkoncentration og dannelsen af en stadigt større gruppe af landløse, efterhånden som afrikanerne blev smidt ud fra den hvide farmjord og reservaterne blev overbefolkede. Samtidig blev det sværere at holde det nødvendige afba­lancerede produktionsniveau. Hvis landbrugsproduktionen blev for høj, ville det medføre, at arbejdskraften blev immobil, idet den i så fald ikke ville være tilstrækkelig motiveret til at forlade reservatet. I praksis blev problemet dog altid det omvendte, idet produktionsni­veauet i reservaterne under tryk fra overbefolkning og erosion af den ringe landbrugsjord faldt i en grad, så det truede arbejdskraftens repro­duktion. Reservaternes mulighed for at opretholde en produktion blev gradvist for­ringet.

Alt i alt udgjorde produktionen i reservaterne en faldende andel af migrantarbejdernes eksistensgrundlag. Samtidig indtrådte en opløsning af de gensidige sociale for­plig­telser mellem slægten i reservatet og en stadig større del af de sorte arbejdere, som følge af at disse blev fast bosiddende i byområderne uden nogen forbindelse til reser­va­ter/bantustans.

Fattigdommen på landet førte til fattigdom i byerne. Reservaternes faldende bidrag til den afrikanske arbejderklasses leveomkostninger medførte et stigende lønpres, der truede med at reducere erhvervslivets overskud. Denne dobbelte ef­fekt af den mo­derne kapitalismes gennembrud udviklede ny stærke modsætninger og konflikter, ikke kun på lønområdet, men i mange andre aspekter af livet både i byen og i reservaterne og satte spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende strukturer. Den intensiverede konflikt blev mødt med politiske forholdsregler, som igen udløste en re­aktion fra den sorte befolkning. Denne kamp begyndte længe før 1948, men den forøgede urbanisering og in­dustrialisering, som den anden verdenskrig førte med sig, skærpede de førnævnte ten­denser. 1940’erne blev karakteriseret af faglige og politiske konflikter både i indus­triområderne og på landet. Tusinder af afrikanere deltog i squatters movements og busboykotter. En ny generation af radikale, afri­kanske intel­lek­tuelle gjorde deres entre midt i 1940’erne og begyndte omformeringen af ANC til en militant massebevægelse og der var militante kampe i lan­dom­rå­derne ved Wietzieshoek og i Transkei for blot at nævne nogle af de angreb, der kon­fronterede den kapitalistiske, sydafrikanske stat i 1948.

 

Den erklærede apartheid

På det politiske plan fik apartheid udtryk bl.a. ved fjernelsen af de begrænsede rettighe­der, som afrikanere og farvede endnu havde i de parlamentariske institutioner og ved revision af gælden­de love og vedtagelsen af et helt nyt kompleks af repressiv lovgivning, som ret hurtigt de facto gjorde store dele af den organiserede opposition illegal vha. Supp­ression of Com­munism Act, Unlawful Organisations Act, Sabotage Act m.fl. Dertil kom opbygningen af sikkerhedsorganer som Bureau of State Security, BOSS, og se­nere en kraftig styrkelse af hærens indflydelse i statsapparatet.

I den økonomiske sfære betød apartheid introduktion af forholdsregler, der skulle for­hindre opbygningen af et lønpres. Mest åbenlyst fremstår Natives Labour Sett­lement of Disputes Act, der helt forbød afrikanske arbejdere at strejke. Samtidig blev alle for­slag om aner­kendelse af den afrikanske fagbevægelse taget af bordet og sammen med skærpede foran­staltninger omkring beskæftigelseskontrol og geografisk mobilitet, derunder især oprettel­sen af Labour Bureaux-ordningen og moderniseringen af paslovene, standsede dette effektivt enhver forbedring i de sorte arbejderes levevilkår i de første tyve år efter den erklærede apartheids indførelse.

 

Sammen med den begyndende afvikling af det omkostningskrævende, gammelkolo­nialisti­ske udbytningssystem i det meste af Afrika betød 1950’ernes massebevægelser en skærpet trussel mod apartheidsystemet. Sammen med udviklingen af et boerborgerskab med tætte bånd til statsapparatet førte denne situation ved 1960’ernes be­gyndelse til fuldbyrdel­sen af en brutal, terroristisk statsmagt med fascistiske træk.

I byområderne fremtrådte apartheid som en stadig klarere defineret undertrykkelses­me­kanisme frem til begyndelsen af 1970’erne. I håndteringen af reservaterne gennemgik apartheid omfattende ændringer i forsøget på at skabe ny former for arbejds­kraftkontrol, som afrikanerne kunne opfatte som mere legitime og med henblik på at institutionalisere modsætningerne, kulmi­ne­rende med “selvstændiggørelsen” af en række homelands.

En markant ændring blev foretaget i 1959 med fremlæggelsen af Bantu Self-Government Act, der gennem en Separate Development-politik forsøgte at holde de traditionelle samfund under kontrol. Med Transkei Constitution Act i 1963 tog man endnu et skridt i retning af at forandre re­serva­terne over ordningen med “selvregerende hjemlande” til “selvstændige hjemlande.” Apartheidpolitikken udvikledes yderligere som en del af Bothas “totale strategi” fra slutnin­gen af 1970’erne til, i det mindste for en periode, at tilstræbe virkeliggørelsen af illusionen om den totale adskillelse, gennem at fratage næsten alle afrikanere deres sydafrikanske statsborgerskab til fordel for et tilhørsforhold til deres konstruerede “hjemlande.”

 

Revisionistiske modifikationer

Det er altså de fleste radikales opfattelse, at det grundlæggende element i det sydafri­kanske samfund efter 1948, apartheid, ikke blot bør ses som en refleksion af en bestemt raceideologi og heller ikke kan reduceres til kun at være en videreudvikling af den tidligere periodes segregationpolitik. Den racistiske ideologi bygede på og hjalp med til at reproducere de specifikke produktionsrelationer i den særlige sydafrikanske kapi­talisme og sammen med den politiske praksis, med hvilken den vekselvirkede, be­fandt den sig i et komplekst for­hold til de skiftende sociale og økonomiske betingel­ser under samfundsudviklingen. Den her­skende klasses svar på de forandrede samfunds­mæssige betingelser, konstituerede, frembåret af politiske og ideologiske skift, baggrunden for den undersøgte periodes to faser/former for arbejderklassekontrol, segregation og apartheid.

 

De radikale revisionister udviste i den tidlige fase i 1970’erne tendenser til at angribe et liberalt syns­punkt, der blev fremstillet stereotypt og over­simplificeret. De radikale påstod herunder, at adskillel­sespolitik­ken fra først til sidst havde ophjulpet den industrielle udvikling. Minekapitalen havde ikke blot tilpasset sig den eksisterende racisme, som Blumer hævdede. Den havde grundlagt den herskende orden i racestaten.

 

Det radikale historiebillede blev efterhånden mere nuanceret. Marion Lacey påviste gradsforskelle i racesystemets nytteeffekt på forskellige økono­miske sektorer. Det kommercielle landbrug og minekapitalen havde fx ikke samme holdning til reservatpolitikken i årene lige efter dannelsen af Den sydafri­kanske union i 1910. Rekrut­teringsorganisationen fungerede ikke altid lige velsmurt og midlerne til at opnå den ønskede arbejds­kraftreserve vurderedes forskelligt. Mineejerne ønskede reserva­terne opretholdt og udbygget som depot for en migrantarbejder­styrke, der kunne forsørge sig selv mellem kontraktperioderne, mens de dele af landbruget, der havde sikret sig selv jord nok, ønskede et tilstrækkeligt antal afrikanere bosiddende på farmene som fæstere eller landarbejdere.

Mineejerne vandt stort set denne interessekamp. Til gengæld måtte de betale for systemets stabilitet med the job colour bar. Friederick Johnstone bedømte fordele og ulemper for mineindustri­en. I sit hovedværk fra 1976 vurderede han tilstedeværelsen af den billige kontrollerbare arbejdskraft, som vigtigere for mineejerne, end de omkostninger, den på­tvungne andel af højtbe­talte hvide arbejdere påførte dem.

De tidlige revisionister var næppe helt retfærdige, når de mente, at kapitalen havde kreeret systemet bevidst og entydigt efter egne interesser. Mineejerne havde faktisk forsøgt at undergrave jobreser­vationspolitikken gennem ansættelse af flere billige sorte arbejdere på bekostning af de hvide og Randrevolten i 1922 blev udkæmpet omkring dette spørgsmål. Meget tyder på, at mineejerne ikke blot var ude efter en revidering af forordningernes jobstandarder, som Johnstone påstod, men ønskede at skaffe sig frihed i deres ansættelsespolitik gennem en afskaffelse af the job colour bar.

Migrantarbejderordningen har altså været et vigtigt systemele­ment, der aldrig i samme omfang modsvarede de forskellige kapitalinteresser. Desuden fremholder Saunders, at mange mineejere foretrak en fast bosiddende, stabil arbejdsstyrke, der ikke behøvede konstant oplæring og som var mindre tilbøjelig til at desertere.

De hvide arbejderes modstand var med til at forhindre sort opstigning og nødvendiggjorde Pagtregeringen kompromispolitik, der sikrede den påtvungne enhed i en hvid magtblok. Ingen enkelt økonomisk sektor dikterede opbygningen af racesystemet.

 

Radikale temaer

Som påvist i det foregående har nogle af de vigtigste, gennemgående temaer i den radikale forskning været: Arbejderklassens struktur, organisationsgraden og dennes former, industriali­seringsniveauet, le­vevilkår og hverdagsproblemer i arbejderklassen og dennes kampe og kampformer, dokumenteret skildring af de konkrete kampe, af organisationerne, personerne og begi­ven­hederne og af kontinuiteten i modstanden. Man har forsøgt at påvise sammenhænge mel­lem økonomisk udvikling, erhvervssammensætning, statsstruktur og klassekampens for­mer. Nøgleelementer i undertrykkelsessystemet og arbejdskraftkontrollen er blevet for­søgt placeret i deres historiske sammenhænge, derunder paslovene, migrantarbejdet, ar­bejds­kraftstyringen, jobreservationen, lønkontrollen, strejkeforbudene, begrænsningerne i organi­sa­tions­friheden og den øvrige arbejdsmarkedslovgivning.

Hovedvægten i de empiriske undersøgelser og dokumentationer har været lagt på den sorte arbejderbefolknings reaktion på, og kamp mod, klasse- og racediskrimination, altså på de historiske  begivenheder og modstandens faktiske udtryksformer.

De radikale historikere inddrog også synet på udlandets investerings­politik. Hvis racepoli­tik og økonomisk vækst var uforenelige, som de liberale mente, måtte udenlandske in­ve­steringers stimulans af økonomien være et velegnet middel til at opbygge modsæt­ningerne i apartheid og det ek­sisterende system. Den strategi troede revisionisterne ikke på. Legas­sick, Innes og andre fra skolens venstrefløj argumenterede for, at udenlandske inve­sterin­ger ville underbygge det hvide herredømme og derfor burde modarbejdes. Eftersom kapi­talisme og apartheid var så tæt sammenvævede ville de også dele skæbnefællesskab i deres nederlag.

 

Ud fra ovenstående sammenstilling af det radikale historiesyn tegner der sig følgende forståelse af apartheid som system, udtrykt meget generaliseret:

·       Apartheid var først og fremmest en specifik mekanisme til økonomisk udbytning og arbejds­kraftkontrol.

·       I modsætningsfuld vekselvirkning med den sydafrikanske kapitalismes behov fandt flere spring sted i raceundertrykkelsens former over tid.

·       Apartheid fungerede som et økonomisk rationelt system for de herskende klasser i det meste af den her behandlede periode.

·       Den hvide befolkningsgruppe i Sydafrika opretholdt sin priviligerede position ved skabelsen af en klassealliance, hvor sammenfaldende interesser overvandt modstridende.

·       Det sydafrikanske racesamfund kan ifølge mange radikale beskrives som en særlig form for indre kolonialisme.

·       Den sorte arbejderklasse har været den afgørende drivkraft i samfundsudviklingen og fagbevægelsen udviklede sig i perioden til den nok vigtigste basis for modstanden mod raceun­dertrykkelsen.

·       Perspektivet for den sorte modstand blev efterhånden, af det afrikanske befolkningsfler­tal, set som national befrielse. Mange venstrekræfter så denne som første fase i en socia­listisk orienteret udvikling.

·       Mange radikale har desuden set klassekampen i Sydafrika i sammenhæng med den inter­nationale mono­polkapitalismes strategiske behov og dens udbytning af den tredje verden og endvidere som et led i den for perioden karakteristiske systemkamp mellem kapitalisme og socia­lisme på ver­densplan. Sydafrika udviklede sig efterhånden til et subimperialistisk center, der dominerede regionen, men udgjorde ikke nogen stor økonomi sammenlignet med de kapitalisti­ske hoved­lande.

 

Mens den af de liberale postulerede modsætning i forholdet mellem apart­heid og kapitalisme indicerede en evolutionær nedbrydning af racesystemet på vejen mod en velfungerende, selvbærende kapita­lisme, pegede den radikal-revisionistiske betragtningsmåde mod op­bygningen af en system­overskridende situation, der ville afskaffe både apartheid og på sigt også den kendte form for kapitalisme.

En opsummering af det radikale paradigme omkring relationen kapita­lisme/apartheid kunne i punktform også tage sig ud som følger:

·       Forholdet mellem kapitalistisk udvikling, statens racediskriminerende arbejdsmarkeds­politik og andre kernestrukturer i det hvide dominanssystem var i alt væsentligt sammen­hængende og komplementært. De konflikter, der opstod imellem disse systemelementer var interne og hand­lede om marginal fordeling af merværdi og andre fordele.

·       Dette forhold var både udtryk for kompatibiliteten mellem kapitalinteresserne og den ar­bejdskraftundertrykkende politik og for at den praktiske imple­mentering af segregation- og apartheidpolitikken ofte antog en pragmatisk karakter, i en vis modsætning til dens rigi­de ideo­logiske udtryk.

·       Disse sammenhængende interesser viste sig klart både i arbejdskraftdiskriminationens stærke kontinuitet over tid og i både hvide arbejdsgiveres og hvide politikeres modvilje overfor at give afri­kanerne fulde borgerrettigheder.

·       I modsætning til, hvad de liberale historikere tror, understøttede det økonomi­ske udvik­lingsmønster i Sydafrika den hvide dominans og forstærkede den langt hen ad vejen.

 

I perioden fra slutningen af 1960’erne til midt i 80’erne gennemløb de radikale opfattelser en modningsproces, men fra begyndelsen af 1990’erne blev der, i lyset af den virkeliggjorte socialismes nederlag, stillet fundamentale spørgsmål til paradigmets bæredygtighed. I løbet af de næste ti år vil den marxistisk inspirerede historiografi måske få en mere naturlig aner­kendelse for sine videnskabelige resultater i den sydafrikanske akademiske verden.

 

 

 

Litteratur:

Andrews, W.H.: Class Struggles in South Africa, Cape Town, 1941.

Atmore, Anthony / Westlake, Nancy: A liberal dilemma: A critique of the Oxford History of South Africa, Race, 14/2, 1972.

Beinart, William: Agrarian Historiography & Agrarian Reconstruction. Indeholdt i Lonsdale, J. (ed.): South Africa in Question, London, 1988.

Beinart, William: The Political Economy of Pondoland 1860-1930, Cambridge University Press, 1982.

Bunting, Brian: The Rise of the South African Reich, Penguin African Library, 1964. Også 1969 revideret og 1986 (IDAF).

Davies, Robert H.: Capital, State and white labour in South Africa 1900-1960, Brighton, 1979. Ph.d. fra University of Sussex.

Hepple, Alex: South Africa: Workers under Apartheid, IDAF, London, 1971.

Innes, Duncan og Plaut, M.: Class Struggle and Economic Development in South Africa: The Inter-War Years, Collected Seminar Papers 24, Institute of Commonwealth Studies, University of London, 1979.

Johnstone, F.R.: Class, Race and Gold, Routledge and Kegan Paul, London, 1976.

Keegan, T.: Rural Transformations in Industrialising South Africa, London, 1987.

Lacey, Marion: Working for Boroko, Ravan Press, Johannesburg, 1981.

Legassick, M.: Forced Labour and Racial Differentiation in South Africa. Indeholdt i Harris, R. (ed.): The Political Economy of Africa, Harvard University press, Cam., Mass., 1972.

Legassick, Martin: Forced Labor and Racial Differentiation in South Africa, i Harris, R. (ed.): The Political Economy of Africa, Harvard University Press, 1975.

Legassick, Martin: The Frontier Tradition in South African Historiography, i Marks, S. og Atmore, A. (ed.): Economy and Society in Preindustrial South Africa, London, 1980.

Levy, Norman: The foundation of the South African cheap labour system, London, 1982.

Marks, Shula: African and Afrikaner History, Journal of African History, 11/3, 1970.

O'Meara, Dan: The 1946 Mineworkers Strike and the Political Economi of South Africa, The Journal of Commonwealth & Comparative Politics, Vol.13, No.2, London, 1975.

O'Meara, Dan: White Trade Unionism, Political Power and Afrikaner Nationalism. Fra Webster, E. (ed.): Essayes in Southern African Labour History, Ravan Press, Johannesburg, 1978/81.

Rhoodie, Nicolaes Johannes: South African dialogue. Contrasts in South African thinking on basic race issues, Mcgraw-Hill, Johannesburg, 1972.

Saunders, Christopher: Historians & Apartheid, i Lonsdale, John (ed.): South Africa in Question, University of Cambridge African Studies Centre, London, 1988.

Simkins, C.: Agricultural Production in the African Reserves of South Africa, 1918-69, Journal of Southern African Studies, Vol. 8, 1981.

Simons, H.J. / Simons, R.E.: Class and Colour in South Africa 1850 - 1950, Penguin, Harmondsworth, 1969.

Stolten, Hans Erik (red.): Sydafrikas vej. Sydafrikanske kommunister om apartheids krise - Udvalgte artikler, København: Komm.S. Historie, 1988, Interview med Brian Bunting, redaktør af African Communist, pp. 23-28.

Trapido, Stanley: Landlord and tenant in a colonial economy: The Transvaal 1880-1910, Journal of Southern African Studies, Vol. 5, No. 1, 1978.

Trapido, Stanley: South Africa in the Comparative Study of Industrialisation, Journal of Development Studies, 7/3, p. 309-320, 1971.

Van der Horst, Sheila: Native Labour in South Africa, Cape Town: Oxford University Press, 1941/1971.

Walker, Ivan L. / Weinbren, Ben: 2000 Casual-ties. A History of the Trade Unions and the Labour Movement in the Union of South Africa, Johannesburg, 1961.

Walshe, Peter: The Rise of African Nationalism in South Africa. The African National Congress, 1912 - 52, University of California Press, 1982. Første udg. 1970.

Webster, Eddie / Kuzwayo, Judson: A research note on consciousness and the problem of organisation. Indeholdt i Schlemmer/Webster (ed.): Change, Reform and Economic Growth in South Africa, CASS, Johannesburg, 1977.

Wolpe, Harold: Capitalism and Cheap Labour Power in South Africa: From Segregation to Apartheid, Economy and Society, Vol. 1/4, pp. 425-456, London, 1972.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 5.

 

Afrikaanernationalismens rolle i Sydafrikas historie

 

De radikale og afrikaanersamfundet

GREENBERG

Dan O’Mearas bog, Volkskapitalisme, fra 1983 medvirkede til demonteringen af et halvt århundre­des idealiserende og romantiserende afrikaanerhistoriografi og rettede dermed endnu et slag mod den allerede krakelerede apartheidideologi. Hans midler var en impone­rende empiri­ophobning parret med et noget rigidt marxistisk teoriapparat. De to analyseele­menter hæn­ger desværre ikke særlig godt sammen i fremstillingen.

Dan O’Meara blev tidligt medlem af CPSAs Youth League, men brød senere med kommunisterne. Han blev professor på University of the Witwatersrand, måtte forlade jobbet grundet en annonceret banning i 1965. Han blev senere ansat ved Political Science Departement, University of Québec og har også undervist i Tanzania og Mocambique.

O’Meara udvikler i denne undersøgelse på overbevisende måde sit opgør med afrikanerdoms på­stand om boerne som en udifferentieret, tidløs, etnisk-kulturel enhed. O’Meara ser øko­nomiske og sociale processer, ikke etniske konflikter, som de historiske driv­kræfter i udviklingen af afrikaanernationalismen. I stedet for at lade sig fastlåse af de politiske og ideologiske udtryk for afrikaanernationalismen, som fx det oprindelige og det “rensede” nationalistparti og bevægelsen for et enigt volk i en sam­let boerrepublik, helt uafhængig af Storbritannien, koncentrerer O’Meara sig meget om det helt konkrete, organisatoriske: Ambitiøse boerledernes forsøg på, gennem organisationsopbygning, omformulering af afrikaanerideologien og folkelig mobilisering, at nå klare materielle og sociale mål. Herigennem formår han at gøre op med den liberale skoles traditio­nelle, mere ideologiske bestemmelse af afrikanerdom.

 

Om Broederbund

Gennem 1930’erne og 1940’erne havde en lille gruppe fra boerborgerskabets øverste lag arbejdet på en strategi for kontrol med de vigtigste dele af den hvide afrikaanstalende befolkning, derunder først og fremmest arbejderbe­vægelsen. Den drivende kraft bag gruppen var Afrikaner Broeder­bond. Konspirationsteorierne om Broederbond har måske været overdrevne både fra liberal og radikal side, men der er næppe tvivl om denne organi­sa­tions kolossale betyd­ning som boerborgerskabets rationelle elite.

Broederbond dannedes i 1918 og opererede efter 1922 som et hemmeligt selskab med støtte i småborgerlige afrikaanssprogede grupper. Efter 1926 mistede boerlederne gradvist tilliden til Hertzogrege­ringen grundet liberalt orienterede tendenser i regeringsførelsen og sent i 1920’erne blev Broeder­bond omorga­niseret. I 1929 stod det bag skabelsen af en ideologisk frontorganisation, Federasie van Afrikaanse Kultuurverenigings, FAK, der kom til at dominere holdningsdannelsen blandt boerne, men det var først efter sammensmeltningen/fusionen af National Party og South African Party og dannelsen af United Party-regeringen i 1933, at Broederbond kom til at spille en afgørende, politikudviklende lederrolle i det udsplittede Purified Nationalist Party. Ho­vedangrebsmålene i dets virksomhed var: Ideologisk og or­ganisatorisk omdefinering og ud­vikling af afrikanerdom, offensiv overfor den hvide fagbevægelse og styrkelse af afri­kaanerkapitalens placering.

Efter at Broederbonds klasseappel var omformuleret i populistisk retning, skabtes fra 1934 Volkskas som en kooperativ bank og fra 1939 etableredes Ekonomiese Volks­kongres, Fede­rale Volksbeleggings, Die Afrikaanse Handelsinstituut og Reddings­daadbond som økonomi­ske kamporganisationer. Strategien gik, efter de radikale strukturalisters opfat­telse, ud på at opbygge en boerfinanskapital for gradvist at infiltrere ej­erskabet til produktions­midlerne oppefra. Dette var en vanskelig opgave, eftersom der ikke fandtes megen ledig afrikaaner­kapital. Løsningen blev i nogen grad boerbøn­dernes og boerarbejdernes indivi­duelle opspa­ringer. Dette krævede igen en intensiv ideologisk, boernationalistisk kampagne og var sam­tidig en grund til at støtte hvide lønstigninger.

 

Dan O’Mearas Volkskapitalisme

I centrum for O’Mearas undersøgelse står to organisationskomplekser eller klasseaktører, der gik i spidsen for ombygningen af afrikanerdom gennem 1930’erne og 1940’erne. I Cape gik markedso­ri­enterede farmere, der producerede vin, frugt, uld og strudseprodukter, sammen med det koopera­tive assurandør- og finansieringsselskab, Sanlam, i en antifusionist bevægelse mod sam­lingsregeringerne. Farmerne var med, fordi de var utilfredse med de grænser for eksport, det engel­ske imperiums handelsrestriktioner pålagde dem. Sanlam var bl.a. med for at skaffe sig et større, stabilt kundegrundlag end det splittede lands afrikaanstalende udgjorde. I Transvaal omforme­rede en tilsvarende alliance, bestående af småhandlende, lærere, prædikanter og of­fentligt ansatte funktionærer, organisationen, Broederbond, med det mål at skabe en samlet afrikaanernati­on. For Dan O’Meara var det denne alliance af korporativt organiseret boer­kapital og småborgerskab, der udgjorde kernen i den omskabte afrikaanernationa­lisme. Den var heterogen og inde­holdt åbenlyse forskelle. Alliancepartnerne i Cape fokuserede på afgrænsede økonomi­ske spørgsmål og var organiseret i et veletableret provinsparti, Cape Party. Transvaalpart­nerne var ideo­logisk optændte, men mere dif­fust organiseret i et ret vagt politisk parti og i flere stærke udenomsparlamentariske be­vægelser. Deres kræfter blev ret tidligt forenet med krav om soverign independence, sproglig lighed mellem engelsk og afrikaans og South Africa first i en fælles opposi­tion til imperialism og monopolism. Senere blev de afrikaan­stalende arbej­deres og de fattighvides beskæftigelsesproblemer og de hvide farmeres arbejds­kraftproblemer ind­draget og gav alliancen et bredere grundlag i modstanden mod sort urbanisering, oor­stroming.

Under dette tilsyneladende fællesskab lå også grov manipulation og banale profitmoti­ver. Sanlam kontrollerede afholdelsen af Economiese Volkskongres i 1939 og de fleste af de volks-institutioner, der efterfølgende oprettedes og som bl.a. kanaliserede boernes opsparinger ind i Sanlam-kontrollerede firmaer og aktier. O’Meara afdækker dette:

“Through the mobilising power of the Bond and its front organisations, the scheme offered San­lam access to the potential money-capital of a much wider group of farmers and to the savings of both Afrikaner petty-bourgeoisie and workers.”

Under parolen service to the volk*? førte de økonomiske frontorganisationer kampagne mod indiske småhandlende for at få boerne til at købe hos “deserving Christian underta­kings.” Et af de ny firmaer, ejet af boere, Rembrandt Tobacco, appellerede overfor afri­kaanstalende kunder med, at de kun beskæftigede boeredogters.

O’Meara fortolker denne succesfulde, økonomiske offensiv som en helt målrettet strategi fra Broederbonds side:

“From now on, the overriding aim of the Bond intellectuals would be the transformation of the economic position of the Afrikaner petty bourgeoisie - to transform this petty bourgeoisie on the savings of Afrikaner workers and farmers.”

Denne bekvemme, materielt bestemte alliance, indpakket i etnisk-ideologiske paroler, var, efter O’Mearas opfattelse, bestemmende for afrikaanernationalismens udtryksfor­mer.

Afdækningen af den rationelle, økonomiske kerne i denne Sanlam-Broederbond alliance sætter spørgs­målstegn ved den konventionelle, ideologiske identifikation af afrikanerdom. Efter O’Mearas mening skal afrikaanernationalismen ikke ses som udtryk for den folkelige re­aktion på generationers engelsk undertrykkelse og ikke som en tidløs organisk enhed. Den var snarere konkrete klassekræfters interessebestemte konstruktion, der fik form gen­nem disses politi­ske engagement og utrættelige langsigtede organisationsarbejde. Denne organisatoriske mobilisering skete i første omgang gennem den ny økono­miske bevægelse, påbegyndt i 1939 med Economiese Volkskongres, båret videre af en social omfordelingsmekanisme, Reddingsdaadbond, med underorga­nisationer og af populære magasiner. Disse organi­sationer var afrikaanernationalismens virkelige motor. På det organi­satoriske plan blev forskellige sociale lag, såsom plattelandets farmere og afrikaanerar­bejderne holdt sammen med Sanlam-Bond allian­cen. Den samlede et farverigt udvalg af boerledere, udgående fra den ny klasse af afrikaanstalende finansfolk og fra et aggressivt handelsbogerskab. På det ideologiske plan argumenterer O’Meara for, at den økonomiske bevægelse var afgørende for form­ningen af den folkelige bevidsthed. I 1948 var denne opbygning blevet til en slagkraftig, fungerende realitet:

“By 1948, however, Christian-nationalism was a powerful mobilising ideology with a clear resonance in the daily consciousness of Afri­kaans-speakers of all classes”.

O’Mearas opfattelse af dette forløb imødegår på overbevisende måde den konventio­nelle fremstilling af Afrikanerdom.

 

Kritikken af O’Meara

Der har været kritik af O’Meara. Som bl.a. Greenberg og Yudelman har påvist, er O’Mearas empiriske arbejde desværre ofte indlejret i en noget forsnævret marxisme, der til tider mangler sam­menhæng med hans konklusioner, selv om de i store træk forudbe­stemmer dem. Den lægger hans nysgerrighed i stramme tøjler og bevirker, at O’Meara tilsyneladende overser visse huller i sin egen bevisførelse.

Det markedsorienterede landbrug i det vestlige Cape indtager en central rolle i O’Mea­ras beskrivelse af klassekræfternes udfoldelse. Angiveligt udgjorde det basis for Malans provin­sielle, antiengelske parti og det var på farmernes opsparinger, at Sanlam opbyggede sit fi­nansielle imperium. Denne påstand hviler imidlertid mest på gisninger fra O’Mearas side. Han dokumenterer ikke de hvide landmænds konkrete aktiviteter og eksemplificerer heller ikke hvide, nationa­listiske, politiske bevidstheds­former. O’Meara ser økonomiske faktorer som determine­rende for folkelig bevidsthedsudvikling, men der er ingen tilbundsgående un­dersøgelser i hans bog af holdningsdannelse, overbevisninger eller raceattituder. Al­mindelige mennesker er dårligt nok til stede i hans analyse som individer. Mere alvorligt er det måske, at O’Meara forsømmer at undersøge andre afrikaanernationalistiske bevægelser end lige de økono­miske. Kirkelige, sociale velfærds organisationer, sprogbevægel­ser, aviser, lokale partiorganisationer, politiker- og embedsmandsindflydelse får ringe op­mærksomhed i bogen. Økonomisk udvikling er “the real motor.” Prioriteringen af udviklinger i den økonomiske basis er forståelig og rigtig, men næppe tilstrækkelig til at konkludere:

“...the economic movement was the essential element in achieving both the organisation of disparate class forces and the ideological development which enabled such a class alliance to crystallise under the political organisation of the HNP in 1948.”

 

Volkskapita­lisme afdækker med held Sanlams og Broederbonds centrale position og de afrikaa­nerkul­turelle organisationers økonomiske determinerethed. Den dokumenterer de na­tionalistiske organisationers materielle og sociale fundament. Bogens primære tese kan imidlertid dårligt anses for bevist, men må ses netop som en plausibel og sandsynlig hypote­se, fordi alterna­tive forklaringer ikke undersøges.

Bogens ret snævre, empiriske synsvinkel er tilpasset en marxistisk teoriramme, der ind imellem fo­re­kommer noget doktrinær. O’Meara viser tendenser til at gøre Marx politiske økonomi til en erstatning for selv­stændig, teoretisk tankevirksomhed og empirisk nysgerrighed. Når han bliver kon­fron­teret med ny og uventede teoretiske problemer, vender O’Meara sig ofte ukri­tisk til Marx, som regel til Kapitalen, for at feje problemerne bort med dennes ultima­tive autoritet, næ­sten som om marxistisk teoriudvikling havde stået stille siden forrige århundrede eller som om Marx selv havde udviklet synspunkter på den sydafrikanske problematik. O’Meara affærdiger “racial polarity” og ideologiske faktorer uden videre diskussion, fordi Marx åbenbart definitivt opstillede følgende grundlæggende, bredt formulerede udgangspunkt:

“...we cannot judge such a period of transformation by its own consciousness: on the contrary, this consciousness must be explained from the contradictions of materiel life.”

I stedet for at forsøge at udvikle en specifik teori omkring afvandringen fra landbruget og de hvide farmeres position, der står som et centralt problem i arbejdet, ven­der O’Meara sig ret mekanisk til Kapita­lens andet bind. *164-66  Denne noget ukritiske anvendelse af Marx politiske øko­nomi ses også i O’Mearas behandling af småborgerskabet, der uproblematisk forvandles fra teoretisk kategori til fastlåst materiel realitet. O’Meara sætter denne etiket på aktører, hvis efterfølgende handlinger derfor umiddelbart bliver forståelige og forudsigelige. Herigennem bliver Spoor­bond, en kompleks, kristent-national fagforening, forklaret næ­sten alene gennem vendingen; “...its origins too were petty bourgeois.” Broederbond er simpelt og uproblema­tisk “a petty-bourgeois organization.”*p104 Til tider forekommer beret­ningen næsten domineret af jongle­ren med forsimplede klassekategorier; “the fascist” Ossewa Brandwag, støttende sig til “extreme elements of the petty bourgeoisie” og “the petty-bourgeois politicians of the HNP’’ ses i konkur­rence om opbakningen fra Het Volk. O’Mearas empiriske detaljerigdom anvendes fremfor alt til at illustrere klassekategorier, hvis hold­barhed på en eller anden måde alligevel forsøges dokumenteret ved siden af eller ovenpå hans historiske beretning. Prioriteringen og engagementet i den politiske øko­nomi er så kraftig, at dialektikken begrænses. Politiske partier optræ­der ganske vist i O’Mearas analyse, men udover, at de snævert afspej­ler deres egen klassebaggrund, er de nærmest indholdstomme og de tjener ude­lukkende klas­seformål. HNP, som var afrikaanerkapitalens og småborgerskabets parti, havde øjensynlig ikke andre formål end at fremme boerborgerskabets profitable ind­trængen i den herskende klasse. Særtræk i partilinjen, leder­nes personlige egenskaber og organisatoriske strukturer ophæ­ves under denne klassedeterminisme.

 

Alligevel må Volkskapitalisme ses som et overbevisende opgør med de mytologiske og ahistoriske opfat­telser af den boer-kristne nationalisme, der har betragtet ideologi og bevidsthed som endnu mere au­tonomt be­stemmende kræfter. Desværre gik O’Meara altså konsekvent i den modsatte grøft. Selv om han placerede ideerne i forhold til deres materielle baggrund, virker det som om, at han var mærkeligt uinteresseret i dem.

Andre radikale, som John Saul,*omØstafrika har stillet mere åbne spørgsmål til historien: Hvordan skabtes ideerne. Hvorfra blev de til rådighed for klasseaktørernes videre manipulation.  Hvorfor er bønder og arbej­dere påvirkelige for nationalistisk propaganda og småborgerlige politikere? O’Meara undrer sig aldrig over, hvorfor afrikaanerarbejdere tiltrækkes af den kristent-nationale identitet og hvorfor de tilsyneladende er indifferente overfor nationalistledernes mate­rielle grådighed. Hvordan holdes afrikaanermasserne på afstand af andre ideer, der lige så vel kunne modsvare deres materielle interesser? O’Mearas analyse kunne have forkla­ret afrikaanernationalismens politiske økonomi endnu bedre, hvis han havde tilladt sig en mere åben behandling af ideer, konkurrerende identite­ter, organisatoriske overvej­elser, partipolitik og disses faktorers vekselvirkning og gensi­dige afhængighed.

Denne analyse supleres med fortolkninger af B. Bunting, H. Simson og andre radikale undersøgelser af afrikanerdom og kapitalisme.

 

I analysen af holdningerne indenfor den hvide lejr gjorde de radikale altså op med myten om en monolitisk, klasseoverskridende afrikaanerenhedskultur. Denne mytiske kulturelle sam­hørighed, der angiveligt sammenknytter alle afrikaanstalende i en organisk, poli­tisk-ideologisk enhed uanset deres sociale position. I denne myte er klassetilhørs­forhold ligegyldig for social handlen, fordi den fra calvinistisk teologi afledte ideolo­giske vision binder alle boere sammen i en meget bredere etnisk-kulturel enhed.

De radikale historikere afslørede, at afrikaanerideologien først og fremmest var et svar på samfundsmæssig betinget social forandring og ingen uforanderlig weltans­chauung. Afri­kaanernationalismen har været udtryk for en skiftende klassealliance, et langt stykke hen ad vejen med småborgerskabet som den formulerende kraft. Først efter 1945 blev de afrikaanstalende arbejdere for alvor bundet til klassealliancen og det var simpel økonomisk interesse og ikke en fælles kulturel identitet, der var driv­kraften.

Afrikaanernationa­lismen virkede som det mentale klister, der holdt sammen på de vigtigste hvide klasser og klassefraktioner gennem deres udvikling under først minekapitalisme og senere fremstillingsindustriel kapitalisme. Fra begyndelsen af 1970’erne var den, også efter radikal opfattelse, ved at have udtjent sin rolle. Interesserne i de grupper, der indgik i 1948-alliancen, skilte sig ud, sådan som det også er fremgået af 1980’ernes og 1990’ernes konflikter indenfor den hvide lejr.

 

Litteratur:

Bunting, Brian: The Rise of the South African Reich, Penguin African Library, 1964. Også 1969 revideret og 1986 (IDAF).

Du Plessis, J.S.: Gustav Preller as historikus van die Groot Trek, M.A. fra Potchefstroom University for Higher Education, 1944.

Giliomee, Herman: The Last Trek? Afrikaners In Transition To Democracy. Indeholdt i Etherington, Norman (ed.): Peace, Politics and Violence.., London: Hans Zell, 1992.

Giliomee, Hermann: The Growth of Afrikaner Identity. Fra Beinart, William / Dubow, Saul (ed.): Segregation and Apartheid in Twentieth Century South Africa, New York: Routledge, 1995.

Joubert, C.J.: History for Standard 10, 3. ed., 12. impr., 1986.

Liebenberg, B.J. (comp.by): Opstelle oor die Suid-Afrikaanse Historiografie, Pretoria, 1975.

Liebenberg, B.J. (comp. by): Trends in the South African historiography, University of South Africa, Pretoria, 1986.

Moodie, T.D.: The Rise of Afrikanerdom as an Immanent Critique of Marxist Theory of Social Class. I Bonner (ed.): Working Papers in Southern African Studies, African Studies Institute, 1977.

Moodie, T.D.: The Rise of Afrikanerdom, University of California Press, 1975.

O'Meara, Dan: Volkskapitalisme: Class, Capital and Ideology in the Afrikaner Nationalism, 1934-48, Johannesburg: Ravan Press, 1983. Også på CUP, 1983.

O´Meara, Dan: Forty lost Years: The Apartheid State and the Politics of the National Party, 1948-1994, Ravan Press / Ohio University Press, 1996.

Scholtz, G.D.: Die ontwikkeling en huigige stand van die afrikaanse historiografie, Tydskrif vir We-tenskap en Kuuns, Nov., pp. 30-40, 1946.

Simson, H.: Is the Apartheid State a Fascist State? A Framework for Analysis, South African Studies, Retrospect and Prospect, University of Edinburgh, 1983.

Simson, Howard: The Social Origins of Afrikaner Fascism and its Apartheid Policy, Uppsala Studies in Economic History 21, Uppsala, 1980.

Van Jaarsveld, F.A.: Omstrede Suid-Afrikaanse Verlede: Geskiedenisideologie en die Historiese Skuldvraagstuk, Johannesburg, 1984.

Van Jaarsveld, F.A.: Ou en nuwe weë in die Suid-Afrikaanse geskiedskrywing, Communications of the Universiy of South Africa, A16, Pretoria, 1961, Åbningsforelæsning (inaugural lecture). Forelæsningen blev også trykt i van Jaarsveld, F.A.: The Afrikaner's Interpretation of South African History, Cape Town, 1964 som kapitlet, Interpretations and trends in South African Historical Writing, pp. 116-165 og genoptrykt i revideret form i van Jaarsveld, F.A.: Geskiedkundige Verkenninge, Pretoria, 1974.

Van Jaarsveld, F.A.: The Afrikaners Interpretation of South African History, Cape Town, 1964.

Wolpe, Harold: An Analysis of the South African State - A Critique of the Concept of South African Fascism, South African Studies Retrospect and Prospect, University of Edinburgh, 1983.

Yudelman, David / Greenberg, S.B.: Dan O'Meara's Afrikaner Nationalism, Social Dynamics, 9/1, 1983 (June).

 

 

 

 

 

Lærernoter B til lektion 6.

 

Befrielseshistorien i Sydafrikas modstandskamp

 

Officiel sort befrielseshistorie - historien som sejrherre

Man kan betragte frihedsbevægelsens meritter i Sydafrika ud fra flere forskellige vinkler. Det er fx lettere end nogensinde at se ANCs historie i et rosenrødt skær. Eftersom ANCs og GNUs selvopfattelse i nogen grad er historisk begrundede er der god grund til at undersøge den kritisk.

På venstresiden i historie- og samfundsforskningens ideologiske spektrum findes da også, hvad man kunne kalde den sorte funktionærhistoriografi. Det er en uforbeholden partisk historie, skrevet ud fra en folkelig bevægelse og tradition og naturligt optaget af at dokumentere bestemte krav til fortiden.

Selv en overfladisk tekstanalyse ville let identificere egenskaber, som omfatter vægtning af en kompetent ledelse, et storbybaseret udgangspunkt og en manipulerende retorik. Som professor ved University of Cape Town, Colin Bundy, har påvist indeholder teksterne oftest et i alt væsentligt uproblematiserende syn på fortiden. Organisationen ANC ses at have haft en jævnt fremadskridende udvikling hen imod dens nuværende sejrrige situation, efter at have været nærmest ufejlbarlig og efter at være vokset løbende i medlemstal, modenhed og militante holdninger som årene gik. der er ikke megen plads i denne version til ANCs fejlvurderinger eller bommerter. Der er kun få antydninger af modsigelser eller spændinger i denne historie og ingen konflikter mellem lederne indbyrdes eller mellem ledelse og medlemmer eller mellem de forskellige sociale klasser, samlet under den nationale frihedskamps fane.

 

I et samleværk kaldet Liberatory History kommer forfatterne Bundy, Mosala og Alexander med forsøg på at fastlægge visse normer for det de kalder “alternative history”, “Black history” og “peoples history” historie. Værkets materialegrundlag er en række bidrag fra en historikerkonference om befrielseshistorie.

Samleværkets redaktion og bidragydere rejser adskillige, relevante spørgsmål og udfordringer til lærere, studerende og historieskrivere. Henry Bredekamp opfordrer meget direkte til større inddragelse af det omgivende samfund under valg af felter for historiske undersøgelser. Han mener ikke, at undervisere i folkets historie kan nøjes med at legitimere en given, samtidig sociopolitisk orden, fx den aktuelle i Sydafrika, men argumenterer for at:

“history as a discipline has to be…subject to the critical inquiry and constant reinterpretation of the past in the light of the present.”

Bredekamp advarer imidlertid folkets historikere. akademikere skal passe på den iboende fare ved en total hengivelse til de udgangspunkter befrielsesbevægelsen har dikteret, hvis ikke peoples history skal blive til de ny politikeres “tjenerinde,” sådan som liberal og afrikaanerhistorie var de gamle politikeres. Desværre besvarer Bredekamp ikke selv spørgsmålet om, hvordan man indrømmer den progressive del af samfundet udenfor universiteterne medindflydelse på valget af undersøgelsesfelter og udgangspunkter og alligevel sikrer samfundsforskerne arbejdsfrihed.

Colin Bundy kritiserer sort-national historieskrivning for at være reaktionær og anvende reelt mange af de samme begrebsmæssige rammer, som den hvidt-centrerede historie, den er en reaktion på. den er intetsigende, fordi den i realiteten sjældent stiller ny spørgsmål til fortiden. Peoples history i denne form med fokus på den brede modstandskamp ser ifølge Bundy ofte mennesker og fællesskaber som en udifferentieret masse, helt forenet i deres engagement for kampen. dette karakteriseres som “left romanticism,” der angiveligt groft ignorerer forskelle i klassetilknytning og afvigende interesser inden for gruppen. Bundy, der ofte placerer sig selv i den radikale skole, hævder imidlertid, at den moderne, bløde, kulturelt orienterede radikal-revisionistiske historie- og samfundsforskning har sat sig ud over disse mangler og nu genspejler en “...totality of social and political relations” i sin teori og metodologi.

Bundy har også vurderet den alternative historieskrivnings funktion i frihedskampen. Til forskel fra peoples history og black history bør professionel, radikal historieforskning ikke kun berømme folkets heltemodige kampe eller den prækoloniale fortids formodede idyl. Den bør være langt mere analytisk. Bundy advarer den radikale historiker mod at dække over de mørke sider af frihedskampens historie, hvilket blot vil skabe en historiefortolkning, som vil besværliggøre den videre kamp for retfærdighed. hvis historiefaget skal kunne levere en kortlægning af fortiden, som hjælp til handlingsvejledning for fremtiden, så må alle farerne på vejen afdækkes. Hvis historieforskningen ikke kan medvirke til dette, har den svigtet de sociale og politiske funktioner, som den efter Bundys mening bør vedkende sig.

