Udkast til forskningsprojekt:

Sydafrikas arbejderbevægelse under apartheid og postapartheid.

 

 

 

FORSTUDIUM TIL FORSKNINGSPROJEKT

 

 

Indhold af dette forstudium til projektbeskrivelse

Þ  Forskningsprojektets målsætning.

Þ  Den historiske baggrund for problemstillingen - Arbejderbevægelsens historie.

Þ  Startpunkter for en projektbeskrivelse.

Þ  Metodologi, prioriteringer og fremgangsmåde.

Þ  Præcisering af undersøgelsesfeltet.

Þ  Argumentation for problemstillingen.

Þ  Den historiografiske tradition.

Þ  Materialegrundlaget.

Þ  Arbejdsplan.

Þ  Publikationsforhold.

 

Forskningsprojektets målsætning

Det er mit mål at gennemføre et internationalt orienteret, selvstændigt forskningsarbejde på post. doc.-niveau, hvis opgave det vil være at skabe en større forståelse for Sydafrikas postapartheidsituation udfra en kortlægning af bestemte sider af den brede bevægelse for demokratiske rettigheder, der har været et karakteristisk træk ved det sydafrikanske samfunds udvikling fra begyndelsen af 1970’erne og hvis fortsatte indflydelse er en betingelse for udvikling af et socialt demokrati i landet.

Forskningsprojektet vil først og fremmest omhandle den sydafrikanske fagbevægelses position i situationen efter apartheids formelle afvikling og den historiske baggrund for denne situation. Det vil formodentligt kunne operationaliseres omkring den lokale organisering i marginale, geografiske områder og omkring fagorganisationernes forhold til den ret store del af arbejdsstyrken, som står udenfor det regulære arbejdsmarked.

Lokale organisationers indre strukturelle udvikling vil kunne indgå i studiet af fagbevægelsens lokale handlemuligheder overfor fattigdomsbekæmpelse og undersøgelsen vil omfatte de lokale organisationers forhold til samlingsregeringens udviklingsstrategi, RDP, som jo er lanceret som et eksempel på folkestyret udvikling.

Internationale bistandsorganisationers og NGO’ers påvirkning af lokale organisationers opbygning, mål og aktiviteter vil indgå på et mere perifert plan fx i en analyse af dansk fagbevægelses støtte til sydafrikanske broderorganisationer indenfor og udenfor den danske overgangsbistand.

En oplagt operationaliseringsmulighed kunne gå på fagbevægelsens ekspansion i landområderne og organiseringen af landarbejderes pressionsmuligheder under den nye landreformlovgivning. Local Forums betydning for trepartssamarbejdet mellem regering, fagbevægelse og erhvervsliv kunne også blive et central analysefelt.

En elevaluering af den danske overgangsbistands eventuelle effekter på demokratiseringsprocessen på arbejdsmarkedsområdet kunne indgå og her kunne de mindre sorte virksomheder og denne sektors interesseorganisationer evt. inddrages.

Mit speciale på historisk Institut, KU, omhandlende arbejderbevægelsens historie i Sydafrika i perioden 1900‑1960 og jeg er fortsat engageret i dette emne, både fagligt og med hensyn til mere praktisk deltagelse i forskelligt arbejde omkring regionens problemer. Derfor kunne jeg ønske under et post.doc.-projekts rammer at vende tilbage til dette eller et nært tilgrænsende forskningsfelt for at arbejde videre med den sydafrikanske arbejderbevægelses nyeste historie og dens fremtidige udviklings- og indflydelsesmuligheder.

 

Den historiske baggrund for projektet -

Arbejderbevægelsens historie

Sydafrikas sorte arbejdere savnede længe de mest fundamentale menneskerettigheder. De var udelukket fra den politiske beslutningsproces, organisationsfriheden på arbejdsmarkedet var underlagt stærke restriktioner og afrikanernes geografiske mobilitet var kontrolleret, så de i realiteten ikke frit kunne vælge, hvor, eller til hvem, de ønskede at sælge deres arbejdskraft.

En racediskriminerende arbejdsmarkedslovgivning, dikteret af det hvide mindretals samlede behov, blev gradvist implementeret og har i det meste af dette århundrede sikret, at afrikansk arbejdskraft er forblevet billig, rigelig og vanskelig at organisere.

Loven har indtil for nylig forhindret sorte i udøvelsen af bestemte erhverv og udelukket dem fra kollektive forhandlinger på arbejdsmarkedet. Indenfor de sidste 15-20 år har den sorte fagbevægelse tilkæmpet sig rettigheder som forhandlingspartner, men afrikanske fagforeningsaktivister blev helt frem til den ny samlingsregerings magtovertagelse forfulgt af sikkerhedspolitiet. Det var et system, der umuliggjorde normal faglig virksomhed og som virkede deformerende på sociale relationer og på familie- og hverdagsliv. Sydafrika vil trækkes med eftervirkningerne i generationer.

I modsætning til mange politiske organisationer, som fx ANC, PAC og Sydafrikas kommunistiske parti, har de sorte fagforeninger aldrig været direkte forbudt i Sydafrika. I lange perioder af Sydafrikas historie har statens og arbejdsgivernes forfølgelse af fagforeningsaktivister imidlertid været så intensiv, at fagbevægelsen reelt er blevet tvunget under jorden.

Nedenstående er et forsøg på i ultrakort form at skitsere den historiske udvikling i arbejderbevægelsen og af forholdet mellem de sorte arbejdere og statsmagten i det sydafrikanske samfund. Denne opfattelse af den historiske baggrund for emnet er dannet under min omgang med Sydafrikas historie indtil nu og skal ses som et relativt åbent startpunkt for det videre arbejde med projektet.

Allerede før århundredeskiftet opstod et billigarbejdskraftsystem, hvor ufaglærte sorte migrantarbejdere, med lønninger, mindre end en families eksistensminimum, stod overfor relativt vellønnede, hvide faglærte arbejdere med arbejdslederfunktioner og trods modifikationer indgår dette system stadig som et element i det sydafrikanske arbejdsmarked, selv efter apartheids formelle likvidering.

Siden Industrial Workers of Africa blev dannet i 1917 har der på intet tidspunkt været et fuldstændigt stop for aktiv fagforeningsvirksomhed blandt Sydafrikas sorte arbejdere. Der har været nedgangsperioder, præget af undertrykkelse og desorganisation og der har været fremgangs og genopbygningsperioder i et komplekst forhold til den samfundsøkonomiske udvikling og statsmagtens aktuelle styrke og strategi.

I den sorte arbejderklasses historie har der i indeværende århundrede været mindst fire store gennembrud i fagforeningsdannelse og faglig kamp. Det faglige massearbejde blomstrede op i 20’erne med ICUs opbygning som en bred, sort, socialpolitisk bevægelse. Baggrunden var bl.a. den hvide arbejderbevægelses kooptation i den dominerende klassealliance med Pagtregeringen fra 1924 og vedtagelsen af Industrial Conciliation Act, der udelukkede afrikanerne fra arbejdsmarkedets forhandlingssystem. I første halvdel af 40’erne etablerede de moderne brancheorganiserede fagforeninger sig for alvor på baggrund af den voksende industrialisering og proletarisering og en massiv strejkebevægelse forrykkede midlertidigt magtforholdene. Kravet om anerkendelse af de afrikanske fagforeninger som lovlig part i kollektive forhandlinger kunne for første gang rejses af de sortes faglige landsorganisation CNETU og minearbejderforbundet, AMVU, med håb om gennembrud. Udviklingen hen imod en højere grad af liberalisme blev imidlertid afsluttet med det paramilitære indgreb mod den store minestrejke i 1946 og med Nationalistpartiets sejr ved valget i 1948.

Årsagerne til overgangen fra segregationsamfundet til den erklærede apartheid skal bl.a. søges i problemerne med at kontrollere den sorte befolkning under efterkrigstidens økonomiske afmatning, samtidig med at reservatøkonomien ikke længere i samme omfang som tidligere kunne subsidiere arbejdslønnen for en mere fastboende byarbejderstyrke.

I 50’erne tog arbejderklassen sammen med andre lag af den sorte befolkning nye kampformer i brug, hvor en kombination af kortvarige industrielle storstrejker og landsdækkende politiske kampagner fremstår som et karakteristisk træk. Det var en vigtig periode for dannelsen af den sorte befolknings masseorganisationer og for formuleringen af frihedskampens politiske program og perspektiver. Vigtige elementer i massestrejkerne var sammenkædningen af økonomiske og politiske krav, forholdet mellem arbejderklassens kerne og de uorganiserede arbejdere, relationen mellem politiske demonstrationer og strejkebevægelse og den gradvise opbygning af en systemoverskridende situation. Samarbejdet mellem Den afrikanske nationalkongres, ANC, fagforeningskongressen, SACTU, den indiske og den farvede kongres og den hvide del af kongresbevægelsen, COD, var bærer af denne udvikling, som blev stoppet brat med indførelsen af den åbenlyse politistat fra begyndelsen af 60’erne. Apartheids indtil dette tidspunkt begrænsede undertrykkelse havde vist sig utilstrækkelig og Nationalistpartiet udviklede gradvist en strategi for total adskillelse, kaldet Separate Development.

Efter revolten, der fulgte i kølvandet på Sharpevillemassakren blev det politiske klima i Sydafrika drastisk ændret. I tiden fra 1960 til 1966 blev de fleste af SACTUs ledere arresteret og en del af dem blev idømt langvarige fængselsstraffe på sabotageanklager. Fra 1964/65 var SACTUs legale fagforeningsarbejde inden for Sydafrikas grænser lagt øde. Omtrent samtidig blev den øvrige frihedsbevægelses nu underjordiske organisationer optrevlet af sikkerhedspolitiet og frihedsbevægelsernes hovedkvarterer måtte forlægges til udlandet. At lede modstanden illegalt og fra positioner i udlandet viste sig vanskeligt og det lykkedes for styret at holde kampen mod apartheid på et lavt blus indenfor Sydafrikas grænser 60’erne igennem. Eksilarbejdet handlede for det første om at rejse en international solidaritetsbevægelse, som kunne udgøre et reelt pres for forandringer. For det andet om at genopbygge den organiserede apartheidmodstand i selve Sydafrika fra grunden.

Ved indgangen til 70’erne lykkedes det for ANC og SACTU at genetablere et fagligt og politisk netværk indenfor Sydafrikas grænser. Efter den delvis spontane strejkebølge i 1972‑73 blev apartheidstyret tvunget til lempelser i arbejdsmarkedslovgivningen og efter de landsomfattende proteststrejker i kølvandet på Sowetomassakren i 1976 var frihedsfronten for første gang generelt i offensiven. Opbygningen af en ny åben fagforeningsbevægelse tog fart i sidste del af 70’erne og voksede gennem organisationer som FOSATU, CUSA, NUM og NACTU til at blive den mest handlekraftige del af modstandsbevægelsen mod apartheid. I apartheids sidste år udviklede landsorganisationen COSATU med omkring en million medlemmer sig til den største udfordring mod systemet.

Opbygningen af den nye fagbevægelse skete ikke uden alvorlige interne konflikter. Forskelle i faglige traditioner, etnisk baggrund og ideologi satte sig igennem. Enhedsprocessen i den sorte fagbevægelse kom for alvor i gang efter initiativer fra undergrundsfagbevægelsen SACTU i midten af 70’erne og er trods samlingen i landsorganisationen COSATU endnu ikke slut. En del af fagforeningerne er fortsat samlet i konkurrerende fagforbund. Nogle bærer fortsat præg af 1970’ernes og 80’ernes Black Consciousness-ideologi, som modsatte sig hvide sympatisører på ledende poster i fagbevægelsen og tog afstand fra "fremmede ideologier", derunder først og fremmest kommunistiske tendenser. Også på det organisatoriske felt udvikledes reelle interessemodsætninger indenfor fagbevægelsen og først indenfor de sidste år er det lykkedes at samle de fleste sorte fagforeninger i industriforbund. Politiske uenigheder opstod tidligt omkring spørgsmålet om, hvorvidt fagforeningerne skulle lade sig registrere og om i hvilket omfang man skulle bygge fagbevægelsens positioner op omkring engagement i de sorte bydeles alternative magtstrukturer.

Behovet for en reformering af apartheidsamfundet var blevet åbenlyst fra begyndelsen af 70’erne og var ikke kun fremtvunget af presset fra de sorte arbejdere. Et større udbud af uddannet arbejdskraft var blevet en nødvendighed for en fortsat vækst i kapitalintensitet og produktivitet. En udvidelse af købekraften var samtidig blevet en betingelse for både nationale og internationale producenters afsætningsmuligheder på det sydafrikanske marked. En fortsat vækst i økonomien krævede en større integration af i det mindste en del af den sorte befolkningsgruppe i den sydafrikanske kapitalisme. Fremtrædende repræsentanter for erhvervslivet i Sydafrika, derunder nogle af de største arbejdsgivere, spilede i denne forbindelse en ikke ubetydelig reformrolle.

At gennemføre en sådan integration samtidig med en fortsat reservation af magten for et lille mindretal viste sig imidlertid at byde på uløselige problemer. Selvom regimet i de følgende år forsøgte at give apartheid ny dynamik ved hjælp af "Den totale strategi" og en reformpolitik, der bl.a. omfattede en fornyelse af arbejdsmarkedslovgivningen i 1977, 1979 og 1981, samt en afskaffelse af "petty-apartheids" mest ydmygende bestemmelser uddybedes krisen indenfor den hvide lejr og i begyndelsen af 1988 måtte dele af reformpolitikken midlertidigt suspenderes. Generalstrejken i 1984 og opbygningen af en militant og politisk aktiv enhedsfagbevægelse, rejsningerne i de sorte townships og skabelsen af alternative sorte magtstrukturer skræmte dele af den hvide befolkning og viste samtidig utilstrækkeligheden i de gennemførte reformer. Først med udviklingen af en egentlig magtdelingsstrategi lykkedes det til dels for Nationalistpartiet at genvinde initiativet for en periode.