 

Dogmetro sort historie - sort bevidsthed som givet

Den kategori, som man kunne kalde dogmetro sort historie, er fortsat ret dominerende indenfor sort-national historieskrivning og repræsenteres af en stor mængde værker, heri indbefattet både professionelle akademiske arbejder og den mere folkelige genre. Bortset fra en manglende organisatorisk tilknytning og forpligtigelse har retningen meget til fælles med den førnævnte funktionærhistorie, men er ofte på samme tid mere selvstændig og mere ateoretisk. Den indeholder bl.a. arbejder som Eddie Rouxs fremragende Time Longer Than Rope, Mary Bensons Struggle for a Birthright, en fire bind stærk kildesamling redigeret af Karis og Carter, Andre Odendaals studie af den organiserede nationalismes forhistorie, Gerharts skildring af den sorte bevidsthed og Walshes Rise of African Nationalism.

Sammenlignet med den noget utilstrækkelige funktionærhistorie er disse værker mere indholdsrige. De er ofte baseret på grundige undersøgelser og de er ikke med overlæg skrevet for at retfærdiggøre eller hylde deres emne. Alligevel bærer de en vis lighed med funktionærteksterne. De deler med disse en kritikløs, alt for respektfuld tilgang til den sorte nationalismes ide som sådan. I virkeligheden har de derfor også visse stilistiske ligheder med visse afrikaanernationalistiske arbejder. Ligesom de fleste af disse, tenderer de til at tage nationalisme for givet, som et organisk udtryk for en fælles identitet, og de er ofte relativt uinteresserede i, hvordan denne identitet er bygget op over tid.

Denne historieopfattelse tenderer til at overse problemer, som ligger i den sociale sammensætning af de nationale bevægelser. Den stiller sjældent spørgsmål omkring sort-nationale politikeres klassebaggrund eller klasseinteresser og ikke overraskende er den sjældent i stand til at give svar, som belyser indre modsigelser eller spændinger i sort-national politik. På dette punkt ligner disse tekster meget af den øvrige afrikanistiske historieskrivning mange andre steder i Afrika i tiden efter 1960’erne, da den antikoloniale entusiasme skabte en bølge af pronationalistiske historier om modstandskampens sejre.

I den sydafrikanske kontekst vier disse historier karakteristisk nok meget opmærksomhed til bevægelsernes lederskab. De ser på 1950’ernes massemobiliseringer som en slags glansperiode og fremfor alt vægter de kontinuitet og fælles identitet i den sort-nationale bevægelse over tid i en sådan grad, at historien udvikler sig med en øjensynlig uundgåelighed.

 

Udviklingen af historieopfattelser indenfor ANC

ANC har som en betydningsfuld national bevægelse gennem mere end 80 år tiltrukket mange forskellige typer af historieforfattere og en mere indgå­ende bibliografisk undersøgelse ville nok afsløre en hel mosaik af afvigende tematiske udviklinger, snarere end en sammenhængende skole.

Tom Lodge har inddelt ANCs historielitterære tradition frem til 1990 i fire epoker. Den tidligste fase indeholder hovedsagelig biografier, histo­risk fiktion og so­cial reportage. Den viser en organisation, hvis ledende personligheder stadig var grund­fæstet i en indfødt, landlig kultur. Den følges af en bølge af især selvbiografier, produceret overve­jende i 1950’ernes townshipmiljøer. En tredje kategori udgøres af en række delvist analytiske fremstillinger skre­vet af kommunister indenfor Kongresalliancen gennem 1940’erne og 1950’erne. Den sidste bølge stam­mer fra ANC-orienterede  historikere, hvis intellektuelle uddannelse hovedsagelig foregik i eksil.

Mange af de værker, der indgår i ANCs historietradition, er ikke professionelle akademikeres arbejde, men det er altså ikke, fordi ANC mangler en historisk identitet. ANC-taler og statements er ofte spækket med historiske referencer til prækoloniale samfund, til den tidlige modstandskamp mod koloniseringen og til tidligere førte kampag­ner. ANC begrunder hyppigt sine stillingtage­ner med henvisning til præcedens både fra sine egne og internationale revolutionære bevægelsers historiske erfaringer. Hvis ANC fortsætter sin moderate socialliberale udvikling vil fremtiden måske byde på en genopdagelse af arbejderne fra organisationens tidlige tradition. ANCs historieopfattelse kan i hvert fald trække på adskillige, forskellige historiske traditioner.

 

Efter 1960’erne prægede en ny generation historieskrivningen omkring ANC. Dens re­præsentanter var i modsætning til den tidlige generation ofte akademisk uddan­nede. En hel del af de intellektuelle i ANCs inderkreds bestod herefter af mænd, hvis før­ste politiske erfaringer stammede fra deres inddragelse i studenterorgani­sati­oner på Fort Ha­re-universitetet i begyndelsen af 60’erne.

Ber­nard Magubanes ar­bejde står centralt i denne genre. For Magubane er Sydafrikas racesystem entydigt knyttet til kapitalismen:

“While a racist social structure is not inherent in the colonial situation, it is inseparable from capitalist economic development. In a racist-capitalist power structure, capitalist exploitation and race oppression is inextricably linked; the removal of one ensures the removal of the other.”

Det er en naturlig følge af dette synspunkt, at national kamp i sydafrikansk sammenhæng samtidig ses som en kamp mod kapitalismen.

Magubanes karakteristik af den sydafrikanske stat blev formet af hans observationer af den politiske økonomi gennem 1960’erne. Han understreger den stærke gensidige afhængighed mellem sydafrikansk, europæisk og amerikansk økonomi. Truslerne mod stabilitet og sta­tus quo i Sydafrika truede også de udenlandske interesser. Han mener derfor i sine arbejder, at udenland­ske kapitalinteresser så afrikaanernationalismen som et aktiv for deres kapitalophob­nings­bestræbelser, uagtet dennes gammeldags, småborgerlige karakter. Hvid partipolitik ses slet og ret som afspejling af konflikter mellem forskellige kapitalfraktioner. Magubanes ar­gumenta­tion modsvarer altså den tidlige strukturalistiske ortodoksi. Hans arbejde modsvarer også et intellektuelt indslag i ANCs de­batter først i 1970’erne, som det kan læses fx i ANCs eksekutivkomites politiske rapport for 1969 og i Oliver Tambos taler fra samme periode.

 

Efter Magubanes arbejde blev to egentlige historiebøger publiceret af forfattere tæt på ANCs ledelse. Den første af disse var Francis Melis. Med Melis position i organisationen in mente virker det sandsynligt, at bogen både genspejlede og havde indflydelse på ANCs opfattelse af sin egen historie. Meli var redaktør på ANCs udad­vendte magasin, Sechaba, efter 1977 og har en doktorgrad fra universitet i DDR-tidens Leipzig. Han var aktiv i studenterorganisationen på Fort Hare tidligt i 1960’erne. Et af de gennemgående træk i hans syv kapitler er, at forholdet mellem top og bund i ANC har været relativt problemløst.

Der er tale om en relativt solid og meget anvendelig historiefremstilling, men til trods for den erklærede hensigt, nemlig at skrive en bog, som kunne vise ANCs rødder i folkets historie, er Melis South Africa Belongs to us, som i øvrigt findes på CAS bibliotek, en ret traditionel organisationshistorie, der ser historien “oppefra.”

En anden ANC-historie, National Struggle, Class Struggle. South Africa since 1870, blev skrevet af John Pampallis, en tidligere lærer på ANCs Solomon Mahlangu kollegium i Tanzania, senere underviser på University of Natal. Det er en gedigen gymnasielærebog, der indeholder en rimelig syntese, selv om den er præget af den samme forudsigelighed og ukritiske holdning til bl.a. trodskampagnernes mobiliseringsforsøg som Melis bog.

Igennem 1980’erne ledsagedes ANCs genvundne og stadigt voksen­de poli­ti­ske kraft i Sydafrika af en række ny bøger. I nogle af disse tekster genoplivedes begivenheder og personligheder fra 1950’erne ofte med en storslåethed, der tjente samtiden nok så meget som den nøjagtigt skildrede fortiden. En af dem, der gør størst indtryk er Fatima Meers biografiske hyldest til Nelson Mandela, Higher than Hope, som blev publiceret på Mandelas halvfjerdsårs fødselsdag.

 

Kritisk historieskrivning - den sorte bevidstheds indre modsigelser

En anden genre indenfor den progressive historie- og samfundsforskning har fået betegnelsen kritisk. At et historieværk om den sorte frihedskamp betegnes som “kritisk” indebærer ikke nødvendigvis, at det udtrykker nogen misbilligelse af denne, men antyder simpelthen en større rækkevidde i de spørgsmål det stiller og en mere kompleks gennemgang af fortiden. For den kvalificerede læser indebærer det som regel en mere interessant udlægning. Når det fx drejer sig om ANC, vil en kritisk historie alligevel næppe afsløre meget andet end en levende, skiftende, dynamisk organisation med mange forskellige typer personligheder i ledelsen, som har demonstreret kapacitet til udholdenhed og tilpasningsevne. Det vil formodentlig være en historie, der afslører, at ANC, lige som enhver anden større politisk bevægelse, har undergået indre konflikter og modsigelser og har gennemlevet spændinger mellem ledelse og medlemsskab, som har ført til overtagelsesforsøg, konkurrence og lederstrid med deraf følgende politikskift, der igen logisk har medført frafald, udbrud, udelukkelser og opbygning af fornyet styrke gennem skiftende taktiske alliancer med allierede grupperinger.

 

På trods af ANCs fremgange, er der også fremført kritiske fortolkninger af frihedsbevægelsens arbejde fx gennem 1950’erne. Kritikken er til dels kommet fra konkurrerende bevægelser, men også i form af akademiske værker med teoretiske eller sammenlignende undersøgelser. I det følgende opregnes nogle mere betydningsfulde af disse kritikker og sammenhængen mellem dem.

For det første er der kritik, som overvejende er optaget af taktiske og strategiske mangler. ANC faldt periodevist tilbage fra sin fortroprolle, så ledelsen kom bagud i forhold til en virkelighed, præget af de menige medlemmers målbevidsthed og militante kamp.

En lignende, bredt anlagt kritik går på, at Kongresalliancen forblev opslugt af konstitutionelle, parlamentariske og statsretslige modstandsformer, selv efter at disse forlængst var blevet anakronistiske i forhold til undertrykkelsessystemets magtmidler:

“1960 was a testing time...the militancy was growing outside, but we were so preoccupied with the legal processes, we didn’t have the right conception of revolution as opposed to pressure. We didn´t make the right break.”

Endnu en kritik går på det organisatoriske grundlag for Kongresalliancen mellem ANC og de indiske, farvede og hvide kongresbevægelser, som jo de facto accepterede etniske opdelinger mellem de forskellige deltagende partnere i alliancen. Ifølge denne kritik, som kommer fra flere forskellige ideologiske udgangspunkter, duplikerede bevægelsen altså på sin vis statens racesyn, samtidig med at den skjulte klassespørgsmålet bag koncentrationen på afrikansk-nationale attituder indenfor ANC.

En mere fundamental kritik går fx på, at hele den brede massepolitiske tilgang i 1950’erne var utilstrækkelig. Den forblev overvejende en kritik af samfundets politiske moral, en protest snarere end en virkelig udfordring. ANCs strategi, der efter kritikernes mening, anså fredelige masseprotester som en tilstrækkelig kraft til at ændre regimet, viste sig jo perspektivløs i perioden efter Sharpeville.

Endnu en kritik stiller tværtimod spørgsmålstegn ved den særlige form for væbnet kamp, som ANC adopterede. Også denne skepsis stammer fra forskellige grundopfattelser. Det forbudte og eksilerede ANC anlagde fra december 1961 en sabotagestrategi, der omfattede voldelige angreb imod symbolske og strategiske mål, med vidtgående hensyntagen til at undgå civile ofre. Denne er af kritikere blevet beskrevet som:

“...isolating the vanguard from the masses...who were left on the threshold, fascinated bystanders of a battle being waged on their behalf.”

Endelig eksisterer også for denne periode flere forskellige kritikformer, der fokuserer på klassesammensætning og klasseinteresser indenfor frihedsalliancens ledelse. I sin mest simple form har kritikken undsagt denne ledelse som værende småborgerlig og set dens synspunkter og gerninger som en følge af denne påståede klasseholdning. I sine mere nuancerede, bevidst tidsbundne versioner er udgangspunktet ikke helt irrelevant.

 

Black Politics

Tom Lodges Black Politics since 1945 etablerede sig hurtigt som en klassiker indenfor den kritiske, men stillingtagende skildring af den sorte frihedskamp. Gennem en nuanceret blanding af tolkning og fremstilling har Lodge, efter overbevisende udvælgelse af væsentlige begivenhedsforløb, sammenstyk­ket en hi­storie om langvarige interessekampe med ægte indfølelse for det undertrykte flertals fri­hedsstræben. Hans beretning er veldokumenteret og kildenær. Der kan dog rejses indvendinger mod hans værk. Hans arbejde er ikke klart teore­tisk placeret, hvilket resulterer i, at den folkelig kamp hist og her i hans skildring gives et skær af volontarisme. Desuden undervurderer han helt konkret den folkelige modstand og protestbevægel­sernes omfang i visse by- og townshipområder og ser hermed bort fra en særlig historisk dynamik, som har væ­ret en uløselig del af frihedskam­pens langvarige forløb.

 

Kolonialisme af en særlig type

Gennem 1970’erne og 80’erne var der en livlig akademisk debat om, hvordan man bedst kunne give en generel karakteristik af undertrykkelsen i Sydafrika. Debattens intensitet afspejlede den tiltagende politiske kamp i landet i apartheids sidste år, derunder frihedsbevægelsernes behov for en præcis og samtidig mobiliserende teori for frihedskampen. Denne side af debatten har beskæftiget sig en del med teorien om kolonialisme af en særlig type.

Opdagelsen af fællestræk mellem de eksterne forbindelser, kolonialmagterne etable­rede over de koloniserede folk under den klassiske imperialisme på den ene side og de etniske, kulturelle, nationale eller raciale herredøm­merelationer, visse klasser eller folkegrupper senere har etableret over andre internt i nogle latin­amerikanske lande, i USA, i Sydafrika og adskillige andre steder på den anden, førte til ideen om inter­nal colonialism som model for analysen af disse samfund.

Det specifikke, som ifølge disse teorier adskiller indre kolonialisme fra “normal” kolonialisme, er den omstændighed, at kolonimagten eller den dominerende racegruppe befinder sig på samme geografiske område som det koloniserede folk. Særlig vægt lægges ofte på kon­stateringen af, at underudviklingssituationen for de undertrykte og udbyttede, etniske eller raciale grupper og deres geografiske områder indenfor statens grænser bliver re­produceret via de samme mekanismer af kulturel dominans, politisk undertrykkelse og økonomisk udbytning som dem, der på internatio­nalt niveau, efter fortalernes opfattelse, har skabt udvikling og velstand i de højtudviklede vestlige industrilande netop gennem den imperialistiske underudvikling af de koloniale satellitter.

Gennem hele det tyvende århundrede er dette praktiseret i Sydafrika gennem tilstedeværelsen af en førkapitalistisk form for landbrugsproduktion i kunstigt skabte reservater, bantustans og homelands.

Denne produktionsmåde har været kendetegnet ved slægtsbaserede, sociale arbejdsfællesskaber, hvor produktionen er blevet opmagasineret og viderefordelt efter stam­me- og familietraditionernes forpligtelse til gensidig støtte. Hvis den nødvendige subsistens­produktion til et helt års basisforbrug kan klares på mindre end et år, åbnes mulighed for den kapitalistiske sektors udnyttelse af arbejdskraften til underbetaling i resten af året, hvis kapitalen "finds the means to extract it practically, without the direct intrusion of capital into the self-sustaining sector." En indtrængen af moderne kapital kunne nemlig nedbryde de førkapitalistiske produktionsrelationer og dermed vanskeliggøre subsistensforsyningen, indskrænke den overskydende arbejdstid og reproduktionen af ar­bejdskraft udenfor den kapitalistiske sektor. Wolpe påviser på den anden side, at der helst skal være en balance, der overflødiggør alt for stærke, politiske foranstaltninger til rekrutte­ring af arbejdskraften, fx pengeskatter, straf for desertering mv., hvilket kunne være nødven­digt, hvis landbrugsproduktion var så effektiv, at der kunne produceres for et marked, da de sortes behov for lønarbejde i den moderne økonomi så ville svinde.

På den internationale front var det netop apartheidregimets kolonialistiske karakter, der gjorde dets manglende legitimitet enestående og bragte det i fundamental modstrid med international ret. En liberal opfattelse af Sydafrika som en uafhængig og legitim stat, om end med beklagelige skønhedsfejl, ville let have reduceret friheds­kampen til en indsats for menneskerettigheder inden for rammerne af det bestående system og kunne samtidig have gjort regimet til hovedformidleren af reformer. Accepten af en sådan holdning ville have begrænset frihedskampens status som en fuldt udfoldet, national befri­elseskamp med de muligheder for folkelig mobilisering det indebar.

Selvom teorien om indre kolonialisme ofte er blevet brugt på ret spekulativ vis, kommer man ikke udenom dens relevans for Sydafrika. Den stærke internationale solidaritetsbevægelse og den næsten fuldstændige isolation af styret blev styrket ved opfattelsen af apartheidregimets koloniale karakter. ANCs beslutning om at gribe til væbnet kamp, hang direkte sammen med den fortsatte kolonialis­mes manglende legitimitet og at denne væbnede kamp i højere grad end almindeligt antaget har kunnet disciplineres under massemobiliseringens strategi, skyldtes også fol­kets meget brede opbakning til den nationale frihedskamps vision.

 

Historikerne og kampen for det ny Sydafrika

Som vi har været inde på tidligere står spørgsmålet om en frugtbar for­ening af videnskabeligt arbejde og politisk engagement centralt i sydafrikansk historie­forskning.

En sandsynlig udvikling i det nye Sydafrika vil være en oprejsning af frihedsbevægelsernes, først og fremmest ANCs, historieskrivning til ære og værdighed, dels gennem en professi­onalisering i organisationerne, men også som inspiration og emnefelt på universiteterne. Det er derfor ikke uvæsentligt at klargøre hvordan organisationens historiebillede har skiftet.

I det omfang en historisk undersøgelse bliver gennemført i organisationsregi i en af frihedsbevægelsens forgreninger, vil der nok nød­vendigvis være en klargjort overensstemmelse mellem politiske prioriteringer og undersøgelsesfelter. ANC har fortsat stort behov for undersøgelser, der sagligt belyser folkets levevilkår og statens og bevægelsens strategimuligheder som grundlag for agitation, legitimeringspropaganda og folkelig mobilisering. Ligeledes for udarbejdelse af dokumentation til internationale organer og bistandsydere. Mange sådanne undersøgelser er blevet udarbejdet af tilknyttede organisationer og forpligtede, individuelle sympatisø­rer. Den side af sagen er vel relativt problemfri, så længe den er åbenlys. Hvis efterforskningen imidlertid begrænses til udarbej­delse af abejdsmateriale til støtte for en allerede defineret politik, bliver den let indskrænket til en ren ideologisk funktion og det intellektuelle arbejdes autonomi og dets vigtige kriti­ske funktion fjernes.

Harold Wolpe hævdede, at den fremskridtsvenlige historikers selvstændigheds­målsætning under medleven i skabelsen af en mere retfærdig fremtid i realite­ten bedst nås, hvis frihedsbevægelsens prioriteter holdes for øje, men uden at dette leder til en simpel afhængighed af bevægelsens  ideologi og politik. Dette vil efter hans opfattelse være det bedste kompromis til takling af den principielle modsætning mellem fuldstændig forskningsautonomi og reducering af forskningen til en ideologisk funktion.

Diskussionen mellem det ny demokratiske styre i Sydafrika, de folkelige organisationer og progressive forskere om en forskningspriori­tering bør under alle omstændigheder finde sted fortløbende. Forskellige opfattelser vil udkrystalliseres indenfor ANC under den fortsatte kamp om samfundsmag­ten. De begrænsede forskningsressourcer må nødvendigvis prioriteres og den politøkonomiske situation vil påtvinge de etablerede forskningsinstitu­tioner en fortsat diskussion om prioriteringer. Der har som tidligere nævnt været signaler fra ANC og regeringen, der kunne tyde på, at hvis ikke universiteterne forstår at gøre sig relevante for opbygningen af et nyt Sydafrika, vil de simpelthen blive økono­misk nedprioriteret til fordel for un­dervisning på lavere niveauer og folkeoplysning.

 

Historikerne og fremtiden - liberale, radikale eller Det nye hegemoni

Som afslutning på denne del af seminaret kan vi op samle hovedsynspunkterne. De liberale historieforskere betragter ret isoleret situationen ud fra individers og grup­pers øjeblikkelige motiver og intentioner. De ser den politisk be­stemte racediskrimination som årsagen til den raceopdelte økonomiske ulighed og deres løsnin­g er derfor blot liberalisering af apartheids gamle institutioner. I deres apartheidanalyser har de er ikke været særlig opmærksomme på, at den øko­nomiske basis konstituerer et relativt snævert, politisk spillerum. Mærkeligt nok hænger de samtidig fast i en ubevidst økonomisk determinisme og i lyset af den hidtidige, kompromisbetingede reformproces og nyliberalismens sejrsgang i 90’erne står de liberale styrket i troen på, at “de økonomiske realiteter” vil udslette de tilbageværende raceforskelle.

 

For de få vedholdende radikale er situationen mere sammensat. De ser fortsat tætte bånd mellem kapi­talisme og alskens former for forskelsbehandling og anser den sociale racediskrimination for temmelig resistent over­for de indtil videre trods alt be­grænsede, politiske og konstitutionelle reformer. Indtil slutningen af 1980’erne betragtede de reformerne som “adaptive, rather than liberalising.” De accepterer stadig ikke argumentationen om, at “capitalism has killed apartheid,” men søger årsagerne til besejringen af apartheid i den folkelige modstand, den internationa­le solidaritet, sanktionspolitikken og de stigende omkost­ninger ved undertryk­kelsessystemets opretholdelse.

Efter Johnstones mening havde den radikale historiografi en del af æren for det konstante reform­pres:

“...the new, more radical and class-oriented way of looking at South African history and so­ci­ety, which emerged at the beginning of the decade, definitely influenced the shape and thrust of po­litical opposition to, and pressures upon, white domination in South Africa du­ring the 1970s and into the present.”

Ud over en sund skepsis i spørgsmålet om, hvorvidt reformpolitikken i sin tidlige ud­form­ning overhovedet tog sigte på at afskaffe apartheid eller om hensigten tværtimod var at strømline og effektivisere racesystemet, har det været de radikales opfattelse, at den økonomiske basis måtte ændres mere grundlæggende, hvis de sociale konsekvenser af apartheid skulle be­kæmpes. Bevidstheden om dette er tilsyneladende blevet dæmpet i de seneste år under realpolitikkens pres.

 

Fremtiden for sort historieforskning

Det er næppe muligt at forudsige, hvilken retning en fremtidig sort historie-og samfundsforskning vil tage. Selv hvis situationen i det ny sydafrikanske samfund udvikler sig optimalt, dvs. mod et rime­ligt socialt, harmonisk og stabilt pluralistisk system, hvilket nok er en meget op­timistisk forventning, vil den sorte befolkning fortsat, om end fra en bedre position, skulle tilkæmpe sig rettighe­der og muligheder. Det sandsynlige er vel, at et fortsat engagement i kampen for politisk og økonomisk ligeberettigelse også indenfor historieskrivningen vil fastholde emner som sort bevidsthed og nationalisme, den hvide udbytnings former og modstandskampens organisationshistorie.

 

Trods sin antiimperialistiske holdning var Afrikas tidlige, postkoloniale historieskrivning i re­aliteten baseret på europæiske værdier, idet den tog udgangspunkt i traditionel, natio­nal historieskrivning, med vægten på regeringspolitik og elitegruppers handlinger. Under indflydelse fra udviklingsforskning, antropologi mv. påviste afri­kanske historikere fra 1970’erne, at Afrika tidligere havde haft store, gamle kongedømmer, mine- og handelscentrer og velfunge­rende infrastrukturer før europæernes ankomst. Ny forskning har foreslået, at de virkelige værdier i Afri­kas historie skal findes i det statsløse samfund baseret på lokal autonomi og på samar­bejde frem for disciplinering og konkurrence.

Måske vil sorte, sydafrikanske historikere kunne lære af dette erfaringsforløb uden helt at give afkald på universelle, teoretiske forestillinger. Det kedeligste ville næsten være en tilbagevenden til en ny afart af den konventionelle empirisme.

 

De sorte sydafrikanere har været nægtet adgang til deres egen historie. Den historie de lærte i skolen gav dem in­gen fornemmelse af en fortid, de kunne identificere sig med, eftersom de hvide havde også koloniseret historien.

Det vil blive en problematisk opgave for historiograferne at kortlægge, på hvilken måde den hvide historie er blevet påtvunget sorte akademikere og studenter, samt virknin­gerne af dette, men det nedvurderende historiebillede har selvsagt været en medvirkende faktor til, at så få sorte har følt sig tiltrukket af det officielle historiestudium.

Faglitteratur skre­vet af sorte historikere fylder stadig ikke meget på universitetsbibliotekernes hylder. Dette er den mest graverende svaghed i sydafrikansk historie og samfundsforskning overhovedet og der hviler i denne henseende et stort ansvar på såvel den institutionaliserede historievidenskab, som på de folkelige bevægelser. Mange flere bidrag til historien skrevet af sorte på videnska­beligt niveau er helt nødvendige, hvis ikke forskningsverdenen under demokratisk sort flertalsstyre skal fremstå som en eksklusiv hvid ø, en kolonial reminiscens fra apartheidperioden. Noget sådant ville være skæbnens ironi efter, at den engelsktalende universitetsverden i mange år har snakket om raceintegration.

 

Ny historiografisk sameksistens

Meget tyder på, at en del af de mere åbne radikale historikere vinder stigende indflydelse på de engelsksprogede universiteter i Sydafrika i et omsiggribende samarbejde med udog­matiske liberale. Rendyrkede, radikale styrkepositioner vil også fremover kunne findes i universitetsverdenen, ligesom i øvrigt gammeltænkende, afrikaaner-pindsvinestillinger, men fremtiden for sydafrikansk historieforskning ligger måske i et nyt symbiotisk hegemoni bestående af en sammensmeltning af alle progressive strømninger fra liberal afrikanisme og radikal socialhistorie til ANC-orienterede strategiopfattelser, således som Bozzoli og Posel har forslået. Det kan jo også forekomme ret naturligt i en tid med nationale kompromiser i Sydafrika og en ny verdensorden.

I lyset af de store sociale konflikter, som Sydafrika fortsat står overfor, er det nu vanskeligt at tro på, at en sådan samdrægtighed mellem væsensforskellige historieideologier vil få særlig lang varighed. Diskussionen om Sydafrikas omkæmpede fortid og dens betydning for det ny Sydafrikas udviklingsalternativer vil sikkert blusse op igen ud fra brudlinjer, der ligner den tidligere debat mellem liberale og radikale historikere en hel del, eftersom dette skisma afspejler fundamentale konflikter i samfundets basis, der atter vil skylle ind over den akademiske verden, når de sociale realiteter vækker dem til live igen.

 

 

 

Litteratur:

Adam, Heribert: Exile and resistance: the ANC, the SACP and the PAC. Indeholdt i Berger/Godsell (ed.): A Future South Africa. Visions, Strategies and Realities, SABA Foundation, Cape Town, 1988.

Alexander, Neville: Sow the Wind, Johannesburg: Skotaville, 1985.

Benson, Mary: South Africa. The Struggle for a Birthright, London: Penguin, 1966/1985.

Benson, Mary: Nelson Mandela. Manden og bevægelsen, Aros, 1986. Opr. Nelson Mandela, London, 1980 og London: Penguin, 1986.               

Bonner, Philip: The Black Mineworkers Strike: A Preliminary Account. Fra Bozzoli, Belinda: Labour, Townships and Protest, Johannesburg: Ravan Press, 1979.

Bonner, Philip: The Transvaal Native Congress, 1917-20: The radicalisation of the black petty bourgeoisie on the Rand. I Marks/Rathbone: Industrialisation and Social..., London, Longman, 1982.

Bozzoli, Belinda (ed.): Town and countryside in the Transwaal. Capitalist penetration and popular re­sponse, History Workshop, Ravan Press, Johannesburg, 1983.

Carter, G.M. / Karis, T. / Stultz, N.M.: South africas Transkei: The Politics of Domestic Colonialism, Heinemann, 1967.

Davis, David / Fine, Bob: Political Strategies and the State: Some historical observations, Journal of Southern African Studies, 12/1, Oxford University press, 1985.

De Kock, Wessel: Usuthu!: Cry peace! the black liberation movement Inkatha and the fight for a just South Africa, Cape Town: Open Hand Press, c.1986.

Du Toit, Darcey: Capital and Labour in South Africa. Class struggle in the 1970s, Monographs from the African Studies Centre, Leiden, London, 1981.

Gene Sharp i modkritik af Sonkosi, Zola: African opposition in South Africa from 1948-1969: an analysis of the ANCs nonviolent and violent actions, Berlin, 1982.

Gerhart, Gail M.: Black Power in South Africa. The Evolution of an Ideology, University of Cali­fornia Press, Berkeley, 1978.

Hirson, Baruch: Year of fire, Year of ash, Zed Press, London, 1979.

Johnstone, F.R.: Most Painful to Our Hearts: South Africa through the eyes of the  new school, Ca­nadian Journal of African Studies, 16/1, 1982.

Karis, T. / Carter, G.M. / Gerhart, G.M. (eds.): From Protest to Challenge. A Documentary History of African Politics in South Africa 1882-1964. 1-4, Standford University, 1972 - 77.

Kgope, Tebogo: Is South Africa Suited for Guerilla Warfare? African Communist, No. 117, 1989.

Lambert, Rob: Black Resistance in South Africa, 1960-61. An Assessement of the Political Strike Campaigns, Collected Seminar Papers, Inst. Comm.St., SSA 7/78, 1978.

Limb, Peter: The ANC and Black Workers in South Africa 1912-1992: An Annotated Bibliography, London: Hans Zell Publishers, 1993.

Lodge, Tom: Black politics in South Africa since 1945, Longman, London, 1983.

Lodge, Tom: Charters from the past: The African National Congress and its Historiographical Traditions, Radical History Review, 46/47, pp. 161-188, 1990.

Luthuli, Albert: Let my people go. An Autobiography, Glasgow/London: Collins, 1962.

Magubane, Bernard M.: Review Article, The African Review, A Journal of African Politics, Development, and international Affairs, Vol. 2, No. 3, 1972.

Magubane, Bernard M.: The Political Economy of Race and Class in South Africa, Monthly Review Press, New York, 1979.

Malapo, Ben: Marxism, South Africa and the Colonial Question 1-2, African Communist, No. 113 / 114, London, 1988.

 Mandela, Nelson Rolihlahla: Vejen til Frihed, Munksgaard/Rosinante, 1994. Opr. Long Walk to Freedom, 1994.

Marks, Shula / Trapido, Stanley (eds.): Social history of resistance in South Africa, Journal of Southern African studies, 18, 1. Special issue, Oxford University Press, 1992.

Matthews, Z.K.: / Wilson, Monica (eds.): Freedom for my People. The Autobiography of Z.K. Mat­thews: Southern Africa 1901 - 1968, Cape Town, 1981.

 Meer, Fatima: Higher than hope. Rolihlahla We Love You, Skotaville Johannesburg, 1988.

Meli, Francis: A History of the ANC. South Africa belong to us, Zimbabwe Publ. House / Indiana University Press / James Currey, London, 1989. Opr. Harare 1988.

Molapo, Ben: Marxism, South Africa and the Colonial Question 1-2. African Communist, 113 og 114, London, 1988.

Ntsebeza, Lungisile: Divisions and unity in struggle: the ANC, ISL and the CP, 1910-28. BA, University of Cape Town, 1988.

Odendaal, Andre: Vukani Bantu! The beginning of black protest politics in South African to 1912, Centre for African Studies, University of Cape Town, David Philip, Cape Town, 1984.

Pampallis, John: National Struggle, Class Struggle. South Africa since 1870, ANC, London, 1987.

Pampallis, John: Foundations of the New South Africa, London: Zed books, 1991.

Plaatje, Sol T.: Native life in South Africa: before and since the European war and the Boer rebellion, London: P.S. King, 1916. Her brugt reprint New York: Negro Universities Press, 1969. Også 1970, 1982, 1991.

Posel, Deborah: Rethinking the Race-Class Debate in South African Historiography, Social Dyna­mics, 9/1, 1983 (jun.).

Roux, Edward: Time Longer Than Rope, The University of Wisconsin Press, 1964. Opr. London: Gollancz, 1948.

Simons, H.J. / Simons, R.E.: Class and Colour in South Africa 1850 - 1950, Penguin, Harmondsworth, 1969. En tidlig radikal kritik, som dog ikke generelt kan kaldes kritisk historieskrivning.

Simons, H.J. / Simons, R.E.: Class and Colour in South Africa 1850 - 1950, Penguin, Har­mondsworth, 1969.

Sizwe, No: One Azania, One Nation. The National Question in South Africa, Zed Press, London, 1979.

Slovo, Joe: South Africa - No Middle Road. Fra Davidson/Wilkinson: South Africa: The New Politics of Revolution, London, 1976.

Suttner, Raymond / Cronin, Jeremy (eds.): Thirty Years of the Freedom Charter, Ravan Press, Johannesburg, 1986.

Tambo, Oliver (Tambo, Adelaide (comp.)): Preparing for power: Oliver Tambo speaks, Lon­don, 1987.

Turok, Ben: Strategic Problems in South Africas Liberation Struggle: A Critical Analysis, Richmond, Canada, 1974.

Walshe, Peter: The Rise of African Nationalism in South Africa. The African National Congress, 1912 - 52, London: C.Hurst, 1970. Også University of Californis Press, 1982.

Weinberg, Eli: Portrait of a People. A personel record of the South African liberation struggle, London: IDAF, 1981.

Willan, Brian: Sol Plaatje, De Beers and an old tram sched: Class relations in a South African town, 1918-1991, Journal of Southern African Studies, Vol. 4, No. 2, 1978.

Willan, Brian: Sol Plaatje: South African Nationalist, 1876-1932, Berkeley: University of California Press, 1984.

Wolpe, Harold: Capitalism and Cheap Labour Power in South Africa: From Segregation to Apart­heid, Economy and Society, Vol. 1, No. 4, London, 1972.

Wolpe, Harold: Strategic Issues in the South African National Liberation Struggle, Review, Vol. 8, 1984.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 7.

 

 

Den makroøkonomiske situation

Geografisk set er Sydafrika et stort land. Det samme gælder ikke for økonomien, når bruttonationalproduktet (BNP) anvendes som målestok. I 1991 var det sydafrikanske BNP på kun godt 90 milliarder US-dollars om året. Det er mindre end Danmarks. Sydafrika er dog en økonomisk supermagt i regionen. Sydafrikas BNP er ca. tre gange så stort som de øvrige SADC-landes samlede BNP.

De vigtigste sektorer målt ved deres bidrag til BNP er forarbejdningsindustrien på ca. 25 %. Herefter følger finansielle tjenesteydelser mv., samt offentlig administration og forsvar med hver 15 %. Endelig udgør handel 14 %, minedrift 10 % og landbrug, skovbrug og fiskeri 5 % af BNP. Minedriften og landbruget er dog meget vigtigere for økonomien, end BNP indikatoren angiver. De to sektorer dominerer landets eksport og leverer råvarer til forarbejdningsindustrien. Desuden er en ret stor del af arbejdsstyrken beskæftiget med landbrug.

 

Import og eksport udgør en værdi, der svarer til mere end halvdelen af BNP. Guld udgjorde så sent som i 1991 næsten en tredjedel, af den samlede eksport, og andre mineralske produkter, metaller og kemiske produkter bidrog med over 30 %. Andre eksportvarer repræsenterede derfor mindre end en tredjedel.

Maskiner er den vigtigste importartikel med 30%, efterfulgt af transportudstyr (13%) og kemikalier (10%). Den sydafrikanske økonomi kan altså karakteriseres som lille og åben, og den er meget afhængig af en konjunkturfølsom råvareeksport. Desuden er importerede kapitalgoder af afgørende betydning for det indenlandske aktivitetsniveau.

 

Den sydafrikanske økonomi var meget dynamisk i 1950’erne og 1960’erne. Væksten lå på ca. 5 % om året; men fra 1973-74 skete et skift og væksten nåede i slutningen af 1980’erne helt ned under 2% om året . Tages der højde for befolkningsvæksten faldt produktionen faktisk med 1,5% om året fra 1982-92 og gennemsnitsindkomsten var i 1991 15% mindre end i 1975. Der var tale om nulvækst i 1992 og udviklingen er blevet langt mere påvirkelig overfor den internationale økonomi. Den nye regering stod derfor overfor den vanskelige opgave at skulle reaktivere en stagnerende økonomi.

 

De økonomiske problemer, som kommer tydeligt til udtryk i den indenlandske opsparing, investeringerne, beskæftigelsen og produktiviteten viser bl.a., at hverken kapitalapparatet eller arbejdsstyrken udnyttes særlig godt. Kapitalapparatet blev desuden både mindre og ældre i 1980’erne, og forbruget steg mere end BNP, så de fremtidige vækstmuligheder blev forringet.

Den sektorer, hvor beskæftigelsen steg siden midten af 1970’erne var især de centrale regeringskontorer, den lokale administration i 'hjemlandene' og den finansielle sektor. Opbygningen af apartheidregimets administrative kontrolsystemer skabte altså flere jobs, men denne stigning blev mere end ophævet af kraftige fald i de direkte produktive sektorer. Den nye regering skal altså ikke blot skaffe beskæftigelse til de mange nye, som vil komme ind på arbejdsmarkedet i takt med den relativt høje befolkningsvækst, men også til dem der blev efterladt med beskæftigelsesproblemer under apartheidperioden.

 

Den offentlige sektors budgetter har konstant været i underskud siden 1970. Den allerede omtalte øgning i antallet af offentligt ansatte har bidraget, men hertil kommer stigende rentebetalinger og militærudgifter i apartheids sidste år. Sidstnævnte er faldet på det seneste, men det bør ikke overses, at de steg fra 2% af bruttonationalproduktet i 1970 til ca. 4% i 1980'eme. Dette medførte bl.a., at de offentlige investeringer blev beskåret kraftigt op gennem 1980'erne. Det gik ud over infrastrukturen, som ikke blev vedligeholdt. Realiseringen af apartheidregimets nationale og regionale politiske og militære mål har altså været med til at underminere det fremtidige vækstgrundlag.

 

Socioøkonomi og uligheder

Det er ikke blot den makroøkonomiske situation, som giver anledning til bekymring. Sydafrika har en af de mest ulige indkomstfordelinger i verden.

Sydafrika har gennem mange år været berygtet ikke bare for den institutionaliserede raceulighed, men også for en ekstremt skæv indkomst- og formuefordeling og det er måske her man skal finde den største udfordring for den nye demokratisk valgte regering.

Dette helt forvredne sociale mønster har resulteret i en første verdens levestandard for hvide og en tredje verdens standard for sorte, hvilket førte til en situation, hvor der har været reel fare for landet totale opløsning i slutningen af 80’erne.

Den gennemsnitlige månedlige indkomst for hvide husholdninger lå på omkring 3.300 rand (dvs. ca. 6.600 kr.) i 1990, mens en typisk sort husholdning kun tjente ca. 15% af dette beløb. Desuden er den 'rige' gruppe relativt større i Sydafrika end i andre ulande, nemlig ca. 20-25% mod normalt kun nogle ganske få procent. Der bliver derfor endnu mindre tilbage til de fattigste. lndkomstulighederne er desuden stigende indenfor de forskellige racegrupper. Både de fattigste sorte og de fattigste hvide er blevet yderligere marginaliserede i 1980'erne, og voksende uligheder mellem den formelle og den uformelle sektor bærer kimen til fremtidige kriser i sig.

Hertil kommer den ekstremt ulige fordeling af råderet over indkomstskabende aktiver. Apartheidregimet gennemtvang med magt en jordfordeling, hvor blot 50.000 hvide farmere kontrollerer næsten 70% af jorden, mens 1,3 millioner afrikanske farmere må nøjes med godt 13%. De hvide farmere ejer desuden langt den bedste jord og har traditionelt modtaget ca. 50 gange mere i offentlig støtte end de sorte.

 

Ikke blot jordfordelingen, men også magten over de private virksomheder er meget koncentreret. Blot seks selskaber (Anglo American, Rembrandt, South African Mutual, Sanlam, Liberty Life og Anglovaal) kontrollerede i 1993 ikke mindre end 86% af de aktier, der var registreret ved Johannesburgs børs. De private selskabers stigende kontrol over den indenlandske opsparing blev omtalt ovenfor, men hertil kommer at de administrerer betragtelige formuer og finansielle ressourcer. Denne magtkoncentration er overvældende i enhver international sammenligning.

 

Apartheidstyrets offentlige sektor har gennem sammensætningen af sine udgifter på afgørende vis bidraget til at etablere, fastholde og uddybe ulighederne i Sydafrika. I midten af 1980’erne lå de sociale udgifter for en hvid på mere end tre gange gennemsnittet for hele befolkningen.

 

Regionale skævheder

Udover disse generelle racebetingede uligheder er den nye, demokratisk valgte regering blevet konfronteret med betragtelige regionale skævheder. De fattigste områder ligger i det nordlige Transvaal, Natal, det østlige Cape og i Orange Free State, hvorimod Witwatersrand og det vestlige Cape ligger i toppen. Det problematiske i Sydafrikas tilfælde er, at absurde racebaserede love har begrænset folks bevægelsesfrihed og ført til såvel ekstraordinært høj ulighed som en uhensigtsmæssig fordeling af arbejdskraften.

Når ulighederne i det sydafrikanske samfund analyseres, må det understreges, at forskellene mellem land og by er om muligt endnu mere iøjnefaldende end mellem de forskellige administrative regioner. Kun 5-10% af BNP kommer fra tidligere 'hjemlande', hvor den gennemsnitlige årlige indkomst ligger på et beløb svarende til ca. 750 kr. Faktisk har over 80% af den sorte landbefolkning en indkomst, der ligger under den officielle fattigdomsgrænse med kvinder, børn og gamle som de klart mest udsatte grupper. Hvis denne gruppes indkomst blev lagt til grund, ville Sydafrika altså høre til blandt de fattigste ulande.

 

Den voldsomme vandring mod byerne, der er en følge af de dårlige levevilkår på landet og som omfatter hundrede tusinder om året, vil blive et stort problem for det ny Sydafrika. Byerne er nemlig langt fra indrettet på at absorbere så mange tilflyttere, da den herskende politik gennem årtier har været baseret på en antagelse om, at de sorte hørte til i 'hjemlandene'. Vandringsproblemets nøjagtige omfang kendes ikke, men det kan bemærkes, at over 8 millioner sydafrikanere allerede nu lever i 'shacks' af helt uacceptabel standard i byområderne, og der etableres ca. 150.000 nye 'shacks' om måneden. Dette sammenholdt med Sydafrikas allerede høje urbaniseringsgrad i forhold til ulande er en eksplosiv arv efter apartheid.

 

Fattigdom

Fattigdom er en objektiv realitet, der kan måles ud fra kvantitative indikatorer, såsom indkomst, adgang til tjenesteydelser og forhold som helbred, ernæringsstatus, beskæftigelse mv.

Det er imidlertid først og fremmest en subjektiv realitet, som er blevet erfaret af millioner i Sydafrika gennem sult, kulde, elendighed og manglende fremtidsudsigter. Fattigdom og de dermed sammenhørende problemkomplekser som økonomisk vækst, psykologiske, sociale, kulturelle og miljømæssige problemer udgør det nye Sydafrikas alvorligste udfordring.

 

Ifølge Verdensbanken er Sydafrika altså et øvre middelindkomstland på linje med Brasilien og Mexico. BNP pr. capita i Sydafrika er syv gange højere end for resten af sub-Sahara området. Hvad der gør Sydafrika specielt, er omfanget og naturen af de sociale skel på tværs af befolkningen. Bl.a. McGrath har lavet sociologiske undersøgelser ud fra Gini koefficienten, hvor 0 svarer til perfekt lighed og 1 til værst forestilbar ulighed, og her ligger Sydafrika på 0,68 og kan dermed klassificeres som et af de lande, der har den skæveste indkomstfordeling i verden, værre end nogen udviklingslande.