På arbejdsmarkedsområdet indebar Wiehahnreformerne fra 1979, at de sortes faglige organisationer blev registreret og anerkendt inden for snævre rammer. Sammenkædning af faglig og politisk virksomhed og økonomisk støtte til ulovlige strejker (dvs. langt de fleste) forblev forbudt længe endnu. De sorte arbejdere udnyttede loven ud over dens formelle rammer. Strejker og politiske manifestationer kom til at præge den hurtigt ekspanderende legale fagbevægelse og de fleste større arbejdsgivere havde ved midten af 80’erne indgået overenskomster med de sorte fagforeninger. Labour Regulations Act fra 1981 kan, på trods af de liberaliseringer den også indeholdt, ses som statens forsøg på at regulere en udvikling, der begyndte at komme ud af kontrol. Statsmagten forsøgte som gentagne gange tidligere at forhindre overgangen fra fagbevægelsens opbygningsfase til dannelsen af en permanent landsorganisation. Med de i 1987 fremlagte forslag til en skærpet arbejdsmarkedslovgivning og det maj 1988 skærpede forbud mod fagbevægelsens politiske aktivitet og mod udefra kommende økonomisk støtte stod man endnu engang i en sådan konfrontationssituation. Apartheidsystemet og den hvide klassealliance, der stod bag det, var tilsyneladende fastlåst i en krise, der både var økonomisk, politisk og ideologisk og som til stadighed uddybedes.

Regeringens reformpolitik havde imidlertid samtidig gjort det muligt at skabe platforme for apartheidmodstanden, der var så stærke, at selve systemet blev truet og det lykkedes ikke under apartheidsystemets snævre rammer at introducere reformistiske eller økonomistiske holdninger i den sorte arbejderklasse i det forventede omfang. Samtidig vendte dele af det hvide mindretal sig fanatisk imod udsigten til selv mindre indskrænkninger i deres privilegier og svækkede dermed yderligere statsmagten. Reformpolitikken og den sorte befolknings oprør splittede den hvide lejr og "afrikanerdom", boernes stærke, forenende ideologiske kompleks, udgjorde ikke længere en fasttømret "vognborg". Mange afrikaanstalende intellektuelle og erhvervsfolk så efterhånden med dyb skepsis på apartheids fremtid. Ledende kræfter i Broederbund, boernes rationelle eliteorganisation, gik i spidsen i bestræbelserne for en acceptabel udvej af krisen og tog initiativet til en dialog med ANC.

Både udviklingen indenfor den hvide lejr, bredden, styrken og strategierne i den demokratiske bevægelse og det internationale politiske pres var afgørende for, at nedbrydningen af apartheidsystemet kom til at foregå med relativt fredelige midler.

Sydafrikas sorte arbejdere har gang på gang været de initiativtagende i aktiviteter for menneskeværdige levevilkår igennem hele dette århundrede på trods af massiv undertrykkelse og repressalier. I konfrontationen med den hvide statsmagt har den sorte fagbevægelse i perioder været apartheidmodstandens vigtigste magtbase, hvorfra kampformer, ledende personligheder og demokratiske strukturer er udgået eller er blevet inspireret.

Den ovenfor opridsede opfattelse af de historiske og samfundsmæssige baggrunde vil udgøre et startpunkt for mit forskningsprojekt.

 

Startpunkter for en projektbeskrivelse

Den sydafrikanske fagbevægelses nyeste historie og dens fremtidsperspektiver vil blive undersøgt i et helhedsperspektiv, der forudsætter stor vægtning af sammenhænge, årsagsforklaringer og historiske udviklingslinjer. Der vil i projektet blive lagt særlig på den sorte arbejderklasses betydning for den samlede demokratiske bevægelses udviklingsformer.

Hvilke samfundsmæssige resultater kan henregnes som fagforeningsbevægelsens fortjeneste efter mere end 20 års folkeligt politisk pres? Bevæger det ny Sydafrika sig mod et socialt demokrati af en ny type eller er der snarere tale om et traditionelt kooptationsforsøg, hvor visse lag af den sorte befolkning forsøges indoptaget i den politiske elite som gidsler for en overfladisk afrikaniseringsstrategi, der i realiteten cementerer de hidtidige socioøkonomiske forhold? Hvordan skelner man mellem en demokratiseringsproces og en neokolonialistisk omklamring? Er den afrikanske arbejderklasse den vigtigste drivkraft i et nyt samfunds opbygning eller spiller omverdenens pres og normale økonomiske vækstfaktorer en lige så stor rolle? Hvilke "fingeraftryk" efterlader den demokratiske proces sig i den sorte befolknings hverdagsliv og politiske kultur? Det vil være mit projekts mål at besvare disse og andre spørgsmål med udgangspunkt i den sorte arbejderbevægelses udvikling.

Eftersom sikringen af billig arbejdskraft både i industri og landbrug hidtil har været et væsentligt element i Sydafrikas politiske økonomi, bliver de dominerende klassers kontrol over de sorte arbejdere og disses egen organisering og kamp af stor betydning for systemets samlede udviklingsretning. Projektets empiriske elementer vil derfor frem for alt have udviklingen på det sorte arbejdsmarked som objekt.

Projektet vil belyse den faglige aktivitets praktiske og ideologiske karakter og styrken bag de forskellige indre linjer. Statens interventioner på arbejdsmarkedsområdet vil blive analyseret i forhold til projektets hovedproblemstilling, dvs. eksempelvis om samarbejdet mellem den ANC-ledede regering og COSATU betegner en udvikling hen imod et fundamentalt anderledes samfund eller om der i realiteten bliver tale om en fortsættelse af en repressiv linje i lovgivning og praksis.

Problemstillingen vil blive angrebet gennem løbende analyser af bl.a. følgende gennemgående temaer:

·       Levevilkår, traditions- og erfaringsudvikling og handlingsmønstre blandt de sorte arbejdere set ud fra hverdagssituation, arbejdsprocesser og arbejdskonflikter.

·       Den sydafrikanske arbejderklasses sammensætning og arbejderbevægelsens strukturelle og organisatoriske udvikling.

·       Nøglefaktorer i statens forhold til de sorte arbejdere, som fx arbejdskraftstyring- og kontrol, lønkontrol, afvikling af jobreservation, ny begrænsninger i organisationsfriheden og øvrig arbejdsmarkedslovgivning sat i relation til historiske sammenhænge det tidligere apartheidsamfund.

·       Problemer for arbejderbevægelsen, skabt af den statslige politik og af uenighed mellem divergerende fagpolitiske og organisationspolitiske holdninger blandt de sorte arbejdere.