Et projekt sponsoreret af Verdensbanken, Project for Statistics on Living Standards and Development, PSLSD, viser også, at de sociale skævheder er større end i det også ret asociale Brasilien.

Men det er frem for alt den raciale karakter af uligheden, som adskiller Sydafrika fra andre lande.

Mens afrikanerne udgør over 75% af befolkningen, skønnes de at modtage under 30% af indkomsterne. På den anden side modtager de hvide, som udgør 13% af befolkningen over 55% af de samlede pengeindkomster i landet. Inderne som udgør 2,5% af befolkningen råder over 4% af indtægterne, mens de farvede, som udgør 8% af befolkningen også har ca. 8% af indkomsterne.

Selvom de sorte indkomster er steget en smule mere end de hvides fra begyndelsen af 1970’erne og frem, er de hvides gennemsnitsindkomst fortsat et sted mellem 7 og 12 gange større end de sortes, alt efter hvilke undersøgelser, der refereres til. For de sortes vedkommende er indkomstforbedringerne først og fremmest sket for de faglærte i byområderne dels på grund af manglen på uddannet arbejdskraft, dels på grund af friere fagforeningsaktivitet og dels på grund af sortes jobavancement. De store lønforskelle mellem forskellige jobkategorier, som blev defineret af Job Colour Bar eksisterer imidlertid næsten uforandret.

 

Siden 70’erne har Bureau of Market Research ved Unisa lavet fattigdomsundersøgelser, hvor fattigdomsgrænser er blevet fastsat ret konservativt ud fra et minimalt vareforbrug. Gennem 80’erne viste disse undersøgelser, at 54% af alle sydafrikanere levede under denne fattigdomsgrænse. Hvis man ser på afrikanske husholdninger alene ligger 68% af disse under grænsen. Det samme gælder for 52% af de farvede og 30% af inderne, mens kun 3% af de hvide er fattige.

Urban Foundations lidt mere aktuelle undersøgelser viste at kun 42% af alle husstande ligger under fattigdomsgrænsen, men nyere undersøgelser fra 1991 viste, at 67% af afrikanerne, 38% af de farvede, 18% af inderne og 7% af de hvide fortsat levede under fattigdomsgrænsen.

Endnu tættere resultater fra PSLSD-undersøgelsen fra 1993, der altså blev beregnet ud fra husholdningernes forbrug og ikke fra indkomsterne, viser, at 54% af alle afrikanere, 25% af de farvede, 8% af inderne og kun 0,5% af de hvide lever i fattigdom.

Alle undersøgelserne viser en klar geografisk variation, således at fattigdommen er langt større på landet, især i de tidligere homelands og særligt i de såkaldte TBVC-stater. Husholdninger med en kvindelig forsørger er klart de aller fattigste inden for alle niveauer. Gennemsnitsindkomsten for en husstand med kvindelig forsørger på tværs af race er 1141R mdl. sammenlignet med 2089 for samtlige husholdninger. Dertil kommer at husstande med kvindelig forsørger som regel har flere ikke-selvforsørgende medlemmer.

 

Ovennævnte resultater er stort set blevet bekræftet af de mest aktuelle undersøgelser, fx Central Statistical Service: Living in South Africa - Selected Findings of the October 1995 Household Survey, South Africa Survey fra SAIRR og South Africa’s nine provinces – a human development profile fra Development Bank of South Africa. Dertil kommer regeringens White Paper on Social Welfare fra 1995/97og Poverty and Inequality in South Africa publiceret i 1998, som viser tilsvarende.

 

Udtrykket velfærdsgab, poverty gap, står for størrelsen af den indkomstudligning/ indkomstoverførsel, der skulle til for at bringe alle, der lever under fattigdomsgrænsen op til fattigdomsgrænsen. Poverty gap giver altså visse informationer, ikke bare om hvor mange fattige der er, men også om omfanget af deres fattigdom, samt hvad der skal til for at rette op på tingene. South African Living Standards and Delevopment Survey påviste, at fattigdomsgabet udgjorde 18 mia. R i 1993 og at ca. 70% af gabet skyldes de lave standarder i landområder og tidligere hjemlande.

Dette skæve indkomstmønster er gennem tiden blevet underbygget af en ligeså racemæssig skævvredet “velfærdspolitik”.

 

Sundhed, uddannelse mv.

Den sydafrikanske stat har fx frem til 1994 brugt mindst dobbelt så meget pr. capita indenfor sundhedsområdet på hvide, som på sorte.

Sydafrikas udgifter på sundhedsområdet virker med 6% af BNP umiddelbart ret høje, men over halvdelen af udgifterne bruges traditionelt indenfor den halvprivate sundhedssektor, hvor over 2/3 af alle hvide har individuelle forsikringsordninger, hvilket kun gælder for 7% af afrikanerne.

I mange tilfælde er sorte kvinder blevet tvunget til sterilisation, eller det er blevet foretaget uden deres vidende. Antikonception i form af tvungne indsprøjtninger har været ret udbredte i landområderne og på arbejdspladser hvor man ønskede en stabil arbejdsstyrke.

Under apartheid var abort ildeset og kun 40% af ansøgningerne blev imødekommet i 1991 og ud af dem gjaldt 71% hvide kvinder.  Til gengæld blev der foretaget anslået 2-300.000 illegale og sundhedsfarlige aborter årligt på sorte kvinder.

 

Ud fra en skala, der indikerer underernæring ved en vægt på mindre end 80% af normalvægten, kan det anslås at ca. 2,5 mio. sydafrikanere lider af underernæring og ud af disse er 40% under 5 år. Underernæring påvirker børns fremtidsmuligheder. Mens 5% af hvide børn anses for at være udviklingshæmmede, gælder det for 28% af de afrikanske børn.

 

Mens der er en læge pr. 700 indbyggere i overvejende hvide byområder, er der 10-30000 indbyggere pr. læge i de tidligere homelands.

 

Arbejdsstyrken i Sydafrika anslås til ca. 15 mio. efter ILOs definitioner, som omfatter både formelt beskæftigede, registrerede arbejdsløse, samt anslået beskæftigede i den informelle sektor, men omfatter ikke de såkaldte marginale sektorer dvs. subsistenslandbrug og aktiviteter udenfor markedet fx husarbejde. De arbejdsløse omfatter ifølge denne målestok kun de aktivt arbejdssøgende, hvilket betyder at statistikken som regel sætter arbejdsløsheden i Sydafrika alt for lavt, fordi mange potentielt økonomisk aktive de facto er droppet helt ud af arbejdsstyrken, ligesom der er mange underbeskæftigede. Afsidesliggende landområder er desuden dårligt omfattet af statistikken. Selvom kvindearbejdsløsheden er registreret som 6% højere end mændenes, er en stor del af den, som omfatter marginale sektorer og selvforsyningslandbrug ikke medtaget.

 

Den udviklede, formelle økonomi bliver til stadighed mindre arbejdskraftintensiv og kan altså kun give beskæftigelse til ca. halvdelen af arbejdsstyrken. Der er brug for færre, men bedre uddannede til at producere samme varemængde. Desværre er Sydafrikas arbejdsstyrke relativ ung og dårligt uddannet. Kun ca. halvdelen af arbejdsstyrken er klassificeret som blot middelfaglært.

 

Effekterne af den høje arbejdsløshed i Sydafrika er så meget desto værre på grund af den høje grad af familiær afhængighed. Helt i modsætning til den oprindelige mening med reservater og bantustans må sorte i byerne, arbejdsløse eller ej, nu forsørge hjemmeblevne familiemedlemmer. For det Nordlige Transvaal var den såkaldte dependency ratio fx 4,8 gennemsnitligt, dvs. at hver byarbejder har adskillige, hvis skæbne afhænger af hans indtjening.

 

På uddannelsesområdet har forholdene indtil nu været endnu værre med 4,5 gange så høje offentlige udgifter pr. hvid elev sammenlignet med afrikanske elever, hvilket sammen med den sociale baggrund, selvfølgeligt har givet sig udslag i undervisningsdeltagelsen i praksis. Kun 20% af de sorte børn som burde følge mellemskoleundervisning gjorde det rent faktisk sammenlignet med 90% af de hvide. Indtil 1994 var undervisning op til 16-års alderen kun obligatorisk for hvide og indiske børn.

I 1993 blev det anslået, at ud af en samlet befolkning på 41,5 mio. var 12,5 mio. eller 30% analfabeter eller næsten analfabeter. Graden af analfabetisme er meget højere på landet end i byområder og noget højere blandt ældre end yngre. Derimod er der kun lidt forskel mellem kønnene på dette felt.

 

Mens 95% af de hvide børn, som gik op til, hvad vi nok ville kalde folkeskolens afsluttende eksamen (immatrikulation/standard 10), bestod, klarede kun 39% af de afrikanske børn denne og kun 13% af de sorte  børn som starter i skolen opnår den afsluttende eksamen.

 

 

På infrastrukturområdet har Urban Areas Act og anden geografisk adskillelse sørget for at hvide områder har fuld vestlig standard, mens en meget stor del af de sorte husstande mangler adgang til elektricitet, vand, og sanitære installationer, samt lider under voldsom overbefolkning. Selvom forholdene i de sorte townships ikke er for gode, er de langt værre i de uformelle squattercamps og i de tidligere hjemlande.

En ret stor del af den afrikanske befolkning lever i skure, udhuse og traditionelle hytter og overbefolkningsproblemer er udbredte. 63% af de afrikanere, der lever i 1-rums boliger må dele dette værelse med mere end 3 andre.

 

Sydafrika producerer over halvdelen af al elektricitet i Afrika, alligevel har kun ca. 30% af alle sydafrikanere adgang til el i hjemmet og fx er over 80% af alle husstande i de tidligere hjemlande uden elektricitet.

Udviklingsniveauet afspejler sig også i, at træ udgør 75% af al brændsel i landområder og 40% i forstadsområderne. De fattigste må bruge den forholdsmæssigt største del af deres midler på energi. For husstande der indtjener mindre end 400R gælder det, at de må bruge mellem 15 og 40% af deres midler på energi.

 

Formuefordeling

Det er vanskeligt at skaffe helt pålidelige oplysninger om formuefordelingen, men McGraths undersøgelser anslår, at de rigeste 5% råder over 88% af velfærden i Sydafrika. Hvad angår ejerskabet af landbrugsjord og firmaer, råder hvide over mindst 94% af den samlede formuedannelse og blandt de hvide råder 5% over ca. halvdelen af formuerne.

 

I landområderne og de tidligere hjemlande overlever mange kun lige bestemt på subsistensproduktion, sociale ydelser, indkomstoverførsler eller lejlighedsvist salg af landbrugsvarer.

Sydafrika har ikke et egentligt socialt sikkerhedsnet som vi kender det fra Danmark. Alligevel er de sociale udgifter steget kraftigt igennem de seneste år. I en bestemt måned i 1993 blev der udbetalt forskellige sociale ydelser til 2,3 mio. personer, hvilket inkluderer alderdomspensioner (1,6), veteraner, blinde og handikappede og visse familieydelser til store børnefamiler (0,5).  Tallet ville være en hel del større, hvis der var bedre information og desuden er det langt fra alle steder, at disse ydelser overhovedet når frem til modtagerne. På trods af de sociale ydelsers utilstrækkelighed, er der mange landområder, hvor de udgør op til 1/3 af det samlede indkomstgrundlag.

 

De mest åbenlyse konsekvenser af denne sociale uretfærdighed viser sig betegnende nok i de mest basale indikatorer for livskvalitet, nemlig forventet livslænge og børnedødelighed. Livslængen for hvide er 73 år, mens den er 61 år for afrikanere.

Fertilitetsraten for afrikanske kvinder er 4.3, mens den er 1.6 for hvide kvinder, hvilket også rummer et udsagn om udviklingsniveau.

Børnedødeligheden blandt hvide sydafrikanere kan sammenlignes med den i højtudviklede vestlige lande, nemlig 8-10 pr. 1000, mens den for afrikanere er helt op til 10 gange højere, dvs. højere end i mange andre afrikanske lande, men disse tal er dog meget usikre.

 

Det har ofte været påpeget at målestokken; BNP pr indbygger, kun giver et meget overfladisk billede af en befolknings levestandard og det har fået UNDP til at lave en anden skala, kaldet Human Development Indeks (HDI), der sammenstiller faktorer såsom livslængde, læsefærdighed, købekraft mv. Målt på denne skala befinder Sydafrika sig som nr. 93 ud af 173 lande, mens det er nr. 60, hvis der måles efter BNP pr capita. Kun nogle få oliestater har et større skel mellem de to former for mål, hvilket siger noget om den sociale ulighed i landet.

Hvis det hvide Sydafrika blev udskilt som et separat land ville det efter samme skala ligge som nr. 24 lige efter Spanien, mens det sorte Sydafrika ville ligge som nr. 123 lige over Congo.

På trods af optimistisk snak om regnbuenation og nationbuilding er der stadig tale om to helt forskellige verdener inden for landets grænser.

 

Perspektiver

Det er en ret udbredt opfattelse blandt udenforstående iagttagere, at folkets forventninger til det nye Sydafrika er farlige, urealistisk høje og umulige at opfylde. Men måske er det mest slående ved situationen tværtimod den værdige, tålmodige og overbærende holdning, der præger langt de fleste sorte sydafrikanere. Adgang til uddannelse, tilbagelevering af det stjålne land, genetablering af deres egen historie og selvrespekt, deltagelse i beslutningsprocesserne, er de spørgsmål der optager sindene. Egentlig burde det vel være mere realistiske forventninger end de, der næres i de kredse, som profiterede af apartheidsystemet og som nu går ud fra, at man kan fortsætte sin livsstil ganske uændret ved at trække på de sorte sydafrikaneres storladne tolerance.

 

 

Litteratur:

Luiz, J.M.: Welfare policy and the transformation of social security in South Africa, Development Southern Africa: Quarterly journal, Vol. 12, 1995.

Nolan, Brian: Poverty, inequality and reconstruction in South Africa, pp.151-172, Development Policy Review: The journal of the Overseas Development Institute, Vol. 13, No. 2, 1995.

RSA: National Social Development Report, Prepared for the World Summit on Social Development, Copenhagen, Denmark, Pretoria: Government Printer, 1995.

Tarp, Finn: Situations og perspektivanalyse. Sydafrika, Kbh.: Danida, 1993.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 8.

 

Sydafrikas makroøkonomiske problemer

 

Sydafrikas økonomi

#Tarp3

Som vi allerede har været inde på, bestod kernen i apartheidsystemets økonomiske masterplan af import-substituerende industrialisering koblet med udnyttelsen af billig sort arbejdskraft. Dampen var gået af den model allerede i begyndelsen af 1970’erne, men absurde, racebaserede love hindrede også efter dette tidspunkt en effektiv brug af landets økonomiske ressourcer. I stedet for at koncentrere sig om at vende denne tendens og udvikle landet, besluttede apartheidregimet at forstærke sin undertrykkelse af den sorte befolkning og at anvende store ressourcer på et destruktivt militærengagement i regionen med den hensigten, at gøre Sydafrika til et politisk og økonomisk magtcentrum i det sydlige Afrika. Konsekvensen blev imidlertid social og økonomisk stagnation og sammenbrud, ikke blot i nabolandene, men også i Sydafrika selv.

 

Sydafrika lider derfor i dag ikke blot af forbigående økonomisk tilbagegang, men af grundlæggende strukturelle skævheder, som er en alvorlig hæmsko for den nye demokratiske regerings manøvrerum. På trods af den tidligere importsubstitutionsstrategi forbliver Sydafrika en meget åben økonomi og landet er meget afhængig af vestlig teknologi. Denne afhængighed kan også i nogen grad ses som en konsekvens af det produktions- og efterspørgselsmønster, den ulige indkomst- og formuefordeling har givet anledning til. Et mindretal nyder en høj materiel levestandard, mens resten af befolkningen lever i fattigdom, uden virkelig andel i økonomien og uden adgang til selv de mest grundlæggende sociale ydelser, for slet ikke at tale om importerede vestlige forbrugsgoder.

 

Den nye regering har altså overtaget en tung arv efter apartheid. En arv som bl.a. omfatter:

§         En industrisektor som ikke er internationalt konkurrencedygtig.

§         Et udslidt kapitalapparat, som ikke umiddelbart er teknologisk egnet til at gøre brug af de mange arbejdsløse eller til at producere de varer, som befolkningens flertal behøver.

§         Et landbrug i krise.

§         En ineffektiv og fjendtligt indstillet offentlig administration.

§         En alvorlig mangel på veluddannet arbejdskraft som følge af apartheids bevidste underudvikling af de menneskelige ressourcer.

§         En koncentration af økonomisk magt og kapital, der er så overvældende, at en ny regering ikke kan undgå at komme til at tage stilling til, hvorledes kontrollen med “big business” kan demokratiseres, uden at det påvirker investeringslysten.

Apartheid bragte med andre ord bragt Sydafrika til randen af sammenbrud, en situation hvorfra sociale uligheder og ustabilitet lang tid fremover vil true med at underminere grundlaget for økonomisk fremgang.

 

Industrien

Sammenlignet med de førende vestlige lande er Sydafrikas fremstillingsindustri noget tilbagestående og ikke fuldt konkurrencedygtig. Om dette skyldes apartheidårenes protektionisme eller om denne beskyttelse af det sydafrikanske erhvervsliv tværtimod har muliggjort opbygningen af en relativt velvoksen, industriel struktur, er fortsat omdiskuteret. Sanktionsårenes mangel på ny input har i det mindste sat Sydafrika bagud og behovet for modernisering og knowhow er med til at åbne muligheder for bl.a. dansk eksport til landet.

En af nøglerne til at forstå Sydafrikas vækstforløb skal søges i landets guldindtægter. Disse muliggjorde nemlig forsøget på at opbygge en indenlandsk forbrugsindustri til fordel for det hvide befolkningsmindretal. Som vi har været inde på blev denne strategi blev allerede påbegyndt i midten af 1920’erne ved hjælp af import-substituerende økonomisk politik. Hjemmemarkedet blev rimeligt succesfuldt beskyttet med kvantitative indgreb og både toldsatser og industriproduktion voksede som følge heraf sideløbende især efter 2. verdenskrig. l gennem efterkrigstiden begyndte kapitalintensiteten imidlertid at stige kraftigt globalt. Sydafrika kunne kun leve op til dette på udvalgte politisk motiverede områder indenfor den meget kapitalkrævende produktion af våben, jern og stål samt petrokemiske produkter mv. På alle andre områder var der en faldende effektivitet i udnyttelsen af kapitalapparatet og stagnation bl.a. grundet den manglende konkurrence fra udlandet. Væksten i BNP og stigningen i beskæftigelsen i den formelle sektor gik desuden i stå på grund af begrænsningerne i de sortes købekraft.

 

De vigtigste forarbejdede varer i 1991 var fødevarer og kategorien “andre kemiske produkter”, som begge udgjorde 14% af den totale produktion. Biler, jern og stål, metalvarer, papir, drikkevarer og elektrisk udstyr spillede også en vigtig rolle med ialt 43%, mens de resterende ca. 30% af industriproduktionen var fordelt på ikke mindre end 18 forskellige varekategorier. Den store koncentration i industrien kan illustreres med, at ca. 40% af arbejdskraften er ansat i blot 10 storvirksomheder.

 

Landbruget

Det er ikke kun i den moderne industrisektor, at Sydafrika står overfor store strukturelle vanskeligheder. Det samme er tilfældet for landbrugssektoren.

Denne sektors makroøkonomiske betydning faldt fra 20% af BNP i 1920 til 9% i 1965 og ligger nu på ca. 5 %. Et sådant fald behøver ikke i sig selv være udtryk for problemer, da det er almindeligt, at landbrugssektorens relative betydning falder i udviklingsprocessen. Men i Sydafrika er dette meget langt fra hele forklaringen og forskellene mellem den traditionelle, tilbagestående del af økonomien og den moderne sektors produktionsstruktur og -niveau er om muligt endnu mere udpræget end i deciderede u-lande.

Apartheid har på den ene siden undermineret produktionen i de tidligere “traditionelle hjemlande”. Stort set ingen lever her mere af landbrug alene. Som vi var inde på sidste gang får de fattigste 10 % af Sydafrikas befolkning f.eks. ca. 40 % af deres indkomst via overførsler fra familiemedlemmer i byerne. Hertil kommer, at mens den største del af landbrugets arbejdsstyrke befinder sig i “hjemlandene”, kommer den største del af landbrugsproduktionen fra relativt få, relativt moderne, kommercielle farme, der ejes af hvide. På deres farme produceres en lang række varer, specielt kvæg og kvægprodukter, men også majs, frugt, sukker, grøntsager og hvede. Kvæg og kvægprodukter har fået stigende betydning, mens majs og andre kornafgrøder er gået tilbage de sidste 10 år.

 

Den kommercielle landbrugssektor er også ude i sin dybeste krise siden 1930’erne. Denne kommer til udtryk i landmændenes stigende gældsproblemer, stagnerende produktivitet og manglende konkurrencedygtighed. Dertil kommer at sektoren ikke har vedligeholdt sit kapitalapparat de sidste 20 år på trods af betydelig statsstøtte, derunder lav rente og nem låneadgang. En ufavorabel udvikling i bytteforholdet og en gradvis formindskelse af statsstøtten har i 1980’erne i stigende grad udsat farmerne for markedskræfternes indflydelse og igangsat store strukturelle ændringer. Men disse er langt fra overstået. Den nye regering står desuden overfor et magtfuldt system af “marketing boards” og store private fødevarefirmaer.

 

Minedrift

Minedrift er som allerede påpeget af central betydning i Sydafrika, men produktionen af guld lå i 1991 på kun 60 % af niveauet 20 år tidligere. Mange miner er om ikke tømt, så dog fuldt udnyttet ved de aktuelle priser og faldet i den internationale guldpris har ramt industrien hårdt. Produktionen af diamanter er også faldet, så trods minesektorens strategiske betydning, tyder alle prognoser på, at det i de kommende år vil blive nødvendigt at fyre flere hundrede tusinde minearbejdere.

 

Ejerskab

Som vi også var inde på sidste gang domineres Sydafrikas økonomi af en håndfuld store konglomerater, som har underselskaber indenfor minedrift, banker, forsikring, industri og detailhandel. De er desuden bundet sammen af krydset aktieeje af hinanden, hvilket gør det vanskeligt at gennemskue de reelle ejerforhold. De største er Anglo-American, Sanlam og Rembrandt. Nogle af dem er startet som private mineselskaber, andre er oprettet som statsunderstøttede monopoler under apartheid. Alene Anglo kontrollerer næsten halvdelen af den samlede aktiekapital på Johannesburgs børs og før apartheids fald regnede man med, at højst 700 mennesker traf alle væsentlige, større, økonomiske beslutninger for landets over 40 mio. indbyggere. Samlingsregeringen lovede fra begyndelsen, at bryde konglomeraternes greb om økonomien med en ny konkurrencelovgivning, der bl.a. skal begrænse bad business, dvs. monopolernes manglende risikovillighed og deres udelukkelse af ny investorer og lokale småentreprenører fra markedet. Lovforslaget blev mødt med voldsom kritik fra Anglos direktør, der forlangte de ansvarlige politikere udskiftet ved næste valg. I ANCs modkritik beklages det, at de folkevalgte desværre kun har begrænset handlefrihed til at gøre "det omvendte", nemlig at udskifte konservative dele af erhvervslivets ledelse. Indtil videre er der ikke sket noget afgørende på området.

 

Udviklingsstrategier

#Tarp4

De politiske ændringer, der er foregået i Sydafrika, er blevet fulgt af en kontroversiel debat om fremtidens økonomiske politik og udviklingsstrategi.  I første del af 1990’erne blev der i denne debat i meget høj grad fokuseret på fordele og ulemper ved henholdsvis privatisering og nationalisering.  Kernen i debatten har drejet sig om, hvordan henholdsvis vækstorienterede og fordelingsmæssige målsætninger kan bringes i overensstemmelse med hinanden.  Alle der har deltaget i debatten fremhæver, at vækst er nødvendig, men der er uenighed om, hvorledes en vedvarende vækstproces skal fremmes.

 

Der kan opregnes mindst tre overordnede tilgange til denne problemstilling, nemlig vækst med nedsivning, vækst med omfordeling og vækst gennem omfordeling.  De to første synsvinkler, der lægger vægt på økonomiens udbudsside, afspejler både den dominerende holdning i regeringen op til 1994, samt erhvervslivets opfattelse.  Vækst gennem omfordeling, der lægger større vægt på økonomiens efterspørgselsside og på de fattiges behov, dækker derimod meninger, som har haft udgangspunkter i den massedemokratiske bevægelse.  De nævnte udviklingsperspektiver afspejler både det sydafrikanske samfunds splittede natur og afvigende opfattelser af økonomiens virkemåde.

 

Aktører i debatten

I etablerede økonomisk-liberale kredse opfattes krisen gennem apartheids seneste år som et midlertidigt og afsluttet fænomen, der i hovedsagen var forårsaget af internationale sanktioner og en utilstrækkelig økonomisk politik.  Der argumenteres herfra for, at afviklingen af apartheid som politisk system vil føre til en genetablering af væksten, der gradvis og automatisk vil komme de fattige befolkningsgrupper til gavn.  Specielle indgreb i økonomien til fordel for de fattige betragtes stort set som unødvendige og skadelige.  Den sydafrikanske Nationalbank, SARB, har f.eks. klart understreget behovet for at tage udgangspunkt i filosofien om det frie markeds fordele, og der lægges vægt på finanspolitisk disciplin og strukturelle reformer, der skal mindske den offentlige sektors rolle i økonomien.

 

Den private sektor

Den private sektors indsats i udviklingsorienterede aktiviteter og social ansvarlighed har i været meget begrænset og indtil for nylig var Urban Foundation, UF, som blev etableret efter urolighederne i 1976 i de sorte townships, en af de få private institutioner, der forsøgte at mobilisere erhvervslivet i aktiviteter for social bæredygtighed. En række store virksomheder så dog hvor udviklingen bar hen ad og etablerede i 1989 en konsultativ analytisk gruppe bestående af forretningslivets topfolk, der fik betegnelsen Consultative Business Movement eller CBM.  CBM har deltaget i den samfundsøkonomiske debat for at beskytte forretningslivets interesser og har også etableret et privat finansieret udviklingskonsortium.  Blandt sorte erhvervsorganisationer, som er engageret i denne debat kan nævnes FABCOS for mindre virksomheder i den uformelle sektor og NAFCOC, der tjener som paraplyorganisation for en række mere etablerede overvejende sorte brancheorganisationer.

 

Erhvervslivet som sådan er ikke samlet omkring en fælles holdning til Sydafrikas fremtidige økonomiske politik.  Det sydafrikanske handelskammer, SACOB, har en opfattelse, der ligger ret tæt op ad den tidligere regering og Nationalistpartiet, selvom man godt kunne se det skadelige i toldmure, sanktioner og isolation, er man meget traditionelle liberalister.  CBM, NAFCOC og FABCOS har derimod i et vist omfang indset den private sektors forpligtelse til at bidrage aktivt og direkte til udviklingsprocessen.  Det samme gælder for stort set for det Demokratiske Part, DP, og det kan også nævnes, at det er en studiegruppe i en af Sydafrikas store private koncerner, nemlig sammenslutningen,  Old Mutual-Nedcor, der har udviklet det såkaldte “kick-start scenario” for Sydafrikas fremtid. l denne vision, der også til en vis grad er indgået i RDP og i den danske overgangsbistand, lægges der afgørende vægt på offentlige investeringer i bl.a. boligbyggeri for at få de sorte inddraget i økonomiens igangsættelse.

 

Civilsamfundet

Herudover findes der et meget stort antal af private, frivillige og velgørende foreninger, såkaldte PVOs, som finansieres af enkeltpersoner, sammenslutninger eller af forretningslivet.  De har som regel været ret apolitiske, men er dog ofte, som f.eks. Get Ahead Foundation, udpræget filantropiske i deres tilgang til udviklingsspørgsmål.  Denne underskov af foreninger opstod især med udgangspunkt i velmenende, liberale kræfter, der kunne se, at regeringen forsømte sociale spørgsmål og derved miskrediterede kapitalismen og staten som sådan.

PVOerne må altså holdes adskilt fra både de progressive, politiske NGOer og fra de lokale, ikke-statslige organisationer, de såkaldte CBOer, som lægger hovedvægt på at støtte den institutionelle kapacitet i lokalsamfundene.

 

ANCs perspektiv

Udgangspunktet for ANC som organisation såvel som COSATU og andre indenfor den massedemokratiske bevægelse er, at udviklingsprocessen skal fokusere på at tilfredsstille grundlæggende menneskelige behov og at sikre lokalsamfundenes aktive medvirken i de beslutninger og processer, der påvirker deres dagligdag.  De sorte skal sættes i stand til at sikre sig et bedre liv og ANC ønsker at bringe Sydafrika ind i et socialt og miljømæssigt bæredygtigt vækstforløb, baseret på omformede økonomiske og sociale politikker og institutioner.  Fokus er altså ikke snævert på økonomisk vækst, selvom det anses for en vigtig forudsætning for social udvikling.

 

ANC tillage i sine første visioner efter legaliseringen staten en central, udviklingsfremmende rolle, men fremhæver, at det ikke er “kommandoøkonomien”, som er forbilledet, men derimod det som undertiden går under betegnelsen det nordiske sociale velfærdsdemokrati.  Omfordeling til fordel for det sorte befolkningsflertal kræves først og fremmest af politiske og moralske grunde, men opfattes samtidig som et middel til at stimulere vækst.  Man har argumenteret for dette bl.a. med udgangspunkt i at:

ü       Produktionsapparatet er underudnyttet og der er samtidig en stor gruppe arbejdsløse.

ü       Produktionen af grundlæggende forbrugsvarer kan godt øges med den forhåndenværende teknologiske viden.

ü       En udvidelse af markedet vil gøre det muligt at udnytte visse stordriftsfordele.

ü       Den nødvendige import til simple forbrugsvarer er relativt begrænset, så betalingsbalancen vil ikke komme under pres.

 

Internationale organisationer

Verdensbanken og IMF kunne, ligesom andre internationale organisationer, ikke opretholde normale finansielle forbindelser med Sydafrika i sanktionsperioden.  Verdensbanken var ikke direkte involveret i lånefinansierede aktiviteter i Sydafrika fra 1960’erne og frem til apartheids fald, men IMF gennemførte dog de almindelige årlige såkaldte artikel IV forhandlinger med den sydafrikanske regering. IMF har også i flere studier af den sydafrikanske økonomi påpeget, at afviklingen af apartheid har bragt enorme økonomiske urimeligheder i fokus og man erkender behovet for at afhjælpe de værste fattigdoms- og fordelingsproblemer.

IMF advarer imidlertid mod at benytte finanspolitikken ekspansivt og det anbefales, at omfordeling kun finder sted indenfor meget snævre budgetmæssige rammer, da skattebyrden anses for meget høj allerede.  Man lægger vægt på, at de makroøkonomiske balancer må respekteres. Synspunktet svarer stort set til den sydafrikanske Nationalbanks opfattelse og tager således slet ikke højde for muligheden for “vækst gennem omfordeling”, der altså hidtil har stået centralt i såvel ANCs perspektiv som i Old Mutual/Nedcors “kick-start” scenario.

Verdensbanken har siden slutningen af 1990 udgivet en række delstudier om makroøkonomisk politik, beskæftigelsessituationen, industripolitik og offentlige udgifter i Sydafrika. Verdensbanken har også lavet rapporter om perspektiverne for udviklingen af små og mellemstore virksomheder, samt analyser af såvel landbrugets som storbyernes problemer.  Disse studier blev udarbejdet i samarbejde med sydafrikanske konsulenter og indeholder en mængde oplysninger, af hvilke det fremgår, at Verdensbanken er noget mere optaget af at genetablere dynamikken og væksten i Sydafrika med udgangspunkt i befolkningens behov end IMF er.

 

Med en årlig vækst på omkring mellem 2 og 4 procent er Sydafrikas økonomiske krise muligvis til dels blevet vendt til et moderat opsving under de seneste 3-4 år, i det mindste frem til Asienkrisens gennemslag. Fremgangen har imidlertid haft alvorlige lakuner. Arbejdsløsheden er voksende, investeringsinteressen er fortsat ret beskeden og valutaen er gennem lang tid blevet stadig mere svækket. Helt aktuelt har der været store fald i aktiekurserne på JSE. Alligevel går de allerfleste tilsyneladende ud fra, at Sydafrika nu vil indtage sin naturlige succesfulde rolle i det internationale samfund og i Afrika.

 

Udviklingsmuligheder

Ud fra ANCs realistiske vurderinger er national forsoning og økonomisk kontinuitet absolutte nødvendigheder for at undgå en hel katastrofal udvikling. Regeringens budskab har derfor været, at en relativ stram økonomisk linje med et begrænset underskud på statsbudgettet vil blive fastholdt. IMF kvitterede for dette budskab med en låneaftale på 850 mio. dollars og Verdensbanken kom også hurtigt med. Den sydafrikanske regering har erkendt, at gennemførelsen af de visioner og mål, der er indeholdt i RDP kræver større finansielle ressourcer, end man selv kan mobilisere og man har derfor søgt at tiltrække udenlandske bistandsmidler og private investeringer.

De skiftende holdninger til bl.a. privatisering afslører imidlertid indre spændinger i regeringen. Ministeren for offentlige arbejder og andre regeringsmedlemmer, derunder både tidligere og nuværende medlemmer af Sydafrikas kommunistiske parti, ser privatisering som et af midlerne til at nå statens øjeblikkelige økonomiske mål, derunder at reducere gælden og statsstøtten, at omorientere og effektivisere det offentlige, men angiveligt også som en mulighed for at overdrage magt til konglomeraternes umyndiggjorte ansatte og til marginaliserede lokalområder. Det siges, at privatisering skal ændre ejerforholdene, således at kontrol og indkomster demokratiseres og at både aktionærer, fagforeninger og arbejdere vil blive inddraget i denne proces. Indtil videre er ingen større virksomheder efter min viden dog udtaget til egentlig privatisering eller overbevisende opdeling i brugerstyrede enheder. Der er dog konkrete initiativer i gang for at opsplitte bl.a. Sanlam til flere mindre, traditionelle virksomheder.

Rationalisering af statens økonomi via virksomhedslukninger efter den model, som blev anvendt i det tidligere Østtyskland er måske heller ikke det rette signal at sende fra en progressiv regering i den rådende arbejdsløshedssituation.

En alvorlig hæmsko for udenlandske investeringer er det ekstremt høje niveau af voldelig kriminalitet og her er det desværre ikke særlig sandsynligt, at præsident Mandelas gentagne moralske formaninger vil få nogen særlig effekt. Under apartheids sidste 20 år blev mere end 40% af arbejdsstyrken sat udenfor samfundet og overladt til sin egen skæbne i slumbyernes ofte brutale fællesskaber. Det var reelt, mere eller mindre direkte, denne udvikling, som gjorde Sydafrika uregerligt for det gamle regime. Det eneste middel til at nedbringe kriminaliteten og sikre samfundets fornyede sammenhængskraft er nok, at langt, langt flere sikres ordinært arbejde. Indtil videre er der ikke meget, som tyder på, at det vil lykkes.

Ifølge den sydafrikanske nationalbankdirektørs tale til bankens generalforsamling forrige siden skal et investeringsvenligt klima bryde grænserne for vækst. Væksten i den indenlandske produktion blev optimistisk opgjort til 5½ procent på årsbasis sidst i 1994, men senere vurderinger har været noget lavere. Der er en vis stagnation i miner og landbrug, men rimelig sund vækst i fremstillingsindustri og service, samt moderat voksende investeringer og anlægsudgifter. Stigningen i beskæftigelsen var på ca. 1,5 procent i 1994, hvilket skal sammenholdes med en noget større tilgang til arbejdsmarkedet. Lønningerne steg med 12 procent i 1994 og ca. halvdelen af arbejdsstyrken var fortsat uden beskæftigelse. Vareimporten og handelsbalanceunderskuddet har været voksende, men stigningen i kapital-inflow betyder at valutasituationen har været nogenlunde stabil. Behovet for låntagning i udlandet har derfor ikke været specielt akut og der er en nogenlunde stabil rente. Forbrugerprisinflationen steg fra 7 procent i 94 til 10 procent i 95, samtidig med at de offentlige udgifter forøgedes og statsgælden steg en del, hvilket nationalbankdirektøren har advaret imod. Han er til gengæld blevet kritiseret for vanetænkning i ANCs tidsskrift Mayibuye.

 

ANCs interne årsrapport efter det første regeringsår kritiserede erhvervslivet for dets manglende evne til at reformere egen tankegang. Kapitalisterne tænker mest på egne, kortsigtede fordele, de snyder i told og skat og har for lidt engagement i nationens opbygning, når denne nu også omfatter det fattige flertal. Der efterlystes større makroøkonomisk autoritet til sikring af den overordnede styring af nationale interessefelter og udenlandske investeringer og det krævedes, at den interministerielle koordinering styrkes, således at RDP-ministeriet får en mere central rolle. Siden da er der dog sket det modsatte i den reelle regeringspolitik, idet RDP-kontoret som bekendt er blevet nedlagt.

ANCs og fagbevægelsen, COSATUs, oprindelige økonomiske strategi tog sigte på at skabe grundlaget for et helt nyt samfund på basis af vækst gennem omfordeling. Udviklingen skulle fremmes ved en radikal omfordeling af apartheidsamfundets misbrugte rigdomme til fordel for det forarmede flertal. Den folkelige entusiasme skulle i sig selv fremme økonomisk vækst på et basalt plan. Denne strategi er altså i ret høj grad blevet forladt til fordel for et håb om vækst og omfordeling, hvor det forhåbentligt øgede samfundsøkonomiske overskud gennem beskatning bruges til at sikre bedre vilkår for de underpriviligerede. ANC blev fra begyndelsen tvunget til at tage hensyn både til de andre parter i samlingsregeringen, til det bestående embedsværk og til de nationale og internationale investorer. Ydermere måtte samlingsregeringen i det første år rette sig ind efter et nationalbudget, der var lagt af det tidligere regime. Både i forhandlingerne op til valget og i samlingsregeringen har ANCs holdning været præget af, at man var villig til næsten hvilket som helst kompromis for at undgå borgerkrigslignende situationer under det nye styre. Denne situation har sammen med reel nytænkning aftvunget af Murens fald og tilbageslaget for det socialistiske perspektiv resulteret i, at ANCs tidligere så  revolutionære ledergruppe nu i praksis administrerer en tilpasset, socialliberal politik, som dog fortsat rummer stærke idealistiske elementer.

 

Mange sorte erhvervsfolk har set frem til en konkurrencelov, der kunne løsne konglomeraternes greb om markedet og der har også været tendenser til, at disse frivilligt har afgivet nogle smuler fra apartheidtidens rov. Regeringen forsøger samtidig at udnytte boernes økonomiske magtorganer til ny og bedre formål. Sanlam har fx frasolgt 10% af aktierne i et af sine livsforsikringsselskaber til en gruppe sorte forretningsfolk, handelen blev finansieret af et statsligt udviklingsorgan, som tidligere målrettet blev skabt for at understøtte afrikaanerkapitalens fremtrængen. Sanlam søger også at komme en monopollovgivning i forkøbet ved uddannelse af sorte mellemledere og en opblødning af magtpyramiden i forhold til sine datterselskaber, så disse får mere selvstændig kompetence. Også Anglo har frasolgt dele af forsikringsvirksomheden og middelstore, sortkontrollerede kapitalgrupper som fx New African Investment Limited, Nail, Kilimanjaro, Corporate Africa og Real African Investment, RAI, er ved at opstå. Der er dog et stykke vej til en ligestilling af befolkningsgrupperne, hvad angår kapitaleje, sammenholdt med deres indbyrdes størrelse. Ud af ca. 700 registrerede selskaber på JSE var der i 1996 omkring 10 afrikanskejede og deres kursudvikling har ikke været specielt gunstig. Delvist sortejede selskaber som Thebe, New Age Beverages og National Sorghum Beverages opviser dog pæne resultater. Det er for nyligt blevet påstået i pressen, at sortkontrollerede selvskaber nu udgør op mod 10 procent af aktiemarkedet og det sortejede erhvervsliv kan jo trøste sig med, at det næsten kun kan gå fremad.

 

 

Litteratur:

Tarp, Finn: Situations og perspektivanalyse. Sydafrika, Kbh.: Danida, 1993.

Luiz, J.M.: Welfare policy and the transformation of social security in South Africa, Development Southern Africa: Quarterly journal, Vol. 12, 1995.

Nolan, Brian: Poverty, inequality and reconstruction in South Africa, pp.151-172, Development Policy Review: The journal of the Overseas Development Institute,                 Vol. 13, No. 2, 1995.

RSA: National Social Development Report, Prepared for the World Summit on Social Development, Copenhagen, Denmark, Pretoria: Government Printer, 1995.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 9.

 

RDP - Sydafrikas udviklingsstrategi

Den sydafrikanske regering arbejder for tiden på at opfylde de vigtigste dele af sit program for omstrukturering og genopbygning, RDP. Da Sydafrika i 1994 gik ud i sit første demokratiske valg, havde ANC allerede et udkast til en plan, som skulle bringe landet ud af apartheidperiodens uligheder og visionerne indeholdt i dette udkast blev også anvendt ret flittigt i valgkampen. Det nye Sydafrikas genopbygningsprogram, The Reconstruction and Development Programme, RDP, opstod som ANCs og den sydafrikanske fagbevægelse, COSATUs, bud på Sydafrikas udvikling efter apartheid. Efter det første demokratiske valg i 1994 blev der dannet en samlingsregering, Government of National Unity, GNU, der blandt andet har fået vedtaget en nye forfatning. Kort tid efter valget blev RDP fremsat som GNUs bud på den fremtidige udvikling i Sydafrika.

RDP udgør, taget for pålydende, et vidtrækkende bud på den nødvendige omstrukturering af det sydafrikanske samfund, hvor både den private og den offentlige sektor, fagforeninger, interesseorganisationer, private organisationer og civilsamfundet i øvrigt involveres i gennemførelsen af programmets centrale målsætninger.

De konkrete planer omfatter bl.a. skabelse af 2,5 mio. nye arbejdspladser, gratis sundhedspleje for mindre børn, obligatorisk skolegang og omfordeling af 30 procent af det samlede landbrugsareal. Hidtil har resultaterne dog været ret begrænsede, bl.a. er kun en meget lille del ?ca. 100.000 ud af de oprindeligt planlagte en million huse blevet opført.

 

RDPs grundprincipper.

RDP indeholder seks grundliggende principper:

·         Det er et integreret program, som indgår i landets almindelige udvikling og politiske omskabelse, og det omfatter alle befolkningsgrupper.

·         Det er et folkestyret program, dvs. at det på alle niveauer bliver ledet af folkevalgte repræsentanter og RDPs succes på græsrodsplan er afhængig af folkelige initiativer.

·         Det skal medvirke til at skabe fred og stabilitet i Sydafrika og i regionen.

·         Det opbygger nationen og udgør et grundliggende element i udviklingen af et nyt samlet Sydafrika.

·         Det sammenkæder genopbygning og udvikling, dvs. det forbinder omstruktureringen efter apartheid med økonomisk vækst og andre bredere udviklingsmål.

·         Det fremmer demokratiseringen både i bredden og dybden, ved at inddrage alle etniske, geografiske og sociale grupper.

 

Under gennemførelsen af RDP udstikkes kursen efter følgende fem pejlemærker:

§         Imødekommelse af basic needs, dvs. at de grundlæggende behov for den fattige del af befolkningen bliver prioriteret.

§         Udvikling af human resources, dvs. at de menneskelige ressourcer udvikles gennem uddannelse og inddragelse.

§         Opbygning af økonomien, dvs. genopretning af nationaløkonomien efter apartheidårenes stagnation.

§         Demokratisering af stat og samfund, dvs. gennemgribende reformer med demokratiske valg på alle niveauer, samt forskellige former for social udligning.

§         Implementering af RDP, dvs. iværksættelsen af RDP bl.a. gennem mobilisering af lokale, folkelige initiativer.

 

Op til valget i 1994 havde der bredt sig store forventninger til den kommende ANC-ledede regering, og allerede kort efter valget kom samlingsregeringen med de første bud på udviklingen inden for en række sektorer. Alligevel har det vist sig, at der er store vanskeligheder forbundet med at få RDP ført ud i livet. I den første tid viste konkrete resultater sig først og fremmest indenfor de såkaldte Presidential Lead Projects, der blev iværksat for at skabe hurtige og synlige resultater på særligt vigtige områder.