·       Den sorte arbejderklasses krav og kampformer. Konfrontationer med arbejdsgivere og statsmagt og det dialektiske forhold mellem disse og kontinuitet og ændring i arbejderbevægelsens og statens videre taktik- og strategiudvikling.

·       Den særlige sydafrikanske samfundsformations betydning for forholdet mellem national bevidsthed og klassebevidsthed blandt de sorte arbejdere og for forholdet mellem social konflikt og politisk protest, derunder eventuelle sammenhænge mellem disse relationer og opbygningen af systemoverskridende bevidsthedsniveauer i arbejderklassen.

·       Spørgsmålet om tilstedeværelsen af og omfanget af strategiske målsætninger i de initiativtagende dele af den sorte arbejderklasse, derunder fagbevægelsens og de politiske organisationers løbende vurderinger af centrale kampspørgsmål og paroler.

·       En gennemført økonomisk/statistisk dokumentation af konfliktfrekvens, konjunkturudvikling, organisationsgrad m.v.

·       Samspillet mellem den faglige og den politiske apartheidmodstand, som en væsentlig baggrund for en forståelse af den samlede udvikling mellem regering og fagbevægelse.

Derunder vil visse politiske organisationers betydning for fagbevægelsen blive taget op. Det vil fx dreje sig om ANC, SACP, UDF, Nationalist Party m.fl.

I undersøgelsens empiriske elementer vil der blive lagt vægt på den sorte arbejderbefolknings reaktion på, og kamp imod, diskrimination af klasse og race, altså på antiracismens og den sociale kamps konkrete udtryk, og projektet vil indeholde en dokumenteret skildring af organisationerne, aktørerne og de konkrete kampe på arbejdsmarkedet.

En vigtig baggrund for postapartheidsamfundets grundlæggende væsenstræk ligger nok i sammenhængen mellem de etnisk-raciale forudsætninger og den sydafrikanske produktionsmåde/samfundsformations udvikling. Det sydafrikanske samfund har helt op til den aktuelle periode indeholdt mindst tre forskellige produktionsmåder. Sydafrikas nyere historie, som jeg ser den, præges af den kapitalistiske, senere den monopolkapitalistiske produktionsmådes fremvoksende dominans, først gennem den britiske imperialisme, senere gennem den nationale kapitals udvikling. Udviklingen af denne, den dominerende produktionsform, har været uløseligt sammenknyttet med mindst to andre eksisterende produktionsmåder, nemlig fæstearbejder/landarbejderproduktionen på den hvide farmjord og det afrikanske subsistenslandbrug, hovedsageligt i reservater/bantustans/homelands. De afrikanske farmarbejdere ydede indirekte, via en statsdirigeret opsparings og investeringspolitik overfor det hvide landbrug, et væsentlig bidrag som akkumulationskilde til den fremvoksende boerkontrollerede finanskapital. Samspillet mellem subsistenslandbruget og kapitalismen må dog placeres mere centralt i en analyse af den sorte arbejderklasses forhold til staten. I kapitalismens tidlige faser hang kapitalakkumulation og merværdirate i Sydafrika snævert sammen med reservatøkonomiens prækapitalistiske produktionsrelationer, der delvist dannede basis for migrantarbejderstyrkens reproduktion og således subsidierede arbejdslønnen. Tiltagende krisetendenser i reservatøkonomien og udviklingen af en permanent bosiddende sort arbejdsstyrke i byområderne medførte en accelererende opløsning af disse relationer. Sydafrika udviklede sig hen mod en enkeltstående monopolkapitalistisk produktionsmåde og hovedmodsætningen i samfundet ændredes fra at være relationen mellem forskellige produktionsmåder til produktionsrelationerne indenfor kapitalismen.

At fokusere endimensionalt på denne baggrund ville dog være et udtryk for strukturalistisk reduktionisme. Ret tidligt var de fleste dele af fremstillingsindustrien i realiteten dybt skeptiske overfor apartheid i dens nuværende form, simpelthen fordi systemet i erhvervslivets øjne blev utilstrækkeligt i takt med den stigende teknologisering og kapitalintensitet. Forrentningen af kapitalinvesteringer var faldende fra slutningen af 70’erne. En fortsat vækst i økonomien krævede opfyldelsen af arbejderklassens mest basale behov. En stigende afrikansk købekraft og et større udbud af uddannede afrikanere var blevet nødvendigt for at sikre industrien et reelt marked for køb af arbejdskraft og salg af produkter. En del af de reformforslag, som erhvervslivet ret tidligt fremsatte gik langt ud over apartheidregimets beslutningshorisont og der kan spores en tiltagende mangel på identifikation mellem kapitalejerne og det regerende nationalistparti.

Det tidligere apartheidsystem kan, som jeg ser det, ikke blot anskues som en refleksion af en bestemt raceideologi og heller ikke reduceres til en videreudvikling af den tidligere periodes segregationpolitik. Den racistiske ideologi byggede på og reproducerede de specifikke produktionsrelationer i den særlige sydafrikanske kapitalisme og befandt sig i et komplekst forhold til samfundsudviklingens skiftende sociale og økonomiske betingelser. Den da herskende klassealliances svar på de forandrede samfundsforhold udgjorde, frembåret af politiske og ideologiske skift, baggrunden for udviklingen af repressionssystemets faser fra segregation over apartheid og separate development til reformpolitik og magtdeling. En sådan forståelse af sammenhængene mellem ideologi, racepolitik og økonomisk system vil være en del af fundamentet for analysen.

Nedenstående analytiske startpunkter vil derfor være med til at danne noget af baggrunden for undersøgelsen:

·       De spring og grundlæggende forandringer, der i dette århundrede, i modsætningsfuld veksel­virkning med den sydafrikanske kapitalismes behov, er sket i raceundertrykkelsens hovedfor­mer, dvs. udviklingen fra segregation over apartheid og separate develop­ment frem til reformpolitik og egentlig demokratisering.

·       Den erklærede apartheid som mekanisme til sikring af fortsat arbejdskraftkontrol i en udviklingsfase, hvor arbejdskraftens reproduktionsbetingelser, i det mindste i en periode, forringedes og systemet blev udsat for en stigende trussel.

·       Forandringerne i graden af økonomiske rationalitet ved apartheids omfattende undertrykkelse af den sorte befolkning og arbejderklasse for forskellige dele af den sydafrikanske og den internationale kapital.

·       Beskrivelsen af det sydafrikanske samfund som en form for indre kolonialisme, hvor den sorte arbejdsstyrke udsættes for en form for overudbytning, der er mere end blot en højere udbytningsgrad, end den der gælder for hvide arbejdere. Ifølge teorien udbyttes de sorte både som klasse og som race, hvilket angiveligt afføder en militant klassementalitet, hvor national bevidsthed spiller en lige så stor rolle som klassebevidsthed.

·       Den hvide klassealliances udvikling, hvorunder sammenfaldende interesser gennem en lang periode overvandt modstridende og sikrede, at den hvide befolkning i Sydafrika var i stand til at opretholde en privilegeret position. Herunder har sikringen af den hvide arbejderklasses priviligerede stilling været en nødvendig forudsætning for den hvide lejrs langvarige herredømme.

·       Vurderingen af samspil og modspil mellem de vigtigste kræfter i forhold til demokratiprocessen, derunder den sorte arbejderklasse, den hvide arbejderklasse, det hvide landbrug, de politiske bevægelser, kirken, statsorganerne, den nationale og den internationale kapital, den internationale solidaritetsbevægelse og vestlige regeringer, samt af disse kræfters politiske spillerum.

·       Sydafrikas udviklede økonomi og store, relativt velorganiserede arbejderklasse som en af nøglerne til regionens fremtidige udvikling.

 

Af mere specifikke baggrunde for undersøgelsen af arbejderbevægelsen kunne tænkes:

·       Den sorte arbejderklasse som en afgørende drivkraft i samfundsudviklingen, derunder fagbevægelsen som den, i lange perioder, vigtigste basis for modstanden mod raceundertrykkelsen.

·       Mere eller mindre reelle interesseforskelle og konflikter mellem forskellige lag i den sorte befolkning, derunder indenfor den sorte arbejderklasse.

·       Udviklinger i det økonomiske grundlag med hensyn til opbygningen af en sort middelklasse/mellemlag.

·       Enhedsprocessens problemer fx i.f.t den del af fagbevægelsen, der blev bygget på den sorte bevidsthedsbevægelses ideologi.

·       Betydningen af ultranationalisme og arbejderisme som strømninger i fagbevægelsen.

·       Mulighederne for udvikling af reformistiske holdninger i den sorte arbejderbevægelse på et materielt grundlag. Manglen på kontinuerlige forbedringer inden for systemets rammer og den lave udviklingsgrad af socialliberalisme som et karakteristisk træk i Sydafrika, der har fremmet systemoverskridende bevidsthedsformer.

·       Betydningen af nedenstående bestræbelser i og retningslinjer for fagbevægelsens arbejde, der, efter min opfattelse, har været fulgt af de mest bevidste kredse i den sorte arbejderklasse siden midt i 70’erne, for nogles vedkommende tidligere;

·       Fagbevægelsens principielle åbenhed for medlemmer af alle racer.

·       Resultatorienterede militante aktionsformer og disses opbygning på en sammenkædning af økonomiske og politiske krav, der naturligt er udsprunget af arbejderklassens situation.

·       Den temmelig skeptiske holdning til økonomisme og reformisme som faglig strategi blandt mange ledende fagforeningsfolk.

·       Bestræbelsen på at skabe et legalt, nationalt, fagligt enhedscenter.

·       Opbygningen af fagbevægelsen fra gulvplan efter nærdemokratiske principper og dens gradvise organisering i industriforbund efter industrielle brancher.

·       Fagbevægelsens samarbejde med bredt orienterede politiske bevægelser, først og fremmest ANC.

·       Fagbevægelsens internationalistiske orientering.

·       Betingelserne for faglig organisering i de tidligere bantustans og homelands.

·       Det problem, at en meget stor del af den sorte underklasse er sat ud på sidelinjen som arbejdsløse eller underbeskæftigede og dermed uorganiserede.

 

Metodologi, prioriteringer og fremgangsmåde

Der vil blive lagt vægt på at kombinere den sorte befolknings hverdagsliv, sociale forhold og holdningsunivers med et samlet samfundsmæssigt overblik og perspektiv.

Samfundsmæssige baggrunde, i form af udviklinger i den økonomiske formation og i det politiske billede indenfor den hvide lejr, juridiske og parlamentariske aspekter, kulturelle faktorer, det internationale systems indvirkning, ideologiske drivkræfter, demografiske forhold m.v., vil blive inddraget i undersøgelsen, i det omfang de er nødvendige for en sammenhængende forståelse af de historiske og samfundsmæssige processer i perioden.

Der kan ikke på nuværende stadium forudskikkes nogen egentlig disponering, men nok nogle tanker om projektets komposition.

Projektets første del vil bestå af en indføring i metodologiske, teoretiske og samfundsstrukturelle opfattelser, der afklarer den generelle, teoretiske ramme for projektet og konstituerer forudsætningerne for fremstillingens mere empiriske analyser. Karakteristikker af den historiografiske tradition, de historievidenskabelige og samfundsvidenskabelige strømninger og forskningsdiskussionen i forhold til emnet vil indgå som forudsætninger for den videre undersøgelse. Dette afsnit vil også indeholde en diskussion af demokratiopfattelser, repressions og kooptationsbegreber, ligesom der her vil blive redegjort for divergerende organisationsteorier og fagforeningsstrategier. Forskellige teoriretningers forsøg på forklaringer af den politiske udvikling i Sydafrika vil blive vurderet. Andre grundlæggende forudsætninger vil være: En bedømmelse af det hvide arbejderaristokratis rolle og placering, en analyse af arbejderbevægelsens arbejdsbetingelser, derunder et overblik over arbejdsmarkedslovgivningen, et forsøg på opstilling af nogle periodiseringsmodeller for Sydafrikas historie, en analyse af forholdet kapital/arbejde i Sydafrika i perioden, derunder en problematisering af de forskellige beskæftigelsesformer og arbejdsprocesser i migrantarbejdet, det bybaserede industriarbejde, subsistenslandbruget og landarbejder/fæster-systemet og af apartheid som økonomisk rationelt system.

Herefter følger projektets grundlæggende undersøgelser og historiske baggrunde, som hovedsagelig vil bestå af empiriske analyser af prioriterede udviklingsforløb i perioden indeholdende delkonklusioner.

Den historiske baggrund vil kort omhandle, dels udviklingen i 70’erne, hvor reformpolitikken blev introduceret og opbygningen af legale faglige og politiske organisationer begyndte at tage fart; dels udviklingen i 80’erne og 90’erne, hvor magtfulde sorte massebevægelser udfordrede systemet, der reagerede med både reformer, opløsningstendenser og fornyet repression og endelig arbejderbevægelsens rolle i magtoverdragelsesforløbet. Hovedanalysen, der vil fastlægge fagbevægelsens position i dagens sydafrikanske samfund.

Projektets sidste del vil rumme et fyldigt konkluderende afsnit, der sammenfatter arbejderbevægelsens erfaringer i perioden og opstiller en teori om arbejderbevægelsens udvikling i apartheidsamfundet, dens nutidige placering i demokratiseringsprocessen og dens fremtidige perspektiver i det ny Sydafrika.

Dertil kommer en dokumentationsdel, der klargør og systematiserer projektets kilde- og litteraturgrundlag, samt bringer et statistisk overblik, der opsamler data, der er for omfattende at inkludere i den løbende fremstilling.

Endelig tilføjes et appendiks, der giver en koncentreret skildring af forhistorien til den behandlede periode. Her vil blive redegjort for udviklingen på det sorte arbejdsmarked fra 1900 til 1970. En vis viden om denne udvikling kan være en god forudsætning for en forståelse af den mere aktuelle udvikling, idet de fleste af apartheidsamfundets grundlæggende strukturer blev skabt i denne periode.