RDP søgte i sin oprindelige udgave at skabe grundlaget for et helt nyt samfund. Ideen gik ud på at fremme udviklingen ved en radikal omfordeling af apartheidsamfundets misbrugte rigdomme til fordel for det forarmede flertal. På denne måde ville man skabe en folkelig entusiasme, der i sig selv kunne fremme økonomisk vækst på et basalt plan. ANC blev imidlertid fra begyndelsen tvunget til at tage hensyn både til de andre parter i samlingsregeringen, til den offentlige administration, embedsværket, og til de nationale og internationale investorer. Yderligere måtte samlingsregeringen det første år rette sig efter et nationalbudget, der var lagt af det tidligere regime. Både i forhandlingerne op til valget og i samlingsregeringen har ANCs holdning været præet af, at man er villig til næsten hvilket som helst kompromis for at undgå borgerkrig. Situationen som den ser ud i dag er kort sagt umulig at forstå, hvis man ikke gør sig klart, at der ikke har været tale om en betingelsesløs kapitulation, men om en forhandlingsløsning.

 

ANC har offentliggjort statusrapporter over programmets første og andet år som Markus tidligere har holdt et oplæg om og resultaterne svarer langt fra til det forventede. Den indtil for nylig ansvarlige minister for RDP, Jay Naidoo, fra ANC, mente dog, at RDP allerede har været en succes i sit første år. I det mindste de 22 særligt prioriterede indsatsområder har været succesfulde. Det drejer sig først og fremmest om gratis lægehjælp, sundhedsklinikker, elektrificering, skolebespisning, vandforsyning i landområder og byfornyelse. Men Jay Naidoo advarede samtidig mod at opfatte RDP som godgørenhed og gratis uddeling af goderne. Han understregede, at aktivt partnerskab er afgørende for udviklingen.

Fra begyndelsen har demokratibevægelsen, Idasa, kritiseret ANC for at have omformet RDP til et simpelt valgmanifest, som har rejst forventninger om, at regeringen sørger for alt.

 

RDP gav et omfattende bud på den nødvendige omstrukturering af det sydafrikanske samfund, hvor både den private og den offentlige sektor, fagforeninger, interesseorganisationer, private organisationer mv. involveres i gennemførelsen af programmets centrale målsætninger.

 

Planen var, at opstille konkrete målsætninger på en række andre områder, nemlig:

¨       Kapacitetsudvikling på alle planer

¨       Voksenundervisning

¨       Udvikling af en uddannelseskultur

¨       Nationalt program for offentlige anlægsarbejder

¨       Opgradering og udvidelse af kommunale tjenester

¨       Ernæringsprogrammer for alle grundskoleelever

¨       Erstatning for og omfordeling af landbrugsjord

¨       Støtte til mindre jordbrug

¨       Adgang til vand og sanitære foranstaltninger i landområderne

¨       Forsøgsprojekter i landbruget

¨       Investeringsplaner for byområderne

¨       Faciliteter for projektplanlægning på provinsniveau

¨       Genopbygning af de statistiske tjenester

¨       Gratis sundhedstjenester

¨       Program for opførelse af sundhedsklinikker

¨       Specielle integrerede projekter for renovering af byområder

¨       AIDS-oplysning

 

Som årsager til RDPs manglende gennemslagskraft trods Masakhanekampagnens manende slogan, Nation Building - Let it begin with me, nævnes bl.a. dårligt samarbejde med de tidligere provinsregeringer indtil efter lokalvalgenes afholdelse og måske også derefter, men også kontrarevolutionær sabotage, iværksat via den gamle apartheidgardes fortsatte støtte til en undergravende, såkaldt tredje styrke, omtales bl.a. i ANCs tidsskrift Mayibuye. Det fortsat allierede kommunistpartis tidsskrift African Communist har skiftevis lagt ansvaret for den udeblevne sociale fremgang dels på Inkatha-bevægelsens separatistiske magtstræb, dels på en postuleret investeringsstrejke fra storkapitalens side.

 

Det burde egentligt ikke være nødvendigt at opfinde sådanne undskyldninger. De problemer, RDP-planen tager sigte på at afhjælpe, er enorme. Efter mange års brutal, økonomisk udbytning af den sorte befolkning, bakket op af massiv, politisk undertrykkelse, er værdierne i det sydafrikanske samfund, som tidligere omtalt, ekstremt skævt fordelt. Over halvdelen af den sorte befolkning lever under fattigdomsgrænsen, enten fordi de er arbejdsløse, underbeskæftigede eller ernærer sig som subsistensbønder. Sydafrika hører til gruppen af højere mellemindkomstlande og er dermed blandt de rigeste i Afrika. Målinger viser imidlertid, at den gennemsnitlige indkomst fortsat er mellem fem og ti gange højere for hvide end for sorte. Og når det kommer til personlig formue ejer 5 procent af befolkningen altså knap 90 procent af de samlede formuer.

 

Det har været et ret udbredt synspunkt i vestlig, økonomisk tænkning, at vækst og social omfordeling i udviklingslande ikke harmonerer særlig godt med hinanden. Vækst bliver ofte set snævert som målelige kapacitetsstigninger i nationaløkonomien. I en sådan sammenhæng bliver social udvikling meget nemt reduceret nærmest til en humanitær foranstaltning, der blot skal afhjælpe den værste lidelse. I modsætning til denne opfattelse så det oprindelige RDP-prospekt trods alt genopbygning og udvikling som en samlet og integreret proces og som et kollektivt ansvar.

Vækst i form af produktionsstigning er et grundlæggende mål, men den ses i RDP kun som stabil, hvis der også tages hensyn til, hvordan den fordeles. Og væksten ses kun som bæredygtig, hvis den bidrager til en langsigtet opbygning af produktionskapacitet og menneskelige ressourcer, derunder kønslig ligestilling, og hvis den ikke ødelægger miljøet.

RDP ser altså vækst, udvikling, forandring og omfordeling som en samlet proces. Sammenhængen skulle bl.a. sikres gennem et program for opbygning af infrastrukturen, som med tiden vil give alle sydafrikanere adgang til moderne, effektive servicetjenester, el, vand, telekommunikation, offentlig befordring, sundhed og uddannelse.

Men igen er spørgsmålet, hvor vægten i udviklingen lægges. Satser man på vækst gennem omfordeling eller på vækst og omfordeling og dermed en udvikling, hvor det forhåbentligt forøgede overskud bruges til at sikre bedre vilkår for de underprivilegerede? En omdiskuteret mulighed er her, at den hvide over- og middelklasse, der har profiteret på apartheid, og som nu ønsker fortsat at tjene på postapartheid, bliver pålagt større progressive skatter end tilfældet er i dag. Argumentet, som vi også snakkede om sidste gang, at de relativt velhavende udgør en meget lille gruppe i Sydafrika er næppe holdbart. Det er derimod måske angsten for skatteflugt.

 

Hjemlande og jordreform

Jordreformen indgik som et vigtigt element i RDP. Dens mål er at sikre jord til den fattigste del af landbefolkningen, at bremse den eksplosive tilflytning til byerne samt at sikre kvinderne lige adgang til jord. Op til i dag er landbrugsproduktionen overvejende foregået på store, relativt kapitalintensive, hvide farme, som alligevel har haft et forholdsvis lavt udbytte pr. arealenhed. Jordreformen skulle sikre, at de mennesker, der er blevet fordrevet fra deres land, får det tilbage eller en lignende kompensation. Samtidig skulle etableringen af mange små arbejdskraftintensive landbrug tjene til at øge beskæftigelsen og nedbringe den værste fattigdom i landområderne.

Kravet om tilbagelevering af det stjålne land er imidlertid lettere at rejse end at gennemføre. Over 70 års tvangsforflytninger og fordrivelse af mennesker fra deres jord til reservater, bantustans, homelands og townships har skabt et kaos, hvor flere forskellige enkeltpersoner og grupper kan gøre krav på det samme stykke land. Regeringen lagde fra starten op til, at alle kunne gøre krav på jord, der var mistet efter 1913, men det har vist sig umuligt at indfri i større omfang og samtidig har visse grupper forlangt kravene ført tilbage til 1652, da de første europæere slog sig ned i Sydafrika.

Måske lever ca. halvdelen af den sorte landbefolkning i dag i de tidligere "hjemlande", hvor apartheidregimet søgte at samle den del af den sorte befolkning, der ikke var brug for i industrien. Nogle af "hjemlandene" havde egne ”regeringer”, andre kun et postuleret selvstyre. Fidusen var, at apartheidregimet havde fuld politisk kontrol over hjemlandene, men kunne undslippe sine økonomiske forpligtelser ved at påberåbe sig deres "selvstændighed".

I dag lever to tredjedele af befolkningen i de tidligere "hjemlande" under den officielle fattigdomsgrænse og det byder på store problemer at sikre den  del i udviklingen. De tidligere "hjemlande" er kendetegnet af overbefolkning og en skæv befolkningssammensætning med overvægt af gamle, børn og kvinder, bl.a. fordi mændene arbejder i byerne. For at sikre en mere lige fordeling af jorden skal disse mennesker have del i den jord, der tidligere var forbeholdt hvide farmere. Men regeringen tilbyder maximalt en hjælp til køb af jord svarende til 2000 $ pr. husstand. Derfor skal der en gruppe på op til 100 sorte familier til at overtage en enkelt hvid farm, og det er næppe holdbart i det lange løb. Samtidig har Sydafrikas hvide farme været afhængige af store kapitalinput til kunstvanding, gødning og maskiner. Hvis en række småbønder skal få udbytte af den samme jord, vil det kræve massive investeringer og teknologiudvikling at få det til at fungere.

 

Græsrødderne

I Sydafrika spiller de såkaldte Non-Government Organisations, NGOer, fortsat en vigtig rolle i det politiske liv. NGOerne spillede en central rolle i kampen mod apartheid. I mangel af en legitim regering blev mange sociale opgaver også overladt til NGOerne. Den nye regering har formelt lagt stor vægt på, at inddrage NGOerne i RDPs gennemførelse, fordi de har et indgående socialt kendskab til det sydafrikanske samfund helt ned til det lokale plan. Samtidig har befolkningen ofte større tillid til disse organisationer end til den offentlige administration. Derfor kunne NGOerne under apartheid opbygge alternative strukturer i alle områder af Sydafrika, også i de dele af landet, hvor den daværende regering ikke kunne operere. Efter valget har de været centralt placeret i demokratiseringsprocessen og NGOerne varetager fortsat en række udviklingsopgaver. Dette gælder fx indenfor jordreformerne, uddannelse, udviklingen af demokratiske institutioner, konfliktløsning osv.

Den nye regering udtrykte fra starten ønske at inddrage hele befolkningen i RDP, herunder de grupper, der traditionelt har befundet sig udenfor det etablerede samfund. Derfor er det også i regeringens interesse at knytte NGOerne til sig for at kunne legitimere sig selv gennem den troværdighed og respekt, der står om dem og deres arbejde.

Der er dog mange forskellige holdninger i NGOernes rækker til, hvordan man skal stille sig til regeringens ønske om en aktiv deltagelse fra NGOernes side i RDP. Ønsket om at være med til at påvirke udviklingen gennem et aktivt samarbejde står overfor frygten for at blive opslugt af regeringens politik og dermed miste sin rolle som uafhængig kritiker.

Den danske overgangsbistand  blev tidligt planlagt gennemført i et samarbejde, der omfatter både den sydafrikanske regering og udvalgte private organisationer. Danske bistandsorganisationer har både før og efter 1994-valget kanaliseret en stor del af den danske bistand til Sydafrika og dette vil nok også være tilfældet fremover. Ifølge Danidas landestrategi dog sådan, at de tidligere overvejende humanitært orienterede aktiviteter nu bliver afløst af mere udviklingsrettede indsatser.

 

Lokale og ikke-statslige organisationer

(#Tarp4)

Som vi var lidt inde på sidste gang, er en af de vigtigste organisationsformer på lokalt niveau i Sydafrika de såkaldte CBOer dvs. community based organisations. De opstod i stort omfang som et resultat af kampen mod apartheid, og der er nu op mod 3.000 CBOer foruden mere traditionelle institutioner som spareklubber 'stokvelds' og begravelsesforeninger.  Under normale omstændigheder ville CBOerne nok mest fungere som interessegrupper for alle mulige dele af det civile samfund, men i kølvandet på apartheid udgør de i dag desuden ofte den eneste mekanisme, hvorigennem udviklingsinitiativer kan kanaliseres. CBOerne vil derfor fortsat fremstå som en vigtig aktør i Sydafrikas fremtidige udviklingsbestræbelser. Den mere præcise afgrænsning af deres rolle i forhold til f.eks. de lokale og regionale regeringsmyndigheder er endnu uklar, men i det lange løb vil deres betydning formodentlig være svindende.

 

Foruden de nævnte organisationer med rødder i det civile samfund, opstod der i skyggen af apartheid en gruppe på mindst  40 udviklingsorienterede, ikke-statslige NGOer, som i deres udgangspunkt er positivt indstillet overfor den massedemokratiske bevægelses målsætninger i bred forstand.  Disse hovedsageligt bybaserede NGOer yder mange forskellige former for bistand til lokale samfund.  Det drejer sig om alt lige fra rådgivning til uddannelse og assistance med at få adgang til statens ressourcer.  De ikke-statslige service organisationer, som de også betegnes, kan opfattes som en reaktion mod apartheidadministrationens komplette mangel på legitimitet og meget begrænsede evne og vilje til at yde den bistand, folk har haft behov for.

 

NGOerne har langt færre ressourcer til deres rådighed end statsapparatet, og de har i høj grad klaret sig på entusiasme og en betragtelig udenlandsk støtte.  Man kan håbe, at de vil bevare en central rolle i den kommende tid, ikke kun på grund af den legitimitet, de nyeder, men også fordi de, trods den igangværende omstilling fra modstand mod apartheid til udvikling som overordnet mål, er etablerede og har lokale netværk og erfaring med at gennemføre projekter. Som blot et par eksempler på disse NGO service-organisationer kan nævnes PlanAct og Rural Advice Centre RAC*. Der er imidlertid mange andre og som grupper, der arbejder direkte med menneskerettighedsproblemer og demokratisering mv., kan henvises til f.eks. en gruppe af sagførere for Menneskerettigheder LHR og instituttet for et Demokratisk Alternativ for Sydafrika IDASA.

Det kan endelig nævnes, at specielt Kagiso Trust KT tidligere har stået for en væsentlig del af EUs støtte til antiapartheid arbejdet i Sydafrika og spillet en central rolle i gennemførelsen af humanitære og udviklingsorienterede projekter i Sydafrika.  KT, der blev oprettet i 1986, har som andre antiapartheid bevægelser erfaret, at politiske aktivister ikke altid besidder den nødvendige tekniske kunnen til at gennemføre projekter på effektiv vis, men det har ikke desto mindre været en central organisation grundet den tætte alliance den havde med den massedemokratiske bevægelse.

 

Konsekvenser og fremtidsperspektiver

Apartheid efterlod det sydafrikanske samfund på randen af kaos og truende social og institutionel desintegration. 

Der er store dele af befolkningen, for hvem begreber som disciplin, struktur mv. forekommer irrelevante og de føler ofte, at der er bedre muligheder for at klare sig under rent anarki end under stabile betingelser. 

En alvorlig hæmsko for udenlandske investeringer er det ekstremt høje niveau af voldelig kriminalitet og her er det desværre ikke særlig sandsynligt, at præsident Mandelas gentagne moralske formaninger vil få nogen særlig effekt. Under apartheids sidste 20 år blev mere end 40% af arbejdsstyrken sat udenfor samfundet og overladt til sin egen skæbne i slumbyernes ofte brutale fællesskaber. Det var reelt, mere eller mindre direkte, denne udvikling, som gjorde Sydafrika uregerligt for det gamle regime. Det eneste middel til at nedbringe kriminaliteten og sikre samfundets fornyede sammenhængskraft er nok, at langt, langt flere sikres ordinært arbejde. Indtil videre er der ikke meget, som tyder på, at det vil lykkes.

Den aktuelle tilstand kan sammenlignes med en ond cirkel, som det vil blive umuligt at komme ud af, hvis økonomien ikke hurtigt begynder at vokse og levere jobs, uddannelse og materielle goder til befolkningens sorte flertal.  På den anden side er den etablerede, formelle økonomi uhyre sårbar overfor social uro og trænger desuden til at blive grundigt omstruktureret.  De fundamentale problemer stikker altså dybt og der er fortsat al mulig grund til at formulere sig  forsigtigt ved en vurdering af Sydafrikas fremtidige udviklingsmuligheder.

 

Et pessimistisk scenario ville indebære en fortsættelse og forværring af den økonomiske udvikling sammenholdt med forsinkelser i de politiske mål. Dette ville skabe fortsat ustabilitet og vold, samt opsætte investeringer og økonomisk omstrukturering, afskrække udenlandske investorer og føre til kapitalflugt. Dette kunne yderligere underminere importkapaciteten og dermed mulighederne for økonomisk genopbygning.

 

Der er imidlertid også mere positive sider af den sydafrikanske situation og et gunstigere scenario for fremtiden er vel trods alt det mest sandsynlige. Den sydafrikanske økonomi har store ressourcerigdomme og de burde kunne bruges mere aktivt til at fremme udviklingsprocessen og mindske ulighederne.

 

Det må nok understreges, at mange af de grundlæggende interesser og mål, som de mange forskellige aktører i dagens Sydafrika forfølger, i vidt omfang fortsat står i modsætning til hinanden, så kampen om den mere præcise retning, udviklingen skal tage, vil uden tvivl fortsætte.  Man skal derfor være forsigtig med overdrevne forestillinger om en generel konsensus.  Der er dog grund til at fremhæve den gensidige afhængighed, der gennem forståelsen bag forhandlingsprocessen fortsat hersker mellem de forskellige dele af den tidligere massedemokratiske bevægelse, det øvrige civile samfund, den nuværende regering og den private sektor og som under alle omstændigheder vil få central betydning i det fremtidige hændelsesforløb.

 

På den anden side er der en del intellektuelle* som har peget på, at nogle af det nye Sydafrikas problemer netop ligger i den afvisning af afrikanske normer, der finder sted blandt de fleste hvide og blandt mange "moderne" sorte, som intet alternativ ser til den vestlige civilisations model, defineret som: Hvad mennesker indtjener er vigtigere, end hvad de er. Hvis de intet har, er de intet. De fremhæver, at Afrikas bidrag til civilisationen ligger andet steds, fx i dets menneskelighed på godt og ondt. Afrikanske livskvaliteter burde genopdages og ikke erstattes med McDonald-civilisation. De påpeger, at tiden burde være inde for både hvide sydafrikanere og vestlige donorer til at indse, at det at tage del i Afrika ikke kun er et geografisk eller økonomisk projekt. Det indebærer også et anderledes værdisæt: Fx at sætte mennesker før ting og før nationaløkonomiske parametre.

 

Murrays fortolkning af postapartheidperioden indtil 1994

Et af disse nykritiske intellektuelle indblik i overgangsprocessen kan findes i en bog af Martin Murray, The Revolution Deferred: The Painful Birth of Postapartheid in South Africa, der giver en af de første samlede vurderinger fra radikalt synspunkt over frihedsbevægelsens udvikling under overgangstiden 1990-94. Perioden beskrives som en "unstable equilibrium of compromise" under hvilken meget er sket, "but not much has changed" Murray spørger om muligheden for mere fundamentale forandringer i politiske og økonomiske strukturer, hovedmodsætningerne i forløbet under det han kalder den forhandlede revolution og den faktiske magtdeling finder han mellem ANC-alliancen og storkapitalen.

Ifølge Murray var storkapitalens mål, at "define South Africa’s inequalities as a welfare problem that could be addressed through the redistribution of social surplus rather than a problem linked with the logic of capitalist production itself.” Som udgangspunkt så ANC-alliancen på sin side valgretten og den nye forfatning som et middel til at etablere en "political platform to launch a much wider assault on the centres of entrenched political power and social wealth."

Murray placerer herefter disse konkurrerende strategier i postapartheidperiodens kontekst som førte til en udvanding af den ideologiske klarhed og skabte et pragmatisk fællesskab mellem opponenterne. Murray argumenterer for, at denne udvikling medførte en opblødning i ANCs antikapitalistiske standpunkter, der tidligere lagde vægt på fx "inward industrialisation and nationalisation." Det resulterende fællesskab har fundet udtryk i tilsyneladende radikalt klingende slogans som "from resistance to reconstruction" som efter Murrays mening har tilvejebragt en nødvendig metafor for "moderating voices seeking a modus vivendi with the established white oligarchy."

Gennem en omfattende forskningsindsats det lykkedes for Murray at beskrive et bredt spektrum af overgangsperiodens historiske realiteter, der fører frem til "det nye Sydafrika," derunder apartheids lovgrundlag, friheds- og fagbevægelsens aktiviteter, regimets planlagte politiske vold.

Bogen giver et facetteret deskriptivt billede af overgangsperiodens kompleksitet, men mange af de aktuelle spørgsmål han rejser, bliver hængende ubesvaret i luften. Selvom Murray redegør for både ANCs, PACs og fagbevægelsens ideologiske positioner forekommer de underligt adskildte og læseren får ikke et egentligt indblik i frihedsalliancens interne diskussioner. Hans konklusion forekommer ganske plausibel: "brokered compromises and concessions" førte til en underminering af "radical aspirations that had previously defined the popular movement." Det åbenbares imidlertid ikke, i hvilket omfang dette skyldtes en form for splittende klasseforrædderi, et nødvendigt, tidsbegrænset,  strategisk kompromis undervejs mod den nationaldemokratiske revolution eller om det simpelthen er den realistiske udviklingsmodel på mellemlangt sigt.

 

GEAR-planen

I mellemtiden har der været en yderligere udvikling af det nationale kompromis med endnu større imødekommenhed overfor erhvervslivet. Da det blev klart, at man ikke umiddelbart kunne nå målene, som de var lovet gennem RDP, fremlagde regeringen to alternative udviklingsmuligheder for parlamentet d. 14/6-1996.

Det første, beskrevet som The Low Road, indebærer en opretholdelse af ”det gamle økonomiske system”. Her fastholdes en stor statslig kontrol med økonomien og det forudses, at væksten ikke kan overstige 3% p.a., hvilket vil medføre stigende arbejdsløshed, færre midler til omfordeling og derfor også social uro.

Det andet scenario beskrives som The High Road, der vil muliggøre en vækst på 6% og skabelsen af 400.000 nye arbejdspladser årligt.

Denne optimistiske mulighed blev kendt som Planen for vækst, beskæftigelse og omfordeling eller Strategy for Growth Employment and Redistribution, GEAR.

 

De underliggende mål for GEAR er principielt de samme som for RDP:

ü       En konkurrencedygtig, hurtigt voksende økonomi, som skaber job til alle arbejdssøgende.

ü       En omfordeling af indkomster og muligheder til fordel for de fattige.

ü       Et samfund, hvor sundhed, uddannelse og velfærdsydelser er til rådighed for alle.

ü       Omgivelser med trygge boligforhold og produktive arbejdspladser.

 

GEAR klargør de præcise økonomiske mekanismer, der skal muliggøre opnåelsen af disse mål.

Den vigtigste af disse økonomiske nøgleplaner er MES.

 

Macro Economic Strategy MES:

v      Fremme vækst gennem eksport og investeringer.

v      Muliggøre omfordeling gennem jobskabelse og omallokering af ressourcer gennem de offentlige budgetter.

Disse overordnede mål skal nås gennem en række konkrete tiltag:

Ø       Forstærket fokus på budgetreformer.

Ø       Hurtigere reduktion af statens underskud.

Ø       Omstrukturering af den offentlige service.

Ø       Prioritering af inflationsbekæmpelse.

Ø       Stabil, lav udlånsrente.

Ø       Gradvis ophævelse af finans- og valutakontrol.

Ø       Liberal handelspolitik.

Ø       Foranstaltninger til støtte af industriudvikling.

Ø       Omstrukturering af privilegier og værdier.

Ø       Struktureret fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Ø       Styrkelse af erhvervsuddannelser.

 

Kritik af GEAR

Siden GEARs fremkomst er der blevet rejst kritik af planen fra mange sider og denne kritik er sågar blevet imødegået i en særlig GEAR-book fra ANC med det formål at vinde medlemmerne for strategien.

 

En generel sammenfatning af kritikken kunne se ud som følger:

    Omfordeling ses i GEAR kun som et sekundært resultat af evt. øget beskæftigelse gennem traditionelle vækstmekanismer.

    Planen bygger på en markedsorientering, der forudsætter, at alle har lige adgang til markedet, hvilket ikke er tilfældet i den sydafrikanske kapitalisme.

    GEAR hviler på tilliden til en trickle-down effekt, hvor voksende produktion og akkumulerede ressourcer gradvist vil tilflyde det fattige flertal, hvilket hidtil ikke er sket.

    Dokumentet tager heller ikke højde for, at den nationale og internationale handel, i realiteten hverken er fri eller fair.

    Strategien har reduktion af underskuddet på statsbudgettet som det væsentligste mål og accepterer dermed bestående politisk-økonomiske bindinger.

    Dokumentet anser Sydafrikas statsgæld for et stort problem, selvom den er relativt lille sammenlignet med de vestlige landes.

    Planen stræber efter skattenedsættelser og begunstigelser for over- og middelindkomster, snarere end efter at forøge statens indtjening og handlemuligheder.

    Samtidig anerkendes de bestående produktionsstrukturer og ejerskabsforhold, mens arbejderne forventes at acceptere løntilbageholdenhed gennem en social kontrakt. Resultatet vil blive et større fattigdomsgab, hvilket står i klar modsætning til RDPs visioner.

    Liberalisering af finansbevægelser ses som vigtig for tilgangen af private investeringer, selvom eksempler fra fx Kina viser, at statsintervention fortsat kunne spille en vigtig rolle i grundlæggelsen af nye industrier og konkurrenceoprustning af bestående.

    Hvis produktive investeringer kun kan foregå gennem private firmaer, vil regeringen blive et letpåvirkelig gidsel uden reel kontrol over landet.

    Programmets liberalisering af valutakontrollen har allerede gjort Sydafrika mere sårbart overfor aggressive spekulationer og kortsigtede kapitalbevægelser.

    En eksportorienteret vækststrategi vil blive til fordel for kapitalintensive, uddannelsestunge industrier, mens der vil ske afskedigelser på arbejdskraftintensive, lavteknologiske områder, hvor flertallet finder beskæftigelse.

   Handelsliberalisering vil muligvis sænke inflationen, men vil gøre importvarer billigere og dermed føre til jobtab i hjemmeindustrien.

GEAR-strategien er næppe det sidste ord i striden om Sydafrikas ufærdige model og planens praktiske implementering vil i nogen grad afhænge af, på hvilken måde de afvigende sociale interesser vælger at træde i karakter op til det næste valg.

 

 

Litteratur:

ANC: Understanding GEAR, Growth, Employment and Redistribution, The Government's new economic strategy, 2nd Quarter 1997.

ANC: 2 years of Government. Dealing with apartheid's aftermath. A Special Mayibuye Supplement, June 1996.

GNU: RDP White Paper, Discussion Document, September 1994.

GNU: Growth, Employment and Redistribution. A Macroeconomic Strategy, 14 June 1996.

Larney, K. / Stolten, H.E. / Munkholm, K. / Tabor, E. red.: Rapport fra konferencen: Fred og Udvikling i det sydlige Afrika. Kan erfaringerne fra Sydafrika bruges i resten af Afrika?, København: Arbejderbevægelsens Internationale Forum, 1995. Rapporten findes også i engelsksproget udgave.

Murray, Martin: The Revolution Deferred: The Painful Birth of Postapartheid South Africa, London: Verso, 1994.

Tarp, Finn: Situations og perspektivanalyse. Sydafrika, Kbh.: Danida, 1993.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 10.

 

Non-Governmental Organisations

Begrebet NGOer eller non-governmental organisation kan f.eks. afgrænses til at omfatte organisationer, der er uafhængige af staten, arbejder for non-profit årsager, drives af interesser, der er offentlige fremfor private.

 

I lyset af den måde, transformationsprocessen hidtil er forløbet på, har nogle analytikere rejst den hypotese, at ændringer i donorsamfundets prioriteringer op til og efter valget april 1994 har påvirket NGO-sektorens strategi m.h.t. fokuseringen på fattigdomsreduktion. Spørgsmålet om fokusskift relevant i lyset af, at tendensen vedrørende bistand til Sydafrika synes at være modsat den generelle retning af bistand til andre lande syd for Sahara. Generelt bliver en stadig større andel af den totale bistand kanaliseret via og til NGOer. Dette var også tilfældet i Sydafrika indtil valget i 1994, hvorefter donorerne rettede opmærksomheden mod opbygningen af det nyetablerede demokratiske regeringsstyre.

 

NGOer anses ofte per definition for at være engageret i fattigdomsorienterede projekter og dette engagement er ofte defineret ved at være motiveret af en mere eller mindre filantropisk eller idealistisk overbevisning. De fremherskende forestillinger synes ofte at være defineret udfra organisationernes "gode" og "rigtige" kendetegn, nemlig frivilligheden og fraværet af ønsket om profitskabelse.

En sådan simplificering efterlader imidlertid også tit indtryk af NGOerne som organisationer uden professionel kompetence.

Man skal derfor være opmærksom på at frivillighed er ikke det samme som, at NGOernes personale ikke kan/må modtage betaling for udført arbejde. Alligevel kommer udtrykket til at stå i kontrast til "professionel" og indikerer et personligt fravalg af bl.a. højere løn til fordel for et personligt engagement. Det karakteriserer denne type som en organisation, der udøver en social mission drevet af en forpligtigelse overfor et sæt fælles normer og værdier.

Mindre filantropiske aspekter influerer imidlertid også på NGO-sektoren - herunder muligheden for at skabe sig en egentlig karriere med muligheder for personlig profilering og personlige ambitioner om indflydelse i udviklingssektoren, der rækker ud over forpligtelsen til at arbejde for opnåelse af et kollektivt mål eller fælles interesse.

 

For flertallet i befolkningen var der under apartheidperioden ikke andre muligheder for forandring end gennem et engagement udenfor de statslige strukturer idet 80% af befolkningen var pr. definition nægtet repræsentation i staten.

 

Et kontroversielt punkt er skismaet mellem opfattelsen af NGOer som service providers i modsætning til NGOer i rollen som politiske "watchdogs". De 2 roller behøver ikke nødvendigvis at være indbyrdes modstridende internt i sektoren, men når NGOers rolle som sektor forsøges defineret i en national kontekst får debatten om dette skisma let karakter af en beslutningsproces hvor resultatet ses som et enten-eller.

Specielt den nuværende transitionsfase præges af en balancegang i regeringspolitikken overfor NGOerne mellem udøvelse af kontrol og uddelegering af ansvar.

Denne situation er særligt aktuel i Sydafrika, hvor den ANC-ledede regering identificeres så stærkt med den demokratiske massemobilisering og hvor folkets syn på demokratiets værdi også i høj grad sker på baggrund af ANCs evne til at leve op til de stillede forventninger om også social transformation.

 

 Jo flere interessegrupper, der skal involveres i udformningen af en makroøkonomisk politik, des sværere bliver det, set fra regeringens synspunkt, at opnå enighed herom. Beslutningsprocessen forsinkes og målene udviskes. Det nye licitationssystem, der skal udgøre en kontaktflade mellem regering og NGOer i Sydafrika er således af nogle blevet tolkes som en begrænsning af NGO-sektorens frihedsgrader og indflydelse.

 

Sideløbende med dette pres er vigtigheden af synlighed for donororganisationerne er blevet stadig mere essentiel i takt med mediernes og især TVs påvirkning af på den offentlige opinion er vokset - en faktor, der har indflydelse på ikke blot donororganisationernes prioriteringer, men også på politiske beslutninger vedrørende støtte til NGOer internt i donorlande.

 

Visse interesser på nationalt niveau i modtagerlande såvel som det private donorniveau medvirker altså til en fastholdelse af NGOerne som service providers fremfor rollen som forkæmper for de fattiges socialpolitiske interesser.

Risikoen ved udviklingen af denne ensidige rolle er en selvforstærkende effekt: for at tiltrække økonomiske ressourcer må en NGO levere en klart defineret vare, der kan sættes en pris på og betales for. NGOens arbejde med at definere sin vare kan optage store ressourcer i form af arbejdstid og ekspertise, hvilket gør det vanskeligere for organisationen at koncentrere sig om hvad, den i øvrigt måtte være bedst til.

 

Teoretiske overvejelser

NGOer bliver ofte teoretisk indplaceret i det civile samfund, i området mellem den private og offentlige sfære. Det civile samfund optræder altså som mellem- og bindeled mellem individ og stat. De fleste tilgange referer til en kollektiv ageren som grundlag for organisationer og foreninger i det civile samfund i modsætning til individuelle handlinger.

Det civile samfund bliver tildelt en rolle som katalysator for en demokratisk forandringsproces med den hovedfunktion at integrere befolkningen heri.

 

Det civile samfund i Sydafrika har historisk set været politiseret med fokus på antistatslig virksomhed. Når dets rolle i demokratiseringsprocessen analyseres må det derfor forstås udfra dette perspektiv. NGOer udfyldte ikke blot funktioner, som apartheidstaten ikke ville, men ved at gøre dette, trådte de reelt i stedet for staten.

 

Tendensen blandt aktive i dag i NGO-miljøet peger fortsat i retning af en selvidentifikation med antiapartheidbevægelsen. Den generelle opfattelse bliver bl.a. eksponeret i slogans som: "In the same way we destroyed apartheid, so too we can eliminate poverty". NGOernes selvopfattelse afspejles også i SANGOCOs medlemsbase. Iflg. en vurdering af Stian van der Merwe er de fleste medlemsorganisationer funderet i antiapartheidbevægelsen.

 

SANGOCO

I en behandling af NGO-samfundet kunne man f.eks. tage udgangspunkt i the South African National NGO Coalitions (SANGOCO) politik og indsatsområder.

Denne organisationen fungerede som praktikvært for en af mine specialestuderende, Helle Hende Stærmose, i 3 måneder fra februar til april 1998, hvor hun var tilknyttet et team, der på foranledning af Folkekirkens Nødhjælp havde iværksat en undersøgelse af det civile samfunds status i Sydafrika. Hendes hovedopgave har dannet grundlag for dette oplæg.

 

SANGOCO blev etableret i august 1995 med det primære formål, at:

"promote civil society by uniting and strengthening the NGOsector to enable it to influence development policy and advocate for programme that meet the needs of the poor in the best possible way, at he least cost."

SANGOCO fungerer som en paraplyorganisation med en medlemsbasis bestående af ca. 4.000 sydafrikanske NGOere og Community Based Organisations (CBOer). Via den månedlige publikation NGO Matters og mobiliserende aktiviteter derunder marcher, workshops etc. har organisationen stor rækkevidde.

 

SANGOCO er dannet på baggrund af et ønske om som sektor at påvirke de regeringsstrategier og -programmer, der udarbejdes med henblik på fattigdomsbekæmpelse. Dvs. at organisationen på vegne af sektoren satser på det nationale niveau. Det er en strategi, der forstærkes ved donorernes prioritering af en national defineret udviklingspolitik fremfor støtte af lokalt definerede programmer og som regeringsinitiativer som RDP yderligere nødvendiggør.

Dannelsen af SANGOCO kan derfor til dels ses som en respons på regeringsinitierede strukturer og faktisk indgik der i regeringens diskussionsdokument om RDP en opfordring til sektoren om at etablere et forum til koordination af NGO-sektoren:

"The Government strongly favours the establishment of a coordinating body for NGOs."

Netværk og paraplyorganisationer er bestemt også en nødvendig strategi for NGOerne i forsøget på at manøvre udenom den økonomiske krise, der for mange af dem er fulgt i kølvandet på ændrede donorprioriteringer. Fra overvejende at søge internationale finansieringskilder, er fokus nu mere på nationalt niveau. Ved at etablere netværk kan sektoren bedre artikulere sine behov. Den akkumulerede erfaring i et netværk betyder også, at det er lettere for en regering at følge råd fra sektoren og at inkorporere den i en national udviklingsstrategi. Der opstår dog let fare for, at en NGO bruger mere tid på styrkelse af netværkssamarbejdet gennem en mødekultur end engagement i målgruppen.

 

Den centrale styring af NGO-sektoren, som SANGOCO repræsenterer som koordinator, kunne også tendere til at monopolisere den demokratiske kultur i sektoren og gøre medlemsorganisationerne afhængige af SANGOCO, selvom intentionen vel netop burde være at underbygge den autonomi, der kvalificerer til opbygning af et demokratiserende civilt samfund.

En organisation som SANGOCO burde vel også optimalt i sig selv besidde en ufravigelig demokratisk orientering, især hvad angår de beslutningsprocesser, der vedrører sektoren som helhed, hvilket det har knebet med.

 

Som situationen er i øjeblikket, er tendensen, at de provinsielt etablerede NGO-koalitioner, bliver mobiliseret til opbakning omkring SANGOCOs politik fremfor, som de burde,  at påtage sig en koordinerende rolle i forhold til de lokale NGOer.

Selvom der faktisk er brug for en samlende enhed i NGO-sektoren, der kan styrke sektorens position i forhold til påvirkning af regeringens strategier, så synes netværket i for høj grad at være til for SANGOCOs skyld og ikke omvendt.

 

Gennemførelsen af SANGOCOs årlige højdepunkt, the NGO Week, kunne have markeret og styrket SANGOCO som et demokratisk forum. SANGOCO havde imidlertid allerede planlagt denne fælles aktivitet i detaljer og formen var ikke til debat. Seancen har fået karakter af at være en eksperternes råd til de deltagende organisationer.

Denne konstruktion retter resolutioner og vedtagne handlingsplaner "opad" mod regeringsplan og levner begrænset opmærksomhed til de direkte berørte.

 

Fattigdomsorientering

Nogle aktiviteter iværksat af SANGOCO forsøger dog at fastholde fokus på de fattigste. Lanceringen af the Poverty Hearings / Speak out on Poverty Campaign har således, som sloganet også antyder, appelleret til den fattige del af befolkningen om at fortælle deres version af det at være fattig i Sydafrika og dermed "blive hørt". Høringerne blev iværksat i samarbejde med the Human Rights Commission (HRC) og fandt sted i perioden marts til juni 1998 på provinsniveau. Også dette initiativ efterlader dog et indtryk af at tjene en profilering af SANGOCO fremfor direkte at bekæmpe fattigdom.

 

De svageste blandt de fattige kan trods de gode intentioner fra det civile samfund have svært ved at præsentere og videreformidle deres erfaringer og udtrykke deres håb for en bedre fremtid - specielt i landområderne er NGO-netværket svagt og specielt kvinder er underrepræsenteret. Land Update, som er et tidsskrift udgivet på månedsbasis af the National Land Committe bekræfter gennem sine artikler den lave organisationsgrad og den skæve kønsfordeling i organisationerne. Interview foretages primært med mandlige organiserede landarbejdere og når kvinder optræder viser det sig, at de er beskæftiget med kvinderelaterede spørgsmål, mens mænd udtaler sig om de økonomiske handlingsprogrammer og landdistribution etc.

 

Samme tendens ses af historier i f.eks. Reconstruct - det faste tillæg til The Sunday Independent - omhandlende kvinder. De fleste artikler, der har fattige kvinder i fokus, efterlader indtrykket af kvinden som offer. I portrætterne fremstilles forskellige kvinder som "struggling women". Mænd derimod figurerer hyppigst som repræsenterende almene problemer. Når kvinder beretter, vil det derfor primært være en kvindes personlige historie som fortælles, mens en mand vil fortælle historien om "fattigdom" som sådan.

 

The Protea Project i SOWETO er et eksempel på et projekt, der sætter den fattigste del af befolkningen i stand til selv at ændre deres levevilkår. Projektet er rettet mod de uformelle bosiddere eller squattere i Protea, der hovedsageligt består af små blikskure. Konceptet er en kollektiv opsparingsfond efter princippet en-rand-om-dagen-bliver-til-et-hus og koordineres af the Homeless Peoples Federation. Ejerskabet og kontrollen er her helt og holdent i hænderne på de, der deltager i projektet. En demokratisk valgt ledelse administrerer tilgangen af nye medlemmer og forestår den økonomiske administration. Startkapital er dels doneret fra regeringen og dels forskellige udenlandske organisationer, herunder USAID. Hensigten er dog, at projektet på længere sigt skal kunne hvile i sig selv. Projektet har udover den umiddelbare effekt at folk får et 'rigtigt' hus at bo i adskillige andre positive implikationer for deltagerne. Da hele processen - undtagen støbningen af fundamentet - udføres af de implicerede beboere, bidrager det til udvikling af konkrete færdigheder. Det bidrager formodentligt også til en social ansvarlighed, at hvert hus bygges af 10 personer i fællesskab. Projektet er også indkomstgenererende ved kun at bruge lokal arbejdskraft og ved at sætte de nye husejere i stand til at iværksætte små uformelle produktionsforretninger.

 

Lignende projekter er skudt op forskellige steder i landet, siden en konference for hjemløse blev holdt i 1991. Fælles for projekterne er, at de fleste deltagere er kvinder, på landsplan udgør mændenes andel kun ca. 15%.

I 1994 var 165 opsparingsfonde etableret og det er kendetegnende for de færdigbyggede huse, at de selvbyggede huse inklusive støbning af fundament udgør ca. 1/5 af omkostningerne for et typisk "RDP-hus", nemlig omkring R10.000 i forhold til ca. R50.000 for et hus bygget på kontrakt med regeringen i henhold til RDP. Opsparingsprojektet er således et succesfuldt eksempel på inddragelse af lokalbefolkningen i et lokalt projekt, der indgår i en strategi med nationalt rækkevidde. Det er ikke præget af en top-down tilgang, men tager udgangspunkt i konkrete, lokale og personlige forhold.

 

Den endelige rapport baseret på fattigdomshøringerne, udsendt i 1998 vil blive brugt til at:

"ensure the government lives out its commitment to the goals of freedom from want, freedom from hunger, freedom from deprivation, freedom from ignorance, freedom from fear...It will be a basis for commenting on the national budget. It will provide civil society's input into the Poverty and Inequality Report and the HRC social and economics monitoring programme"

De personlige erfaringer og beretninger, der overleveres via the Poverty Hearings bliver genstand for en politisk NGO-handlingsplan udarbejdet af SANGOCO i samarbejde med HRC.

 

NGOer i transition. Inkorporationen i de nationale politiske strategier

I praksis har transformationen således for NGO-sektoren betydet et større nationalt fokus gennem etableringen af SANGOCO. Netværk, såsom the Environmental Justice Networking Forum, udformer strategier med større rækkevidde end de lokalt forankrede initiativer.

Der tænkes og ageres udfra nationale hensyn, ofte indenfor regeringsprogrammer såsom RDP. Men risikoen eksisterer for at det demokratiske aspekt i sektoren tilsidesættes til fordel for at efterkomme en regeringsdefineret udviklingsstrategi fremfor at fokusere på konkrete, lokalt tilpassede initiativer.

Der synes også at være en tendens til bureaukratisering af NGO-sektoren på bekostning af umiddelbar aktiv inddragelse af de fattigste.

SANGOCO har ret ofte valgt en model, man satsede på var den foretrukne for donoren fremfor en realistisk model, der kunne have frigivet ressourcer internt i organisationen og inddraget netværksorganisationerne aktivt.

 

Reformerne forsøges stadig officielt gennemført udfra principperne skitseret i RDP. Udover partnerne i the Tripartite Alliance, ANC, SACP og COSATU har RDP-linjen haft støtte fra den massedemokratiske bevægelse (MDM), bl.a. repræsenteret ved South African National Civics Organisations (SANCO) og et bredt udvalg af NGOer. RDP-dokumentet kan altså også ses som udtryk for det civile samfunds forventede betydning i transitionsfasen.

I sin introduktion til RDP-programmet, i "basisdokumentet", udtrykker Nelson Mandela i afsnittet vedrørende det civile samfund intentioner om dets fremtidige aktive rolle, derunder vigtigheden af at: "promote efficient and effective participation of civil society in decision-making".

 

Det civile samfund spillede en væsentlig rolle i opbygningen af følelsen af et fælles ansvar for transformationen, herunder var etableringen af forskellige såkaldte nationale fora blandt de væsentligste elementer. Foraene vedrørte centrale indsatsområder med nationalt sigte f.eks. The National Education Forum.

Mange af disse fora fik direkte indflydelse på udformningen af RDP. NGOernes erfaring fra 'felten' blev i vid udstrækning udnyttet i disse fora. F.eks. videregav the Joint Enrichment Project (JEP) sine erfaringer fra uddannelsesområdet via the National Youth Development Forum; erfaringer, der på denne vis indgik i udformningen af RDP, selv om den konkrete indflydelse herpå er vanskelig målbar. Etableringen af foraene udvidede den politiske scene og forankrede visioner om forandring i en kontekst udenfor regeringens kontrol og direkte indflydelse.

 

Et kritisabelt aspekt ved indflydelsen fra NGOer og konsultative fora er imidlertid netop spørgsmålet om hvem, disse fora egentlig repræsenterer. Det eksplicitte mål med den sydafrikanske transition var konstitueringen af et repræsentativt demokrati for alle. I den konsultative proces, som etableringen af foraene var et udtryk for, bliver kun en del af befolkningens behov og ønsker belyst.

Konsultationerne, som ANC referer til i RDP basisdokumentet, er derfor også udtryk for et ønske om at gøre det civile samfund til medansvarlig for en udviklingsstrategi, der er landspolitisk defineret.

 

Demobilisering af det civile samfund

Som vi diskuterede sidste gang mener Ginsburg, at, ANC efter valget i 1994 indledte en delvis demobilisering i relation til det civile samfund. Det var en nødvendighed for ANC op til valget at fremstå som den, der kunne "levere varen", hvilket bedst kunne realiseres gennem støtte fra de tidligere samarbejdspartnere indenfor det civile samfund. Den nye situation giver, sammenlignet med apartheidperioden, færre muligheder for at mobilisere befolkningen udfra politiske motivationer. Gennem kontrol med civilsamfundets organisationer – ved at gøre det civile samfund til en del af ANCs politiske fundament - kunne der faktisk opstå fare for et ret omfattende statsmonopol på den politiske opposition.

 

ANC-parlamentsmedlemmet, Ben Turok, opfatter f.eks. situationen efter opløftelsen af RDP til regeringens officielle udviklingspolitik, som en marginalisering af NGO-sektoren i udviklingen af sociale reformer. RDP blev gjort til et "state enterprise".

For det første binder det organisationer og institutioner i det civile samfund tættere til regeringen, der herved effektivt begrænser kritik herfra i en første, vigtig konsolideringsfase. Dernæst sikrer den tilsyneladende konsensus imellem det civile samfund og regeringen, der får større politisk frihed, idet kritik i praksis er blevet reduceret til de områder, det civile samfund ikke er involveret i. Det er sværere at være kritisk overfor programmer, hvis succes og gennemførelse, man selv er delvis ansvarlig for.

 

Forsøget på at inkorporere det civile samfund i beslutningsprocesser vedrørende udvikling og ressourcefordeling kan imidlertid også ses og forstås med baggrund i netop mobiliseringen af befolkningen under apartheid og kan tolkes som en naturlig forlængelse af denne tradition. Under apartheid var mange organisationer i en situation, hvor de decideret trådte i stedet for staten, idet de udfyldte velfærdsfunktioner, som en stat normalt udfylder indenfor undervisning, sundhed mm. Stian van der Merwe har f.eks., på trods af hele undertrykkelsesapparatet, noteret, at:

"South Africa was under-governed and as a result over-NGOed".

Men inkorporationen indebærer alligevel en fare for, at det participatoriske element i RDP i praksis bliver reduceret til, som Friedman har udtrykt det:

"a pressure for civil society organisations to play a role in a government defined development delivery".

 

Mobiliseringen af det civile samfund som regeringsstøtte og demobiliseringen af det som selvstændig aktør har dog også mere indirekte og indre årsager.

Alternative karrieremuligheder, der grundet apartheidpolitik ikke tidligere var mulige, har ved transformationen bevirket et brain-drain fra NGO-sektoren til den offentlige sektor - specielt fagbevægelsen har været hårdt ramt heraf. Visse iagttagere antager, at op imod 60-70% af den samlede arbejdsstyrke i NGO-sektoren er blevet absorberet af offentlige institutioner siden 1994. Personlige behov kommer nu ofte i første række fremfor opnåelse af kollektivt definerede mål.

 

Også Pieterse har betegnet oprettelsen af de tidligere nævnte foraer som et udtryk for et taktisk, politisk motiveret spil, der imidlertid samtidig har været præget af NGOernes ønske om at få en god bid af 'development'-kagen.

 

Der eksisterede under apartheid en gensidig afhængighed imellem NGO-sektoren og masseorganisationerne, såsom fagbevægelsen. Sidstnævnte behøvede NGOerne til at  afbøde konsekvenserne af boykotter mm. i forhold til befolkningen, mens NGOerne motiveredes af den politiske kamp, der på sin side medvirkede til legitimering af service organisationerne ved at sikre folkelig opbakning. Afhængigheden afspejles yderligere på det personlige plan. De fleste NGO-aktivister var med i United Democratic Front (UDF) og skabte på den måde personlige relationer til personkredsen med tættest tilknytning til eksil ANC medlemmer. Personlige relationer imellem aktive deltagere i antiapartheidbevægelsen, hvadenten i den politiske eller serviceprægede del, vil hyppigt influere på organisationernes profil og de ofte tætte personlige forbindelse mellem den politiske sfære og organisationerne i det civile samfund vil yderligere kunne dæmpe kritikken af politiske tiltag fra organisationer i det civile samfund.

 

Med Mandelas tale til ANCs konference i Mafikeng in mente er der heller ingen tvivl om, at det er de regeringsvenlige organisationer, som regeringen satser på. F.eks. satte Mandela i sin tale spørgsmålstegn ved legitimiteten af organisationer af 'watch-dog' typen:

 "these NGO's also work to corrode the influence of the movement".

Og netop loyalitet overfor ANC var et centralt tema i hans tale. 

Kritikken i Mandelas tale i Mafikeng er substantiel og mere end antyder hans og partiets, holdning til udenlandske donorers indflydelse på NGO-sektoren via økonomiske bidrag.

"some...NGO's act as instruments of foreign governments and institutions that fund them to promote the interests of these external forces".

og lignende udsagn understreger holdningen:

"many of our non-governmental organisations are not in fact NGO's, both because they have no popular base and the actuality that they rely on the domestic and foreign governments, rather than the people for their material sustenance"       

Men for det første kanaliseres stadig flere bistandsmidler over i statslig regi. Og dernæst opfordrer regeringen selv de sydafrikanske NGOer til at indgå aftaler, der indebærer en reel regeringsfinansiering af dele af sektorens aktiviteter. Mandelas kritik hviler derfor på et spinkelt grundlag, men udsendte trods det usikre fundament nok et signal om regeringens intentioner om en mere centraliseret, statsstyret udviklingspolitik.

 

SANGOCOs reaktion på Mandelas tale fremstår i sin helhed som en loyalitetserklæring, og giver udtryk for NGO-sektorens fortsatte ønske om aktivt at indgå i RDP-samarbejdet.

SANGOCO vil meget nødig afskæres fra den politiske sfære, som sektoren er blevet en del af og kompromiset består åbenlyst i at undgå konfrontationer, der ville kunne svække sektorens relationer til regeringen og evt. medføre sanktioner, såsom tilbageholdelse af økonomisk støtte og annullering af partnerskabsbaserede relationer mellem den vestlige donororganisation og modtagerorganisationen. Udtalelserne er tilpasset de ændrede omstændigheder, der også vedrører nye donorstrategier.

NGO-reaktionen har forstærket indtrykket af et behov for sektorens anerkendelse fra regeringen og det er et udtryk for, at balancen i samfundet er blevet forrykket siden valget i 94.

 

Fra RDP til GEAR

Med lukningen af RDP-kontoret i april 1996 og den efterfølgende introduktion af GEAR fulgte en række spekulationer om en eventuel ændring i udviklingsorienterede prioriteter og en evt. reorientering af NGO-sektoren.

Internt i NGO-sektoren har introduktionen af GEAR vakt bekymring og der forekommer en tendens til at opfatte en ændring i RDPs status, således at det nu fremtræder som et påhæng til GEAR fremfor den drivende, progressive omfordelingspolitik med fokus på jobskabelse, som oprindeligt blev vægtet i dokumentet. INTERFUND, der er en samleorganisation for NGO-projekter og finansiering med en udviklings- og demokratifokuseret formålsparagraf, udtrykker bekymringen ved at formane, at:

"a social development programme cannot easily be appended to (let alone integrated to) a macro-economic strategy characterized by privatization, deregulation, fiscal austerity, trade liberalization and the predominance of the financial sector over production and commerce".

Den generelle antagelse i NGO-sektoren synes at være, at den fattigste del af befolkningen påvirkes negativt af GEAR.

Det fremtidige engagement imellem NGO-sektoren og regeringen vil måske blive præget af, hvad sektoren er villig til at levere i form af diverse ydelser, som regeringen har trukket sig tilbage fra. NGO-sektoren frygter med ANCs nye liberale kurs, at:

"Increasingly, voluntary sector organizations find themselves encouraged to step into the breech as service providers, fulfilling roles partially or wholly unmet by the state".         

Det forudses, at den offentlige sektor bliver smallere og nedskæringer på det sociale område vil finde sted. Forventeligt er det defor, at fattigdomsproblemet i stigende grad vil blive NGO-sektorens område. INTERFUND advarer endda om, at en kampagne som SANGOCOs Antipoverty Campaign eneste funktion vil være at mildne de mest asociale effekter af GEAR.

 

NGOer og de offentlige institutioner

Den overordnede ramme for NGOers ageren i samfundet er fastsat i the Nonprofit Organisations Bill, som blev vedtaget af det sydafrikanske parlament i 1997. Lovforordningen er en modifikation af the NGO Bill introduceret i 1995, som debatteredes i NGO-sektoren og resulterede i massiv kritik, ikke mindst fra the Institute of Race Relations. Bekymringerne havde rod i NGOernes frygt for regeringens indførelse af kontrolforanstaltninger i form af registreringsprocedurer.

 

Formålet med den vedtagne Nonprofit Bill er ifølge lovteksten bl.a.:

”...e) promoting a spirit of co-operation and shared responsibility within government, donors and amongst other interested persons in their dealings with nonprofit organisations."

Et centralt emne, der behandles indgående i lovteksten, nemlig registreringen af organisationerne, er dog blevet frivillig, men registrering er en forudsætning for at få del i offentligt allokerede midler.

Men den lange række af samarbejdsråd og -organer såsom TNDT, NDA, hvorunder NGOer er bundet op på institutioner og organer, optræder ikke i loven.

 

Et forsøg på at optræde selvregulerende, og dermed undgå yderligere kontrol og regulering fra regeringen, er forsøgt med vedtagelsen af "The Code of Ethics" ved NGO Week i 1997. Løbende opfordres SANGOCOs medlemsorganisationer gennem NGO Matters til at underskrive deklarationen, der forpligtiger den undertegnende organisation til at overholde en række paragraffer, omkring etisk og moralsk ansvarlighed.

 

Fonde og samarbejdsråd

Skift i donorpraksis har også foranlediget en række nye strategier i NGO-sektoren med henblik på overlevelse og som tydeliggørelse og profilering gennem styrkelse af eksisterende samarbejde internt i sektoren og etablering af nye partnerskaber.

Det første initiativ fra regeringen, der fik betydning for koordineringen af og systematiseringen af NGO-sektorens finansiering, bestod i oprettelsen af the Transitional National Development Trust (TNDT) i 1995 i samarbejde med the Kagiso Trust (KT) og the Independent Development Trust (IDT). Fondens primære formål blev at koordinere fordelingen af ressourcer fra internationale donorer ud fra principperne i RDP. R50 mio. tilgik fonden fra RDP-midlerne og EU bidrog med yderligere R75 mio. Sammenholdt med et roll-over på R2 milliarder i RDP-midlerne for budgetåret '96/97 er der tale om et forbløffende lille beløb, der langt fra var tilstrækkeligt til at imødekomme det umiddelbare behov i NGO-sektoren, der fremgår af ansøgninger beløbende sig til over R600 mio. i 1996.

 

Som navnet antyder, er fonden provisorisk og bliver nu erstattet af det længe ventede National Development Agency NDA, med hvilket hensigten er at støtte mere langsigtede udviklingsprojekter. Fra NGO-sektoren udtryktes ønsket om at regeringen som et minimum skulle allokere R1 milliard til NDA pro anno. Processen op til den endelige lancering af NDA har været præget af konsultationer mellem regeringen, donorsamfundet og NGO-sektoren via the Implementation Committee.

SANGOCO lancerede i den anledning et dokument, hvori bl.a. udtrykkes forventning til NDA om, at den hidtidige praksis med favorisering af urbane projekter vil ophøre og en mere retfærdig fordeling af udviklingsmidler vil finde sted med oprettelsen af en central fond. Regeringen forventer kun at bidrage med R50 millioner pro anno og endvidere at forblive den væsentligste bidragsyder til fonden, hvorfor der er langt til efterkommelse af sektorens skønnede behov.

 

Det omfattende udliciteringssystem, som regeringen har iværksat, forstærker yderligere NGOers position som leverandører af regeringsprojekter. På lige fod med den private sektor kan NGOer ansøge om projekter, men tilsyneladende vurderes egnetheden udfra pris fremfor kvalitet og legitimitet eller kontakt til det lokale samfund.

Der mangler gennemskuelighed i procedurerne, lyder et hyppigt fremført klagepunkt. Generelt tages i systemet ikke hensyn til NGOers særlige styrke, men disse tvinges til at tilpasse sig en konform forestilling om et projekts mulige implementeringsmåder.

Skal licitationssystemet positivt ændre de fattiges forhold, bør det nok ske i tæt samarbejde med de, der har det nødvendige kendskab til de forhold, under hvilke det givne projekt/program skal implementeres.

 

Andre betydningsfulde fora imellem regering og det civile samfund er imidlertid opstået, herunder the National Economic Development and Labour Council (NEDLAC). Intentionen var at kreere et forum hvori relevante parter fra regering, det civile samfund (primært fagforbundene, men også SANGOCO er repræsenteret i det såkaldte development chamber) og den private sektor kunne mødes og udveksle ideer med henblik på udvikling af økonomiske strategier og formulering af udviklingsinitiativer, hvorom kunne herske konsensus blandt de implicerede parter og derved sikre en vis social stabilitet på arbejdsmarkedet ikke mindst og omkring makroøkonomiske tiltag generelt. En rapport fra ILO udtrykker imidlertid bekymring for organisationernes mangel på organisatorisk gennemslagskraft i forhold til regering og arbejdsgivere. Den  manglende kapacitet skal også ses i lyset af den relativt store flugt af human resources til regeringen fra især fagforbundene efter 94.

 

Et sådant forum rejser vel også spørgsmålet om det formelle demokratis rolle. Træffes reelt set politiske beslutninger af en eksklusiv elite, befolkningen ikke har en egentlig mulighed for at vælge repræsentanter til og dermed stille direkte til ansvar for de forhandlede resultater?

Det nationale fokus og vægten på den organiserede arbejderbevægelse i NEDLAC udelukker den overvejende del af det civile samfunds organisationer i at deltage i forummet. Med tiden er det dog planen, at NEDLAC samarbejdet skal videreudvikles på provins- og lokalniveau. Men de mest udsatte uden kontakt til et formelt netværk risikerer trods denne udbygning yderligere at marginaliseres til fordel for en ensidig satsning på en national udviklingsstrategi.

Men store dele af befolkningen vil være udenfor disse samarbejdsorganer - det participatoriske demokrati er begrænset til de befolkningsgrupper, med adgang til et formelt netværk, hvis organisatoriske styrke er stor nok til at opnå repræsentation i disse nye, demokratiske samarbejdsfora. Og licitationsprocessen udelukker med de indviklede procedurer mindre NGOer i at ansøge.

 

Donorers prioriteringer

I perioden op til valget i 1994 allokerede donorer primært ressourcer til landet udenom regeringsstrukturer og i stedet via antiapartheidbevægelsen repræsenteret ved især kirkebaserede organisationer som the Catholic Bishops' Conference, NGOer og borgeroganisationer (CBOer). Beløbsstørrelsen skønnes af the Development Bank alene for 1992 og '93 at udgøre R1,5 milliarder. De største bidragsydere var EU og USA, der tilsammen stod for 56% af den bilaterale hjælp, efterfulgt af lande som Sverige og England.

Allerede inden valget var gennemført skete et skred i donorernes prioriteringer, både blandt de bilaterale og private, internationale organisationer. Således fremgår det af Danidas rapport vedrørende overgangsbistand til Sydafrika, at

"greater official government involvement in aid disbursals as opposed to using the typical NGO channels can also be observed".

Endvidere understreges samme sted vigtigheden af et program- fremfor projektorienteret tilgang til udviklingsbistand, hvilket peger i retning af ønsket om bedre koordination - evt. via større offentligt engagement. En EU-repræsentant udtalte ligeledes offentligt i Sydafrika, at fremover ville EUs engagement i landet ske gennem en tættere forbindelse til regeringen, hvem EU anser for at være den primære samarbejdspartner.

 

Konklusion

Slutteligt kan man vel logisk argumentere for, at fokusskift fra lokalt til nationalt niveau er en naturlig følge og konsekvens af det den nye demokratiske diskurs i Sydafrika. Det er nu reelt muligt via formelle, demokratiske institutioner at øve indflydelse på de politikker der influerer på de fattiges situation. Denne logik har dog som påvist en del måske utilsigtede virkninger.

 

 

Litteratur:

Helle Hende Stærmose: Non-Governmental Organisations i transition – den demokratiske transformation i Sydafrika. Afsluttende opgave fra Center for Afrikastudier, 1998. Denne opgave udgør hovedgrundlaget for ovenstående noter.

 

Bench, Bryan og Barbara Liepietz: Structuring Effective Development-Oriented Interactions Between the State and Civil Society in South Africa: a comparative analysis of  Mechanisms in Place”, the Transitional Development Trust, SA, March, 1998, 1-11.

Bentzen, Niels, Josette Cole og David Sogge: “Funding for Transformation in Times of Transition. A Report of a Midterm Review of the INTERFUND/Ibis Transitional Development Assistance Programme in South Africa 1994-1998”, SA, 1998.

Camay, Phiroshaw og Anne J. Gordon (eds.): “NGO Week Conference Report, 2-6 December 1996”, Co-opreative for Research and Education, SA, 1997, p. 1-175.

Dangor, Zane: “The non-profit sector in South Africa”, CAF, 1997, p. 1-50.

Edwards, Michael og David Hulme: "Too Close for Comfort? The Impact of Official Aid on Nongovernmental Organizations", World Development,Vol. 24, No 6, pp. 961-973, 1996.

Fine, Robert: "Civil Society Theory and the Politics of Transition in South Africa", Review of African Political Economy, no. 55, 1992, pp. 71-83.

Steven Friedman og Maxine Reitzes: “Democratisation or Bureaucratisation?: Civil Society, The Public Sphere and the State in Post-Apartheid South Africa” i  Transformation, 29, pp. 55-73, 1996.

Ginsburg, David: “The democratisation of South Africa: transition theory tested” i Transformation, 29, 1996, pp 74-102.

Glaser, Daryl: "South Africa and the Limits of Civil Society", Journal of Southern African studies, Volume 23, Number 1, March 1997, pp. 5-25.

Gulati, Anita, David Everatt: “Tango in the Dark. Government and the Voluntary Sector – Partnerships in the new South Africa”, INTERFUND, SA, 1996, p. 1-200.

Humphries, Richard og Maxine Reitzes: “Civil Society after Apartheid. Proceedings of a Conference convened by the Centre for Policy Studies on the role and status of civil society in post-apartheid South Africa”, CPS, Johannesburg, SA, 1995.

James, Wilmot og Daria Caliguire: "The New South Africa. Renewing Civil Society", Journal of Democracy, January 1996, vol. 7, no. 1, pp. 56-67.

Mandela, Nelson: “Address by President Nelson Mandela to Parliament, 6 February, 1998”.

Mandela, Nelson: “Political Report of the President, Nelson Mandela to the 50th national Conference of the African National Congress. Mafikeng, Dec. 16, 1997”, p.1-53.

Marais, Hein: “Development Update. Annual Review. The Voluntary Sector and  Development in South Africa 1996/97”, INTERFUND 6 the South African National NGO Coalition, Johannesburg, SA, 1997.

Nkuhlu, Mfundo: “The state and civil society in South Africa: transition to democracy, social reconstruction and implications for regional relations in Southern Africa”, University of Western Cape, Centre for Southern African Studies, Working Paper series. 28, 1993, p. 1-22.

National Development Agency Implementing Committee: NDA Progress, Jan. 1998, p. 1-12.

Parliament of the Republic of South Africa: Non-profit Organisations Bill, 1997, p. 1-32.

Pieterse, Edgar: “South African NGOs and the Trials of Transition” i Development in Practice, vol. 7, no. 2, 1997, pp 157-166.

South African National NGO Coalition: NGO Matters.

South African National NGO Coalition: “SANGOCO Response to President Mandela’s Speech: Civil Society, Politics and Development Organisation”, Discussion Paper, Jan. 1998.

The Sunday Independent: Tillæg: Reconstruct.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 11.

 

Udenlandsk bistand til Sydafrika

Udenlandske regeringer var under apartheidperioden gennem mange år med til at finansiere humanitære antiapartheld aktiviteter for at støtte forandringsprocessen i Sydafrika. Det foregik i form af støtte til arbejde indenfor såvel som udenfor Sydafrika grænser. Præcise opgørelser over denne bistand findes der ikke, men på basis af skøn udarbejdet af Nordiska Afrikainstitutet virker det sandsynligt, at den samlede bistand til Sydafrika i 1991 var af en størrelsesorden på ca. 270 millioner $, dvs. et beløb, der svarer til næsten 8 $ per sydafrikaner om året.

NAI er i øvrigt ved at udgive en mere omfattende solidaritetshistorie om de nordiske landes støtte til det sydlige Afrika før 1990.

 

Bistanden til ofrene for apartheid blev i stort omfang kanaliseret gennem udenlandske repræsentationer i Sydafrika, samt via en lang række nationale og internationale NGOer. Hertil kom FNs flygtningearbejde og FNs fonde for støtte til politiske fanger og deres familier mv.

Blandt de områder, som er blev støttet op til og efter 1990, ligger uddannelse og træning højest, efterfulgt af fagforeningerne, sundhed og menneskerettigheder, det sorte forretningsliv, flygtninge og repatriering, udvikling af lokalsamfund, kultur, forhandlingsprocessen, den uformelle sektor og endelig en række områder som integration af kvinder i udviklingsprocessen, politikformulering, demokratisering mv.

 

Lige efter 1990 var EU med et program på 60 millioner ECU, hvilket svarer til ca. 30% af den samlede bistand, den største enkeltdonor. Sverige og USA kom i 1991 begge på andenpladsen med ca. 20% af den samlede bistand, men i 1992 blev USA klart den største bilaterale donor med et årligt budget på 80 millioner $. Dermed var USAIDs Sydafrikaprogram det største tekniske amerikanske bistandsprogram i Afrika. Andre betydelige bilaterale donorer har været Norge, Storbritannien, Canada, Danmark og Tyskland,.

 

Koordineringen af de forskellige donorfinansierede aktiviteter var indtil apartheids afvikling vanskelig. Hertil kom den store mængde kanaler, hvorigennem bistanden flød, omfattende bl.a. et komplekst NGO netværk på såvel donor- som modtagerside og en mængde kirkelige og politiske organisationer samt fagforeningerne. Den måde de donorfinansierede aktiviteter gennemføres på nu er under kraftig ændring, men det virker som om, at der, på trods af dannelsen af donorfora og paraplyorganisationen, SANGOCO, stadig mangler både donor- og NGO-koordination, samt indenlandsk styring.

 

Det virker også oplagt, at mange af de erfaringer, som blevet opnået gennem antiapartheid arbejdet ikke længere er relevante i bistandsarbejdet, hvilket man kan glæde sig over eller beklage alt efter indstilling. Det må dog nok erkendes, at selvom den sydafrikanske stats rolle ved mobiliseringen af de store indenlandske ressourcer, der findes i Sydafrika, vil være ganske afgørende, så må statsinstitutionerne først omformes yderligere for at blive acceptable for de borgere, de skal tjene. Dette og den bredere demokratiseringsproces og normaliseringen af Sydafrikas politiske og sociale liv og opbygningen af en konsistent udviklingspolitik vil tage lang tid endnu. Der forekommer derfor som om, at der vil være behov for en vis kontinuitet i donorfinansierede aktiviteter i et stykke tid fremover.

 

Bistandsarbejdet har altså tidligere været ret kaotisk, med mange isolerede aktiviteter. Gennem de senere år har dette været under ændring i retning af færre og mere langsigtede programmer med klart definerede udviklingsmålsætninger. NGO-sektoren vil nok fortsat være uundværlig for at sikre balanceret udvikling, men denne udvikling vil i højere grad finde sted indenfor en overordnet national ramme, som kun staten kan etablere. Hertil kommer, at mange af de humanitære antiapartheid aktiviteter, NGOerne har udført, gradvist vil blive overflødiggjort og de er derfor allerede under omformulering.

 

Tanker om bistanden til Sydafrika

Omverdenens interesse for udviklingen i det ny, demokratiske Sydafrika forekommer til tider ret overvældende og det er ikke altid ren idealisme i forhold til den fattige sorte befolkning, der er drivkraften. Det vil nok være mit, måske en kende provokerende, synspunkt, at interessen også fra dansk side er fx præget af en lidt grumset sammenblanding af bistand og erhvervsinteresser.

 

Lige siden 1652 har Europa fået sin del af Sydafrikas rigdomme, men trods over 350 års kolonial mishandling har de vestlige lande ikke lagt op til noget, der kan ses som en storstilet Marshall-plan som omstillingshjælp til Sydafrika. Tværtimod har mange afviklet støtten til af de sydafrikanske græsrodsorganisationer ud fra den noget optimistiske betragtning, at det ny Sydafrika allerede er en etableret realitet og at normale markedsøkonomiske tilstande nu råder.

Fraværet af en legitim regering betød, at bistanden tidligere blev kanaliseret gennem lokale organisationer til støtte for den demokratiske bevægelse, men de fleste donor-programmer er nu omlagt til regering-til-regering-programmer. 

For EUs vedkommende tegner der sig i sidste del af 1990’erne et ret nedslående billede af en stagnerende eller direkte faldende bistand til det sydlige Afrika. Forhandlingerne mellem EU og Sydafrika om det fremtidige samarbejde, der er foregået gennem flere runder, står dog stadig på. Blandt andet er det blevet diskuteret i hvilken grad Sydafrika kan indgå i en form for Lomé-samarbejde med visse eksportfordele og beskyttelse af svage industrier. Selvom delaftaler er indgået, møder disse tanker dog til stadighed stor modstand især fra visse sydeuropæiske lande, som frygter en eventuel sydafrikansk konkurrence, især hvad angår frugt og vin.

 

Danmarks forhold til Sydafrika

Historisk blev danske eksportkreditter til handel med apartheidstyret stoppet allerede i 1978 og dækkende handels- og investeringssanktioner blev, efter hårdt og vedvarende pres fra solidaritets- og antiapartheidbevægelsen indført i midten af 1980’erne.

l august 1991 blev der i Danmark indenrigspolitisk enighed om en fasedelt afviklingsplan for disse sanktioner. Den første fase startede i januar 1992 efter CODESA møderne i december 1991 og i forbindelsen med den 'hvide' folkeafstemning i marts 1992, der bekræftede reformpolitikken, blev anden fase, der indebar en næsten komplet normalisering af forholdet mellem Danmark og Sydafrika, sat i værk. Dog blev igangsættelsen af det program for overgangsbistand, som oprindelig var en del af anden fase udsat af den danske udenrigsminister efter hans besøg til Sydafrika i april 1992.

 

Før sanktionerne udviste Danmarks handelsbalance med Sydafrika fluktuerende underskud. l 1985 beløb importen sig f.eks. til 1,7 milliarder kroner, mens der kun blev eksporteret for godt 600 millioner. Kul udgjorde omkring 90% af importen. Den danske eksport til Sydafrika var noget mere varieret sammensat med maskiner, der udgjorde næsten en tredjedel, som den vigtigste artikel. En anden vigtig gruppe har været farmaceutiske produkter, som fik stigende betydning op gennem 1980’erne. Fra 1985 til 1986 faldt importen fra Sydafrika til halvdelen og i 1989 var den næsten helt væk, bortset fra medicinområdet.

 

Den danske bistand

Udover sanktionspolitikken havde Danmark gennem 27 år ydet bistand til apartheids ofre via den såkaldte apartheidbevilling. Der var oprindelig tale om ret små beløb, men de steg i årenes løb og i apartheids sidste år lå årlige bevilling på ca. 80 millioner kroner. Det samlede beløb, Danmark bidragede med indtil 1993 var på over 875 millioner kroner, som især var gået til humanitære og uddannelsesmæssige formål.

Den statslige danske antiapartheidbistand gik især gennem FN (bl.a. gennem underorganisationerne, FNs Forvaltningsfond og FNs Uddannelses- og Undervisningsprogram for det Sydlige Afrika), den Internationale Fond for Juridisk og Anden Bistand (IDAF) og en række mellemfolkeligt anerkendte humanitære og udviklingsorienterede organisationer som Kirkernes Verdensråd (WCC), det Lutherske Verdensforbund, Frie Faglige Internationale såvel som lNTERFUND og tre engelske stipendiefonde (Den Afrikanske Uddannelsesfond, Canon Collins og Lincoln Trust). Bistanden til de kirkelige bevægelser blev kanaliseret gennem Folkekirkens Nødhjælp, mens støtte til de faglige organisationer gik gennem Fagbevægelsens U-Iandssekretariat. På undervisningsområdet har det været IBIS, der traditionelt samarbejder med den internationale NGO, lNTERFUND, der er blevet brugt og endelig er mindre beløb blevet ydet via Mellemfolkeligt Samvirke, MS, og Det Danske Center for Menneskerettigheder, DCM.

Herudover er der siden 1991 gået midler direkte til ANC-aktiviteter. Blandt de danske organisationer har Folkekirkens Nødhjælp, IBIS og Fagbevægelsens U-Iandssekretariat været ansvarlig for næsten 95 % af de anvendte midler i perioden 1983-91. Efter 1991 gik en større del af hjælpen direkte til ANC og politiske solidaritetsorganisationer, mens bistanden der gik via solidaritetsorganisationen, IDAF, blev bragt til ophør. Samtidig blev 10 millioner kroner af støtten specielt øremærket til voldsbekæmpelse, konfliktløsning og demokratisering. Disse midler gik bl.a. til organisationer som Sagførere for Menneskerettigheder og Goldstone Kommissionen, der med dansk politibistand undersøgte voldsproblemer. Ligeledes blev 10 millioner kroner afsat til aktiviteter under en særlig arbejdsgruppe for Sydafrika, nedsat under Kontaktudvalget for lndustriudvikling i U-landene. Formålet hermed var at identificere såkaldte innovative projekter med fokus på den private sektor.

 

Den igangværende danske overgangsbistand til Sydafrika adskiller sig ikke væsentligt fra mange andre landes, men den må ikke desto mindre ses som et værdifuldt skridt i den rigtige retning. Det er helt sikkert, at Udenrigsministeriets landestrategi bygger på et grundigt analysearbejde, samt på konsultationer med den sydafrikanske regering. Hjælpen ligger i forlængelse af den tidligere antiapartheidbevilling og dens prioriteringer stemmer rimelig godt overens med ånden i Sydafrikas oprindelige genopbygningsprogram, RDP.

De områder, der prioriteres i den danske overgangsbistand, er først og fremmest demokratisering, menneskerettigheder og voldsbekæmpelse. Dertil kommer hjælp til udvikling af landdistrikterne, herunder støtte til jordreform, samt uddannelse og støtte til mindre, sorte virksomheder.

 

De områder, der prioriteres i den danske overgangsbistand er:

1)    Demokratisering, menneskerettigheder og voldsbekæmpelse, som er områder, hvor der gennem den hid-tidige bistand til organisationer er opbygget   en betydelig ekspertise og selvstændig dansk profil.

2)    Udvikling af landdistrikterne, herunder støtte til jordreform. Denne støtte vil omfatte studier og evaluering-er af den samlede jordreformproces. Desuden opbygning den administrativ kapacitet omkring jordreform-er på regionalt og nationalt plan og endelig bidrag til forbedring af vandforsyning og sanitære forhold.

3)    Uddannelse, derunder bl.a. udvikling af adgangskurser til videregående tekniske uddannelser samt efteruddannelse indenfor lærerområdet og arbejdsmarkedsuddannelser.

4)    Støtte til sort erhvervsliv og udvikling af små- og mellemstore virksomheder bl.a. ved opbygning af teknologiske informationscentre. Dansk ekspertise, viden og teknologi stilles til rådighed for sort sydafrikansk erhvervsliv i et langsigtet samarbejde mellem danske og sydafrikanske virksomheder, hvilket indeholder en direkte opfordring til danske virksomheders engagement i forhold til bistandsmidlerne.

 

En vis skepsis overfor landestrategiens formelle satsning på menneskerettigheder i snæver, vestlig forstand kunne måske være på sin plads. Det kunne bl.a. diskuteres, om ikke støtten til civilsamfundet og indsatsen for udligning af sociale problemer er for upræcis og uforpligtende. De sociale skel i Sydafrika går som bekendt ret præcist efter racelinjer og uden støtte til en meget konkret omfordelingspolitik vil den socioøkonomiske racediskrimination og dermed den reelle forskelsbehandling sandsynligvis kunne fortsætte ud i en uvis fremtid.

 

Den danske overgangsbistands hovedindsatsområder.

Þ    Støtte til indsatser, der kan fremme den videre forsonings- og demokratiseringsproces på nationalt, regionalt og lokalt plan, ved at styrke de demokratiske institutioner og ved at sikre befolkningens deltagelse i   den demokratiske proces.

Þ    Bistanden vil komme til at omfatte indsatser, som tager sigte på at fremme en forvaltningspraksis, der bygger på respekt for individets rettigheder og på ansvarlighed og effektivitet hos Sydafrikas offentlige  myndigheder, særlig hos politi og domstole. Samtidig vil der blive lagt vægt på fremme af et stærkt civilt sam- fund.

Þ    Bistanden vil blive anvendt til styrkelse og fremme af den overordnedenationale udvikling på en række vigtige områder, af særlig betydning for den økonomiske udvikling på længere sigt og mindskelse af de soc-iale og økonomiske uligheder mellem befolkningsgrupperne.

Þ    Programmet vil omfatte en række konkrete og målrettede indsatser, der tager sigte på at støtte små og mellemstore sortejede virksomheder blandt andet med henblik på at fremme beskæftigelsen.

 

Desuden burde fattigdomsorienteringen nok være skærpet reelt, så man i højere grad direkte støttede organiseringen af marginaliserede grupper, således at de også i det ny Sydafrika vil kunne yde et pres for socialt fremskridt og sort selvbevidsthed. Sydafrikas problem er jo netop ikke, at landet er fattigt som sådan, men at velfærden er skævt fordelt.

Under apartheid var det hvide erhvervsliv beskyttet mod løn- og velfærdskrav, samt mod udenlandsk konkurrence og fik desuden statssubventioner. De ophobede værdier blev i stort omfang ikke investeret i produktivitetsforbedringer, men bidragede blot til en forvredet formuefordeling.

Trods gode ord om civilsamfundet er tendensen i den internationale bistand imidlertid, at en stor del af den tidligere støtte til fattigdomsorienterede, sydafrikanske NGOer altså institutionaliseres over i regering til regering-programmer.

Dertil kommer naturligvis den tilbagevendende debat om erhvervsstøtten, der indeholder en åbenlys opfordring til danske virksomheders engagement i bistandsmidlerne. Store ressourcer afsættes til erhvervsstøtte, noget færre til jordreformer. Indenfor erhvervssektoren allokeres, på trods af de pæne hensigtserklæringer, mange midler til større virksomheder og for få til de helt små.

Der spores i overgangsbistanden et skisma mellem intentioner og virkelighed. Officielt handler det om positiv beskæftigelseseffekt i Sydafrika, men andet og mere står på spil. For dansk industri handler det i et vist omfang om at sikre sig statssubsidierede avancer, for dansk fagbevægelse handler det ikke blot om international solidaritet, men også om arbejdspladser i Danmark og om socialdemokratisk indflydelse på den sydafrikanske arbejderbevægelse. Selv de danske NGOer er ikke ganske uselviske. Tidligere tiders idealistiske mobilisering er gennem velvillig indoptagelse blevet blandet med professionelle hensyn til lønnede stillinger og prestige.

Udenrigsministeriets embedsmænd går både med livrem og seler, når de formulerer sig på skrift og det er nødvendigt at læse mellem linjerne, hvis bistandsplanen skal bedømmes realistisk.

Landestrategien bygger måske på en for stor tillid til resultaterne af en ren institutionel ombygning, præget af traditionel, vestlig civilisering og modernisering og til den pædagogiske indlæring af et sagligt, ubestikkeligt, velfungerende bureaukrati og retssystem.

Sydafrika vil alene grundet den demografiske udvikling i løbet af relativt kort tid blive et mere afrikansk land, der må finde sine egne statsformer. I denne forbindelse skal man nok passe på med helt at idyllisere holdbarheden af den nuværende samlingsregerings pragmatiske kompromislinje. ANC har selv sat den sorte befolkning op til et antikolonialt opgør og rejst visioner om et helt andet og mere solidarisk samfund. Trods erkendelsen af afhængigheden af verdensmarkedet er det fortsat denne linje, der præger mange af ANCs egne organer og det er tillige svært at forestille sig, at den nuværende hengivelse til markedsøkonomien vil kunne tilfredsstille den del af civilsamfundet, der udøver sine demokratiske aktiviteter på fabriksgulvet og som den danske landestrategi nok ikke tager tilstrækkelig hensyn til.

På konfliktløsningsområdet forekommer landestrategien heller ikke helt afklaret. Der hersker fx en vis uklarhed omkring årsagssammenhængen mellem vold og manglende demokratisk indflydelse på den ene side og mellem vold og social ulighed på den anden. Støtte til rehabiliteringscentre for torturofre og til sandhedskommissionen er selvklart al ære værd, men de afhjælper desværre ikke den bestående, strukturelle vold, affødt af fattigdommens magtesløshed. Det er utilstrækkeligt at sætte sin lid til de formelle demokratiske institutioner og så krydse fingre for, at fremvæksten af et lag af sorte småentreprenører under markedsøkonomiske vilkår vil klare resten i mangel af støtte til mere kontante planer for social udligning.

Udenrigsministeriets såkaldte ressourcebase for Sydafrika, der omfattede alt fra solidaritets- og bistandsorganisationer over universitær ekspertise til erhvervslivets lobbyister, blev konsulteret i opstartsfasen og som deltager kunne man konstatere, at der i forbindelse med landestrategien, i det mindste på hensigtsserklæringssiden, foregik en klar positiv udvikling i forhold til de tidlige udkast, således at det endelige dokument lagde større vægt på sociale problemer og fattigdomsbekæmpelse. Der kom også mere vægt på støtten kanaliseret gennem sydafrikanske NGOer og der blev taget hensyn til kritikken af en manglende evalueringsplan.

 

Det oprindelige beløb til overgangsbistanden, nemlig 750 mio. kr., vil være anvendt inden udgangen af 1998.

Det er derfor besluttet at forlænge den danske overgangsbistand til Sydafrika for en treårig periode frem til år 2001 – og at afsætte yderligere 150 mio. kr. hertil.

Beslutningen er begrundet i, at de nye demokratiske strukturer i Sydafrika er fortsat svagt funderede – især på lokalt niveau og det sorte befolkningsflertal er stadig kun i begrænset omfang inddraget i den formelle økonomi.

Hertil kommer at Sydafrika spiller en meget vigtig rolle i det Sydlige Afrika. Fra dansk side har man således i lyset af det langsigtede udviklingssamarbejde med programsamarbejdslandene Malawi, Mozambique, Tanzania, Zambia og Zimbabwe en stærk interesse i yderligere at fremme det regionale samarbejde med aktiv sydafrikansk deltagelse.

Bistandsindsatserne under det forlængede overgangsbistandsprogram vil blive koncentreret om fortsat støtte til styrkelse af de nye demokratiske strukturer – især på lokalt niveau, til uddannelse og træning samt videreførelse af virksomhed-til-virksomhed-programmet. Der vil endvidere blive ydet støtte i de indledende faser til etablering af langsigtede institutionelle samarbejder mellem danske og sydafrikanske institutioner samt til bistandsaktiviteter med et regionalt perspektiv.

Som det har været tilfældet hidtil, vil en del af midlerne blive kanaliseret gennem danske NGOer. Støtten vil blive ydet til danske NGOer, der allerede har et etableret samarbejde med sydafrikanske NGOer inden for de prioriterede områder.

Beslutningen om forlængelsen af den danske overgangsbistand til Sydafrika blev meddelt den sydafrikanske regering under statsministerens besøg i Sydafrika den 9.-15. februar 1998.

 

Dansk erhvervsliv og det sorte Sydafrika

Efter et langvarigt politisk pres fra solidaritetsbevægelserne blev Danmark et foregangsland, hvad angår sanktionspolitikken mod apartheidstyret. Eksporten faldt med ca. 75 procent og importen med hele 97 procent i de sidste sanktionsår. I postapartheidsituationen ser det nu ud til, at denne holdning, som erhvervslivet længe var modstandere af, på langt sigt vil blive til stor fordel for dansk eksport.

De danske investorer kan også drage fordel af, at de rige sydafrikaneres økonomi er opbygget til samme efterspørgselsmønster og serviceniveau som i Europa, selvom befolkningsflertallet lever i fattigdom. Allerede i 1993 steg eksporten til Sydafrika atter med 34 procent og i 1994 nåede den op på 586 mio. Importen fra Sydafrika var samme år på 612 mio., hvoraf kul dog udgjorde 87 procent.

Danske erhvervsdelegationer med Mimi Jacobsen, Poul Nielson, regentparret og Nyrup Rasmussen i spidsen har gentagne gange besøgt Sydafrika for at diskutere eksport og bistand. Et særligt kapitel var forsøget på at sælge danske krigsskibe til Sydafrika i hård konkurrence med andre lande. Den danske stat støttede dette bl.a. med udsendelsen af inspektionsskibet, Vædderen, som flydende dansk eksportudstilling. Trods hårdt pres fra donorlandenes værftsindustrier og politikere og fra det sydafrikanske militær, har flertallet i det sydafrikanske parlament fornuftigvis udskudt denne unødvendige belastning af landets ressourcer. Andre vestlige lande har gjort lignende forsøg f.eks. har Sverige længe arbejdet for at sælge Gripen-kampflyet til Sydafrika.

 

Den vestlige erhvervspresse harcelerer ofte over, at Sydafrika stadig er for protektionistisk, men der er dog forståelse for, at en handelsåbning må ske gradvist, så sårbare sektorer i Sydafrika kan beskyttes lidt endnu. En sådan erkendelse udtrykkes også af Dansk Industri og samme linje indtages af Handelskammeret. Her mener man dog, at Sydafrika går vanskelige tider i møde, fordi det er svært at forestille sig andre konkurrencedygtige eksportvarer end de nuærende, dvs. mineraler, frugt, grønsager og vin.

 

Apartheidlovene forhindrede som bekendt udviklingen af sortejede virksomheder. Derfor er en stor del af de relativt få, sortejede fremstillingsvirksomheder mikroforetagender med under 5 ansatte, men de beskæftiger alligevel mange.

I maj 1995 godkendte Folketingets finansudvalg en bevilling på 80 mio. til det såkaldte virksomhed-til-virksomhedsprogram. På trods af Udenrigsministeriets indsats for at identificere relevante partnere, vil mange af disse penge i praksis gå til store, danske virksomheders samarbejde med traditionelle, hvidt ejede, sydafrikanske firmaer. Den danske konsulent i Sydafrika for Investeringsfonden for Udviklingslandene, IFU, der i øvrigt tidligere arbejdede i mange år for apartheidstyrets såkaldte udviklingsbank, mener ganske vist, at danske virksomheder har store muligheder for at gøre sig gældende som partnere for mindre sortejede firmaer. De store konglomerater er angiveligt selv interesseret i, at der opstår en underskov af småvirksomheder, de kan bruge som leverandører, distributører og forhandlere. Den lokale finansiering er dog stadig et problem for sorte iværksættere og her kommer den danske overgangsbistand ind. Den skaber fx mulighed for, at danske rådgivningsfirmaer kan sikre sig del i bistandspengene og måske fremhjælpe nogle sorte "gazeller" i samme ombæring. En del joint venture-projekter er allerede kommet på plads.

Den sydafrikanske regerings retningslinjer for støtte til mindre, sorte virksomheder blev udstukket fra et møde i Durban i april 94 og senere publiceret som hvidbog i marts 95. Denne vækststrategi er i vidt omfang blevet indarbejdet i de udenlandske donores bistandsplaner. De små virksomheders organisationer har klaget over manglende indflydelse på processen, men har svært ved at komme til orde, bl.a. fordi småkapitalisterne i townshipområderne, på trods af deres kritik af det gamle styre, ofte blev regnet for overløbere, ligesom de ingen plads havde i befrielsen fra apartheid.