Ovenstående er i sagens natur kun en ret arbitrær råskitse for det videre arbejde med projektet.

 

Præcisering af undersøgelsesfeltet

For at sammenfatte denne indkredsning af projektets problemstilling og indhold, fastlægges et overordnet historisk betinget analyseområde indenfor den samfundsmæssige udvikling i Sydafrika i perioden 1970 - 2000. Indenfor dette område vil projektet koncentreres om udviklingen på det sorte arbejdsmarked efter 1990. Under disse overordnede rammer operationaliseres hovedproblemstillingen i en undersøgelse af: Arbejderbevægelsens opbygning og dens forhold til statsmagt og arbejdsgivere.

En arbejdshypotese kunne, helt kort skitseret, gå ud på, at der i perioden, fremtvinges et skift i statens og den dominerende hvide klassealliances politik overfor det sorte befolkningsflertal, som blandt andet bestod i, at visse dele af den sorte befolkning efter midten af 70’erne søgtes delvist indoptaget i det borgerligt-demokratiske system, der omfattede størstedelen af den hvide befolkningsgruppe og i gennemførelsen af begrænsede reformer, hvis mål var at inddæmme den organiserede arbejderklasses politiske krav. Hvorvidt denne reformpolitik mislykkedes eller om den tværtimod mere eller mindre nødtvungent videreføres i det ny Sydafrika kunne være et hovedspørgsmål i projektet.

Denne problemformulering indebærer ikke en snæver faghistorisk synsvinkel. Forsk­ningsdiskus­sionen om Sydafrikas udviklingsvej er klart tværfaglig og opviser de bedste eksempler på ægte integration af humaniora og samfundsvidenskab. Antropologer, udvik­lings­for­skere, økonomer, sociologer, professionelle politikere, teologer og politiske aktivi­ster deltager med lige stor entusiasme og det har ikke i praksis været muligt at udskille historikerne som havende en bestemt, klart afgrænset rolle.

 

Argumentation for problemstillingen

Udgangspunktet for mit projekt er, at den ideologisk engagerede debat om arbejderbevægelsens rolle langt fra er afsluttet, men trods visse ten­denser til konsensus vil fortsætte med at stimulere dialektik og dynamik i sydafri­kansk samfundsforskning og fremme dennes vek­selvirkning med det omgivende samfund. Netop dette er en væsentlig motivation for en mere udadvendt forskningsarbejde.

Behandlingen af emnet falder lidt uden for de fremher­skende tenden­ser i dansk historie- og samfunds­forskning. Og ikke blot på grund af en generelt lille interesse for ikke-europæiske emner. Sammenbruddet i Østblokken og den vestlige liberalismes sejrs­gang har ført til en accept af "modellernes fald" blandt forskerne. En vis uvilje mod at beskæftige sig med politisk økonomi, bredt orienteret samfundsa­nalyse, ja enhver form for strukturelt orienteret historie­forskning, breder sig. Den ægte, ideologisk engagerede forsk­ningsdebat har trange kår. Måske fordi behovet for historieforskningen til belysning af nutidens konflikter tilsyneladende er blevet mindre med afslutningen af den kolde krig. Enhver historiker er imidlertid nødt til at eksperimentere med modeller, om ikke andet, fordi selv en isoleret del­mængde af den historiske virkelighed er for mangfoldig til, at den lader sig beskrive fuldt ud. Samfundsforståelse kræver, at det historiske begivenhedsforløb kan placeres i en struk­tureret sammenhæng. Modellernes fald stiller derfor krav om op­stillingen af forbed­rede historisk-samfundsvidenskabelige modeller.

Mange historikere søger for tiden efter nye horisonter; mentalitetshistorie, hverdagshistorie, klæde­drag­tens, dansens, kønslivets og sportens hi­storie er oppe i tiden. Udtryksformers og sym­bolers historie prioriteres i en ny kon­sensus, hvor kulturunderholdnings- og me­dieværdi tilsyneladende er afgørende karakteristika for historiefagets berettigelse. I Sydafrika slår denne tendens forsinket igennem, måske på grund af apartheids fastholdelse af en forældet socialstruktur. Industrisamfundets arbejdersolidaritet er endnu ikke blevet afløst af infor­mationssamfundets individuelle, intellektuelle kvalificering. Det kunne være en af grunde­ne til, at diskussionen mellem liberale og radikale kræfter om arbejderbevægelsens positioner fortsat føles aktuel her.

Nogle af de spørgsmål, der har rejst sig under forarbejdet med projektet peger i retning af, at der kan skabes konstruktive, historiske modeller ved at samar­bejde metoder og tankegange fra historiefaget og udviklingsforsk­ningen. Hvor tæt er sammenhængen mellem sam­fundsmæssigt udviklings­niveau og autoritære styreformer? Skabes økonomisk vækst og udvikling fortrinsvis i perioder med liberalisme eller i perioder med protektionisme og statsligt engage­ment? Fremtvinger en folkelig bevægelses radikale krav produktivitet og kon­kurrenceevne i en dialektisk proces eller er påtvunget social stabilitet vækstfrem­mende på visse udviklings­trin? Bliver staten styrket eller svækket ved folkestyret udvikling? Er moralske fordømmelser af historien meningsløse og er man for­pligtet til at opstille alternative historiske udviklings­modeller, hvis man alligevel fremturer med dem? Disse spørgsmål ligger implicit i undersøgelsen, selvom svarene i et vist omfang falder udenfor rammerne.

Frihedsbevægelsens og de liberale kræfters fælles sejr, samt udsigterne til racediskriminationens endelige afvikling, har i den seneste tid på ny bragt den politiske økonomi frem på banen i sydafrikansk historieforskning og har samtidig rejst behovet for en opsummering af positionerne.

Der er både i Danmark og internationalt en stadig voksende fornemmelse for betydningen af globale problemer under en ny problematisk verdensorden, derunder også en stigende optagethed af Afrika­forskning. Interessen for globale pro­blemer og for den 3. verdens udvikling og kultur er måske først og fremmest en følge af den øgede inter­nationa­le arbejds­delings konsekven­ser for de udviklede landes egen handels-, uden­rigs- og bi­standspolitik, men er vel også ud­tryk for en øget erkendelse af ansvar for de tidligere kolonier og udbyttede områders situa­tion. Ud­viklingen i Sydafrika vil således få konse­kvenser ikke blot for hele det sydlige Afrika, men med stor sikkerhed også for dansk uden­rigsøkonomi og for de nordiske landes udvik­lings- og bistands­arbejde i regionen.