De fleste sorte virksomheder er små og uformelle, således kontrollerer sorte firmaer kun ca. 10-15 procent af aktierne på Johannesburgs børs, JSE. De sorte erhvervs- og lobbyorganisationer er ressourcefattige og ineffektive og desuden virker de største som Nafcoc, Fabcos og BSA splittede og rivaliserende i de regeringsorganer, hvor de er repræsenteret, som fx i NEDLAC, et landsdækkende organ for trepartsforhandlinger. Desuden er deres medlemmer meget forskelligartede, rangerende fra taxafirmaer over større og mindre fremstillingsvirksomheder til små bønder. Dertil kommer, at regeringen er bange for at favorisere sorte firmaer alt for meget for ikke at bortskræmme hvide investorer. Man satser måske  vel rigeligt på et fromt håb om de hvide virksomheders velvilje til at fremhjælpe deres sorte konkurrenter.

 

På trods af den danske landestrategis sympatiske linje, har IFUs ( Investeringsfonden for Udviklingslandene) sektionschef for regionen imidlertid udtalt, at selvom det kan være politisk klogt at søge partnere blandt sorte forretningsfolk, gælder dette kun som en hovedregel og det er jo ikke sikkert, at et sådant partnerskab er det mest profitable. Egentlig er det nok ikke særlig sandsynligt. Den danske ambassade i Pretoria har opregnet fordele og ulemper ved at handle med et af konglomeraternes datterselskaber frem for med et mindre, uafhængigt firma og det er ud fra denne "risikoliste" vanskeligt at forestille sig, at et selvfinansierende, dansk firma skulle vælge et lille, sortejet firma som partner. Kontant motivation kan derfor være nødvendig, hvis man mener, at vejen til velfærd går over skabelsen af en klasse af mindre sorte kapitalister. Det skulle overgangsbistanden gerne hjælpe med til.

Denne del af bistanden ligger nogenlunde på linje med det privat-sektor-program, som Danida har introduceret for visse andre lande. Også på det rent forretningsmæssige plan mobiliseres engagementet. Det danske ingeniørfirma Carl Bro Gruppen har fx med støtte fra IFU etableret en konsulentvirksomhed i samarbejde med et internationalt, men sydafrikansk baseret rådgivningsfirma og virksomheden har hentet sit ny navn, Reconstruction and Development Consultants, direkte fra RDP. Senest tre år efter stiftelsen vil man ansætte en sort direktør og kommende sorte medarbejdere vil få deres uddannelse hos Carl Bro betalt af IFUs fonde. Konsulentfirmaets kunder vil være Danida og den sydafrikanske regering. Modellen gøres appetitvækkende ved at tilbyde nogle af de kommende sorte medarbejdere en mindre del af aktierne, hvis alt går vel.

I god socialliberal ånd bliver der lidt til enhver, når landenes skatteyderpenge gives ud. Der bliver måske nok mest til de danske erhvervsvirksomheder.

Det er et stående spørgsmål, om der på denne baggrund mest er tale om fattigdomsorienteret solidaritet eller om dansk erhvervsstøtte?

 

Indikative plantal for overgangsbistandsperioden:

Þ    1994: 90 mio. kr.

Þ    1995: 155 mio. kr.

Þ    1996: 185 mio. kr.

Þ    1997: 170 mio. kr.

Þ    1998: 150 mio. kr.

   Hertil kommer efterfølgende bevillinger på ca. 150 mio. kr.

Koncentration sker omkring fire indsatsområder, hvortil der over den oprindelige 5-årsperiode forventes følg-ende allokering:

à      150 mio. kr. (20 procent) til demokratisering og voldsbekæmpelse.

à      100 mio. kr. (13,3 procent) til udvikling af landdistrikter, herunder støtte til jordreformer.

à      100 mio. kr. (13,3 procent) til uddannelse.

à      200 mio. kr. (26,6 procent) til fremme af sort erhvervsliv og beskæftigelse.

¨    Hertil kommer op til 200 mio. kr. (26,6 procent) til aktiviteter gennemført af danske private organisationer.

   Hertil kommer en vis miljøbistand gennem DANCED.

 

Udenlandsk bistand kunne under de rette betingelser spille en vigtig rolle ved at mindske afstanden mellem de underprivilegeredes forventninger og de faktiske muligheder for at tilfredsstille disse forhåbninger på kort og mellemlangt sigt. Det er da også den erklærede hensigt.

Fra de halv- og helofficielle bistandsreklamer kan man få det indtryk, at Danmarks forhold til Sydafrika kun handler om ægte hjælp til selvhjælp. Når man læser de interne, erhvervsrettede skrifter eller har overværet diskussionerne i Udenrigsministeriets såkaldte ressourcebase for Sydafrika, så får man derimod en klar fornemmelse for profit og værdioverførsler fra Sydafrika til Danmark.

Måske ligger sandheden et sted midt imellem i den forstand, at også kapitalistisk udbytning medfører en eller anden form for udvikling, i det mindste hvis den får et modspil. Det alle frygter er i det mindste fraværet af udenlandsk engagement. De fleste har vel også set i øjnene, at et brud med verdensmarkedets kraftcentre med påfølgende økonomisk isolation ikke er en mulig vej frem under den nuværende verdensorden. Investeringer i sydafrikanske virksomheder og sydafrikansk eksport til udlandet er uomgængeligt påkrævet.

Spørgsmålet er mere, om Sydafrikas græsrødder ved hjælp af RDP-programmet og solidariteten fra udenlandske NGOer alligevel kan sikre, at udviklingen sker på selvvalgte, sociale betingelser.

 

Konkrete eksempler på implementeringen af den danske overgangsbistand.

Danida har støtter et vand- og sanitetsprojekt i KwaZulu-Natal-provinsen med 8,4 mio. kr. Vandressourcerne i Sydafrika er geografisk set ulige fordelt til fordel for de hvide landbrugs- og byområder. KwaZulu Projektets formål er at forbedre levevilkårene for befolkningen i provinsens landområder ved i højere grad at give den adgang til rent vand og sanitet. Konkret er det målet at skabe en vandforsyning, der bliver styret af brugerne og efter behov. Støtten kommer til at bestå af ekspertbistand såvel som af finansiel bistand.

Med hensyn til eksperter vil der på den tekniske side blive ansat fire lokale specialister indtil udgangen af 1998. Deres primære funktion bliver at træne og uddanne personalet i det sydafrikanske vandministeriums regionalkontor i KwaZulu-Natal-provinsen (CWSS-kontoret). I tillæg hertil regner man med at ansætte fire lokale eksperter for en kortere tidsperiode. De skal tage sig af relevante problemer inden for management, sociologi,

sanitet og økonomi.

Den finansielle bistand kommer til at bestå af to puljer; en til finansiering af pilotprojekter (3,2 mio. kr.) samt én, der skal gøre det muligt at gennemføre relevante studier og undersøgelser. Midlerne vil hovedsageligt blive brugt til at få vandforsyningens

brugere til at deltage i projektet, uddannelse i sundhed og til formidling af opsamlede erfaringer.

Det samlede budget udgør i alt 8,4 mio. kr. Budgettet fordeler sig med ca. 1 mio. kr. til lokale langtidsrådgivere, ca. 1,8 mio. kr. til lokale korttidsrådgivere, 1,6 mio. kr. til projektpuljen for undersøgelser og studier, 3,2 mio. kr. til projektpuljen for pilotprojekter samt ca. 0,8 mio. kr. til uforudsete udgifter.

 

Uddannelsesstøtte. Danida har givet en bevilling på 33 mio. kr. i støtte til sammenlægningen af adgangsgivende kurser i Western Cape-provinsen.

Her har Danmark siden 1992 støttet særlige adgangsgivende kurser til videregående tekniske uddannelser ved den tekniske skole Peninsula Technikon, som har kvalificeret hjemvendte, tidligere politiske fanger og guerillasoldater til optagelse på videregående tekniske uddannelser.

Kun knap 1 pct. af den fattigste, altovervejende sorte halvdel af befolkningen havde ved udgangen af 1994 gennemført en videregående uddannelse.

Regeringen prøver at hjælpe de ca. 70 pct. af den sorte ungdom, som ikke har en fair chance på arbejdsmarkedet, fordi de ikke har nogen egentlig uddannelse. Derunder vil man bygge på de gode resultater fra Peninsula Technicon.

Der skal også etableres et samarbejde mellem fire kurser, der er beliggende i Western Cape-provinsen og er adgangsgivende til de videregående tekniske uddannelser. De fire institutioner udbyder adgangskurser, som er rettet mod samme målgruppe, men tilpasset adgangskravene ved forskellige videregående uddannelser.

Institutionerne skal bevare deres faglige specialer, men administrativt skal de lægges sammen til en institution med ensartede løn- og ansættelsesforhold for alle ansatte. Ansættelsen af nyt personale og optagelse af nye elever sker på ens vilkår i kraft af en dansk overgangsbevilling på 4 mio. kr.

 

VtV-programmet september 1996. Der har vist sig at være stor interesse for Danidas støtte til det sydafrikanske erhvervsliv gennem virksomhed-til-virksomhed (v-t-v) programmet. Hjælpen gives som støtte til at etablere forretningsmæssige samarbejder mellem danske og sortejede sydafrikanske virksomheder, baseret på overførsel af teknologi go viden fra den danske virksomhed.

Danmark er blevet inddraget i Sydafrikas arbejde med at fremme udviklingen af de små og mellemstore virksomheder, fordi netop den slags virksomheder spiller en central og dynamisk rolle også i dansk økonomi.

Programmet støtter samarbejder mellem danske og sydafrikanske virksomheder, som er ejet af sorte. Opbakningen havde allerede i 1997 udmøntet sig i, at 162 danske og 256 sydafrikanske virksomheder var blevet registreret på listen over relevante samarbejdsvirksomheder i programmets database. Der er indtil nu etableret over 100 samarbejdskontakter mellem danske og sydafrikanske virksomheder i forbindelse med Danidas Virksomhed-til-Virksomhedsprogram i Sydafrika.

Folketingets Finansudvalg bevilgede i 1995 80 mio. kr. til den første fase af programmet og senere er der bevilget 80 mio. kr. til anden fase af v-t-v programmet.

I slutningen af 1997 var 12 samarbejder mellem sydafrikanske og danske virksomheder igangsat. Ca. 35 samarbejder var i færd med at udarbejde forretningsplaner og der var givet støtte til over 150 besøgsrejser.

Der ydes støtte til besøgsrejser, forstudier, teknisk bistand som f.eks. rådgivning eller overførsel af teknologi, træning af medarbejdere og ledere fra de involverede virksomheder og finansiel støtte i form af lån til bl.a. den sydafrikanske partners køb af aktiekapital i et fælles firma eller til produktionsudstyr. Endvidere støttes foranstaltninger, der forbedrer miljø eller arbejdsmiljø.

 

Støtte til erhvervsorganisation november 1996. Danida prøver på flere andre måder at hjælpe de sorte erhvervsdrivende med at komme i gang, efter at apartheid er afskaffet, og Nelson Mandela er kommet til magten. Bl.a. ved at yde 14 mio. kr. i støtte til organisationen IBEC (Independent Business Enrichment Centre), der blev oprettet i 1990 med henblik på at fremme sort erhvervsliv gennem uddannelse, træning, rådgivning og långivning.

En række faktorer hæmmer stadig de sortejede erhvervsvirksomheder. Det gælder især manglende viden om finansieringsmuligheder, markedsvilkår og -føring samt økonomistyring og planlægning.

IBEC er en landsdækkende organisation, der siden sin etablering har trænet og rådgivet mere end 5.000 småentreprenører fra de tidligere underprivilegerede befolkningsgrupper. Der er samtidig ydet lån til mere end 5.000 virksomheder. 60 pct. af IBEC`s lån går til kvinder. Udlånsaktiviteterne har skønsmæssigt resulteret i, at 30.000 arbejdspladser er dannet eller opretholdt.

To formål støttes, nemlig IBEC`s udlånsprogram og IBEC`s træningsprogram.

IBEC Finance (udlånsprogrammet) er den del af organisationen, der yder lån til små virksomheder til dækning af behov for arbejdskapital, byggelån eller garantistillelse.

I den nye forretningsplan sigtes der mod at gøre IBEC`s udlånsprogram selvfinansierende ved at forøge lånenes størrelse og nedbringe omkostningerne ved udstedelse af lån. Der er ydet 2.200 lån i 1996.

IBEC`s træningsprogram består af fire kursusmoduler vedrørende forretningsdrift og -ledelse, opstart af egen virksomhed, virksomhedsomstrukturering samt vækst og ekspansion.

Træningsprogrammet, der udgør en integreret del af låneprogrammet, er særdeles velanskrevet. Kursisterne betaler en beskeden kursusafgift.

IBEC vil i de kommende år øge træningskapaciteten, så træningsdivisionen gradvist kommer op på at uddanne ca. 7.000 småentreprenører om året i 1998.

 

Støtte til volds- og torturofre. De demokratiske valg i 1994 betød ikke et umiddelbart stop for den politiske vold, der i de første par år efter krævede ca. 3.000 dødsofre. Efterhånden er almindelig kriminalitet blevet et større problem og kostede alene i 1995 21.000 dødsfald. Og grove overfald sender hver dag omkring 2.000 personer på hospitalet.

Et ukendt antal personer lider af traumer efter tortur og vold under apartheidstyret. Fra 1990 til 1994 blev 3.000 politiske fanger løsladt fra de sydafrikanske fængsler. Alle er de potentielle langtidstraumapatienter.

Derfor har Danida bevilget 3,2 mio. kr. til en sydafrikansk klinik for volds- og torturofre. Klinikken ligger i Cape Town. Det bringer den samlede danske støtte til klinikken op på ca. 14 mio. kr. Denne bevilling strækker sig frem til slutningen af 1998, hvorefter den danske støtte ophører.

Klinikken i Cape Town beskæftiger p.t. 23 personer. Flere end 3.500 personer er blevet behandlet siden klinikkens start i 1993.

Den danske støtte udgør ca. 50 pct. af klinikkens samlede budget. Resten dækkes af private virksomheder, kirkelige organisationer m.v. Det håbes, at den sydafrikanske stat fra 1999 vil yde bidrag til klinikkens arbejde.

 

Dansk erfaring til forligsinstitution. Sydafrika vil styrke sit arbejdsmarked med en forligsinstitution. Danida bidrager med økonomisk bistand og formidler dansk erfaring og ekspertise på området.

Tidligere i 1996 støttede Danida grunduddannelsen af de første 230 sydafrikanske forligsmænd med 2,9 mio. kr. Senere er bevilget yderligere 4,1 mio. kr. til efteruddannelse af det første hold og grunduddannelse af det næste hold, på 90 personer.

Danske eksperter skal medvirke i undervisningen, og en sydafrikansk studiegruppe skal besøge Danmark for at studere de danske forhold.

Sydafrika havde i 1994 804 strejker. Det betød et tab på 2,2 mio. arbejdsdage og ca. 213 mio. kr. i lønninger. Til skade for produktionen og den økonomiske vækst.

Det sydafrikanske parlament har vedtaget en omstridt ny arbejdsmarkedslovgivning. Loven garanterer retten til at organisere sig, til at strejke, til kollektive overenskomster samt til beskyttelse mod uretmæssig afskedigelse. Loven medfører også en forligsinstitution, der skal forebygge og mægle i konflikter på arbejdsmarkedet. Det forventes, at kommissionen vil få forelagt over 30.000 sager i finansåret 1997/98. Op mod 60 pct. af disse sager ventes at handle om uberettiget afskedigelse.

Kommissionen er uafhængig, med repræsentanter både fra det offentlige og fra arbejdsmarkedets parter. Antallet af forligsmænd skal i løbet af 3-4 år nå op på 500, halvdelen på deltid.

 

Styrkelse af demokrati i lokalsamfundene. De sydafrikanske lokalpolitikere er ofte dårligt uddannede, hvilket betyder, at de i mange tilfælde har vanskeligt ved at håndhæve den politiske kontrol med administrationen.

Dette er blot et eksempel på de mange problemer, der er med at få de lokale regeringer, der svarer til byråd i Danmark, til at fungere optimalt.

Derfor har Danida bevilget 7 mio. kr. i støtte til Insitute for Democracy in South Africa (IDASA). Målgruppen for en række uddannelses- og træningsaktiviteter er borgere, politikere og administratorer.

Ressourcepersoner udvælges til at lære fra sig over for de andre borgere, som har med ledelsen af lokalsamfundene at gøre. De potentielle trænere, som kommer fra lokale organisationer, vil så gennemgå et kursus som demokratiundervisere.

I forbindelse med det lokale selvstyre etablerede IDASA i 1995 et oplysningscenter, som i forbindelse med dette projekt vil blive brugt til at sprede information til pressen og offentligheden om lokalpolitiske spørgsmål.

Under apartheid var de lokale regeringer et centralt instrument i raceadskillelsespolitikken. Men i november 1995 afholdtes de første demokratiske valg til de henved 850 lokale forsamlinger. Politiske og tekniske problemer gjorde dog, at valgene i Western Cape og Kwazulu/Natal måtte udskydes indtil maj/juni 1996.

Der er stor forskel på de forskellige områder, som de lokale regeringer er valgt i. I visse større byområder giver afgifter for kommunale serviceydelser og ejendomsskatter et indtægtsgrundlag, mens fattige landdistrikter er afhængige af støtte fra staten eller provinsen.

Politisk begrundet boykot af betaling for vand, el- og husleje i protest mod apartheid før i tiden gør det i mange tilfælde svært at inddrive disse ydelser nu om dage.

Interessekonflikter spidser til i lokalområder, hvor sammenlægningen af rige hvide og fattige sorte byområder nødvendigvis må føre til, at de velstillede må give afkald på tidligere privilegier til fordel for flertallet.

Dette er baggrunden for, at IDASA har bedt Schweiz og Danmark, der har støttet projektet siden 1994, om støtte til en ny fase med aktiviteter indenfor uddannelse og træning samt forskning og oplysning. De to europæiske lande yder hver halvdelen af støtten. Projektet ventes at løbe til udgangen af 1988.

 

Skolefolk skal lære effektiv ledelse december 1996. Reformen, der skal føre det sydafrikanske skolesystem fra en raceadskilt apartheidskole til en moderne, demokratisk skole for alle, stiller store krav til effektiv ledelse og planlægning på alle niveauer i uddannelsessystemet. Derfor støtter Danida nu et projekt for ledelsestræning indenfor uddannelsessektoren i North West-provinsen med 12 mio. kr. Projektet løber i 18 måneder og starter i januar 1997.

De skoler, der tidligere var forbeholdt det hvide mindretal, har ofte vesteuropæisk standard. Skolerne, som det sorte befolkningsflertal tidligere måtte nøjes med, var præget af fysisk forfald, overfyldte klasseværelser, underkvalificerede lærere, høje frafaldsprocenter og mangel på indlæringskultur og disciplin som følge af, at de sorte elever brugte skole-boykots i den politiske kamp mod apartheid.

Provinsmyndighederne får i forbindelse med reformen af skolesystemet en betydelig decentral kompetence, når der bl.a. skal etableres nye læseplaner og skolebøger og udarbejdes nye resultatorienterede retningslinier for de 360.000 lærere, der underviser 12 mio. skolesøgende sydafrikanere.

På alle skoler skal der etableres skoleråd, som består af repræsentanter for ledelse, lærere, forældre, teknisk-administrativt personale og det omgivende lokalsamfund.

Behovet for træning af de ledende medarbejdere på især skolerne, men også i og administrationerne, understreges af eleverne holdning, som er præget af, at skolelederne under apartheid ofte blev betragtet som systemets forlængede arm. Nu skal tilliden så genoprettes. Det bliver ikke nemmere af, at 55 pct. af de sorte skoleledere er fagligt underkvalificerede i henhold til det sydafrikanske undervisningsministeriums egne kriterier (mindre end ti års skolegang og tre års relevant læreruddannelse).

Danida medvirker til at skabe den administrative kapacitet, der er nødvendig for at gennemføre regeringens reformprogram i North West-provinsen.

Gennem træningsprogrammer i ledelse, planlægning, evaluering m.v. for de ansatte i undervisningssektorerne skal vejen banes for at demokratisere systemet, højne kvaliteten i undervisningen og sikre lige adgang til uddannelse for alle.

 

Dette er kun udvalgte eksempler. Ud over overgangsbistanden kommer en lang række former for institutionel og privat samarbejde mellem Danmark og Sydafrika.

 

Handel, bistand og regionen

På trods af flere hundrede års europæisk kolonialisme overfor det sydlige Afrika tegner der altså sig for EU-landenes vedkommende et ret nedslående billede af stagnerende bistand til regionen, hvilket kun gør spørgsmålet om skabelse af mere retfærdige handelsforhold så meget mere presserende. Forhandlinger mellem Sydafrika og EU har fundet sted over flere runder, men der forudses et langvarigt forløb. Sydafrika vil nok blive knyttet til Lomé-konventionen med en særlig status, som udelukker det fra en lang række af de støtteordninger, der gælder for andre Lomé-lande. Men sydafrikanske firmaer vil kunne søge om penge fra bl.a. Den europæiske udviklingsfond til finansiering af projekter i alle ACP-lande og desuden vil Sydafrika få tilgang til visse kilder som andre Lomé-lande ikke får, derunder er givet 500 mio. ECU direkte som finansiel støtte fra EUs budget gennem Det europæiske genopbygningsprogram i perioden 1996-99 og 300 mio. ECU kommer over de næste 3 år fra Den europæiske investeringsbank. Sydafrika ønsker imidlertid at købe så meget tid som muligt inden landet åbnes helt for europæiske varer, således at man kan opgradere svage sektorer såsom tekstil- og bilindustri. Sydafrika har derfor anmodet om en 15 års overgangsperiode. I de første 10 år skal sydafrikanske varer have Loméadgang til EU, mens Sydafrika kan toldbeskytte sine importfølsomme områder. I de sidste 5 år skal Sydafrikas toldbarrierer gradvist nedbygges. Denne tidsramme møder modstand i EU, da den kolliderer både med sydeuropæiske landes interesser og med WTO-reglerne. Modstanden fra Sydeuropa og Ministerrådet gælder især Sydafrikas optagelse i landbrugsvaresystemet, GSP.

Det går atter noget trægt med vesteuropæiske nyinvesteringer i Sydafrika, mens Indien, Malaysia, Hong Kong og golfstaterne tilsyneladende har haft færre forbehold og et bedre øje til Sydafrika som springbræt til resten af Afrika. Indiens største bryggeri, UB-group, er således på vej ind med investeringer i drikkevarer, maling, økoturisme og medicin. Sydafrika har fordoblet sin eksport af kemiske produkter til emiraterne. Malaysia investerer på det sydafrikanske finansmarked og i byggesektoren, fortrinsvis i firmaer med mindst 30 procent sort ejerskab. Optimistisk betragtet tegner der sig måske et billede sig af en genoplivet syd-syd handel omkring det indiske ocean.

 

Strukturtilpasning

Både indenlandske aktører i Sydafrika, såvel som udenlandske donorer samt IMF og Verdensbanken burde vel i denne proces også kunne drage nytte af de relevante erfaringer, de sidste 10-års mere eller mindre mislykkede forsøg med stabilisering og strukturtilpasning i Afrika har givet omkring ødelæggelse af menneskelige ressourcer og svækkelse af infrastrukturer i svagt udviklede markeder. Det forekommer som om, at en ny søgen efter almindeligt accepterede retningslinier for fremtidige udviklingsstrategier er startet.  Og der synes at være en vis konsensus under opbygning, indenfor hvilken begreber som styrkelse af lokalsamfundenes rolle, institutionel udvikling og folkelig deltagelse mv. står mere centralt. Man kan heller ikke se bort fra, at der kunne være en vis koldkrigsdividende at hente, forstået på den måde, at Vesten måske er mere kompromisvillig i dag end under inddæmningskonfrontationerne mod kommunismen. Det kunne mere end opveje den støtte som dele af ANC oprindelig havde regnet med fra den hedengangne socialistiske lejr.

 

Sydafrika og omverdenen

Apartheid er i årenes løb som bekendt blevet fordømt utallige gange af det internationale samfund. Allerede i 1949 kom den første FN deklaration, der i 1962 blev fulgt op med en anbefaling om at iværksætte sanktioner. Denne blev imidlertid ikke fulgt op med det samme. Sydafrikas strategiske geografiske placering og dets stærke økonomiske forbindelser med en række førende vestlige stater stod i vejen. Alligevel steg Sydafrikas isolation og fra midten af 1970'erne var Sydafrika i realiteten udelukket fra en lang række internationale organisationer, skønt landet formelt forblev medlem af ECA, FN, GATT, IMF, Verdensbanken m.fl. Og efter endnu et årti blev der endelig indført en række vidtrækkende sanktioner.

Det er svært at opgøre den præcise økonomiske effekt heraf, men det er f.eks. oplagt, at den manglende adgang til det internationale kapitalmarked fra 1986 førte til en alvorlig gældskrise. Der er heller ingen tvivl om, at Sydafrikas udelukkelse fra kulturelt og sportsligt samarbejde bidrog til at nedbryde de hvide sydafrikaneres moral og støtte til apartheid. Efter februar 1990 blev Sydafrikas afsondrethed hurtigt bragt til ophør. FN besluttede i december 1991 at anbefale ophævelsen af økonomiske sanktioner og der er nu etableret diplomatisk kontakt til en række lande, med hvem der ikke tidligere var forbindelse.

 

SADC og regionen

Endnu en begrundelse for at bistå Sydafrika i en overgangsfase er den regionale dimension. Det er vigtigt at undgå polarisering mellem Sydafrika på den ene side og dets naboer på den anden og ca. en tredjedel af den samlede danske bistand går da også til det sydlige Afrika, hvor nogle af Danmarks vigtigste programsamarbejdslande ligger. Men fortsat ustabilitet i Sydafrika kan ikke undgå at få negativ betydning for resten af regionen. Det ville derfor også set fra et regionalt perspektiv være ulykkeligt, om overgangen til et demokratisk Sydafrika mislykkes.

 

Forholdet mellem Sydafrika og resten af det sydlige Afrika har aldrig været specielt harmonisk. De mest dramatiske former for konflikt har været Sydafrikas massive militære operationer af forskellig art, som UNICEF anslår kostede Sydafrikas naboer ca. 60 milliarder $ i perioden 1980-88. Mange af de underliggende modsætninger er imidlertid af økonomisk art og Sydafrika fulgte under apartheid en politik, der skulle sikre dets regionale overherredømme. Forsøget på at etablere en såkaldt konstellation af stater (CONSAS) med et hvidt styret Sydafrika som center mislykkedes i sidste halvdel af 1970’erne, men Sydafrika har domineret regionale sammenslutninger som toldunionen SACU, der foruden Sydafrika selv har inkluderet Botswana, Lesotho, Namibia og Swaziland, samt møntunionen (CMA) med Lesotho, Namibia og Swaziland. Etableringen af SADCC i 1980 havde da også som sit erklærede formål at begrænse regionens økonomiske afhængighed af Sydafrika.

Sydafrikas fremtidige regionale rolle tiltrækker sig naturligt stor opmærksomhed og der findes to meget forskellige yderpunktsscenarier herfor. Den optimistiske variant lægger vægt på, at den sydafrikanske økonomi er potentielt stærk og uden de snærende bånd fra apartheid vil kunne trække regionen ud af den aktuelle krise. l det pessimistiske perspektiv fokuseres på risikoen for, at Sydafrika som magtfuldt centrum vil underminere mulighederne for balanceret regional udvikling. Ingen af disse 'lokomotiv' scenarier tager dog i tilstrækkelig grad højde for, at det sydafrikanske lokomotiv selv kører ret langsomt. l bedste fald må det derfor forventes, at genopbygningsfasen i det sydlige Afrika bliver langsom og pinefuld, selvom en vis optimisme med hensyn til fremtiden er naturlig på baggrund af en forventet fredsdividende.

 

Hundredvis af mennesker krydser hver dag illegalt grænsen til Sydafrika. De kommer fra Mocambique, Zimbabwe, Malawi, Zambia og de andre hårdt prøvede tidligere frontlinjestater. Den massive indvandring er et kontroversielt emne i Sydafrika. Fortidens synder skal nu sones af den ny regering, fordi apartheid ikke kun ramte Sydafrikas egne indbyggere, men alle landene i det sydlige Afrika. I årtier drev regimet en  destabiliseringspolitik overfor naboerne. Sydafrika støttede oprørsbevægelsen RENAMO i Mocambique og ramte dermed ikke kun Mocambique, men også de lande, der var afhængige af Mocambiques transportveje til havet. Konstante sabotager især mod Beira-jernbanen fra Harare til havet resulterede i flere år med svigtende forsyninger af f.eks. medicin til landene inde på kontinentet, og de usikre transportveje forhindrede landene i at opbygge stabile transporter og leverancer af eksportvarer. Samtidig var Sydafrika involveret i terroraktioner i nabolandene med det mål at destabilisere det politiske klima og gøre befolkningerne utrygge ved deres egne regeringer.

Imens Sydafrika således forhindrede sine naboer i at opbygge fred, økonomisk og social sikkerhed, modtog landet gerne nabolandenes billige arbejdskraft. Så langt væk som i Malawi havde de Sydafrikanske mineselskaber deres hvervekontorer og tusindvis af arbejdere fra Mocambique, Lesotho, Malawi, Zimbabwe og Zambia arbejdede for Sydafrikas miner og farme, hvor de ofte fungerede som løntrykkere og skruebrækkere. Det lykkedes dog efterhånden for den sydafrikanske fagbevægelse at organisere en stor del af de udenlandske arbejdere.

Den sydafrikanske debat om indvandrerne præges på den ene side af ønsket om at koncentrere kræfterne om Sydafrikas egne problemer. Sydafrika må give højeste prioritet til sine egne fattige, hjemløse og arbejdsløse og nødsages derfor til at begrænse indvandringen med deraf følgende skærpet grænsekontrol og deportation af illegale indvandrere. På den anden side tæller det argument, at Sydafrikas naboer støttede kampen mod apartheid. At de faktisk har en andel i det ny Sydafrika, som de har betalt en høj pris for. Derfor har Sydafrika en moralsk forpligtelse til at fremhjælpe udviklingen i hele det sydlige Afrika. Samtidig har Sydafrika lært, at et system med store sociale uligheder ikke kan eksistere i det lange løb - og det gælder ikke kun internt i det enkelte samfund, men også landene imellem.

 

I 1980 dannede frontlinjestaterne Southern African Development Coordination Conference, SADCC. Formålet var at skabe et tættere samarbejde, der kunne mindske landenes afhængighed af Sydafrika. Grundlæggerne af SADCC var Angola, Botswana Lesotho, Malawi, Mocambique, Namibia, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe. Det var en noget uens front mod en fælles fjende. Zambias kollapsede økonomi havde ikke meget til fælles med Zimbabwes spirende industrialisering og der var åndeligt meget langt fra det krigshærgede Mocambique til Malawi og Botswana, der nød godt af mere favorable forbindelser til Sydafrika. Alligevel lykkedes det landene at opbygge fælles projekter, først og fremmest på transportområdet.

I 1992 ændrede samarbejdet navn til Southern African Development Community, SADC og der blev lagt op til et tættere samarbejde om:

- Udvikling og økonomisk vækst gennem regional integration.

- Udvikling af fælles politiske værdier og systemer.

- Virke for fred og sikkerhed.

- Koordinering af nationale udviklingsstrategier og programmer.

Det fornyede samarbejde var dog stadig samtidig et forsøg på at frigøre sig fra den sydafrikanske dominans af regionen, men vel også et modsvar på den vestlige verdens stigende indblanding i de lokale politiske og økonomiske forhold. I løbet af 1980’erne var de fleste lande blevet underkastet økonomiske hestekure, som Verdensbanken forlangte til gengæld for lån. Samtidig forlangte donorlandene i stigende grad frie valg og demokratiske tilstande som betingelse for deres støtte. SADC var landenes forsøg på at støtte hinanden i frigørelsen fra omverdenens dominans og fra fortidens lukkede politiske og økonomiske systemer. Det er i flere tilfælde lykkedes SADC at løse egne konflikter, bl.a. har landene udviklet et fælles tørkevarslingssystem, som gør det lettere at forudsige fødevaremangel i god tid. Og i marts 1995 dannede SADC et politisk og militært samarbejde, ASAS, som skal løse politiske og militære konflikter i regionen. Virkningen af dette samarbejde i forhold til konflikterne i Den demokratiske republik Congo og Lesotho har været kritiseret af mange.

I 1994 blev Sydafrika optaget i SADC og det gav både håb og frygt for fremtiden. Sydafrika er ikke længere en politisk fjende, men stadig regionens ubetingede stormagt. Med sin velfungerende infrastruktur og økonomi kan Sydafrika tilføre regionen ny muligheder. På den anden side ligger frygten for, at Sydafrika vil virke som en magnet, der trækker alle udenlandske investorer og al udvikling til sig og dermed dræner resten af regionen for muligheder.

 

Perspektiver

Fremtiden er uvis. Sydafrikas naboer ligger i den fattigste ende af verdens befolkning med et fald i produktionen på mere end 3 procent gennem de sidste fem år og med udsigt til en eksplosiv befolkningstilvækst. De kæmper med nedslidte produktionssystemer og forældet landbrugsteknologi. Store dele af regionen er ødelagt af krig, miner, erosion og tørke. Millioner af mennesker lever som flygtninge i nabolandene eller internt i deres eget land, AIDS er udbredt osv. Samtidig har næsten alle landene gennemført demokratiske valg og skal nu bruge penge til at indfri valgløfterne om skoler til alle, reformer af politiet, ordentlige huse og udbygning af sundhedssystemet. Hvis ikke disse løfter indfries, vil det true den demokratiske proces.

Sydafrikas indvandrerdebat handler om forholdet til nabolandene og om processen med at finde et nyt ståsted i forhold til omverdenen. Spørgsmålet er, om Sydafrika har viljen og evnen til at lade handling følge ord. Og om omverdenen, dvs. EU, USA, Verdensbanken, FN, IMF og donorlandene kan og vil bakke op om Sydafrika. Ikke som den vestlige verdens yderste forpost i Afrika, men som en del af det afrikanske kontinent.

 

 

Litteratur:

Danida: Landestrategi for Sydafrika, Udenrigsministeriet, Kbh., 1995.

Freer, Gordon: Southern Africa, Sustainable Development and South-South Co-operation, Department of International Relations, University of the Witwatersrand, 1996.

Havnevik, Kjell J. (red.): The IMF and the World Bank in Africa. Conditionality, Impact and Alternatives, Scandinavian Institute of African Studies, Seminar Proceedings, No. 18, Uppsala, NAI, 1987.

Odén, Bertil (ed.): Southern Africa after Apartheid. Regional Integration and External Resources, Seminar Procedings No. 28, The Scandinavian Institute of African Studies, 1993.

Odén, Bertil: Southern African Figures: Critical factors for regional development in southern Africa, Discussion Paper, Nordiska Afrikainstitutet, (7) 1996.

Rich, Paul B.: EC/EU Policy towards Southern Africa, University of Warwich, 1995.

Tjønneland, Elling Njål: Southern Africa after apartheid: The end of apartheid, future regional Cooperation and foreign aid, Fantoft: Chr. Michelsen Institute, Dept. of Social Science and Development, 1992.

UM: Markedsorientering Sydafrika, Udenrigsministeriet, København: KTAS Forlag, 1995.

 

 

 

 

 

 

Lærernoter A til lektion 12.

 

 

Akademisk apartheid. Introduktion og respons

 

Det følgende er et historisk input om racediskrimination på universitetsområdet i slutningen af 50’erne, men eftersom race og klasse i Sydafrika i denne periode var så tæt sammenfaldende, handler det samtidig i høj grad om social diskrimination. Oplægget blev lavet som et paper i forbindelse med NAIs Afrikadage i 1997.

 

Først nogle år efter at National Party overtog magten i 1948 blev krav omkring uddannelsesspørgsmål en integreret hovedbestanddel i modstanden mod det hvide raciale og sociale overherredømme. Modstandskampen på uddannelsesområdet forandredes flere gange kendeligt over tid. Fire, måske fem, forskellige faser siden 1950’erne er blevet identificeret af historikeren, Harold Wolpe, hver periode ses at være karakteriseret af de specifikke sociale kræfter, der optrådte som hovedaktører, af bestemte organisationsformer og målsætninger i modstanden, samt af de skiftende strategier og taktikker, som blev bragt i anvendelse under protesterne:

1.     Modstanden mod bantuuddannelsernes indførelsen og disses effekter fra 1953 til omkring 1957.

2.     Tiden fra 1957 til 1967, hvor universitetsapartheid blev gennemført, uden stor folkelig modstand.

3.     Sowetooprøret og dettes eftervirkninger, protester fra 1976 til omkring 1980.

4.     "Liberation first, education later," radikale protester i perioden i de tidlige 1980’ere.

5.     "People’s education for people’s power," bevidste protester fra 1985 til 1988 og senere.

De første større protester omkring uddannelse fandt altså sted i tidlige 1950’ere, på grund af den foreslåede Bantu Education Act. Det angivelige formål med indførelsen var at realisere Christian national education indenfor de afrikanske uddannelser og dette indebar med Verwoerds bekendte ord:

“There is no place for him (the Native) in the European community above the level of certain forms of labour... For this reason it is of no avail for him to receive a training which has as its aim absorption in the European community, where he cannot be absorbed. Until now he has been subjected to a school system which drew him away from his own community and misled him by showing him the green pastures of European society in which he was not allowed to graze.”

Indførelsen af bantuuddannelserne i 1953 havde hovedsageligt konsekvenser for de lavere uddannelsesniveauer og blev mødt med omfattende protester.

Dette indlæg handler imidlertid mest om den forsinkede indførelse af apartheid på de sydafrikanske universiteter og om  reaktionerne imod denne udvikling.

 

En sammenlignende analyse af den tidlige periode af National Partys iværksættelse af indførelsen af den erklærede apartheid, sat i forhold til racediskriminationen under den tidligere segregationperiode, ville klart røbe i hvilket omfang de uformelle raceadskillelsesstrukturer allerede var blevet en integreret del af de engelsktalende universiteters univers allerede før 1948, ikke som følge af undertrykkerne regeringsbekendtgørelser, men simpelthen i frivillig overensstemmelse med tidens fremherskende europæiske tankegang og tradition. Selvom universiteterne ved Witwatersrand og Cape Town optog nogle få ikke-hvide studerende ved deres akademiske faciliteter, så blev beboelses- og sociale faciliteter fortsat holdt adskilte og ulige. Ved University of Natal var alle faciliteter, akademiske såvel som sociale, ulige og adskilte. Rhodes University optog, på samme måde som alle Afrikaanssprogede universiteter, kun hvide. University College of Fort Hare, tidligere kendt som South African Native College, som var blevet grundlagt gennem et missionsinitiativ i 1916 for den sorte over- og middelklasse, optog officielt alle racer, men i praksis var det selvfølgelig meget, meget få hvide, der  nogensinde gjorde brug af dette tilbud. De sydafrikanske universiteter var i alt væsentligt hvide institutioner længe før den officielle indførelse af apartheid. Af 19.720 fuldtids universitetsstuderende var 325 registreret som "Bantu" i 1948. Mens 1.868 akademiske medarbejdere var hvide, var 36 sorte. Til trods for en ret kraftig forøgelse af antallet af studerende, så statistikken i midten af 1960’erne forholdsmæssigt nogenlunde ens ud. På dette tidspunkt var antallet af fuldtids studenter vokset til omkring 43.000 og af disse var 3.500 ikke-hvide.

Men denne statistik fortæller ikke særlig meget om det politiske billede eller om udviklingen af universitetsstrukturerne. 1950’erne udviklede sig til en periode med betydelig turbulens i universitetsverdenen, efterhånden som regeringen udbyggede sin doktrinære politik for etnisk adskillelse på de højere uddannelser. Eftersom spørgsmålet om universitetsapartheid var så relevant for akademikerne i 1950’erne, blev mange artikler om emnet publiceret på den tid. Nogle, men egentlig overraskende få, kvalificerede, akademiske indlæg er senere blevet lavet om problematikken.

 

 National Partys holdning til universitetsapartheid skiftede en hel del over tid. I de tidlige 1950’ere, var der ikke umiddelbart enighed i partiet omkring de måder, hvorpå NP-regeringen burde virke som "trustee" for de afrikanske folkegrupper i forbindelse med universitetsuddannelserne.

Ved slutningen af 1940’erne var adgangen til universitetsuddannelse for sorte studerende meget begrænset. Flest sorte studerende var indskrevet ved Fort Hare og ved den ikke-europæiske afdeling ved University of Natal. Ved Witwatersrand og Cape Towns såkaldte "åbne" universiteter, var der mindre end 100 afrikanske studerende.

Op til 1948 havde det regerende United Party ingen klarlagt universitetspolitik, selvom der også her var nogen misfornøjelse med de engelske universiteters angiveligt for liberale åbenhed.

 

De tidligste tegn på en ny politik i forhold til universiteterne kom fra apartheidregeringen i 1951, hvor stipendierne til afrikanske lægestuderende ved Witwatersrand University blev inddraget.

I denne periode var der kun lidt udvikling i tankerne om, hvad apartheid egentlig ville betyde for universiteterne. I august 1953, rejste undervisningsministeren, J.H. Viljoen, spørgsmålet om, “the difficult and delicate matter...of non-Europeans at our universities.” Han talte i termer der, ligesom Malans taler, først og fremmest syntes at udspringe af et simpelt ønske om at adskille de studerende. Det synes klart, at for Viljoen betød universitetsapartheid ikke meget andet end total adskillelse.

I december 1953 blev en kommission nedsat under ledelse af J. E. Holloway, tidligere finansminister, "til at undersøge muligheden for og de finansielle virkninger af adskilte uddannelsesfaciliteter for ikke-europæere ved universiteterne."

 

På vegne af Native Affairs Department, NAD, anbefalede Eiselen, at "universitetsinstitutioner for Bantuer burde placeres i de indfødte reservater." I denne model skulle Fort Hare "gøres til en Xhosa-institution" og der ville komme "en Zulu institution i Natal for at betjene de nordlige Ngunier, ligesom en Sotho-institution i Transvaal ville betjene det hele Sotho-samfundet." På grundlag af disse henstillinger anbefalede Hollowaykommissionen, at sorte studerende burde koncentreres i adskilte Parallelklasser ved universiteterne i Durban i Natal og ved Fort Hare.

 

Den omstændighed, at Hollowaykommissionen i nogen grad ikke tog hensyn til de værste hardliner-forslag fra NAD afslørede interne stridigheder omkring formerne i den ny universitetspolitik, affødt af forskelle i prioriteringer og strategier. South African Bureau for Racial Affairs, SABRA, spillede en central indpiskerrolle på dette tidspunkt med det mål at sikre den rette, rigide udgave af universitetsapartheid og hindre at universitetspolitikken kun kom til at hvile på Hollowaykommissionens afdæmpede og pragmatiske rapport. Bag de lukkede døre i regeringen virkede, Verwoerd, som ministeren for indfødte anliggender, handlekraftigt for en brutal løsning:

“The integrated education of white and Bantu creates astonishingly big problems because it defines the nature of the moulding that Bantu leaders receive. Thus... the price of separation also buys a guarantee against corrupting influences on Bantu leaders with all the attendant implications.”

Verwoerds anbefalinger udstak den første klare linje for universitetsapartheidens konkrete udformning og blev med mindre tilpasninger indarbejdet i den senere lov fra 1959. I korte træk, anbefalede han indretningen af to ny universitetscentre (colleges), et for Sothoer i Transvaal eller Free State og et for Zuluer i Natal. Begge skulle være "on modest terms with facilities for an ordinary BA course and an ordinary BSc course." De skulle anlægges i eller tæt ved indfødte områder og "Fort Hare skulle erklæres for en Bantu institution for Xhosaer og kirkens kontrol over dette universitet burde udskiftes med stats-trusteeship." Adskilte institutioner for farvede studerende i Western Cape og for indiske studerende i Durbanområdet blev ligeledes anbefalet.

 

Reaktionen fra de hvide liberale og fra hvide akademikere på apartheidregeringens kundgørelse af dens skumle hensigter var langsom og svag. Det nye Liberal Party, som var oprettet  i Sydafrika i 1952 som en progressiv reaktion mod apartheids indførelse, havde i sit  program kun en ubestemt anbefaling af en kvalificeret ikke-racedelt valgret.

Den liberale tænketank, South African Institute of Race Relations, SAIRR, som havde eksisteret siden 1920’erne, gav en temmelig vag kritik af planerne for adskilte, sorte universiteter, som man mente angiveligt ville forhindre sortes "opportunity for normal contacts with Europeans" og ville afskære dem fra "a sound humanistic education," hvilket navnlig ville skade afrikanerne, som ikke "had no equivalent in their traditions to Western forms of scholarship."

Udenfor universiteterne organiserede ANC og de farvede og Indiske kongresser brede, militante, massebevægelser og udkæmpede intense, langvarige kampe imod institutionaliseringen af racismen på andre områder. Indflydelsen fra disse kampe på de højere uddannelser var imidlertid ikke nær så stor i 1950’erne som den blev i senere faser af frihedskampen.

 

Indtil midt i1956 var der næsten ingen udadvent respons fra universiteterne selv i forhold til de eventuelle virkninger af regeringens planer for dem. I spørgsmålet om raceadskillelse, var lærere og studenter temmelig halvhjertede. I spørgsmålet om universitetsautonomi på den anden side, var der langt større vilje til protester. Dette var et princip som blev forstået og værdsat i den vestlige akademiske tradition, samtidig med at det rejste de underliggende anti-afrikaaner-følelser i de engelsktalende akademiske cirkler.

Den landsdækkende forening for sydafrikanske studerende, NUSAS, startede en kampagne for at "opponere imod indblanding i princippet om akademisk ikke-adskillelse" fra deres kongres i juli 1956. Formuleringen af modstanden var som regel meget moderat, fx fra et studenterstormøde med over 1300 deltagere på Witwatersrand University i september 1956, der vente sig imod "the compulsory introduction of apartheid," og ved Cape Town, hvor flere end 1100 studerende simpelt hen stemte for "full university autonomy." De hvide studerende ved University of Natal kunne kun strække sig til en ikke-forpligtende opbakning til de såkaldte åbne universiteter, efter man fik forsikringer om, at det kun var autonomi og ikke raceintegration, som blev støttet.

I december 1956 afholdt visse styrende organer, de rådgivende forsamlinger, ved Witwatersrands og Cape Towns universiteter protestmøder og i januar 1957 arrangerede de samme to universiteter en samlet konference i Cape Town om åbne universiteter, mens deres studerende organiserede demonstrationer med slogans som "Keep These Gates Open."

 

Lovforslaget, Separate University Education Bill, som blev offentliggjort i marts måned 1957, foreslog et stop for optagelse af ikke-hvide studerende til de gamle universiteter uden speciel tilladelse fra ministeren og autoriserede samtidig den relevante minister til at indrette nye etniske universitetscentre (colleges) for ikke-hvide. Ifølge loven fik ministeren magtbeføjelser til at ansætte personale og ledelse, indrette afdelinger og institutter og opstille arbejdsopgaver for de ansatte. Ministeren kunne straffe eventuelle forseelser, som blev defineret i sytten paragraffer, herunder "insubordination,” “adverse public comment on the administration of a government department” og fremføringen af “any idea...prejudicial to the administration of any university college or government department.”

Der skete nu det, at lovens vedtagelse blev udsat officielt af hensyn til juridiske spidsfindigheder og det var først i august 1958, at den reviderede Extension of University Education Bill kom op igen i parlamentet. Regeringens talsmand argumenterede for, at sorte akademikere “should seek and find his highest fulfilment in the environment of his own social group.” Loven blev debatteret tre dage i House of Assembly. De to parlamentsmedlemmer, som var valgt for de sorte, samt nogle af United Partys liberale medlemmer vendte sig kraftfuldt imod loven. Viljoen rettede derimod opmærksomheden på universitetsuddannelses indvirkning på socialisering af kommende afrikanske ledere:

“I am convinced that one of the basic causes of the numerous defiance campaigns…is attributable particularly to the fact that the leaders of those non-whites are often trained in an area and in an atmosphere which is totally foreign to the section of the population they have to serve...is it to be wondered then that such a person becomes an agitator and takes part in disturbances such as we have seen in this country in the past?...instead of becoming a leader and a social asset, he becomes a traitor and a social evil...The non-whites are still too immature to accept the responsibilities concomitant with an independent university. Apart from that, unfortunate experiences, some of them very recently, have clearly shown how susceptible the non-white students are to undesirable ideological influences which can so easily lead to riots and violence.”

 

Afrikaanstalende akademikere og lovgivere forblev trods kritikken af loven fast forenet i deres øjensynlige overbevisning om det moralsk retfærdige i raceadskillelse.

I sin såkaldt oplyste eller verligte form, lovede afrikanerdom fuld uafhængighed og selvrealisering for hver enkelt etnisk folkegruppe. I sin mere dyste verkrampte udgave afslører den en stivsindet, kulturel imperialisme, som kan fornemmes i de her nævnte citater.

Den reelle baggrund for den forstærkede politiske disciplin var selvfølgelig lidt anderledes. Den blev konstitueret af faktorer, såsom politikernes behov for støtten fra de hvide arbejdere, arbejdsgivernes behov for en lydig og effektivt allokeret afrikansk arbejdsstyrke og den samlede hvide befolknings behov for en konsolidering af privilegiesystemet, i en situation hvor afrikanske masseprotester var under fuld udfoldelse.

 

Loven passerede igennem parlaments andenbehandling med 72 stemmer for og 42 imod. Men i stedet for at gå til tredjebehandling, blev den sendt til et fornyet udvalgsarbejde, som senere blev konverteret til en egentlig kommission, hvilket i sidste instans forsinkede iværksættelsen af universitetsapartheidpolitikken indtil 1960.

Den vigtigste årsag til denne forsinkelse var formodentlig den modstand mod loven som liberale cirkler langt om længe fik mobiliseret. De åbne universiteter, South African Institute of Race Relations og NUSAS, formulerede sig ret stærkt imod loven. Med et opkommende parlamentsvalg i april 1958 følte NP sig nødt til at udvise en vis moderation i forhold til den akademiske og meningsdannende verden.

Sent i 1958 anbefalede formanden for kommissionen, viceministeren for indfødte anliggender, M.D.C. de Wet Nel, oprettelsen af adskilte undervisningsorganer på basis af en opfattelse af "the present state of immaturity the non-European groups". En opfattelse, der anså de sorte ude af stand til at “finance, staff and control a university college on their own." Ud fra Nels udlægning betød dette, at staben på universiteterne måtte bestå af hvide akademikere.

 

Det synes klart at denne politik var del af en bredere, rigid opfattelse af apartheid og at kraftprøven omkring apartheids udformning i det hele taget påvirkede forløbet. Senere studier har vist, at apartheid overgik til en ny fase ved afslutningen af 1950’erne som et svar på, at den hidtidige politik havde vist sig utilstrækkelig til at stabilisere især de turbulente byområder. Et grundlæggende politikskifte blev nødvendiggjort af optrapningen af denne krise, som truede det hvide herredømme alvorligt omkring 1960.

I denne situation skete en konsolidering og udbygning af ministeriet for indfødte affærer, Native Affairs Department, NAD. Dets indflydelse voksede i forhold til omstruktureringen af mange former for statslige autoriteter med det mål at befæste styrets politiske autoritet og stabilitet.

NADs stigende magt medvirkede til, at Verwoerds og Eiselens udgave af universitetsapartheid blev dominerende og denne uddannelsespolitiske linje forandrede sig kun lidt efter, at den var blevet eksponeret i 1954, det tog bare et stykke tid at overbevise National Party som sådan, ligesom en vis tilbageholdenhed altså kan bemærkes i relation til den meningsdannende klasse af liberale, akademiske eksperter og i forhold til muligheden for internationale fordømmelser i tiden før 1960.

I løbet af denne proces øgedes massemodstanden fra Kongresbevægelsen ude i samfundet, hvilket som modtræk altså førte til en hårdere tilpasning og sammenkædning af uddannelsespolitikken til de nye undertrykkende Bantu Authorities. I løbet af 1959 blev Extension of the University Education Act og Fort Hare Transfer Act vedtaget. Universitetsapartheid var blevet en komponent i en større strategi til modernisering og afdramatisering af apartheids politiske spændinger gennem den ny homelandpolitik.

 

Mange af lærerne på Fort Hare, heri indbefattet syv hvide Institutledere blev afskediget. Akademikerne på de ny sorte universitetsinstitutioner var hovedsagelig Afrikaanere. Lærer/studerende-ratioen i de nye institutioner var rimelig favorabel på grund af manglen på kvalificerede afrikanske studerende. Ud af det samlede afrikanske indbyggerantal, det vil sige ca. femten millioner mennesker i 1966, forsøgte kun 2034 sig som ansøgere til imatrikulationsprøverne på universiteterne og kun 23,9 procent af disse passerede (kun 1,5 procent af dem med 1st karakter). Ikke desto mindre er det vel værd at notere sig, at de nye faciliteter på nogle områder var bedre end de tilbud, de sorte tidligere reelt havde haft.

The Extension of University Education Act forbød optagelse af ikke-hvide til de gamle, hvide universiteter. Ikke desto mindre kunne ministeren undtagelsesvist give tilladelse til dette og denne mulighed blev faktisk benyttet, i en grad så antallet af sorte på hvide universiteter, forblev nogenlunde konstant eller måske endda var let stigende. Ud fra økonomiske og arbejdsmarkedsovervejelser var regeringen nødt til at slippe nogle sorte ind på de hvide universiteter for at læse de studiefelter, som ikke blev udbudt på deres egne etniske universitetscentre. I virkeligheden var det blot endnu et eksempel på apartheids håbløse system med samtidig kooptation og udelukkelse. De sorte var udelukket fra demokratiet, men forblev uafvigeligt en del af samfundsøkonomien.

 

De sorte intellektuelles reaktion på de nye universitetslove bar præg af praktiske overvejelser, eftersom de nye begrænsninger fik øjeblikkelig indflydelse på dem, ikke kun i princippet, men i praksis. Deres tidlige protester tog form stolte statements, hvor de endnu så sig selv som en udvalgt, afrikansk elite:

“Let it be noted once and for all that our stand as students of Fort Hare and as future leaders of our country, upholding the principles of education as universally accepted, remains unchanged and uncom­promising...our outright condemnation of university apartheid legislation remains steadfast.”

Men på dette tidspunkt var der ikke nogen stor entusiasme omkring boykotter eller militante protester blandt de sorte studerende. De sorte studerende blev endnu ikke rekrutteret blandt den repræsentative majoritet, men for størstedelen fra en udvalgt mellemklasse og desuden havde de selv kunnet følge, hvordan de ophidsede protester mod regeringens indførelse af bantuuddannelserne på lavere niveau og ødelæggelsen af de sorte alternative skoler i 1954 blev slået ned. Tiden var endnu ikke moden til den mobilisering, som de sorte studenterorganisationer senere skulle fremvise.

Apartheidregeringens og Nationalistpartiets repressive magt og klargjorte, ensporede ihærdighed fremstod endnu mere klargjort i 1959 end i 1954 og begrænsningerne i den fredelige protest og i argumentationens overbevisende kraft var ligeledes ved at blive ret åbenlys.

For de bevidste studerende og akademikere var det mere meningsfuldt at kanalisere deres protester gennem de brede, folkelige, politiske bevægelser, som det da også skete i stor skala igennem 1960-61, som var år præget af sort optimisme, hvor det for et kort øjeblik syntes som om en antikolonial revolution var overhængende. På det tidspunkt, hvor apartheidregeringen havde genetableret sit brutale greb om landet, opfattede de fleste spørgsmålet om universitetsautonomi som et af de mindre i den sydafrikanske problematik.

 

Reaktionerne på den skærpede undertrykkelse varierede. Adskillige hundrede sorte intellektuelle blev rubriceret som samfundsundergravende elementer og arresteret. Mange af de bedste akademikere forlod Sydafrika og mange halvdårlige akademikere trådte i deres sted, til skade for forskningens kvalitet. Internationale forskeres ophold i Sydafrika standsede næsten helt.

I de mørke år som fulgte efter 1959-loven og Sharpeville-begivenhederne fortsatte de engelsktalende universiteter i Sydafrika deres kritik af den manglende akademiske frihed, men under ret afslappede og ikke særlig overbevisende former, selvom de aldrig helt accepterede de racemæssige begrænsninger, der blev lagt på deres egne institutioner. Radikale eksilakademikere har argumenteret for, at regeringens hårdhændede målbevidsthed i forhold til at begrænse og kontrollere antallet af sorte studerende på de hvide eliteuniversiteter måske endda skabte en stabil, tryg baggrund for liberale erklæringer om det principielt ønskelige i universitær desegregation, hvilket var et emne, som ikke var blevet anset for særlig centralt før 1959-loven til trods for den allerede da eksisterende udbredte forskelsbehandling.

Men det, der begyndte som et moderat forsvar for universitetsautonomi skulle, stillet over for en dogmatisk, uintelligent regeringspolitik, senere udvikle sig til en kompetent radikale udfordring og politisk deltagelse kan i sig selv være en transformerende erfaring. Senest fra 1974 begyndte kravene fra studerende og lærere at handle om frigivelse af politiske fanger og systemforandringer.

 

I det liberale intellektuelle ideal, udspringer engagementet af ideen som sådan og handling fødes ud af ren intellekt. Den sydafrikanske erfaring fra 1950’erne viser for mig, at reaktionen mod uretfærdighed i realiteten for størstedelen udsprang af sociale positioner. Den sorte elite blev trukket ind i den politiske kamp gennem etniske og sociale relationer. Det var erfaringen med at være sort og socialt diskrimineret, snarere end idealistiske ideer om akademisk frihed, som blev bestemmende for de fleste progressive, sorte intellektuelles politiske engagement. Den brede, sorte folkebevægelses selvopofrende modstand inspirerede de uddannede. Kun i begrænset omfang mobiliserede eliten sin egen modstand. På den anden side var opbakningen fra de sorte universitetsstuderende til frihedsbevægelsen konstant voksende og 15 år senere reagerede mange universitetsstuderende umiddelbart i solidaritet med Sowetoopstanden.

 

 

Litteratur:

A Survey of Race Relations in South Africa, 1952-1953, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1953.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1953-1954, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1954.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1955-1956, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1956.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1956-1957, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1957.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1957-1958, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1958.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1958-1959, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1959.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1968, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1969.

A Survey of Race Relations in South Africa, 1974, South African Institute of Race Relations, Johannesburg, 1975.

Beale, Mary: The Evolution of the Policy of University Apartheid, Collected Seminar Papers, No. 44, Societies of Southern Africa.., Vol. 18, London: Institute of Commonwealth Studies, 1992.

Christie, Pam / Collins, Colin: Bantu Education: Apartheid Ideology and labour Reproduction. From Kallaway, Peter (ed.): Apartheid and Education. The Education of Black South Africans, Ravan Press, Johannesburg, 1984.

Department of Education Files, op. cit. Also Lazar, J.: Conformity and Conflict: Afrikaner Nationalist Politics in South Africa, DPhil, Oxford, 1987.

Department of Education Files, UOD E53/94, File 1397, 1953.

For example Kerr, A.: University Apartheid, South African Outlook, Vol. 87, 1957. Matthews, Z.K.: Ethnic Universities, Africa South, Vol. 14, 1957.

Hartshorne, K.: Crisis and Challenge: Black Education, 1910 - 1990,  Cape Town: Oxford University Press, 1992. Lazar, John: Verwoerd versus the 'Visionaries.' The South African Bureau of Racial Affairs (Sabra) and Apartheid, 1948-61. From Bonner, Philip / Delius, Peter / Posel, Deborah (eds.): Apartheid’s Genesis, 1935-1962, Johannesburg: Ravan Press / Witwatersrand University Press, 1993.

Holloway Commission: Report of the Committee of Enquiry into University Finances and Salaries, Annexure 45, 2. session of Parliament, Pretoria: Government Printer, 1953.

Hyslop, Jonathan: A Destruction coming in. Bantu Education as Response to Social Crisis. From Bonner, Philip / Delius, Peter / Posel, Deborah (eds.): Apartheid’s Genesis, 1935-1962, Johannesburg: Ravan Press / Witwatersrand University Press, 1993.

Kuper, Leo: Passive Resistance in South Africa, London: Jonathan Cape, 1956.

Posel, Deborah: The Making of Apartheid, 1948-1961. Conflict and compromise, Oxford: Clarendon Press, 1991.

Report of the Commission on Native Education, (U6, 53 - 1951), Eiselen Commission, Pretoria, 1952.

Report of the Commission on the Implications of Providing Separate Training Facilities for Non-Europeans at Universities (Holloway Report), Pretoria, 1954.

Report of the Commission on the Separate Universities Education Bill (de Wet Nel Commission), Pretoria, 1958.

Republic of South Africa, House of Assembly, Debates, Hansard.

Russell, Margo: Intellectuals and Academic Apartheid, 1950-1965. In van den Berghe (ed.): The Liberal Dilemma in South Africa, New York, 1979. Dreijmanis, John: The development of tertiary education. From Vuuren / Wiehanh et al.: South Africa: The Challenge of reform, Pinetown, South Africa, 1988.  Unterhalter / Wolpe et al.: Apartheid Education and Popular Struggles, London: Zed Books, 1991. 

South African Statistics, 1974, pp. 5.2-5.8, Pretoria: Government Printer. Murray, B.K.: Black admissions to the university of the Witwatersrand 1922-1939, South African Historical Journal, Vol. 14, p. 35-54, 1982.

Wolpe, Harold: Educational Resistance. From Lonsdale (ed.): South Africa in Question, London, 1988.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter B til lektion 12.

 

Bantuuddannelsernes indhold.

 

Apartheidtidens indoktrinering

Forholdene i de sorte skoler i apartheidtiden har ikke blot været præ­get af dårlige fysiske rammer. Undervis­ningen har også taget sigte på at forberede de sorte elever på at indtage deres pladser på sam­fundets laveste trin. Denne oplæring til underordning er foregået på en række mere eller mindre gennemskuelige måder. Derunder både gennem skolebøgernes forvrængede og ra­cistiske billede af det sydafrikanske sam­fund og gennem selve undervisningsformen.

 

UNESCO, FNs organisation for under­visning, videnskab og kultur, har undersøgt de sydafrikanske historiebøger og do­kumenterer i rapporten Apartheid: Its effects on education, Science, Culture and Information, og afsløret hvordan historie­forfalskning indgik som et vigtigt led i regi­mets forsvar af den hvide befolknings overherredømme.

Denne undersøgelse blev i 1983 udvidet og underbygget med Dean, Hartmann og  Katzens: History in Black and White: an analysis of South African history textbooks.

 

De følgende eksempler på historiefor­falskning har ifølge ovennævnte undersøgelser været almindelige i lærebøgerne ‑ både i sorte og hvide skoler:

1. påstand: hvide og sorte ankom samtidigt til Sydafrika.

Realitet: Den sorte befolkning i Sydafrika har rent faktisk været bosat i århundreder forud for den hvide befolkning. Afrikanerne beboede over halvdelen af Sydafrika før 1652.

2. påstand: Det 19. århundredes afrikanske regenter var intet andet end blodtørstige despoter.

Realitet: Den seneste grundige historieforsk­ning har vist, at de var regenter, der bekymrede sig for deres kongedommers økonomiske og politiske udvikling og var optaget af modernisering.

3. påstand: Afrikanske politiske ideer har al­tid været inspireret af hvide.

Realitet: Tværtimod viser den sorte befolk­nings historie en rigdom på originale løsninger.

4. Påstand: Bantustanområderne svarede til de områder, den sorte befolkning historisk havde beboet og bantustanområdernes opsplit­tede karakter er et produkt af stam­mekrige.

Realitet: I virkeligheden er bantustanområderne, der kun udgør en lille del af de tidligere af­rikanske kongedommers områder, et produkt af de hvide erobreres frem­trængen.

 

Fordomme i skolebøger

En undersøgelse af apartheidtidens skolebøger i So­weto har vist, at bøgerne ofte portrætterer den sorte befolkning som latter­vækkende figurer. De er uforsigtige, forsømmelige og primitive. Den hvide sydaf­rikaner beskrives derimod som beslutningstageren i en ledende stilling med vigtige problemer at løse.

 

Mere overraskende er det måske, at forudfattede opfattelser ikke kun findes i sydafrikanske skolebøger, men også har været ret udbredte i omverdenen. Mai Palmbergs undersøgelser af svenske skolebøger afslører bl.a. følgende fordomme:

q       Forestillingen om, at apartheid kun gik ud på racediskrimination i hverdagslivets relationer, altså den såkaldte petty apartheid.

q       Forestillingen om at apartheidstaten med sine politi- og militærstyrker ville være usårlig.

q       Forestillingen om de sorte i Sydafrika som passive ofre, der ikke førte en bevidst og effektiv modstandskamp.

q       Forestillingen om at apartheids fortalere var internationalt isolerede og uglesete.

 

Hård disciplin

Det er ikke kun gennem lærebøgernes di­rekte indoktrinering, at den sorte ungdom er blevet forberedt på at indtage sin plads i det syd­afrikanske hierarki. Den udbredte brug af fysisk afstraffelse, hyppige eksaminer og de autoritære undervisningsmetoder har oplært de sorte elever til at acceptere situationen som en retsløs arbejds­kraft under stadig overvågning i et autori­tært samfund.

 

Det hvide uddannelsessystem

Kravet fra modstanderne af bantuuddannelsessystemet har været lige uddannelse for alle ‑ uanset race og helst på det niveau, de hvide har nydt godt af. Et underliggende spørgsmål har herunder været, hvorvidt det eksisterende hvide uddannelsessystem kunne danne grundlag for en almen, fælles uddannelse.

 

Det hvide uddannelsessystem er jo på samme måde som bantuuddannelserne fremvokset som en del af apartheidsystemet. De hvide er blevet oplært til en rolle som overlegne. Som del af den ideologiske opdragelse af de unge hvide blev bl.a. faget Youth Preparedness indført som obligatorisk undervisningsfag i Transvaal fra 1972. I de øvrige provinser fandtes tilsvarende undervisning, selv om den ikke altid var obligatorisk. I 1985 blev det anslået 92% af de hvide drenge over 15 år deltog i undervisning omkring Youth Preparedness eller tilsvarende.

De hvide elever blev forberedt til at forsvare deres privilegier ofte gennem eksercits og march, skydning og selvforsvar, samt såkaldte moralfag. Undervisningen har fremhævet nationale værdier, der har været værd at forsvare, såsom civiliseret arbejde, kristne dyder, autoritet og boerfolkets frihed.

Et sådant militaristisk og racistisk undervisningssystem er selvsagt ikke noget brugbart alternativ til bantuuddannelserne og kan dårligt danne grundlag for et fælles uddannelsessystem for alle.

Der er derfor grund til at beskæftige sig med både de forsøg, som i tidens løb er gjort på at opbygge alternative uddannelser for sorte, samt med de omstruktureringer som den nye demokratiske regering allerede har foretaget.

 

 

Litteratur:

Cornevin, Marianne: Apartheid: Power and Historical Falsification, Unesco, Paris, 1980.

Dean, Elizabeth / Hartmann, P. / Katzen, M.: History in Black and White: an analysis of South African history textbooks, Paris: UNESCO, 1983.

Kallaway, Peter (ed.): Apartheid and education. The Education of Black South Africans, (Education Policy Unit / Centre for African Studies UCT), Ravan Press, Johannesburg, 1984 . Indeholder en omfattende gennemgang af det sorte skolesystem i form af enkeltartikler.

Palmberg, Mai: Afrika i skolbökerna - gamle fördomar och nya, SIDA, Stockholm, 1994.

South Africa, 1988-89, Official Yearbook, Pretoria: Government Printer.

Unesco: Apartheid: Its effects on education, Science, Culture and Information, Unesco, 1972 . Oprindeligt 1967.

Weekly Mail, April 18. - 24., 1986.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter A til lektion 13.

 

Universitetsuddannelse i Sydafrika

Sydafrika har efter afrikansk målestok, en stor og veludbygget universitetssektor med 21 universiteter.

Universitetsuddannelse i Sydafrika kan føres helt tilbage til 1829, hvor South African College blev grundlagt. Det beskæftigede sig overvejende med sekundær uddannelse og forbere­delse af studerende til immatrikulation og højere studier på University of London. I 1918 blev South African University College omdøbt til University of Cape Town.

I 1873 var College of the Cape of Good Hope blevet oprettet som eksaminationsorgan for en række mindre colleges og efter 1900 tilbød det selv en egentlig universitetsuddannelse. Næsten alle hoveduniversiteterne startede med at være colleges tilknyttet University of the Cape of Good Hope eller University of South Africa (Unisa) som det hed efter 1918. Undtagelser fra dette er dog University of Port Elizabeth, der blev etableret i 1964 og Rand Afrikaans University, der blev dannet i 1966. Disse to universiteter skylder den afrikaanerideologiske organisation, Afrikaner Broederbond, deres eksi­stens. University of Port Elizabeth var oprindelig en satellit til Rhodes University, men blev udskilt som en slags afrika­anssproget udfordring. Også i Johannesburg følte afrikaanerideologerne et behov for at imødegå den engelsk-liberale tradition fra University of the Witwatersrand og Broeder­bonds Executive Council begyndte derfor i de tidlige 1960’ere at arbejde på oprettelsen af et afrikaanssproget uni­versitet, hvilket altså lykkedes i 1966.

 

Trods en begyndende opblødning af strukturerne var der endnu efter apartheids formelle afslutning i realiteten 10 sprogdelte hoveduniversiteter med et flertal af hvide studenter, deraf fem  afrikaansorienterede, nemlig University of the Orange Free State, Potchefstroom University for Christian Higher Education, Uni­versity of Pretoria, Rand Afrikaans University og University of Stellenbosch. Der var fire universiteter for engelsksprogede hvide, nemlig University of Cape Town, University of Natal (Durban og Pietermaritzburg), Rhodes University og Uni­versity of the Witwatersrand. Dertil kom Uni­versity of Port Elizabeth, der rubriceredes som tospro­get.

 

Som det fremgik af oplægget til forrige lektion, forandrede National Partys holdning til universitetsapartheid sig noget i det mindste på det praktiske plan i løbet af 1950’erne, men der var altid to centrale overvejelser, nemlig dels fordringen om adskillelse af hvide og sorte studerende og dels en noget arrogant erkendelse af pligten til, som “værge for de indfødte”, at tilbyde dem en eller anden form for basal uddannelse.

 

Den sørgelige historie omkring indførelsen af universitetsapartheid behandlede vi på sidste lektion. Extension of University Education Act No. 45, sektion 31/1 af 1959 forbød, som nævnt, ikke-hvide at tilmelde sig hvide universiteter uden tilladelse fra ministeren for bantuuddannel­ser. Resultatet af loven blev som nævnt også oprettelsen af ikke-hvide universiteter adskilte for afrikanere, farvede og indere.

NPs egen granskning af, hvad man kaldte, “the colour question,” ved hjælp af Sauerkommissionen i 1947, er af nogle blevet set som et udkast til en generalplan for adskilt udvikling efter en magtovertagelse, men rapporten indeholder ingen detaljerede tanker om universitetsuddannelserne, selvom det nævnes, at “where necessary higher education and university training should be provided for Natives in their own areas.”

NP brugte Saurrapporten i 1948-valgkampen og i sin første tale som premier­minister sagde Dr. D.F. Malan, at han betragtede indførelsen af universitetsapartheid som en “essential measure” og at tilstedeværelsen af sorte på de hvide universiteter var:

“...an intolerable state of affairs...which gives rise to friction, to an unpleasant relationship be­tween Europeans and non-Europeans...we do not want to withhold higher education from the non-Europeans, and we will take every possible step to give...sufficient university training as soon as we can, but in their own spheres...in separate institutions.”

 

Først i den gryende reformperiode fra slutningen af 1970’erne forandredes denne fremgangsmåde med Universities Amendment Act No. 83 af 1983, så hvide, farvede, og indiske universiteter nu kunne optage studenter af alle racer, men med det for­behold, at den relevante minister kunne sætte grænser efter omstændighederne, heri indbe­fattet en numerisk andel eller loft for optagelse af studerende fra andre befolkningsgrupper en den universitetet egentlig var tildelt. Også dette tiltag blev dog mødt med en vis modstand fra de liberale universiteter, der selv ville bestemme kvotaen og undervisningsministeren, Dr. G. van Viljoen, gav visse indrømmelser ud fra den betragtning, at heller ikke de engelsktalende universiteter selv havde nogen øjeblikkelige planer om at give helt lige adgang for sorte.

 

Med undtagelse af University of South Africa, Unisa, der principielt har tilbudt fjernundervisning pr. korrespondance til alle racegrupper, har de sydafrikanske universiteter altså i høj grad været opdelt efter race, men regeringen accepterede altså allerede før apartheids ophævelse, at sorte blev optaget på de “åbne,” hvide universiteter i mindre omfang efter dispensation.

I 1985 udgjorde antallet af afrika­nere, farvede og indere indskrevet ved Wits og UCT ca. 15% af de studerende. Disse sorte studerendes studietid var ofte præget af akademiske problemer på grund af den utilstrækkelige basiskvalificering, de bragte med sig fra de sorte grundskoler og oven i disse studiemæssige problemer fik mange sorte studerende sociale problemer, når de indgik i det privilegerede hvide akademiske miljø.

 

Universiteter for ikke-hvide

Som følge af 1959-loven blev University College of the Western Cape oprettet for farvede studerende. Inderne blev i 1959 tildelt den separate institution, University College of Durban-Westville. Efter 1978 kunne disse to universiteter formelt også optage et antal hvide stu­de­rende.

Afrikanere havde i meget begrænset antal siden 1918 kunnet søge ind på det reelt segregerede missionsuniversitetscenter, South African Native College, der var en privatdrevet og filantropisk finansieret institution. Den blev senere omdøbt til University College of Fort Hare og kom under apartheidregeringens restriktive kontrol efter 1960. Indtil 1961 var Fort Hare også universitetscenter for far­vede og indere, der i 1959 udgjorde 35% af alle indskrevne studerende her, hvilket alt i alt kun gav plads til yderst få afrikanere.

Efter 1959 oprettedes som følge af apartheidlovgivningen University College of the North og University College of Zululand som lokale universitetscentre for afrikanere og de blev uafhængige af Unisa i 1970 i forbindelse med homelandpolitikken. Af disse etnisk opsplittede universitetscentre var først­nævnte forbeholdt nordlige sothoer, sydlige sothoer, tsongaer, tswanaer og vendaer, mens sidstnævnte var for zuluer og swazier. Efter 1979 kunne afrikanske studerende indskrive sig på alle “afrikanske” universiteter, ligesom ikke-afrikanske studerende kunne tilmelde sig disse universiteter med dispensation. Det sidste havde dog overordentlig be­grænset interesse grundet disse læreanstalters bevidst lavere niveau. Ud over de allerede nævnte universiteter blev sent i apartheidperioden oprettet Vista University, en decentraliseret læreanstalt for afrikanske byboer delt op i 6 afdelinger. Herudover fik hver af de såkaldt selvstændige hjemlande deres eget discountuniversitet. University of Transkei blev stiftet i 1976 som en afdeling af University of Fort Hare og blev uafhængig i 1977. Uni­versity of Bophutatswana blev skabt i 1979 og University of Venda i 1981.

 

Antallet af studerende

Antallet af tilmeldte studerende til de højere uddannelsesinstitutioner har, ikke overraskende for et nyindustrialiseret land, været stærkt stigende for alle befolkningsgrupper i den her omtalte periode. Antallet af hvide universitetsstuderende gik op fra 19.187 i 1952 til 138.670 i 1985 og nåede ca. 160.000 i 1990. Antallet af farvede studerende steg fra 501 i 1956 til 12.914 i 1985, mens antallet af indere på længerevarende uddannelser blev forhøjet fra 996 til 17.300 i samme periode. Antallet af afrikanske studerende gik op fra 1.581 i 1955 til 42.872 i 1985.

Statistikken viser, at for den hvide befolkningsgruppe steg andelen af studerende på højere uddannelsesniveau pr. 1000 indbyggere fra 7,1 i 1952 til 28,3 i 1985, hvilket næsten er en firedobling. For farvede har stigningen været fra 0,4 i 1956 til 4,5 i 1985 eller en el­le­vedobling. For indernes vedkommende har forøgelsen været fra 2,3 i 1956 til 19,1 eller en ottedobling. For den afrikanske befolkningsgruppe har stigningen været fra 0,04 i 1952 til 2,3 i 1985, en øgning på 57 gange. Disse beregninger viser, at Sydafrika i nogen grad fulgte tendensen for industrialiserede lande i udviklingen af højere uddannelse fra en elite- til en masseforeteelse.

Ifølge Jonathan Hyslop, hvis tekst vi diskuterede på forrige lektion, blev bantuuddannelserne blev ikke først og fremmest indført af ideologiske grunde, men for at løse storbyernes reproduktionsproblemer og for at skaffe forbedret arbejdskraft. Missionsuddannelsessystemet levede helt enkelt ikke op til urbaniseringsudviklingen. Bantuuddannelserne blev efter Hyslops mening gennem mange år en rimelig succes for regeringen både hvad angår uddannelse af den nødvendige andel af mellemniveauuddannede sorte, indoptagelse af en sort elite især til hjemlandsbrug og etableringen af kulturelt hegemoni.

 

Administrative strukturer

Under apartheid var centraladministrationen på uddannelsesområdet opdelt på fem forskellige undervisningsministerier, nemlig et for hver racegruppe plus et koordinerende. Reformerne med det nye trekammerparlament underbyggede denne opdeling.

Efter General Education Af­fairs Act No. 76 af 1984 dannedes  South African Council for Education som nyt rådgivende organ for den an­svarlige, koordinerende undervisningsminister og de andre undervis­ningsministres fælles koordi­nationsproblemer. På samme grundlag dannedes Committee of Heads of Education Departments bestående af den koordinerende undervisningsminister, Minister responsible for general education matters, samt af lederne af andre relevante stats- og provinsielle departementer.

 

Indtil 1986 var de hvide uddannelser præget af en ret høj decentralisering. Det overordnede ansvar for de hvide uddannelser var indtil 1986 opsplittet imellem cen­tralregeringen og provinsregeringerne, hvilket medførte gentagne kontroverser. Alle de “hovedsageligt hvide” universiteter henhørte efter 1986 under Department of Education and Culture under House of Assemblys jurisdiktion. Efter 1986 forsøgte regeringen på en og samme gang at liberalisere og kontrollere universiteterne fra centralt hold.

 

Committee of University Principals, CUP, har været et af de mest betydningsfulde råd­givende organer på universitetsområdet gennem det meste af apartheidperioden. Det havde ret stor autoritet og gav anbe­falinger til ministeren angående næsten ethvert universitetssagforhold. Udvalget bestod for det meste af ledere eller rektorer fra de hvide uni­versiteter.

I 1983 blev rektorerne fra University of the Western Cape og University of Durban-We­stville medlemmer af CUP, selvom disse universiteter altså ikke var ret hvide og i 1986 blev også de afrikanske universite­ters rektorer medlemmer af rådet. Universities Advisory Council blev nedlagt og det tilbageværende rådgivende og rådet fik dermed for første gang autoritet over alle former for tertiære uddan­nelsesinstitutioner.

 

Kompetencefordelingen hvad angår de afrikanske læreanstalter blev omstrukture­ret i 1984 efter det parlamentariske skift til trekammersystemet og 1986 på grundlag af Education and Training Act No. 92 af 1984 og Education and Training Amendment Act No. 3 af 1986. Efter at være blevet rekonstrueret i 1983, således at kun afrikanske rektorer var medlemmer, opnåede Committee of University Rectors en officiel, men fortsat racedelt status i 1984.

 

Finansieringen af de tertiære uddannelser

Da nationalistregeringen tog over i 1948 var de fleste universiteter forgældede og dermed påvirkelige. Dette betød, at den i 1951 nedsatte Hollowaykommission fik stor indflydelse og at dens finansieringsmodel for de højere uddannelser kunne lægge et disciplinerende pres på institutionerne. Dette finansieringssystem, the Holloway formula, som virkede fra 1953 indtil 1985 med mindre revisioner, betød at universiteterne måtte optræde diplomatisk for at få de nødvendige statstilskud.

 

Reglerne for finansiering af universitetsuddannelser for afrikanere stammede delvist fra Bantu Education Act No. 47 of 1953. Efter universitetscentrenes oprettelse blev et fast beløb på 6,5 mio., som blev taget fra afrikanernes egne skatteindbetalinger og udbetalt gennem Consolidated Re­venue Fund og Bantu Education Account, afsat til at finansiere dem. Ethvert beløb udover dette måtte skaffes fra andre, eksterne kilder.

Loven om bantuuddannelser fra 1953 var officielt baseret på den overbevisning, at afrikanerne selv burde bære hovedansvaret for, dvs. finansieringen af, deres egne adskilte uddannel­ser, som passede til deres civilisationsniveau.

Finansminister J.F.T. Naude påstod i 1958, at afrikanernes selvudvikling ville lide skade, hvis de ikke selv betalte deres uddannelser:

 “If the State is simply continually to give money, it will undoubtedly undermine the sound devel­opment of the Bantu community, and the White guardian community would be failing in its duty.”

Midlerne afsat til bantuuddannelserne var ganske utilstrækkelige, men først i 1972 skete en mindre forbedring som et af de allerførste reformtiltag med Black Education Account Abolition Act No. 20 af 1972, der lagde finansieringen direkte fra Consolidated Reve­nue Fund som fik noget større midler. Dette system førte dog efter CUPs opfattelse til en for stor vækst i de tertiære uddannelser for sorte, hvor man nu begyndte at befrygte arbejdsløshed.

 

Dr. R. H. Venter i juni 1982 udpeget som formand for en undersøgelseskommission. Kommissionsrapporten konkluderede, at undervisningsområdet i princippet burde modtage stats­støtte på basis af institutionernes resultater ud fra næsten rene cost/benefit-hensyn. Denne linje blev bekræftet af et forskningsprogram udarbejdet af De­partment of Education and Culture, Administration, House of Assembly i 1985. 

 

Dr. G. van Viljoen, Minister of Co-operation, Development and Education, påstod i 1985, at alle universiteter da i princippet fik samme tilskud, men at afrikanske universiteter reelt blev favoriseret, idet deres egenfi­nansiering kun udgjorde 2/3 i sammenligning med de andre befolkningsgruppers, bl.a. fordi tilmeldings- og undervisningsgebyrer på førstnævnte kun var på mellem 54% og 66% af studenterbetalingerne på sidstnævnte. Dette oversteg imidlertid langt de fleste afrikane­res muligheder.

De hvide universiteters afhængighed af regeringsstøtte til de løbende udgifter steg fra 41,7% i 1952 til 79% i 1980. I samme periode faldt studenterbetalte studieafgifters dæk­ningsandel til de løbende udgifter fra 27,4% til 16,5%. Den regeringsfinansierede andel af de løbende udgifter på de afrikanske universiteter (Fort Hare) steg fra 56,3% i 1945 til 75,6% i 1959.

De offentlige udgifter til universitetsundervisning steg gennemsnitligt 9,7% om året i konstante priser fra 1946 til 1985. I faste 1975-priser steg andelen af BNP brugt til universi­teterne fra 0,05% til 2,04% i perioden 1946 til 1983. Statsstøtten til universiteterne blev forsøgt begrænset igen i 1984, men udgjorde også herefter omkring 80 procent af disses bruttoud­gif­ter.

 

Også de sorte elevers boykotter i 1976 og 1980, den vedblivende mangel på uddannet arbejdskraft og mishagsytringer fra de hvide lærere, medvirkede til en regeringsbe­slutning i 1980, om at det humanistiske forskningsråd, Human Sciences Re­search Council, HSRC, der i tidens løb har haft ret vidtgående, konservativ, uddannelsespolitisk indflydelse, til en omfat­tende un­dersøgelse af hele uddannelsesområdet. For første gang blev uddannelsesforhold for alle racegrupper taget samlet under behandling. Dette blev af nogle set som et forsøg på “...restructuring the ideological discourse which is at once a product of and an element in the restructuring of the state.” I det mindste kan det, at man anvendte et organ udenfor selve regeringsadministrationen til undersøgelsen, ses som et forsøg på at vinde legitimitet for begrænsede refor­mer.

Den herefter nedsatte  De Lange-kommission anbefalede, at uddannelse burde kædes snævrere sammen med samfundshensyn som arbejdskraftbehov og økonomisk udvikling i det hele taget. Uddannelserne burde være karriereorienterede, hvilket især blev defineret som tek­ni­ske og erhvervsfaglige uddannelser. Officielt blev  De Lange-kommissionens anbefalinger inkluderet i uddannelsespolitikken med National Policy for General Education Affairs Act No. 76 af 1984.

 

Reformpolitikken på uddannelsesområdet under apartheids krise

I dønningerne efter Sowetoopstanden i 1976 blev der givet nogle mindre indrømmelser på uddannelsesområ­det:

      Afrikaans blev opgivet som obligatorisk undervisningssprog i de sorte skoler.

      Der blev afsat flere midler til sortes uddannelser.

      Et lidt større antal sorte studerende fik adgang til de hvide universiteter.

      Uddannelsesloven fra 1979 gav mulighed for tvungen skole­gang - også for sorte.

Målet med disse mindre forbedringer var at dæmme op for utilfredsheden blandt de sorte stu­derende og undgå en gentagelse af Sowetoopstanden. Men forbedringerne opfyldte langt fra kravene fra de studerende, forældrene og de sorte lærere og den fortsatte forfølgelse af aktive studenter og deres organisationer vedblev ligeledes at være årsag til studenterprotester.

I 1980 nedsatte regeringen som nævnt De Lange-kommissionen. Dens opgave var at kulegrave det eksisterende uddannelsessystem og reformere det som en del af det sydafrikanske regimes overlevelsesstrategi. Dette hjørne af Den totale Strategi, gik ud på at sikre en opbakning fra visse dele af den sorte befolkning, nemlig en ny sort elite, hvis eksistens ville afhænge af det eksiste­rende samfund.  De Lange-kommissionen fik til opgave at undersøge uddannelsessektoren for at komme med forslag til, hvordan en reform af dette kunne sikre den økonomiske vækst og højne le­vestandarden. Tilsammen skulle dette fremhjælpe styrets legitimering.

Det var karakteristisk for De Lange-kommissionens holdning, at den ikke kritiserede de eksisterende uddannelsers racemæssige og undertrykkende karakter. Derimod kritiserede den uddannelsernes manglende evne til effektivt at opfylde arbejdsmarkedets behov.

Dog anbefalede man, at det grundlæggende princip for at få adgang til videre uddannelse skulle formelt være den en­keltes uddannelsesmæssige resultater og ikke vedkommendes racemæssige tilhørsforhold. På trods heraf gik rapporten aldrig så vidt som til at foreslå en ophævelse af den eksisterende race­mæssige opdeling af uddannelsessystemet. Princippet skulle være adskilt, men lige, uden at denne lighed blev klart defineret.

Samtidig begrænsede et andet af rapportens forslag den sorte befolknings reelle mulighed for at benytte de udvidede uddannelsesmuligheder. Nemlig forslaget om, at kun uddannel­serne på grundskoleniveau skulle være gratis. I stedet for, som tidligere, stort set at nægte den sorte befolkning adgang til højere uddannelse, lagde rapporten op til øgede muligheder for en lille sort, uddannet elite, i hovedsagen rekrutteret fra en langsomt opkommende middelklasse. Endelig fastslog rapporten, at uddannelserne burde være et fælles ansvar for regeringen og det private erhvervsliv.

De Lange-kommissionens rapport repræsenterede et skift i forhold til den hidtidige ud­dannelsespolitik uden at true magtforholdene. Fortalerne for dette skift fandtes bl.a. i de oplyste og erhvervsorienterede dele af Nationalistpartiet, der havde antaget de liberale ønsker om at fjerne de former for racemæssig diskriminering, der hæmmede stabiliteten og den industrielle udvikling i Sydafrika. Trods uenighed blandt de hvide blev en modificeret form af De Lange-kommissionens anbefalinger udgangspunkt for udviklingen af det syd­afrikanske uddannelsessystem og forsøget på at udnytte dette som et led i omstruktureringen af apartheidsystemet, hvilket bl.a. gav sig udtryk i en stærk stigning i de statslige udgifter til un­dervisning efter 1976.

Uddannelserne kan imidlertid dårligt ses isoleret fra det øvrige sydafrikanske samfund. Det lave lønniveau og den dårlige levestandard for den sorte befolkning har betydet, at en me­get stor del af de sorte elever har forladt skolerne for tidligt. I modsætning hertil har alle hvide elever traditionelt gennemført i det mindste de syv første skoleår. Selv herefter, hvor den obligatoriske skolegang ophørte, har de fleste hvide elever fortsat deres uddannelse. En vigtig årsag til denne forskel er, at undervisningen til for nylig har været gratis og obligatorisk for de hvide elever, men ikke for de sorte.