Denne forskningsorientering har givet sig udtryk i dannelsen af ad­skillige tværfaglige cen­tre, hvor også enkelte historikere giver deres besyv med. I Danmark kan nævnes Center for Afri­kastudier og det tidligere Center for udviklings­forskning. Historikere her fremmer en udvidelse af rammerne for historievidenskaben, idet de inddrager tværfaglige metoder hentet fra politisk økonomi, sociologi, antro­pologi, økologi og udviklingsteori som integre­rede ele­menter i den historiske analyse. Det er samtidig en forskningsudvikling, der skaber nye, til dels utraditionelle, arbejds­områder for humanister. Forhåbentlig kan mit forskningsprojekt bi­drage til disse tendenser.

Den radikale/nymarxistiske retning i de internationale forskningsmiljøer omkring arbejderbevægelsens historie i Sydafrika har siden begyndelsen af 70’erne bidraget med engagerede socialhistoriske undersøgelser og fremragende samfunds- og statsanalyser. Siden midten af 70’erne har det givet sig udslag i adskillige Ph.D.er om klasserelationer. Forskningen i den sorte arbejderbevægelses situation er imidlertid meget præget af enkeltstående delprojekter omhandlende kortvarige historiske forløb og den er svagt funderet forskningsmæssigt med hensyn til den sorte arbejderklasses historie og udviklingsperspektiver.

En del af målet med mit projekt vil være at gøre noget ved disse svage sider af forskningen. Jeg ønsker at skabe et helhedsbillede af den sorte arbejderbevægelses historie i forhold til det sydafrikanske samfund, bl.a. bygget på kritisk forskning i fagbevægelsens og modstandsorganisationernes interne kilder, som den hidtidige forskning kun har gjort ringe brug af.

Jeg ser emnet som værende relevant, fordi Sydafrika er et af de brændpunkter, hvor arbejderklassen gennem de sidste 25 år har mobiliseret sig selv og udgjort en afgørende kraft i et demokratisk gennembrud. Sydafrika indtager desuden en særlig stilling som det højst industrialiserede land i Afrika. De sociale perspektiver her vil være af stor betydning for økonomisk og politisk demokratisering i mange lande syd for Sahara. Den industrielle tradition og store velorganiserede arbejderklasse i Sydafrika kunne tilføje nye kræfter til hele regionen. Også de regionale økonomiske samarbejdsorganisationer, eksempelvis SADC, og Syd-Syd samarbejdet i det hele taget, kunne få ny dynamik gennem en vellykket social proces.

Det er mit håb, at resultaterne af det her skitserede forskningsprojekt vil kunne bruges anvendelsesorienteret og fremadrettet også udenfor det akademiske miljø. Udviklingen i Sydafrika vil få konsekvenser ikke blot for hele det sydlige Afrika, men med stor sikkerhed også for dansk udenrigsøkonomi, den danske bistandspolitik og det nordiske udviklingssamarbejde for regionen. I sidste instans vil hele den vestlige verdens handels- og investeringsmønster i forhold til Afrika blive berørt.

Både det officielle Danmarks udenrigspolitik og dansk fagbevægelse har allerede længe understøttet en fremskridtsbevidst udvikling i forhold til Sydafrika. Der er imidlertid stadig laurbær at vinde på dette felt, som det bl.a. er fremgået af diskussionerne i Udenrigsministeriets ressourcebase. For den danske regerings vedkommende fx i forhold til EF-partnernes praksis overfor Sydafrika og for dansk fagbevægelses vedkommende i forholdet til mindre marginaliserede faglige grupper.

Disse grunde, mener jeg, taler for nødvendigheden af en dybtgående, realistisk analyse af Sydafrikas arbejderbevægelses nyeste historie og aktuelle udviklingsretning.

 

Historiografisk tradition

På trods af svaghederne i den sydafrikanske historieforskning har der dog allerede ret tidligt været gjort forsøg på at skrive decideret arbejderhistorie i Sydafrika.

De fleste af den sydafrikanske arbejderbevægelses klassiske historieskrivere kom selv fra den hvide arbejderbevægelse og det er karakteristisk for denne type arbejderhistorie, at den ofte identificerer arbejderklassen med fagbevægelsen og noget forudindtaget tillægger fagbevægelsen en overvældende betydning for samfundsforandring sammenlignet med andre kræfter i den demokratiske bevægelse.

De radikale faghistorikeres voksende engagement i arbejderhistorien har afhjulpet nogle svagheder bl.a. ved at fokusere mere bredt på græsrodsaktiviteter og modstandsformer ud fra et overordnet perspektiv og ved at forholde sig kritisk til de faglige organisationers egen selvforståelse. Hverdagsliv og specifik socialhistorie bliver stadig mere inddraget i historiebilledet.

En vigtig forudsætning for de radikale og marxistiske historikeres udgangspunkter er den genopblussen af faglig og politisk kamp, der prægede Sydafrika siden begyndelsen af 70’erne og som har betydet at diskussionen omkring de sorte sydafrikanske arbejderes historie er foregået under indtryk af en aktuel udvikling af strategi og taktik i arbejdernes organisationer.

De forbudte og undertrykte modstandsbevægelsers egen historieskrivning kan næppe karakteriseres som egentlig forskning. Bevægelsernes egne publikationer er ofte stærkt ensidige og ukritiske overfor egen indsats, i visse tilfælde grænsende til det sekteriske.

Betingelserne for de tidligere eksilerede organisationers virksomhed indebar åbenlyse farer. Man har i visse tilfælde været tvunget til at tage standpunkt for støtte- og værtsnationers interesser i internationale konflikter. Nogle af de få ideologiske ledere og teoretikere, der er blevet behandlet på niveau med diplomatiske repræsentanter, har kunnet få urealistiske forestillinger om deres organisationers faktiske betydning eller er blevet isoleret fra situationen i hjemlandet. Nogle af de tidligere undergrundsbevægelser har desuden set med en vis skepsis på folk fra akademiske miljøer, hvis disse ikke var til sinds at stille sig direkte i de pågældende organisationers tjeneste. Dette præg kan fortsat spores i ANC og COSATU.

Allerede fra midten af 80’erne har historieforskningen været præget af progressive, eksilerede historikeres tilbagevenden til Sydafrika og størstedelen af den kvalificerede forskning i arbejderbevægelsens historie har allerede længe fundet sted på sydafrikanske universiteter.

 

Materialegrundlaget

Inspirationen og motivationen til forarbejdet med dette projekt om sydafrikansk arbejderhistorie er bl.a. hentet gennem lang tids arbejde med international solidaritet, derunder flere år som FU-medlem i Sydafrika Kontakt og på det seneste som deltager i Udenrigsministeriets ressourcebase for Sydafrika. Kontakten  med de folkelige kræfter har været en stadig drivkraft for projektet og gennem­bruddet for frihedsbevægelsen og den internationale solidaritet har været en nærværende opmun­tring.

Der eksisterer ikke hoved­værker, som fuldt ud dækker projektets problemstil­ling og som kunne anvendes som hovedreferencer i en diskussion af denne. Det vil derfor været nødvendigt at skabe et forsk­ningsgrundlag ud fra et stort antal forskellige kil­der og indlæg i forskningsdebatten.