 

Reformer på universitetsniveau i apartheids sidste år

For at modernisere og rationalisere administrationen anbefalede De Lange kommissionen i 1981 at:

“...a single ministry of education be created to effectively meet the need for a national education policy aimed at ‘equal opportunity’ and ‘equal quality and standards’.”

Regeringen udpegede herefter en midlertidig arbejdsgruppe til at belyse dette problem yderligere og denne kom til samme konklusion. I første ombæring fulgte regeringen imidler­tid ikke helt disse gode råd, som det fremgår af dens memorandum af oktober 1981:

“The Government reaffirms that, in terms of its policy that each population group should have its own schools, it is essential that each population group should also have its own education authority/department.”

I den senere hvidbog påpeger regeringen den omstændighed, at 1983-forfatningen skelner mellem hver befolkningsgruppes interne og generelle sager. Hvilket angiveligt måtte betyde, at ud­dannelse fortsat var hver racegruppes egen affære.

 

Universitetsverdenen blev dog gradvist mere åben gennem reformperioden og vendte på flere områ­der de facto tilbage til en situation som før 1959-lovgivningen. Den stigende centrali­sering, fx centralrege­ringens overtagelse fra 1986 af al uddannelse for hvide, afspejlede også disse mere rationelle tendenser.

Mange af de rådgivende organer blev efterhånden tværraciale og flere områder kom i slutnin­gen af 1980’erne og be­gyndelsen af 90’erne under det generelle fælles undervisningsministerium.

 

 

Højere uddannelse i det nye Sydafrika

For at få et billede af situationen efter apartheids formelle afvikling, men før GNUs magtovertagelse, kan vi tage udgangspunkt i året 1993. ANC og andre folkelige kræfter var på dette tidspunkt i et vist omfang blevet indraget i en begyndende forandringsproces uden at være forpligtede. Det kan derfor ses som et visionernes og politikformuleringernes år, hvor aktørerne stadig står frit. De Klerk annoncerede ved parlamentets åbning at man ville tage skridt hen mod en sammenlægning af de adskildte undervisningsministerier. Der blev også nedsat et meget bredt sammensat National Education and Training Forum (NETF) med det mål at finde løsninger på uddannelseskrisen og udtænke en omstrukturering af uddannelseskrisen.

Dette år blev også fire vigtige undersøgelsesrapporter offentliggjort. De holdt sig alle på et temmeligt generelt niveau:

1.        Educational Renewal Strategy (ERS) fra Departement of National Education:

Central autoritativ styring skal sikre ens standarder, 9 års skolegang, hvor staten betaler 95%, fjernundervisning styrkes, 3 års læreruddannelse med pædagogikum, børnehaveklasser bør være privatiseret uden statsindsats, 3 modeller med varierende statskontrol forsøges.

2.        National Education Policy Investigation (Nepi) fra National Education Co-ordination committee (NECC):

Treårs analyseprojekt omfattende 13 delrapporter om alle slags undervisning, kvalitetsundervisning skal hurtigt være til rådighed for alle, sorte specialister og ledere må fremhjælpes gennem bredere rekruttering, uddannelsesadministration skal styrkes både centralt og lokalt, voksenundervisning samt erhvervs- og lærlingeuddannelser må styrkes hurtigt, fleksibilitet i uddannelsesskift og mobilitet mellem uddannelse skal fremme de sortes indtrængen.

3.        Education Governance in South Africa rapport fra Urban Foundation, (Education policy and system change unit):

Undersøgte processer omkring formulering af uddannelsespolitik og uddannelsesadministration, anbefaler bedre afbalancering mellem central og lokal indflydelse og inddragelse af alle interessegrupper, finansiering af administrationen skal styrkes.

4.        Report of the Growing Together Project, sponsoreret af Old Mutual og Nedcor:

Panel med 22 ledere fra erhvervslivet, økonomien mv. lægger fokus på overordnet vækst men betoner nødvendigheden af at inddrage ”den fortabte generation” gennem uddannelse, derunder fond til voksenuddannelse, styrkelse af regnskabstekniske fag, national database over uddannelsesressourcer.

5.        Dertil kom en rapport fra ANC:

Sammenlægning af raceopdelte ministerier, overordnet national styring med klare kompetencer til regionalt og lokalt niveau, 10 års gratis uddannelse til alle, fælles nationale læseplaner, pensum og eksamensstandarder.

6.        Samt et diskussionsinput fra Cosatu:

10 års gratis skole, et samlet nationalt uddannelsessystem, livslang læring med indstigningsmuligheder, efteruddannelse af lærere prioriteres, erhvervslivets udgifter til træning må stige fra 1 til 5% af lønudgifterne, specielle programmer for kvinder og landboere.

7. Derudover et debatindlæg fra Inkatha:

Uddannelse bør være en sag for de enkelte provinser, ikke for centralregeringen, som dog kan spille en rolle indenfor højere uddannelse. Erhvervslivet bør have direkte indflydelse på skolerne. Selvom raceadskillelse skal væk, bør der kunne gives skoleadgang på basis af køn, sprog og religion.

 

Specielt omkring universiteterne kom en række fremtrædende akademikere med diskussionsindlæg:

University of the North, Prf. Nkondo påpegede en række problemer for de sorte universiteter: Pladsproblemer både på undervisnings og beboelsesområder, misforhold i antallet af lærere pr. student, dårlige biblioteker, manglende forskningsmidler, små ledelsesressourcer.

Dr. Pillay UCT påpegede skævhederne i tildelingen af midler mellem hvide og sorte universiteter fx havde UWC i 1989 et studenteroptag svarende til 88% af UCTs, men fik kun 36% af den statsstøtte UCT fik. Han anbefalede derfor en omfordeling af midler fra de gamle hvide til de sorte universiteter.

 

Flere universitetsfolk  (IDT og Tesfa) påpegede at der ikke var midler nok til at støtte mindrebemidlede og at selv mellemlagsstudenter havde svært ved at klare studiegebyrerne.

En række sorte universiteter kørte med store budgetunderskud. Årsagen var til dels, at mange studenter ikke betalte deres studiegebyrer og man var så småt begyndt at gribe til bortvisninger, selvom de studerende udøvede et hårdt pres for yderligere optag.

 

I Cape Town demonstrerede studenterne over studielånsordningen:

Gennem hele 1993 var der talrige studenteruroligheder, som i deres form var præget af, at man ikke længere demonstrerede direkte mod apartheid, men fortsat anvendte mange af de meget aggressive og militante former, som havde været berettiget under selve frihedskampen.

Vista i Pretoria måtte lukke i 3 uger efter en konflikt med studenterrådet.

Vista i Soweto blev boykottet e uge grundet en bortvisning.

Undervisningen på Fort Hare lukkede en måned grundet boykotter efter indførelse af rigoristiske foranstaltninger til kriminalitetsbekæmpelse, derunder fødevaretyveri.

University of the North blev boykottet i to uger grundet ændringer i læseplanen.

University of Bophutatswana blev lukket på ubestemt tid efter boykot begrundet i manglende akademisk frihed og ledelsens sammensætning, der var præget af homelandadministrationen.

På University of Zululand blev der demonstreret i ugevis mod udpegningen af en ny rektor imod studenterrådets vilje.

Situationen afslørede også de gamle universiteters kamp for en såkaldt akademisk autonomi, der ikke gav megen indflydelse til de sorte studerende, hvilket førte til konflikter på bl.a. Wits, hvor studenterorganisationen fik polititilhold mod at genere lærerstaben, som man ikke mente var gearet til det opkommende demokrati, bl.a. kritiseredes, at antallet af sorte studerende kun var ca. 10% på mange fag.

 

Den aktuelle situation for de højere uddannelser

Hvis vi herefter går frem og kort ser på den aktuelle situation i tiden efter ANCs sejr ved 1994-valget, så kan der kortlægges en række mere eller mindre konkrete initiativer på området for højere uddannelser:

 

Præsident Mandela fremsatte i 1995 en proklamation No. R.6. der påbød nedsættelse af the National Commission for Higher Education (NCHE).

Hovedopgaven for NCHE var at undersøge alle aspekter indenfor højere uddannelse og udarbejde anbefalinger for det politiske system. Først og fremmest skulle kommissionen man undersøge:

•what constitutes Higher Education.

•the national goals of the System of Higher Education.

•the institional types required for the system, their particular functions and missions, their respective inter-relationships and their relationship with the state.

•the structures required to govern and administer Higher Education.

•funding mechanisms for institutions and students in Higher Education.

I August 1996 offentliggjorde professor Jairam Reddy NCHEs rapport: A Framework for Transformation og ministeriet offentliggjorde den i form af et Green Paper on Higher Education Transformation in December 1996 (som findes på diskette i den orange biblioteksmappe). Denne grønbog var holdt i noget uklare, diplomatiske og uforpligtende vendinger.

 

Siden da er arbejdet omkring de højere uddannelser resulteret i en egentlig hvidbog i 1997, Draft White Paper on Higher Education (som findes på diskette i orange mappe).

Ud fra de nævnte dokumenter kan man danne sig et indtryk af, hvilke ideer der vil komme til at præge udviklingen af de højere uddannelser i den nærmeste fremtid.

Senest er tankerne fra denne hvidbog så blevet udmøntet i et egentligt lovforslag (Higher Education Bill, der findes på diskette i den orange mappe), der har gennemløbet svære overvejelser og mere eller mindre diskrete vidensmagtskampe. 

 

Et af de mest betydningsfulde organer, der bliver nedsat som følge af den nye lov er Council On Higher Education, CHE. Dette organ er bredt sammensat og ud fra den centrale placering det har i lovteksten må det forventes at få meget stor indflydelse på den konkrete videre udvikling af de højere uddannelser, som loven selv fortsat ikke går i detaljer med.

 

Et andet ny initiativ er oprettelsen af The Centre for Higher Education Transformation, CHET, et mindre omfangsrigt organ, der skal mobilisere konkrete initiativer via konsulenter og mindre udvalg.

Det har 3 programområder, nemlig

   The Transformation Management program promotes leadership and management capacity development for specific higher education constituencies, including: senior administrators, students, women, council members, and student services staff.

   The Transformation Debates program provides a forum for the exploration of current issues in higher education, with a specific focus on curriculum restructuring and individual case studies of institutional change.

   The Transformation Research and Evaluation program consists primarily of a Transformation Index Project that is developing indicators to measure and assess change at selected institutions.

 

CHET skal også skabe et forum for samarbejde mellem de forskellige strukturer og interesser og tilbyde konfliktløsning mellem afvigende vidensmagtsinteresser. I dette forum vil foregå et samarbejde mellem the Ministry of Education, the Committee of University Principals, the Committee of Technikon Principals, Committee of College Education Rectors South Africa, and the National Centre for Student Leadership, samt udenlandske institutioner, såsom the American Council on Education, the Association for African Universities, the Commonwealth Higher Education Management Services, and the Centre for Higher Education Policy (Netherlands).

 

Der er altså ”diskussionsklubber” nok for de akademiske ledere. Om det resulterer i en mere retfærdig fordeling af højere uddannelse i Sydafrika eller tværtimod i en grundlæggende konservering af de bestående vidensmagtsskel står tilbage at se.

 

 

Litteratur:

Buckland, P.: The Education Crisis in South Africa: Restructuring the Policy Discourse, Social Dynamics, 8/1, pp. 14-28, 1982.

Committee of Enquiry into University Finances and Salaries, (Holloway Commission), Report Annexure, 45, 2. session of Parliament, Pretoria, Goverment Printer, 1953.

De Lange Commission: Provision of Education in ROSA, Pretoria: Human Sciences, 1981.

Dreijmanis, John: The development of tertiary education. Fra Vuuren/Wiehanh et al.: South Africa. The Challenge of reform, Pinetown, South Africa, 1988.

Gjedde-Nielsen, Flemming: Portene til lærdom skal åbnes: Kampen om uddannelse i Sydafrika, Amandla/WUS, København, 1989.

Hyslop, Jonathan: A Destruction Coming in. Bantu Education as Response to Social Crisis. Fra Bonner, Philip / Delius, Peter / Posel, Deborah (eds.): Apartheids Genesis, 1935-1962,  Johannesburg: Ravan Press / Witwatersrand University Press, 1993.

NP: Verslag van die kleurvraagstuk-kommissie van die Herenigde Nasionale Party, 1947, (Sauer-report).

Official Yearbook of South Africa, 1988-89 oplyser følgende tal: Antallet af hvide studerende på hoveduniversiteterne var under 20.000 i 1950, omkring 30.000 i l960, 55.000 i 1970, 71.700 i 1975, 83.000 i 1980 og 99.800 i 1986. For den hvide befolknings vedkommende er det et rimelig stort antal studerende sammenlignet med andre lande.

Tjønneland, Elling Njål: Universitet og forskning i Sør-Afrika. Utfordringar etter apartheid og akademisk boikott,                       Bergen, 1992.

Universities Amendment Act No. 83 af 1983.

Universities and Technikons Advisory Council Act No. 99 af 1983.

Wilkins, I. / Strydom, H.: The Super-Afrikaners, Johannesburg: Jonathan Ball, 1978.

 

 

 

 

 

 

Lærernoter B til lektion 13.

 

 

Frihedsbevægelsen på uddannelsesområdet

Som vi snakkede om sidste gang er både de tidligere bantuuddannelser og det hvide uddannelsesmønster uegnet som model for et moderne, ikke-diskriminerende uddannelsessystem både hvad angår indhold og pædagogiske metoder.

Hvad har den demokratiske bevægelse så foretaget sig over tid omkring alternative krav til uddannelserne?

De sorte uddannelsesmiljøer var, som tidligere omtalt,  brændpunkter i massemodstanden fra 1976, der af alle anses for et skelsår i den samlede modstandskamp, frihedsbevægelsen først herefter kom generelt i offensiven. Men også under oprørene i 1985 og 1986, der førte til den landsdækkende undtagelsestilstand i juni 1986 var elever og studenter med i forreste linje. I 1985, hvor opstanden i townshipområderne nåede et højdepunkt blev mindst 17 sorte skoler fuldstændigt ødelagt, 30 blev alvorligt beskadiget og 247 delvist beskadiget. Flere hundrede skoler måtte lukkes og mange blev først genåbnet i 1987.

Så sent som i februar 1988 slog regimet igen hårdt ned på den demokratiske opposition. Man forbød 17 landsdækkende antiapartheidorganisationers aktiviteter, derunder også National Education Crisis Committee, NECC, som var ledende i koordineringen af den nationale modstand mod apartheidsystemet på uddannelsesområdet til trods for en omfattende forfølgelse af organisationen og dens ledere. I december 1987 var hele NECCs oprindelige ledelse indespærret.

I december 1985 havde de sorte skoleelever boykottet undervisningen i henved to år. Mange, specielt forældrene, frygtede, at en hel generation af børn skulle miste enhver form for skolegang. Soweto Parents Crisis Committee, SPCC, indkaldte derfor forældre-, lærer- og elevrepræsentanter fra hele Sydafrika til et møde om den uddannelsesmæssige krise og den fortsatte kamp. Her blev NECC stiftet og konferencen opfordrede eleverne til at vende tilbage til skolerne, hvilket markerede et tydeligt skift i frihedsbevægelsens strategi på ud­dannelsesområdet.

Siden 1984 havde de boykottende studenter og elever aktioneret under parolen “Liberation Now - Education Later.” Befrielse nu - uddannelse senere. Parolen afspejlede elevernes rolle som en kollektiv del af den nationale frihedskamp. Det umid­delbare grundlag for kampen lå i modstanden mod Bantuuddannelsessystemet, men kam­pens mål var mere omfattende. Den viste også, at de studerende anså apartheidsystemet for at befinde sig i sin sidste dødskamp. En antagelse, som viste sig noget optimistisk.

På den baggrund besluttede kon­ferencen, at opfordre de studerende til at vende tilbage til skolerne, når skoleåret startede i januar. Samtidig stillede konferencen en række krav til re­geringen. Blandt andet at regerin­gen anerkendte de uafhængige elevråd og ophævede forbudet mod elevorganisationen Congress of South African Students, COSAS. Konferen­cen stillede også fortsat krav af bredere samfundsmæssig karakter: Undtagelsestilstanden skulle ophæves og militæret trækkes tilbage fra de sorte byområder.

En ny, mere konstruktiv og  realistisk strategi udstak derfor parolen “Education for Liberation”  Ud­dan­nelse for Befrielse.  Med denne nye parole fulgte kampen indenfor uddannelsessektoren eksemplet fra andre grene af den demokratiske bevægelse. Hvor den demokratiske bevægelse tidligere ville gøre sig selv uregerlig, så lød parolen nu på at udvikle folkets magt: Dette skete blandt andet ved dannelsen af gadekommiteer og folkedomstole. og et arbejde blev påbegyndt for at skabe et alternativ til de eksisterende bantuuddannelser. NECC etablerede to arbejdsgrupper, der skulle arbejde med alternative læseplaner og undervisningsmaterialer til engelsk- og hi­storieundervisningen. Da materialerne var færdige, nedlagde regimet omgående forbud mod at bruge dem i de statslige skoler. NECC bragte med sine initiativer  alternativ uddannelse i forrest i frihedskampen, stimulerede til aktiviteter i hele landet og var med til at opbygge et netværk af lokale, demokratiske strukturer på uddannelsesområdet, der når ud i selv de mindste byområder. Forbudet mod de 17 organisationer kan derfor ikke lamme arbejdet.

Studenterne på universiteterne var dybt involveret i de masseprotester der førte til undta­gelsestilstand i flere omgange fra 1985 og der blev gjort flere forsøg på at disciplinere universiteterne. I august 1987 blev et møde afholdt i Cape Town mellem den centrale un­dervisningsminister, Minister of National Education, den senere præsident og nobelprismodtager, F. W. de Klerk, alle de andre centrale og provinsielle undervisningsministre, samt alle universitetsrektorer m.fl. De Klerk udtalte efter mødet, at der var enighed mellem repræsentanterne om, at uroen udgjorde en trussel mod den akademiske frihed. Baggrunden for denne enighed var, at De Klerk havde krævet disciplinære foranstaltninger som betingelse for udbetaling af statsstøtte til universiteterne. Det blev udtrykt således:

“Universities have to take all reasonable steps to avoid interruption of teaching or study, and to ensure that taxpayers’ money is used in a functional, constructive and education orientated manner, that order and discipline is maintained on campuses and traditional academic values and standards are preserved.

Universitetslederne fik et par uger til at tænke over disse betingelser, som efter De Klerks opfattelse ikke ville kollidere med universiteternes autonomi, hvorefter de blev sat i kraft i oktober 1987. I februar 1988 blev disse betingelser for statsstøtte dog erklæret delvis ugyldige af højesteret i Cape.

Cape of Good Hope Division of the Supreme Court for University of Cape Town og Uni­versity of Western Capes vedkommende.

Selvom disse forhandlinger blev gennemført af Minister of National Education, fordi alle universiteter i RSA var involveret, blev de administre­ret af Minister of Education and Culture, altså den hvide undervisningsminister, i forhold til de ti traditionelt hvide universiteter.

 

Alternative uddannelser

Med Khanya Colleges oprettelse i 1985 blev universitetsniveauet inddraget i de folkelige forsøg på at skabe alter­native uddannelser. Formålet med Khanya College var at gøre noget ved de skæve adgangsmulighe­der, samt at afhjælpe de akademiske og sociale problemer, de sorte studerende ofte mødte på de hvide universiteter. Herudover ønskede man også at udvikle en akademisk ud­dannelse med relevans for et kommende, frit Sydafrika. Gennem det etårige kursus på universitetsniveau blev de studerende på Khanya College forberedt til videre studier enten på uni­versiteterne Witwatersrand eller Cape eller som fjernstuderende ved et udenlandsk universitet.Det etårige kursus blev tilrettelagt således, at det både forberedter de studerende på et videre og kritisk studieforløb og erstatter det første år ved et almindeligt universitet.

På trods af, at Khanya College udsprang fra SACHED, en af de mest respekterede alterna­tive uddannelsesinstitutioner, blev det ny universitetsinitiativ mødt med en vis kritik fra radikale kredse i Sydafrika, der var bange for, at Khanya College ville blive en eliteinstitution for sorte akademikere, der havde valgt den individuelle løsning frem for at deltage i den kollektive kamp mod apartheidstyret. Mange støttede imidlertid initiativet ud fra vigtigheden af at etablere en alternativ universitetspraksis. Samtidig søgte SACHED, at sikre forbindelsen til folkelige NGOer, samt at tage sociale hensyn ved indoptaget af studerende.

 

Uddannelse for folket

En af de væsentligste paroler under den tilspidsede modstandskamp var Peoples Education som alternativ til bantuuddannelserne.

John Khumalo fra Transvaal Students Con­gress (TRASCO) sagde til Weekly Mail i April 1986:

,,Folket skal selv have indflydelse på udform­ningen af den alternative uddannelse. Befolk­ningen ved meget vel, hvad den ikke vil have: undertrykkelse, udbytning og fornedrelse. Men hvad den vil have, og hvordan dette kan opnås, vil først vise sig gennem praksis..”

 

Som dette citat understreger, fandtes der aldrig en endelig definition på, hvad indholdet i alternativ uddannelse, eller Pe­oples Education, skulle bestå i. Den alternative ud­dannelse opfattede sig selv både som et led i og som et produkt af den demokratiske kamp og måtte således konstant være i forandring og til­passe sig folkets behov og kampen mod apartheid og undertrykkelse.

 

Præsten Smangaliso Mkhatshwa, der var med til at koordinere den natio­nale modstand mod apartheidsystemets uddannelser, gav følgende definition:

“Med alternativ uddannelse eller Peoples Education forstår vi en uddannelse, der forbereder folk på den totale medmenneskelige befri­else. En uddannelse, der hjælper folk med at være kreative og udvikle en kritisk bevidst­hed. En uddannelse, der sætter folk istand til at analysere og forbereder dem på den fulde deltagelse i alle sociale, politiske og kulturelle sider af samfundet. Derimod er uddannelse baseret på overflodssamfundets forbruge­risme, på militære eventyr, aggression og ra­cisme imod vores idealer.”

 

En anden, mere omfattende og mere revolutionær definition af Peoples Education fremkom i en resolu­tion fra det historiske møde som Soweto Parents Crisis Committee afholdt i december 1985, i denne hedder det:

Peoples Education er uddannelse der:

1.     Sætter den undertrykte befolkning i stand til at forstå apartheidsystemets ondskab og forbereder den på at del­tage i et ikke‑racistisk, demokratisk system.

2.     Afskaffer analfabetisme, uvidenhed og det ene menneskes udbytning af det andet.

3.     Afskaffer kapitalismens normer for konkurrence, individualisme og af­stumpet intellektuel udvikling og i stedet fremmer kollektiv og aktiv del­tagelse fra alles side, ligesom den sti­mulerer kritisk tænkning og analyse.

4.     Sætter alle dele af befolkningen i stand til at deltage aktivt og kreativt i kampen for at opnå folkemagt og sikre oprettelsen af et ikke‑racistisk og de­mokratisk Sydafrika.

5.     Sikrer de studerendes, forældrenes, lærernes og arbejdernes aktive delta­gelse i planlægningen og gennemførelsen af Peoples Education.

6.     Sætter arbejderne i stand til at modstå udbytning og undertrykkelse i for­bindelse med deres arbejde.

Der er ingen tvivl om at, denne sidste radikalt formulerede definition havde til hensigt at trække de oprørske elever væk fra endnu mere urealistiske forestillinger og bringe dem under de voksnes organiserede indflydelse, derunder at bringe dem tilbage til skoleundervisningen.

 

Fælles for de to definitioner var, at de så de alternative uddannelser både i forhold til den aktuelle befrielseskamp og i forhold til et kommende frit og demokratisk Sydafrika. Der eksisterede ingen illusioner om, at et demokratisk uddannelsessystem kunne indføres, så længe det udemokratiske apar­theidsystem eksisterede. Med lederen af en af de største alternative uddannelsesinsti­tutioners ord:

”Uddannelse må ses som en del af be­frielseskampen. Det drejer sig ikke bare om at protestere mod manglende uddannelses­muligheder. Det er en kamp om politisk kontrol.”

 

De alternative uddannelsers mål var at være med til at afskaffe apartheidsyste­met, ved at deltage direkte i arbejdet for demokrati og frihed i Sydafrika.

Men det handlede også om at lære at læse og skrive. Et nøgleord for de alternative uddannelser var, at de skulle tage udgangspunkt i folks konkrete be­hov. I en situation, hvor mere end 50 % af den voksne erhvervsaktive befolkning ikke kunne Læse og skrive, blev den basale alfa­betisering et vigtigt område for de alterna­tive uddannelser.

 

Hvad dette betød i praksis kan fx belyses ved at se på et af de alternative alfabetiseringsprogrammer, Adult Learning Project (ALP), der arbejdede i Cape Town området.

Karl von Holdt, der i mange år var administrativ leder af ALP, begrundede nødvendigheden af alfabetisering og alter­native uddannelser således:

Uvidenhed er et vigtigt våben i den her­skende klasses hænder. Den hindrer folk i at forstå og dermed handle klart. Det at lære at Læse og skrive er et vigtigt led befrielsen fra uvidenhed det giver folk en stemme. Men at Lære at Læse og skrive er ikke nok for at blive befriet fra uvidenhed. Lige så vigtig er vi­den om historie, om det omgivende samfund og om videnskab og teknik.

Derfor ændrede ALP på opfordring fra de stu­derende sin rolle fra at være et al­ternativt alfabetiseringsprogram til at være et alternativt undervisningsprogram for voksne. Hermed opgav ALP ikke opgivet alfabetiseringen. Men alfabetiseringen tog nu udgangspunkt i ele­vernes erfaringer og problemer med ek­sempelvis, racisme, fagforeninger og demokrati.

 

Eftersom de alternative uddannelsesinstituti­oner skulle kunne bruges i et demokratisk Sydaf­rika, drejede det sig ikke blot om at under­vise i emner af relevans for den aktuelle kamp. Det var også vigtigt at etablere en ny og demokratisk undervisnings‑ og ledel­sesform. Bl.a. ALPs alternative uddannel­ser gik ind for at underkaste sig en demokra­tisk kontrol svarende til den Workers Control som dele af fagbevægelsen forlangte på arbejdspladserne. Lederen, Karl von Holdt, udtrykte det på følgende måde:

”Hvis arbejderne ikke har indflydelse på deres egne skoler, hvordan skal de samme skoler så kunne undervise dem (arbejderne) i at få indfly­delse på verden udenfor.”

 

Hos ALP kom denne demokratiske kontrol til udtryk både i selve undervisningen og i forhold til kontrollen med ALP som organisation.

Undervisningen hos ALP fandt sted i mindre grupper bestående af ca. ti elever og en gruppekoordinator. Betegnelsen ko­ordinator anvendes i stedet for lærer for at understrege, at undervisningen ikke er en envejsproces fra lærer til elev, men en vek­selvirkning mellem elevens livserfaring og koordinatorens boglige viden. Denne til­gang fremmer en kritisk holdning til “vi­den". Viden er ikke kun noget, koordinato­ren her, og eleverne ikke har. Viden er et produkt af forskellige former for erfaring.

Men ikke bare undervisningen var under elevernes kontrol. Selve ALP var underlagt elevkomiteen, som blev valgt på et årligt møde blandt samtlige elever.

 

Et af ALPs problemer var, hvordan det at lære kunne kædes sammen med det at handle. For ALP lå svaret i et nært samarbejde med de demokratiske organisationer og fagbevægel­sen. ALP tilbyder undervisningspro­grammer specielt tilrettelagt for medlem­merne af disse organisationer. Erfarin­gerne viste også, at folk, der havde deltaget i alter­native uddannelser blev mere bevidste og bedre informeret og derfor mere effektive i den demokratiske kamp.

 

I krisen i slutningen af 1990’erne tog udgivelsen af alter­native uddannelsesblade et op­sving. Den samme udvikling så man i perioden umiddelbart efter Soweto­opstanden, hvor uddannelsesbladet Pe­oples College blev udgivet som et tillæg til avisen Weekend World. Peo­ples College's levetid blev dog kort. Efter kun godt et halvt år blev der nedlagt forbud mod den fortsatte udgivelse af Weekend World og Peoples College.

Erfaringerne fra Peoples College blev imidlertid videreført fra sidste halvdel af 1980’erne i form af indstikket Learning Nation, der ud­kom som et supplement til avisen New Nation. På grund af sine politiske holdninger fik New Nation i foråret 1988 forbud mod at udkomme i en periode på tre måneder. Ideen bag Learning Nation var at forsyne den underprivilegerede sorte befolkning med tekster og artikler, der her direkte relevans for deres dagligdag. Lear­ning Nation henvender sig i første række til folk, der her gennemført i hvert fald en større del af bantuuddannelsen eller her læsefærdigheder på tilsvarende niveau.

I hvert nummer var der artikler om kam­pen mod apartheid, om hvordan man ken forbedre sin sundhedstilstand eller yde førstehjælp, om regnskabsføring, om hvordan man bedst udtrykker sig på engelsk.

Det undervisningsmateriale, som også var en del af Learning Nation blev bl.a. anvendt af uddannelsesgrupper i tilknyt­ning til eksempelvis lokal‑ eller ung­domsorganisationer og  opnåede en bety­delig udbredelse og popularitet.

 

Medens Learning Nation i første række henvendte sig til folk med rimelige en­gelskkundskaber, vendte et andet alterna­tivt uddannelsesblad, Learn & Teach, sig mod gruppen af nyligt alfabetiserede. For denne gruppe eksisterer der på det sydafri­kanske marked ellers kun tegneserier og ugeblade af en meget tvivlsom karakter. Udover engelskøvelser var hovedvægten i Learn & Teach lagt på formidling af erfaringer fra de sorte lokalsamfund bl.a. artikler og interviews med folk om I deres daglige hverdagsproblemer. Der var bl.a. artik­ler om fagforeningsspørgsmål, problemer med sikkerhed på arbejdspladserne, huslejeboykot, strejker og alternative uddannelser.

 

Også for den helt unge gruppe blev et alternativt uddannelsesblad, Upbeat, udgivet af SACHED, der var en af de ældste og største alternative uddannelses­institutioner. Upbeat tog især emner op af særlig aktualitet for eleverne i skolerne. Upbeat udkom i hård konkurrence med en række kulørte og kommercielle blade. Li­gesom de kommercielle blade dækkede Up­beat emner som sport og musik. Men der­udover behandlede bladet også områder som de sorte elever blev konfronteret med i deres hverdag. Såsom boligmangel, bantuuddannelserne og elevprotester.

 

Disse uddannelsesblade blev et vigtigt supplement til den undervisning, de stats­lige uddannelsesinstitutioner gav ele­verne og til de billeder, de kommercielle blade giver af verden.

 

Pensumartiklerne til lektion 12 og 13 giver nogle mere aktuelle, mulige, alternative uddannelsesperspektiver.

 

 

Litteratur:

Christie, Pam (prep.) / Perold, Helene (eds.): The right to learn: the struggle for education in South Africa, Ravan Press, Johannesburg,                             1986.

Cornevin, Marianne: Apartheid: Power and Historical Falsification, Unesco, Paris, 1980.

Dean, Elizabeth / Hartmann, P. / Katzen, M.: History in Black and White: an analysis of South African history textbooks, Paris: UNESCO, 1983.

Gjedde-Nielsen, Flemming: Portene til lærdom skal åbnes: Kampen om uddannelse i Sydafrika Amandla/WUS, København, 1989.

Kallaway, Peter (ed.): Apartheid and education. The Education of Black South Africans, (Education Policy Unit / Centre for African Studies UCT), Ravan Press, Johannesburg, 1984 . Indeholder en omfattende gennemgang af det sorte skolesystem i form af enkeltartikler.

Palmberg, Mai:   Afrika i skolbökerna - gamle fördomar och nya,    SIDA, Stockholm, 1994.

South Africa, 1988-89, Official Yearbook, Pretoria: Government Printer.

Unesco: Apartheid: Its effects on education, Science, Culture and Information, Unesco, 1972. Oprindeligt 1967.

Weekly Mail, April 18. ‑ 24., 1986.

 

 

 

 

 

 

 

Lærernoter til lektion 14.

 

Overvejelser om synopsisindhold og eksamensteknik

 

Hermed følger ved afslutningen af emneseminaret nogle personlige overvejelser omkring opgaveskrivning. Nedenstående skal på ingen måde betragtes som formelle krav, men er snarere staldtips udledt af egne erfaringer med forberedelse af lidt større forskningsbaserede projekter. Det skal altså ses som ideelle, selvpålagte fordringer udover de i bestemmelserne indeholdte ved valg af emne og metode omkring eksamensprojektet og det vil næppe være muligt for nogen at efterleve dem alle fuldt ud. Alligevel håber jeg at de kan give en vis inspiration til synopsisskrivningen.

 

Emnet skal handle om Sydafrika i bred forstand. Det skal helst ikke være rent antikvarisk, men bør rumme en betydning for en nutidig problematik og således i en eller anden forstand være samfundsrelevant.

 

Man skal være opmærksom på at meget karriereforberedende arbejde laves i lukkede, elitære grupper. Man bør derfor i sin opgaveformulering bl.a. være opmærksom på  de nyeste strømninger i faget og på instituttet, samt påvirkninger fra nye filosofiske trends.

 

Kildematerialet skal helst på et eller andet plan referere til en aktuel historie- eller samfundsvidenskabelig debat. Undersøgelsen af emnet skal kunne bygge videre på og bidrage til en eksisterende forskningsdiskussion. Direkte referencer til den aktuelle videnskabelige diskussion må gerne indgå i undersøgelsen.

 

Undersøgelsen i sig selv må være snævert afgrænset, men bør samtidigt rumme et mere vidtrækkende perspektiv. Problemstilling og kildegrundlag må afgrænses til en logisk håndterlig størrelse og defineres klart.

 

Metoden: Ide/emneafgrænsning - problemstilling/tese - analyse/verifikation/diskussion - konklusion/ny teori, må tages seriøst. Det betyder, at konklusionen altså ikke kan foruddiskonteres før det valgte materiale er undersøgt og gennemarbejdet.

 

Undersøgelsen må bygge på et klart defineret materialegrundlag og dette må gerne være af en karakter, der fremmer en kritisk diskuterende tilgang til emnet på et kvalificeret niveau. Grundlaget kan med fordel søges i artikler fra fagets internationalt anerkendte tidsskrifter. Det mest givtige er ofte flere kortere artikler, som giver en flersidig belysning af problemet.

 

Undersøgelsen må gerne være analytisk/diskussionssammenfattende fremfor empirisk-refererende. Indstillingen må være åbent søgende.

 

Indgangs- og udgangsafsnittene må begrænses, opgavens hoveddel må samle sig snævert om emnet.

Alle afsnit, inkl. indledning og konklusion må referere direkte til problemformuleringen.

 

Det samlede kildemateriale bør anskues sammenhængende og må meget gerne behandles/sammenstilles udfra en original overordnet tilgang/tese/ordningsmetode, der dokumenteres/argumenteres løbende undervejs.

 

Analysen må forholde sig loyalt/åbent/gennemskueligt over for baggrunds- og kildematerialet, samtidig med at den sætter sig ud over det og skaber et selvstændigt overblik.

I det omfang fremstillingen bygger på andre forskeres arbejder, og det gør den altid, må dette vederhæftigt klargøres, således at det rimeligt klart fremgår, hvor nytænkning postuleres.

 

Analytisk dybde i undersøgelsen er det afgørende for projektets kvalitet. Kvantitative, apparatmæssige, æstetiske hensyn og tendenser til missioneren og almen oplysningsvirksomhed må underordnes.

 

Fremstillingsformen må være i et letforståeligt, men dybt, righoldigt sprog, samtidig med at fagets terminologi og akademiske metode anvendes løbende.

Brug af eget, selvkonstrueret, originalt dybtgående, fortællende, flydende sprog med få standardvendinger vil være en fordel.

Formen må gerne være optimistisk, overskudsvisende, potent i.f.t. progressive tendenser og kræfter fremfor negativ, nedvurderende, pessimistisk i.f.t. bestående magtforhold.

Mindre gammelfaktuel, mere principiel indholdsvægtning på baggrund af overraskende, ny data er tilstræbelsesværdig.

Der må også gerne refereres til den hjemlige danske forskningsdebat på området i det omfang den overhovedet findes.

 

Typiske problemer i.f.t. ovennævnte målsætninger, som må søges overvundet, kan fx være:

Skal tilgangen være praktisk-faktuelt eller teoretisk-diskuterende, empirisk fremstillende eller analytisk problematiserende.

Hvilke nye elementer/problemstillinger burde bringes ind i den faglige debat?

Er problemstillingen forældet - hvilken aktualitet har den i dag?

Mangelfuld udvikling af dristig personlig holdning/stil og samlende synspunkt/metode.

For lidt koncentration om kerneproblematikken.

For ubevidst prioritering/vægtning af delanalyser.

Mangelfuld finjustering af forholdet mellem fremstillingsafsnit, diskussionsafsnit og konklusionsafsnit.

Manglende udvikling af kontakter og netværk i forbindelse med opgaven. Dårlig kontakt til vejleder, medstuderende og kolleger.

Manglende kortlægning af målgrupper og brugbarhed. Hvor rammer emnet ind oplysningsmæssigt. Mangelfuld implementering i forhold til samfundsmæssigt engagement eller karriereplanlægning.

 

 

Eksempel på tidsplan

Nedenstående følger et uforbindende forslag til praktisk tidsplan for arbejde med eksamensprojektet.

 

(Fra 9/12-98)

Bred baggrundslæsning ud fra grundideen og indkredsning af emnet.

Opbygning af litteratur/kildebase med henblik på petitum.

Konkret formulering af problemstilling.

 

(16/12)

Godkendelse af petitumlitteratur og evt. indhentning af lærerkommentar til problemstilling.

Valg af overordnet synsvinkel/ordningsmetode.

Formulering af argumentationsgrundlag.

 

Første gennemlæsning og udvælgelse af primære tekster/kilder.

Korte kommenterende noter evt. v.h.a. database.

Evt. revision af problemstilling og teser.

 

(25-31/12)

Anden gennemlæsning af udvalgt, prioriteret materiale og afmærkning af udgangspunkter. Samtidig stillingtagen til teksterne. Refererende notater og egentlig kommentar.

 

Tekstanalyse, bearbejdning af udgangspunkter (evt. diktat til bånd).

Analytiske notater, delvis sammenskrivning af notater. Evt. sideløbende noteapparat.

 

(1-4/1-99)

Færdigskrivning af udkast.

Analytisk og litterært arbejde med kladden.

Diskussion af problemer med evt. faglige kontakter eller læsegruppe.

 

(4/1)

Sidste chance for vejledning og lærerkommentar (på CAS kl. 11).

Gennemskrivning.

 

(6/1)

Allersidste chance for petitumunderskrift (på CAS kl. 11).

Aflevering af synopsis med godkendt litteraturliste.

 

(6/1-19/1)

Forberedelse af mundtlig eksamen.

Evt. kan uddybningen af synopsis-emnefeltet bindes op omkring artikelskrivning, forberedelse af feltarbejde, specialeforarbejder, projektbeskrivelser, fondsansøgninger eller lignende.

 

(19+21/1-99)

Mundtlig eksamen.

 

 

Eksempel på synopsisindhold

Nedenstående er et ganske uforbindende eksempel på, hvorledes en synopsis kan disponeres. Den kan naturligvis også opbygges på utallige andre måder:

 

Liste over individuel pensumlitteratur (1-2 sider).

 

1.     Kort generel redegørelse for problemstillingen (½ side).

 

2.     Konventioner, definitioner, teorier, litteratur, historiografi, diskussioner, kontroverser, typiske citater, relevans (1 side).

 

3.     Analytisk behandling af problemet eller empirisk fremstilling eller eksempler på problemets konkrete relevans fx i form af faktiske delproblemer eller cases. (2 ½ side).

 

4.     Konklusion (½ side).

 

5.     Diskussion (½ side). Vurdering/prioritering af autoritative synsmåder i forhold til problemstillingen. Temaer / spørgsmål / nøglebegreber man selv finder væsentlige for en yderligere uddybning (fx i eksamenssammenhæng).

 

Formen kan dog også være rent intuitiv eller for den sags skyld begrænse sig til en disposition. Noteapparat er ikke strengt nødvendigt.

 

 

Eksamensteknik

Der findes en række bøger som behandler emner omkring opgaveskrivning. En liste kan f.eks. findes i LITSA-databasen. Nævnes kan f.eks.:

 

Kjøller, Klaus: Snyd ikke dig selv ved eksamen, Borgen, 1993.

Bogen er ikke udpræget behagelig læsning og indeholder bl.a. en temmelig forsimplet og stereotyp opdeling i lærer- og elevtyper. Desuden i stikordsform om mundtlig eksamen:. Hvordan gør man sig gældende, hvordan man charmerer læreren, vind spørgsmålssituationen, læreren har magten, lign ham mest muligt, eksamen bekræfter lærerens elevtypekarakteristik, læreren er interesseret i et godt eksamensgennemsnit, første elev oppe får forsigtig karakter, negativ afsmitning og niveauniveleringstendens.

Sørg for pæn individuel påklædning, undgå underkastelse, vær en hel person, nervøsitet er ok, anvend øjenkontakt, energi optimisme, men virk ikke dominerende, krampagtig eller overfrisk.

Gennemfør så vidt muligt dit først trufne valg for fremlæggelsesstrategi. Fremlæg først tanker om disponering af fremlæggelsen.

Man kan score ved at nå sin planlagte fremlæggelse før lærerens ”afhøring”, medbring et ur.

Afhøring kan være uddybende i dybden eller i bredden udenfor fremlæggelsen, svar på mere end du spørges om. Virk sikker i din overbevisning og bliv ikke taget i klare fejl.

Ved usikkerhed byg svaret op gradvist via associationer og læs lærerens hjælpemimik ved brede spørgsmål, ved kontante spørgsmål søg så nøjagtig og hurtig indkredsning som muligt. Led efter svaret via tampen brænder teknik så læreren kan hjælpe dig med, hvad svaret ikke er. Vær opmærksom på indirekte afvisninger (”kan du begrunde det nærmere”) ell. lign. og hav en afsluttende bemærkning parat.

Fysisk og mental træningstilstand skal toppe. Beskæftig dig kun med stof som er relevant for spørgsmålet. Lav svarark med stikord til generelle, centrale dele til pensum, repetér ud fra svarark uden bøger.

Udelukkende fysisk aktivitet dagen før eksamen efter frokost. Kom kun kort før eksamen.

 

Samme forfatter har også skrevet: Kjøller, Klaus: Manipulation - en håndbog, Borgen, 1991. Bogen anviser på mindst lige så ubehagelig vis nogle generelle teknikker til ”at klare sig bedst muligt”. Den ultimative egoisme og individualisme fremmes på den lavest mulige måde. Det kan imidlertid også sagtens være relevant i eksamenssammenhæng. Følgende kan nævnes i stikordsform:

Få modstanderen (dvs. lærer og censor) til at elske dig, hvis du vil stå stærkere.

Brug afpasset smiger, hyl værdier du har til fælles med modstanderen.

Loyalitet overfor ansættelsesstedet er en karrieregrundlov.

Få alting til at se ud som en sejr for dig.

Vær emnestyrende ved at tilføje nye informationer og sørg for at være den, der konkluderer.

Tilhørerne (dvs. lærer og censor) elsker mig, men er generte. Jeg elsker dem og er ikke spor genert.

Uforståeligt fagsprog giver indtryk af kompetence og passiviserer.

Argumentér ikke mere end nødvendigt for dit mål, hold argumenter i reserve.

 

Ovennævnte tankegange er jo ikke udpræget humanistiske og relevansen af dem vil forhåbentlig være begrænset ved vores eksamen, hvor der har været en rimelig stor sammenhæng mellem de studerendes faglige interesser, seminarindholdet og eksamensformen. En del værker beskriver også mere konstruktivt mulighederne for at bruge eksamenslæsningen til videreudvikling af eget emnefelt. Ikke desto mindre er det jo svært at skjule, at eksamen ikke er den rene fornøjelse.

 

Held og lykke.

 

 

Litteratur:

Egeskjold, Bodil: Om eksamen: med fif & fiduser, Odense: Studenterrådgivningen, 1994 KB: DA8-F2587.

Hansen, Hans Peter: Eksamensteknik : målrettet, koncentreret, effektiv, Værløse: Supplement, 1993 KB: DA4-C7005.

Hatlem, Ragnar: Håndbog i effektiv studieteknik. Lær mere - læs mindre,                   Studieserien, Akademisk Forlag, 1991/98, UBA: 370 Hatl.

Jarl, B.: Eksamensbogen, Gyldendal, 1987.

Robert Pind / musik: Erik Stig Andersen: Undgå eksamensstress: et mentalt træningsprogram: Pind Mental, 1990, 1 kassettebånd KB: AV-DA-LB 54.