Den videnskabelige debat udgør i sig selv et stort, men trods alt begrænset, kildemateriale.

Som grundlag er allerede opbygget en database med over 3700 referencer til historie- og samfundsforskning omkring Sydafrika. Heraf vil mange af de væsentlig­ste bidrag indgå direkte i undersøgelsen. De omfatter viden­skabelige af­handlinger, upublicerede universitære arbejdspapirer, konferencebi­drag, personlige og  fagforeningsarki­ver, kommissionsbetænkninger, ministerielle årsrapporter, interne arbejdspapirer fra den demokratiske bevægelses organisationer, erindringer, aktørinterviews, involverede fagforeningsfolks, virksomhedslederes og politikeres udtalelser og analyser, fagbevægelsens egen historieskrivning, fagforeningsekstern arbejderhistorie og flere andre kildetyper.

En detaljeret beskrivelse af materialegrundlaget ligger af pladsårsager udenfor dette studieprograms rammer. Det er imidlertid min vurdering, at der eksisterer et kilde- og litteraturudvalg af tilstrækkeligt omfang og kvalitet til at danne grundlag for en selvstændig analyse af emnet.

Størstedelen af det forskningsmæssigt baserede datagrundlag for forskningspro­jek­tet tænkes tilvejebragt via nedennævnte infor­mationscentre, som jeg allerede har haft stor glæde af:

·       Internationale forskningscentre og biblioteker, herunder: Nordiska Afrikainstitutet, Uppsala, Centre for Southern African Studi­es, Uni­versity of York, School of Oriental and African Studi­es, University of London, Institute of Commonwealth Studies, Univer­sity of London, Bri­tish Library, Institute of Development Studies, University of Sussex, Universitetsbiblioteket i Oslo.

·       Sydafrikanske biblioteker og arkiver, herunder først og fremmest: State Library (Die Staatsbib­lioteek), Pretoria, South African (Republic) Archives, Central Archives Depot, Pretoria, South African Library, Cape Town, Cape Archives Depot, University of Natal Libraries, University of the Witwaters­rand Libraries (Department of Historical Manuscripts, Gubbins Library m.fl.), University of Cape Town Libraries (Manuscript and Archives Division m.fl.), The Institute for Contemporary History (INCH), University of Orange Free State, Bloemfontein, South African Institute of Race Re­lations.

·       Danske forskningsbib­lioteker, herunder: Det kongelige bibliotek, Universitetsbiblioteket på Amager, Roskilde Univer­sitetsbibliotek, Mel­lemfolkeligt Samvirkes bib­liotek, Institut for øko­nomisk histories bibliotek, Fællesbib­lioteket for Kultur­sociologi og Samfundsfag/Forvaltning, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, Center for Udviklingsforskning, Køben­havn, Center for Afri­kastudier, Københavns Universitet.

·       Frihedsbevægelser og faglige organisationer, herunder: South African Communist Party, ILO, ANC, SACTU/COSATU og dens medlemsor­ganisationer og den tidligere engel­ske antiapartheidbevægelse.

·       Andre organisationer og institutioner, herunder: Catholic Institute for International Relations, International Defence and Aid fund for Southern Africa, Unesco og World Council of Churches.

I forbindelse med studierejser m.v. har jeg diskuteret projektets problemstillinger med folk fra de internationale forskningsmiljøer og repræsentanter for den demokratiske bevægelse. Samtalerne med og upublicerede materialer fra disse indgår direkte eller indirekte i kilde­grundlaget.

Jeg har bl.a. dyrket kontakter med Tom Lodge, tidligere University of York, nu University of Witwa­tersrand, Landeg White, University of York, Shula Marks, Uni­versity of London, Mike Morris, tidligere University of Sussex, nu University of Natal, Mai Palmberg, Nordiska Afrika Institutet i Uppsala; Bertil Odén, Norsk Utenrikspolitisk institutt; Gerhard Brehme, Universtät-Leipzig; Prof. Eddie Webster, Department of Sociologi, University of Witwatersrand; Phyl­lis Altman, IDAF-London; Brian Bunting, redaktør af African Communist og CK-medlem i SACP; Norman Levy, ANCs tidligere uddannelses­leder i London, Allan Brooks, tidligere næst­formand i den britiske Anti-Apartheid Movement og efter regeringsskiftet har jeg haft et godt samarbejde med Den sydafrikanske ambassade i København.

Under arbejdet med sydafrikanske samfundsforhold har jeg desuden hentet inspiration fra danske forskerkurser, derunder et kursus omhandlende antropologi og udviklingsforsk­ning, arrangeret af Udenrigsministeriets Center for udviklingsforskning og et Nordisk For­skerkur­sus, arrangeret af Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter, omhandlende folkestyrede bevægelser og politik i den tredje verden. Disse kurser gav indsigt i ud­viklingsforskning, antropologi og etnologi og har medvirket til et praktisk tværfagligt indhold i projektet.

En måned er blevet tilbragt som studiestipendiat ved Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala. Bru­gen af bibliotekerne her og diskussio­nerne med forskerne på instituttet, bragte mig videre med hensyn til baggrundsviden og indblik i forsknings­situationen.

Meget tidligt indgik en måneds ophold i England ved School of Oriental and African Studies, Institute of Commonwealth Studies i London og Institute of Development Studies i Sussex.

Arbejdet med min ph.d.-afhandling indbefattede også et tre måneders forskningsophold i Sydafrika, hvor jeg snakkede med forskere og organisationsfolk og foretog kildestudier. Blandt andet besøgte jeg University of the Witwatersrand i Johannesburg, University of Cape Town, Uni­versity of the Orange Free State i Bloem­fontein, University of Port Elizabeth og University of Natal i Durban og Pietermaritzburg.

 

Arbejdsplan

Så vidt jeg kan skønne vil nedenstående faser i det mindste indgå i projektets gennemførelse:

·       Litteratur- og kildesøgning.

·       Grundlæggende empiriske studier.

·       Delpublikationer.

·       Kortere studieophold ved relevante europæiske forskningscentre.

·       Længerevarende studieophold i Sydafrika.

·       Overbliksfase.

·       Analysefase.

·       Skrivefase.

·       Eftertænksomheds- og gennemskrivningsfase.

·       Fremstillingsfase.

Et længerevarende feltophold i Sydafrika med adgang til væsentlige arkiver og aktører vil være absolut nødvendigt for projektets gennemførelse.

En samlet tidsramme på 1½ år vil være realistisk for projektets gennemførelse. Det hænger sammen med, at et udgangspunkt allerede er skabt under speciale- og ph.d.-skrivningen både med hensyn til en bred viden om selve emnets substans, kilde og litteratursituationen og kontakter til forskningsmiljøer og mennesker, der i kraft af deres deltagelse i Sydafrikas frihedskamp besidder særlig viden om emnet.

 

Publikationsforhold

Den færdige projekt vil blive offentlig tilgængelig.

Undervejs tænkes forskningsresultater offentliggjort som delpublikationer i form af tidsskriftartikler og lignende.